Én lillefingerknogle kan kaste lys over den tidligste redskabskultur
Udviklingen af stenredskaber ændrede sig dramatisk igennem den menneskelige forhistorie, og de stadig mere sofistikerede stenredskaber anses for at være af afgørende betydning. Det seneste fund af en lillefingerknogle kan kaste lys over udviklingen.

Et ganske lille, men meget betydningsfuldt fund: En lillefingerknogle, som er for lige til at have været en abes - men hvem tilhørte den så? (Foto: M. Domínguez-Rodrigo)

 

Det har måske ikke den samme wow-factor som et kranie, men fundet af en lillefingerknogle, der er mere end 1,8 millioner år gammel, kan alligevel hjælpe os med at løse gåden omkring brugen af stenredskaber blandt vores tidlige forfædre.

Det er den ældste menneskelignende fingerknogle fra et moderne menneske, der nogensinde er fundet, og den kan stamme fra en række arter, der levede på samme tid - heriblandt Homo erectus.

Det internationale forskerhold bag opdagelsen tilbragte utallige timer under den bagende sol i Olduvai-kløften - Tanzanias berømte palæontologiske og arkæologiske fundsted.

Heldigvis gik de ikke tomhændede derfra. Fingerknoglen ligner det moderne menneskes fingerknogler forbløffende meget. Og det antyder, at den moderne hånd måske er endnu ældre, end vi gik og troede.

Hånden ved 'Menneskehedens Vugge'

Tommelfingeren har to led - et grundled og et yderled. De øvrige fingre har også et mellemled, altså tre led hver. Grundleddet sidder ved knoen.

Det nye knoglefund stammer fra grundleddet på venstrehåndens lillefinger og blev fundet i aflejringer dateret til at være mere end 1,84 millioner år gammelt.

Det er et fantastisk fund, da sådanne knogler ikke bevares lige så godt som kranier og de større og mere robuste kropsknogler, og det er derfor svært at finde denne type knogler fra tidsperioden.

Forskerne beskriver knoglen som 'moderne menneskelignende', da den er mere lige end knoglerne fra aber og tidlige menneskearter, som typisk levede i træer og derfor havde mere krumme fingerknogler.

Der er endnu en grund til, at fundet er så spændende - det moderne menneske dukkede nemlig først op 1,6 millioner år senere.

Mød kandidaterne - kandidat 1: Paranthropus boisei

Fundet er særligt bemærkelsværdigt, da små knogler typisk ikke bevares lige så godt som større knogler. (Foto: Jason Heaton)

Så hvilke arter fandtes der på den tid omkring Olduvai-kløften, som kunne havde haft den slags bevægelighed i håndfladen?

Paranthropus boisei var en robust, abe-lignende skabning, som formodentlig var tilpasset en kost af hårde plantedele som rodknolde, frø og nødder.

Selvom det ikke vides med sikkerhed, antyder forskningen, at arten levede end del af tiden i skovbevoksede områder.

Håndknogler fra Swartkrans i Sydafrika er blevet tilskrevet denne art, og nogle palæoantropologister har argumenteret for, at de havde den rette håndmotoriske kontrol til fremstillingen af stenredskaber. Men andre er uenige, så 'juryen' voterer stadig.

 

Kandidat 2: Homo Habilis 

Homo habilis er endnu en potentiel kandidat, som kunne have mistet lillefingeren i Olduvai-kløften, men der er også usikkerhed omkring denne art.

De seneste år har forskningen afsløret, at Homo habilis-skelettet indikerer, at arten var tilpasset livet i træerne. Dens fingre matcher heller ikke det nye fund.

Da Homo habilis først blev opdaget og beskrevet, mente man ellers, at arten var skaberen af den ældste redskabskultur, oldowankultur, med de såkaldte oldowan-redskaber - og Homo habilis betyder faktisk 'handyman'.

Levn fra Homo habilis omfatter et antal knogler fra den venstre hånd - levnene bruges som sammenligningsgrundlag for at identificere andre fund.

Da forskerene først analyserede knoglerne i 1960'erne, opfattede de det som menneskelignende på grund af dets potentielle præcisionsgreb, som var afgørende for fremstillingen af redskaber.

Forskerholdet ved udgravningen, hvor de brugte utallige timer i stegende hede. (Foto: M. Domínguez-Rodrigo)

Men nu ved forskerne, hvor lange og krumme dens fingre var og anser dem for mere kompatible med aber.

Men selvom Homo habilis ikke havde menneskelignende fingre, betyder det ikke, at arten ikke kunne fremstille redskaber på samme måde som Paranthropus boisei.

Verdens ældste stenredskaber er 3,3 millioner gamle - 500.000 år ældre end de ældste spor af tidlige menneskearter. Redskabsbrug er en adaptiv strategi, som måske er blevet udøvet af flere arter end lige vores egen.

 

Kandidat 3 og 4: Homo rudolfensis og Homo ergaster

Homo rudolfensis er endnu en art, som eksisterede på samme tid som fingerknoglen - og med sikkerhed samtidig med Homo habilis.

Men selvom den er samtidslevende med Oldowankulturen og oldowan-redskaberne i Koobi Fora i Kenya, er arten aldrig blevet fundet i Olduvai-kløften. Der er ikke rigtig nok, der forbinder de to.

Den sidste kandidat er nok den mest lovende: Homo ergaster, som det tidligste eksempel på Homo erectus kaldes. Håndknogler fra Swartkrans i Sydafrika antyder, at arten måske havde den rette håndmotoriske kontrol til fremstillingen af komplekse stenredskaber.

Men uden samtidige Homo ergaster-fossiler fra Olduvai er det stadig et uafklaret spørgsmål.

Forskerne, som med rette er kendt for grundighed, peger ikke på én menneskeart - endnu. Men jeg har på fornemmelsen, at de mistænker Homo ergaster.

 

Endnu ældre redskaber

Ikke længe efter (i evolutionær henseende) lillefingerens tidsalder fandt en revolution sted i fremstillingen af stenredskaber.

Er Homo ergaster lillefingerens ejermand? Meget taler for det. (Foto: Luna04~commonswiki, CC BY-SA)

Heriblandt opfindelsen af håndøkser af 'Acheulian'-typen - som overtog oldowankulturens plads efter 1,6-1,4 millioner år som kendetegnet på stenredskabsfremstillingen.

De ældste redskaber er cirka 1,75 millioner gamle og blev fundet i det sydlige Etiopien og ved Turkanasøen i Kenya.

Det ville være rigtig spændende, hvis forskerholdet viser sig at have identificeret Homo ergaster som lillefingerens ejermand - måske endda før de begyndte at lave håndøkser.

En halv kilometer fra, hvor knoglen blev fundet - og i den samme gravsænkning - finder man talrige stenredskaber, men ingen håndøkser.

Krævede den nye redskabstype et nyt greb? Eller lagde det nye muligheder i hænderne, da de forlod livet i træerne?

Indtil der bliver fundet flere fossiler, kan vi kun gætte. Men lad os give holdet et stående bifald. Det fortjener de.

John McNabb hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud