Dr. House – hospitalets Sherlock Holmes
’Skadestuen’, ’Greys Hvide Verden’ og ’House, M.D.’. Lægeserier er populære, men TV-lægerne har ændret sig med tiden

Hektiske hospitalsgange, dramatiske operationer og heltemodige læger. Det er god TV-underholdning, og det har det været i mange år. Men ikke alle lægeserier er ens - og specielt ikke alle læger i serierne er ens. Det påpeger Anne Jerslev, lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, overfor videnskab.dk.
I sit foredrag om om lægeserien 'House,.M.D.' ved konferencen 'Rethinking the Role of the Expert', siger hun: »Dr. House portrætteres som det ensomme geni. Fremragende til sit arbejde, men ude af stand til at indgå i 'normale' sociale forhold til andre mennesker.«
Lægen - en klippe af ro
Sådan har lægen imidlertid ikke altid gjort sig på skærmen, fortæller Anne Jerslev. Vi seere har mødt mange, meget forskellige, lægetyper siden fjernsynet kom ind i vores stuer. I 1950'ernes lægehistorier var lægen en venlig men myndig faderskikkelse. En lokal doktor, som kom på hjemmebesøg og holdt den syges hånd ved sengekanten, beretter Anne Jerslev: »50'ernes TV-læge var en klippe af ro og omsorg, som både seere og seriens karakterer kunne forlade sig på.«
MASH
I 70'erne og 80'erne ændrer lægeserierne sig markant. Tempoet sættes i vejret, hospitalet bliver beskrevet som en verden i kaos, hvor der ofte sker fejl - og patienter dør. Lægernes psyke og menneskelige svagheder blander sig med deres lægelige ekspertise og derved derved begynder den nedbrydelse af skellet mellem læge og patient, som vi også kender fra de nye serier.. Et godt eksempel på dette er lægeserien MASH, der kørte fra 1972 til 1983. I netop MASH er det også tydeligt, at kynisme og sort humor fylder mere end lægernes personlige omsorg for patienterne.
Skadestuen
MASH kan ses som forgænger for en af 90'ernes mest succesrige hospitalsserier, 'Skadestuen'. De karakteristiske træk radikaliseres dog yderligere, påpeger Anne Jerslev. »Tempoet skrues endnu højere op. Blod, sønderbrudte kroppe, skudepisoder og dødsfald er daglig kost.«
Fremstillingen af lægerne som eksperter forstærkes ved at indføre store mængder medicinske fagudtryk i en hurtig-klippet dialog, men samtidig bliver disse eksperter fremstillet som forvirrede og ikke-perfekte individer. Lægernes privatliv flytter ind på arbejdspladsen, og de portrætteres som almindelige mennesker med almindelige menneskelige problemer.
Greys Hvide Verden
Fakta
HOUSE OG HOLMES
Dr. House bor i nummer 221B - præcis som Sherlock Holmes
Dr. House bliver i et afsnit skudt af en patient ved Jack Moriarty - Holmes' ærkefjende hedder professor James Moriarty
Dr. House er afhængig af smertestillende medicin (Vicodin) og spiller klaver og guitar - Holmes er afhængig af kokain og spiller violin
Denne udvikling ses endnu mere tydeligt i serien 'Greys Hvide Verden', hvor Anne Jerslev endog mener at der er tale om en genresammenblanding: »Grey har mange træk til fælles med almindelige sæbeoperaer, og er i lige så høj grad et kærlighedsmelodrama som en lægeserie.«
Lægerne i 'Greys Hvide Verden' involverer sig følelsesmæssigt i patienterne, i verden - og i hinanden, ikke mindst. Vi ser tit, at deres personlige problemer og deres kærlighedsliv får lov at spille ind på deres handlinger som læger - og dermed placeres lægen på niveau med andre mennesker, specifikt med de patienter de behandler.
»House iscenesættes som den drøm, at vi trygt kan stole på lægen - og det har vi brug for« - Anne Jerslev
Den absolutte sandhed
I 'House, M.D.' stilles lægen derimod på en piedestal, højt hævet over patienter og andre 'almindelige mennesker'. Med videnskab og logisk tænkning gennemskuer House et kompliceret medicinsk mysterium og redder patienten. Lægen besidder evner og indsigt, der gør ham patienten overlegen og skaber en afstand imellem dem.
Anne Jerslev referer til Michel Foucaults begreb 'The Classic Clinician', og myten om det klare, objektive, diagnostiske blik, når hun beskriver Dr. House. Lægen gennemskuer kroppens hemmeligheder og sygdomme ved at frigøre sig fra den omverden som, fyldt med menneskelige fejl, løgne og dumhed, kan distrahere ham. Eksperten er den absolutte autoritet, han giver os den absolutte sandhed, den absolutte løsning, som kun han, med sin unikke viden og evner, kan fatte.
House og Holmes
Som ekspert minder Dr. House meget om alle tiders største detektiv, Sherlock Holmes, siger Anne Jerslev. En lighed som TV-seriens skabere da heller ikke lægger skjul på. (se faktaboks) Som Sherlock Holmes skænker Dr. House dårligt dramaets personer og deres følelser en tanke.

Begge går ud fra, at alle mennesker lyver, og de har derfor kun deres eget intellekt at stole på. House interesserer sig således heller ikke, i modsætning til lægerne i 'Greys hvide verden' synderligt for patienten. »Det er brikkerne i puslespillet, der er udfordringen for Dr. House. Han vil løse gåden.«
Medicinsk tekno-vrøvl
Der er dog en afgørende forskel på de klassiske detektivhistoriers opklaringsarbejde og dramaet i 'House M.D.' Lægernes arbejde formidles nemlig til publikum i en sand flodbølge af uforståeligt, medicinsk kodesprog, som ikke sjældent har meget lidt at gøre med virkelighedens verden. Lægerne taler i kode, og puslespillets brikker bliver ikke lagt frem for seerne:
»Vi tror, at vi får forklaret hvad der sker, men hvis vi tænker efter, får vi intet at vide, idet vi intet forstår. Seeren får aldrig adgang til medicinsk viden - vi bliver aldrig inviteret til at gætte med.« siger Anne Jerslev. Kun lægen, med sin særlige indsigt og evne kan løse gåden. For os andre er det en lukket verden.
Ekspertpatienter - nej tak
Der er således meget langt mellem eksperten Dr. House og forestillingen om den moderne oplyste patient, som har undersøgt sine symptomer på internettet og diskuterer sin sag med lægen, påpeger Anne Jerslev. I "House, M.D." er den ideelle patient bevidstløs ved ankomsten, så lægen kan få fred til at løse mysteriet med sin kølige, videnskabelige fornuft.
Patienterne fremstilles som fremmede og uforstående overfor deres egen krops selv-destruktive adfærd, og først når lægens ekspertise kommer til sin ret, genoprettes kontrol og mening i deres liv. Serien genetablerer således eksperten som geni og sandsiger i en tid hvor almindelige mennesker downloader medicinsk viden fra internettet, og historier om ventelister og fejlbehandling fylder medierne.
House - drømmen om en læge
Som en kombination af 50'ernes alfaderlige autoritet og 90'ernes kaotiske og kyniske drama er 'House, M.D.' historien om den politisk ukorrekte, arrogante og selvoptagede læge - som altid helbreder patienten. Og derfor er serien blevet en succes, også i Danmark, mener Anne Jerslev.
»House iscenesættes som den drøm, at vi trygt kan stole på lægen - og det har vi brug for. Det danske hospitalsvæsen er i dag så utilfredsstillende, at man selv må komme med et bud paa en diagnose, ellers kan man risikere at komme man hjem med Penicillin til at kurere hvad som helst. Vi er nødt til at være ekspertpatienter, når vi bliver syge. Og det giver os måske ekstra brug for at kunne stole på lægen når vi tænder for fjernsynet,« afslutter Anne Jerslev.
Relaterede artikler
Seneste fra Kultur & Samfund
-
Test: Er du arbejdsnarkoman?
22. maj 2012 kl. 13:05Norske forskere har lavet et nyt værktøj, så du kan tjekke, hvor svært det er for dig at efterlade arbejdet på kontoret. Test dig selv her. -
Darwin ’evolutionerer’ litteraturvidenskaben
22. maj 2012 kl. 03:56Vestlige forskere er begyndt at vende blikket mod Darwin, når de skal analysere skønlitteratur. -
Sådan redder vi humaniora
20. maj 2012 kl. 11:59Humaniora er det mindst interessante forskningsområde, hvis man spørger danskerne. Men det er forskerne ved at ændre.
Mest læste på Videnskab.dk
-
20/05
-
18/05
-
18/05
-
16/05
-
16/05
-
17/05
-
16/05
-
16/05
-
21/05
-
19/05
Det læser andre lige nu
-
Komet bærer frossent havvand
5. oktober 2011 kl. 19:06 -
4. december: Et levende søuhyre
4. december 2010 kl. 00:01 -
Dine gener afgør din alderdom
17. april 2012 kl. 03:56
Spørg Videnskaben
-
Hvorfor spiser hunde lort?
21. maj 2012 kl. 13:28 -
Kan man dø af grin?
20. maj 2012 kl. 16:24
Abonner på vores nyhedsbrev
Seneste nyheder
Seneste kort nyt
-
10:48
-
10:21
-
10:01
-
09:34
-
09:15
Mest sete video
-
Løft en tændstik uden at røre den
18. maj 2012 kl. 09:28 -
Orangutang viser: Sådan bygger du en hængekøje
15. maj 2012 kl. 13:29 -
Verdens mest sjældne gorilla fanget på video
17. maj 2012 kl. 05:58
Seneste kommentarer
-
Af Erik Nørgaard for 25 minutter 7 sekunder siden
[Hvorfor spiser hunde lort?]
-
Af Ole Vendborg Lassen for 29 minutter 54 sekunder siden
[Aspergers syndrom forsvinder]
Seneste blogindlæg
-
Hvad blev der af legen?
Af Stine Liv Johansen, Adjunkt, ph.d. -
Afslutning på forsknings og indsamlingstur til nord Sulawesi, fisk og havslanger
Af Arne Redsted Rasmussen, Ph.D., Lektor
På forsiden lige nu
Seneste nyheder
Abonner på vores nyhedsbrev
| Videnskab.dk | Redaktion | Oversigt | Abonnér |
|---|---|---|---|
| Skelbækgade 4 | Ansvarshavende chefredaktør: | Om Videnskab.dk | RSS feed |
| DK-1717 København V | Vibeke Hjortlund | Ansatte på Videnskab.dk | |
| Tlf: 70 70 17 88 | redaktionen@videnskab.dk | Privatlivspolitik | YouTube |
© Ophavsretten tilhører Videnskab.dk



















