Vidste du, at et landsdækkende dagblad kan tage dit billede fra en hjemmeside og bruge det i en artikel om prostitution – uden at blive straffet for det?
Og vidste du, at medierne har ret til at fortælle om de mest intime detaljer fra dit privatliv, hvis bare oplysningerne kommer fra en chef, som du offentligt har kritiseret for dårlige lederevner?
Det lidt mudrede grænseland mellem menneskers privatliv og pressens frihed til at skrive spændende historier sætter ikke kun grå hår i hovedet på almindelige danskere. Til tider sker det også for juridiske eksperter i de danske retssale.
Derfor har landets førende forsker i mediejura, Oluf Jørgensen fra Journalisthøjskolen, nu gennemgået en lang række danske og internationale domme, der har tegnet grænsen tydeligere op.
Lægger den rigtige linjeArtiklen ‘Privatliv kontra pressefrihed’ er publiceret i den seneste udgave af fagbladet Ugeskrift for Retsvæsen, og det er primært opmuntrende læsning. Oluf Jørgensen mener som udgangspunkt, at danske domstole er gode til at passe på borgernes privatliv.
»Det er min personlige vurdering, at gældende ret lander et rigtigt sted i den afvejning, som nødvendigvis skal foretages mellem hensynet til privatlivet og pressefriheden. Retspraksis trækker den rigtige linje, bortset fra i tre domme,« siger Oluf Jørgensen, afdelingsforstander i mediejura ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Tre sager skiller sig udDe tre domme, som skiller sig ud fra mængden, er særligt vigtige, fordi de er principielle. Det betyder, at de kan danne skole for, hvordan man dømmer i fremtidige sager om det samme emne.
Det drejer sig om en sag, som involverer en dansk pige, der lagde et billede på internettet og endte i Ekstra Bladet. Det er en sag om journalist og studievært Line Baun Danielsens personlige adresse.
Og endelig en sag med FC Københavns direktør Flemming Østergaard, som for få år siden røg i verbalt klammeri med den tidligere fodboldtræner i klubben, Christian Andersen.
FCK-sag for rettenDen mest opsigtsvækkende kritik i Oluf Jørgensens artikel er rettet mod FCK-sagen. Christian Andersen blev fyret i klubben efter blot en enkelt kamp og skrev siden en bog, hvor han kritiserede blandt andet Flemming Østergaard, i folkemunde kaldt ‘Don Ø.’
\ Fakta
HER GÅR GRÆNSEN
Når det gælder de mest personfølsomme oplysninger som sygdom, sociale problemer eller begivenheder i familien, er der efter Oluf Jørgensens vurdering en stærk beskyttelse af privatlivet, som også gælder i forhold til pressefriheden.
Når det gælder mindre følsomme dele af privatlivet og emner, som har betydning for samfundslivet, har pressefriheden størst vægt.
Det gælder f.eks. forhold, der påvirker en politiker eller direktøren og spillerne i en stor fodboldklub som aktører i netop de roller, fordi de har interesse for samfundet.
Det fik Flemming Østergaard til at stå frem på TV 3 og fortælle, at Christian Andersen under en træningstur sydpå havde haft »damer på værelset« og nydt »lidt for meget spiritus«.
Udtalelserne førte til hele tre retssager. Byretten og landsretten dømte Flemming Østergaard for at have overtrådt straffelovens paragraf 264 d om uberettiget at fortælle offentligheden om private forhold.
Landets øverste dømmende organ, Højesteret, mente derimod, at Flemming Østergaard var i sin gode ret til at svare tilbage, når nu Christian Andersen havde kritiseret direktøren i sin bog.
Den begrundelse kalder Oluf Jørgensen decideret forkert.
Helt forkert frifindelse»Pointen er, at selvom Christian Andersens bog er, hvad nogen vil kalde en grov og polemisk kritik af direktøren og forholdene i klubben, så handler bogen om samfundslivet i en professionel idrætsklub. Det har bred offentlig interesse og er dermed omfattet af stor ytringsfrihed, og det er fuldt lovligt at skrive om,« forklarer Oluf Jørgensen.
»Til gengæld handler det, Flemming Østergaard kommer frem med, om rent private forhold, i hvert fald den del med kvinder på værelset, og det bør være strafbart,« mener Oluf Jørgensen.
Oluf Jørgensen tilføjer, at Folketinget – siden sagen startede i 2004 – har præciseret, at det faktisk gør tingene værre, hvis en person truer eller krænker en person, som blot har brugt ytringsfriheden, som han har ret til.
»Derfor er det også helt forkert, når Højesteret begrunder frifindelsen med, at der er tale om en reaktion, der har baggrund i negative bemærkninger om direktøren. Det her er nok min alvorligste kritik i artiklen,« lyder det fra Oluf Jørgensen.
Profilbillede havnede i sexhistorieKarakteristikken »min alvorligste kritik i artiklen« bliver ikke mindre alvorlig af, at Oluf Jørgensen analyserer en anden sag, hvor han mener, at landsretten har afsagt en dom i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK).
En ung pige lagde et foto af sig selv i nedringet bluse ind på sitet Hotchart, som kørte en slags skønhedskonkurrence. Tre måneder senere fjernede hun billedet, men i mellemtiden var det blevet kopieret over på sitet Babezone, som bringer erotiske billeder.
Billedet blev fundet af Ekstra Bladet, som bragte det i avisen sammen med en artikel med ordlyden »purunge danske piger sælger sig til sex på nettet«.
Pigen lagde sag an, men landsretten frikendte Ekstra Bladet, fordi billedet var fundet i en sammenhæng, der gjorde, at omtalen i Ekstra Bladet ikke kunne kaldes krænkende.
»Her er en pige, som havde lagt et billede på nettet, uden at noget indikerer, at hun ville sælge sig til sex. Alligevel er det den sammenhæng, Ekstra Bladet bruger det genkendelige billede i. Efter min vurdering er det en grov krænkelse. Jeg er meget overrasket over frifindelsen og håber, at det er et enligt fejlskud i retten, og at der i tilsvarende sager vil ske domsfældelse,« lyder det fra Oluf Jørgensen.
Han vurderer, at dommen er i strid med EMK’s artikel 8 om respekt for privatlivet.
Facebook og MySpace kan misbrugesIfølge Oluf Jørgensen betyder dommen, »måske sat lidt på spidsen«, at et billede af et lille barn fra en familiehjemmeside kan blive stjålet til en pædofili-hjemmeside og siden brugt i en landsdækkende avis, hvor barnet kommer til at fremstå som offer for sexmisbrug.
Og man kan tænke sig til tusindvis af andre eksempler, hvor billeder fra f.eks. de populære sites Facebook eller MySpace kan blive misbrugt.
»Relevansen af den her sag er måske endnu større i dag, end da den kørte for 3-4 år siden. I dag lægger rigtigt mange unge mennesker stof på nettet uden at tænke sig særligt meget om, og der er sikkert tusindvis af piger, der kunne finde på at lægge billeder på nettet af dem selv i nedringet bluse,« pointerer Oluf Jørgensen.
Line Bauns privatliv sat for højtDen tredje og sidste sag i Oluf Jørgensens søgelys er omvendt et eksempel på, at pressen nogle gange bliver holdt i alt for stramme tøjler af hensyn til privatlivet.
I 2007 bragte Ekstra Bladet, B.T. og bladet Se og Hør historien om, at tv-vært Line Baun Danielsen var flyttet fra manden Jan Bartram og i stedet havde købt bolig alene.
Historierne byggede på fakta, omtalte ingen rygter og handlede ikke om privatlivet i øvrigt. Alligevel blev de tre medier dømt for at have krænket privatlivets fred. Oluf Jørgensen kalder det en »usædvanlig vidtgående fortolkning« af straffelovens paragraf 264 d.
»Det er næsten forbløffende nøgterne oplysninger, de bringer, og det er de dømt for. Der er ingen snagen i, hvordan parforholdet gik i stykker, men bare en konstatering af, at den ene er flyttet og nu bor et andet sted. Oplysninger om ejendomsforhold er jo offentligt tilgængelige, og det virker overdrevent at straffe for at krænke privatlivet, fordi de tre medier viderebringer oplysninger, som enhver kan få kendskab til,« mener Oluf Jørgensen.
Bør ikke danne skole for dommeOluf Jørgensen krydser fingre for, at beskrivelsen af de tre sager kan forhindre, at de danner skole for, hvordan retssystemet dømmer i lignende sager i fremtiden.
»Jeg håber, at jeg med denne artikel er med til at trække linjerne i den generelle retspraksis op, så man tydeligere kan se systematikken, og hvilke faktorer der lægges vægt på i praksis, for jeg mener ikke, at de her tre sager skal danne præcedens,« siger Oluf Jørgensen.
Ugeskrift for Retsvæsen er et juridisk fagblad, som blandt andre er skrevet til nuværende og fremtidige jurister som dommere, advokater, undervisere og studerende.