Annonceinfo

Døgninstitutioner er med til at gøre børn kriminelle

Unge, der har været anbragt på en døgninstitution, begår oftere hård kriminalitet end dem, der har været i pleje hos en familie, viser ny forskning. Institutionerne er ikke gode nok, mener erfaren sociolog.

Børn og unge, der har været anbragt på en institution, bliver oftere kriminelle end plejebørn. Institutionerne er ikke gode nok til at følge med i børnenes liv, mener forsker. (Foto: Colourbox)

Vold, seksuelle overgreb og røverier bliver oftere begået af folk, som har været anbragt på en institution, end af dem der har været i pleje hos en familie.

Det viser helt ny forskning.

»Forskellen er markant. Mange flere af de børn, der har været på institution, bliver kriminelle som voksne. Både piger og drenge bliver oftere dømt for hård kriminalitet end dem, der har været anbragt hos en plejefamilie,« siger sociolog Signe Frederiksen, som har lavet undersøgelsen for Aarhus Universitets Business and Social Sciences og Anvendt Kommunal Forskning (AKF).

Institutionsbørn begår hårdere kriminalitet

Børn, der har fået en så uheldig start på livet, at de ikke kan bo hos deres forældre og derfor bliver anbragt enten på en institution eller hos en plejefamilie, begår generelt mere kriminalitet end børn, der ikke bliver anbragt, viser Signe Frederiksens tal.

Men især ved hårde typer af kriminalitet som seksuelle overgreb, vold og berigelseskriminalitet skiller institutionsbørnene sig ud i en uheldig retning:

  • Ud af de piger og drenge, der har været på institution i en kortere eller længere periode, er 11,3 procent blevet dømt for vold og seksuelle overgreb, inden de er fyldt 21 år.
     
  • 7,5 procent af de børn, der har været i pleje hos en familie, har fået domme for det samme.
     
  • Generelt har institutionsdrengene størst risiko for at blive kriminelle som voksne. De har 3,4 procentpoint højere sandsynlighed for at have en dom som 20-årige, end de drenge der har boet hos en plejefamilie.

Det lyder ikke umiddelbart som høje tal. Hvad mener du, når du siger, at institutionsbørnene har en markant større risiko for at blive kriminelle som voksne end plejebørnene?

»Jeg synes, det er en markant forskel, når det er kriminalitet, vi taler om. I andre sammenhænge ville 3,4 procentpoint måske ikke være så meget, men lige på det her område, er det for meget. Og især når det er hård kriminalitet, vi taler om, så er det alvorligt,« siger Signe Frederiksen, der har lavet undersøgelsen.

Børn føler sig overset på institutioner

Undersøgelsen overrasker ikke lektor Karin Kildedal fra Aalborg Universitets institut for Sociologi og Socialt arbejde. Hendes forskning har også vist, at institutionsbørnene i alt for høj grad ender som kriminelle.

»På institutionerne foregår der mange ting, som de voksne ikke kender til - at børnene lærer hinanden kriminelle tricks er for eksempel ikke et ukendt fænomen. Børnene føler sig ofte oversete og vrede, og så laver de subkulturer eller modgrupper, hvor de lærer hinanden at være kriminelle frem for at være konstruktive. De ansatte er ikke gode nok til at følge med i, hvad der sker i de her modgrupper,» siger Karin Kildedal.

Personalet skaber konflikter

Hvis flere børn skal på rette spor, bør døgninstitutionerne fuldstændig ændre den måde, de er struktureret på, mener Karin Kildedal.

»Der er sådan nogle strukturer, som man har haft på institutionerne i mange år, hvor personalet taler om børnene i stedet for at inddrage dem, som man ville gøre i en familie, hvor man jo taler om beslutningerne. Det skaber unødvendige skel og konflikter mellem børn og personale, sådan en os og dem kultur. Børnene kommer til at opfatte personalet som en lukket gruppe, og som modsvar danner børnene også deres egne lukkede grupper, hvor de påvirker hinanden negativt,« siger Karin Kildedal.  

På den måde bidrager nogle af døgninstitutionerne endda til, at børnene bliver mere kriminelle, end de var, før de blev anbragt, mener hun.

Demokrati frem for kriminalitet

Fakta

I Signe Frederiksens undersøgelse indgår 18.595 danske børn født mellem 1980 og 1986, der på et eller andet tidspunkt, inden de fyldte 18 år, blev fjernet fra deres forældre.

3.533 af dem boede på et tidspunkt hos en plejefamilie, mens 3.719 i en periode var anbragt på døgninstitution.

Resten har været anbragt andre steder, eller de har flyttet frem og tilbage mellem plejefamilier og institutioner. Derfor er de ikke med i undersøgelsen.

Pædagogerne bør i stedet inddrage børnene i diskussioner og beslutninger, mener Karin Kildedal. Hvis institutionsbørnene bliver hørt og får noget at skulle have sagt for eksempel i et børneråd, lærer de at være demokratiske og at løse problemer konstruktivt frem for at ty til kriminalitet, har hun fundet ud af gennem flere års forskning. 

»Man skal lære børnene, hvordan de kan få indflydelse på det, der foregår. De skal lære at være borgere i det her samfund på lige vilkår med os andre. Men det kræver, at institutionerne har en kvalificeret, faglig ledelse, som lægger et fagligt indhold, der bliver en del af det daglige arbejde. Det er der langt fra nu, og det mener jeg er et stort problem,« siger Karin Kildedal.

Hun mener ikke, at det ville løse problemet at anbringe flere børn hos plejefamilier i stedet for på institutioner. 

»Mange af de her børn er slet ikke parate til at komme i en plejefamilie, fordi de er så hårdt belastede," siger Karin Kildedal.

Anbragte børn klarer sig dårligere

Det kan i særlig høj grad få uheldige konsekvenser for ens strafferegister, hvis man som barn bliver anbragt på en institution og ikke hos en plejefamilie, men generelt klarer både plejebørnene og institutionsbørnene sig dårligere i livet, end de børn der aldrig har været anbragte, konkluderer den nye undersøgelse fra Aarhus Universitet og AKF.

Og det er lige meget, om børnene bliver anbragt som helt små eller som større:

»Også de børn, der er blevet anbragt tidligt, mens de var mellem nul og seks år, ser ud til at klare sig dårligt sammenlignet med andre udsatte børn,« siger Signe Frederiksen, der har lavet undersøgelsen som en del af sin ph.d om langtidskonsekvenserne af at være anbragt.

Uanset om de har været anbragt hos en plejefamilie eller på en institution får de anbragte børn ofte sværere ved at finde arbejde, at gennemføre en uddannelse og at opretholde et normalt familieliv som voksne, konkluderer hun. Og så ender flere af dem på et eller andet tidspunkt i retssystemet.

Ikke alle anbragte børn bliver kriminelle

Dermed ikke være sagt, at alle anbragte børn ender med at blive kriminelle eller at få problemer. Nogle af dem klarer sig lige så godt som andre børn, understreger Signe Frederiksen:

»Der er bare en større andel af de anbragte børn, som ikke formår at komme væk fra den kriminelle løbebane,« siger hun.

Signe Frederiksen har forsvaret sin ph.d på Aarhus Universitets Business and Social Sciences. 

Hovedet på sømmet

Jeg blev selv meget ramt af overskriften, da jeg selv arbejder som pædagog på en sikret døgninstitution, men jeg klapper i hænderne over artiklens indhold. Vi er begyndt at arbejde med relationerne i centrum for pædagogikken for ca 1 1/2 år siden og har opnået nogle fantastiske resultater. Vores største problem som pædagoger er et øget krav om evidens i vores arbejde og det er vanskeligt. Da det man bedømmes på, ofte er lavpraktiske elementer. Det gør det svært for os at "bevise" at det vi gør virker, ud fra gængse evidensmetoder.

Mvh
Søren

Sammenlignelige grupper

Hej Tommy Nagel og andre læsere, der har påpeget, at man ikke kan sammenligne plejebørn med institutionsbørn.

Det er rigtigt, at de to grupper som udgangspunkt er svære at sammenligne, men det har Signe Frederiksen taget højde for i sin undersøgelse.

Hvis børnene havde medfødte diagnoser, hvis deres biologiske forældre er kriminelle, hvis børnene har haft adfærdsvanskeligheder, eller hvis der har været andre forhold i deres liv, som kan have påvirket deres kriminelle tilbøjeligheder, har Signe Frederiksen taget højde for det i undersøgelsen.

Forbeholdene er trukket fra det endelige resultat, og sammenligningen mellem de to grupper børn er derfor gyldig.

Venlig hilsen
Anne Ringgaard

Samlignelighed

Wilhelm Lorenzen Fabricius har jo helt ret i at det ikke er samlignelige grupper der er undersøgt.
De børn der anses for så belastede at en plejefamilie ikke kan holde til presset, bliver sendt på institusion så man undgår vedvarende flytninger af børnene.
Mange af de børn der kommer på institioner er tidligt frustrerede, og kan som sådan ikke helbredes og har ingen gavn af følelsesmæssig kontakt. Snarere tværtimod.

"Efterværnsindsatsen"

Her peger Per Sundal Pedersen på noget MEGET væsentligt, og som er udeladt i artiklen.

Børn fra almindelige velfungerende familier, og i det store og hele plejebørn, har jo altid en solid base at ty til senere i det pulveriserende liv.

Det har institutionsbørn ikke.

Mon ikke man kunne få nedbragt kriminaliteten væsentligt hos tidligere institutionsbørn, hvis der var kompetente mennesker der fulgte disse nu unge piger og drenge i deres videre færd?

Tager undersøgelsen højde for visitationsprocedurerne?

Spændende undersøgelse, lader det til. Jeg glæder mig til at studere den. Jeg mangler lige her og nu, at artiklen forholder sig til det faktum, at der forud for en anbringelse sker en visitation. Jeg har været tæt på disse procedurer - og på institutionerne - i mange år. Der har jeg iagttaget visitaionskriterier, der nogenlunde kan formuleres således: "Hvis den unge kan være i en plejefamilie, er det det bedste, men hvis den unge er for skadet eller hvis andre omstændigheder besværliggør arbejdet, sættes han eller hun på institution." Der er med andre ord en bias i udvælgelse af de to grupper. De der kommer på institution, vil gennemsnitligt være hårdere belastet social, psykisk og følelsesmæssigt. Det kan have indvirkning på, hvor mange der senere udvikler en kriminel adfærd. Konklusionen er derfor ikke nødvendigvis, at det er institutionens pædagogik, der er for ringe. Det kan den da sagtens være. Det er bare ikke konkludérbart af artiklen.

Jeg er iøvrigt selv dybt skeptisk over for institutionsanbringelse, men det er noget helt andet.

mvh

Wilhelm
(konsulent i Sønderjyllands Amts familierådgivning gennem 11 år og nuværende leder af undervisningstilbud for såvel døgnanbragte som hjemmeboende unge).

Det viser helt ny forskning.

Jeg kan huske, at man talte om det samme for ca. 50 år siden, så problemet er ikke helt ukendt, og i det mellemliggende halve århundrede er der tilsyneladende ikke gjort noget væsentligt for at løse det. Lad os tage det op igen om yderligere 50 passive år.

Bredere problemstilling

Hej.

Jeg har netop lige færdiggjort min kandidat uddannelse i Social Arbejde på AAU, og vor speciale omhandlede netop tidligere anbragte unge, som havde været anbragt på døgninstitution. Hvad denne artikel ikke tager højde for når den omtaler kriminalitet blandt anbragte unge, er det efterværn (eller netop mangel på samme), tidligere anbragte har mulighed for at få tilbudt, efter anbringelsen. Der er simpelthen en fare for, at når de bliver udsluset til "det virkelige liv", at de føler sig alene og ikke har mulighed for at overskue de daglige udfordringer de møder i hverdagen, med mindre de bliver fulgt ud, alene af den grund, at de ikke har samme trygge fundament som andre, selv dem i plejefamilie. Anbringelsen i sig selv er selvfølgelig stedet de bliver "resocialiseret" for at kunne være "dygtige og lydige borgere", men kun at begrænse sig til at kigge på døgninstitutionen som sådan og slet ikke tage højde for efterværnsindsatsen, syntes jeg er en brist. Man kan, for mig at se, ikke udelukkende konkludere på det ene, uden samtidigt at inddrage det andet, da begge dele er essentielle for den (tidligere) anbragtes velfærd og tilhørsforhold i samfundet.

mere end hvad... ? :)

Hej Anne :)

Jeg kan godt følge din tankegang.

Med procentregning er det afgørende for resultatet, hvad man sammenligner med.
Her er spørgsmålet, for mig at se, om vi skal sammenligne med hvad der ville være sket hvis børnene ikke havde fået nogen hjælp, eller vi skal sammenligne med dem der er kommet i plejefamilie.
Jeg mener at det er en negativ og demotiverende retorik i overskriften, der gør ansatte i døgninstitutionerne medskyldige i at kriminalisere børn. Jeg synes indholdet i artiklen er fint. Der er fokus på forbedringsområder, men at give nogen skylden for at medvirke til det de arbejder på at forhindre, blot fordi andre behandlingsformer er bedre, det synes jeg ikke er i orden :).

Jeg forstår godt at overskriften "Der er plads til forbedring i offentlige døgninstitutioner for unge kriminelle" ikke havde trukket helt så mange læsere... ;-)

Venligste hilsener - Jakob

Overskriften holder

Til Jakob Krarup: Overskriften er måske lidt skarp, men jeg synes, den holder, fordi lektor Karin Kildedal længere nede i artiklen siger, at handes forskning viser, at den pædagogik man bruger på mange institutionerne, slår fejl. Den er simpelthen med til at gøre børnene mere kriminelle. Når pædagogerne taler om børnene i stedet for at tale med dem, og når børnene ikke bliver inddraget i de beslutninger, der bliver truffet på institutionerne, danner de i følge Karin Kildedal subkulturer eller modgrupper, hvor de lærer hinanden "kriminelle tricks." Derfor mener jeg godt man kan sige, at institutionerne er med til at gøre børnene kriminelle.

Anbragte unge

Anbragte børn og unge har/haft det vanskeligere end ikke anbragte.
Det er derfor ikke overraskende at deres kriminalitetsrate er højere.
Samtidig viser artiklen at en hård start i livet er meget vanskelig at rette op på.
Undervisningsmæssigt halter denne gruppe også bagefter hvorfor også opholdssteders
interne skoler kritiseres.
Jeg vil ikke afvise at en anden tilgang og pædagogik på institutionerne ville mindske
de unges frustrationer og dermed den uhensigtsmæssige adfærd, herunder kriminalitet.
Samfundsmæssigt ville det være formålstjenligt fremadrettet at anvende massive res-
sourcer på at mindske den negative sociale arv.
Desværre går tendensen i kommunerne den gale vej.

Svigt

Når børn skal anbringes, er det som at spille lotto, under hvilke forhold børnene bliver anbragt. De heldige kommer i familiepleje hos familier, som tager sig af dem for at hjælpe dem. Nogle kommer hos familier, som kun tager dem for pengenes skyld. Nogle kommer hos familier, som kun tager dem, for at have nogen at sparke til og nogle kommer på institutioner. Da privatiseringen har slåer godt igennem på den front, vil de fleste være for pengenes skyld. Disse drives med så små midler som muligt, så ejerne kan stikke mest muligt i egne lommer. Hvorfor mange sagsbehandlere vælger, at sende børnene sådanne steder hen, kan man jo kun gisne om. Sagen fra Næstved, hvor sagsbehandleren valgte, at få fjernet et barn fra plejeforældre, hvor det befandt sig godt, for at flytte det til en institution, henleder tankerne hen på, hvad sagsbehandlerens virkelige motiv var.
Når børn bliver fjernet fra hjemmet, skyldes det normalt voldsomt forældresvigt. Når de steder barnet derefter kommer hen også svigter, kan det ikke undre, at barnet ikke kommer til at føle noget som helst for det samfund, som i den grad har svigtet.
Jeg ved godt, at politikerne siger, at man skal yde før man kan nyde. Det bør skrives på skilte, som hænges op på fødeafdelingerne. Så de nyfødte børn ser, hvilke samfund de er så uheldige at blive født ind i. Selvfølgelig hvis de kan nå det, inden de bliver sparket ud sammen med deres mor.

Er det ikke en vildledende overskrift?

Som jeg læser artiklen, så er det eneste der kan konkluderes, at der er større sandsynlighed for at begå kriminalitet hvis man har været på døgninstitution end hvis man har været i familiepleje.
Kan vi på det grundlag konkludere at døgninstitutionen skulle være en medvirkende faktor til at børn *bliver* kriminelle? Jeg gætter på at de børn der er i så uheldig en situation, at der skal andre end deres forældre til at tage sig af dem, generelt er mere disponerede for at begå kriminalitet. Jeg gætter endvidere på at både døgninstitution og plejefamilie er med til at nedbringe sandsynligheden for at de ender i kriminalitet, sammenlignet med ingen pleje.

I givet fald ville artiklens overskrift være sammenlignelig med at sige "cykler er med til at dræbe børn", fordi der er sikrere transportformer som f.eks. bus.

Eller tager jeg fejl? :)

Venligste hilsener - Jakob

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

  • Er hensynsløse bilister generelt mere risikovillige?

    Nyt forskningsprojekt skal afdække, om chanceryttere i trafikken også generelt løber større risici i deres liv. I så fald har vi måske overvurderet betydningen af seler og spritbilisme for trafiksikkerheden.
    Bringes i samarbejde med Det Frie Forskningsråd
  • 18. april 1864: En hårsbred fra døden

    Man har lov til at være heldig, men når kuglerne fyger om ørerne på én, er det også nødvendigt. Der findes beretninger om soldater, som reddede livet på de mest utrolige måder, til trods for at de blev ramt af et velrettet skud eller af en granatsplint.
    Bringes i samarbejde med Tidsskriftet Skalk
  • Derfor giver Pharrells musik dig lyst til at danse

    Trommerytmer, der efterlader plads til dansetrinene, giver størst nydelse og lyst til dans, viser ny dansk forskning. Men hvad er det egentligt for noget musik, der får os op af sæderne?
Annonceinfo
Aktuel Naturvidenskab

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste blogindlæg

Annonceinfo