Din Instagram-profil afslører, om du er deprimeret
Kilde: 
10 august 2017

Din Instagram-profil kan åbne flere døre til at gennemskue dit mentale helbred, og med en ny algoritme kan forskere nu se, om du har været ramt af en depression ud fra de billeder, du har lagt op.

Det er ikke billederne af din morgenmad eller antallet af selfies, der afslører, hvordan du har det.

Derimod er det faktorer som antallet af mennesker på dine billeder, hvilke farver, der er på dem, og hvilke filtre, du bruger til at lægge over dem, inden du trykker 'del'. Det skriver TV2.

I udarbejdelsen af algoritmen har forskere analyseret 43.000 billeder, der er blevet lagt op af 166 forskellige Instagram-brugere. Lidt under halvdelen af dem har haft en depression inden for de sidste tre år.

Kendetegnende for dem var, at:

  • Deres billeder ofte var mørke eller blålige.
  • De tog sjældent billeder af andre personer.
  • De brugte oftere billedredigering og filtre, eksempelvis det, der kaldes 'Inkwell', og som gøre farvebilleder til sort-hvid.

Algoritmen er så effektiv, at forskerne i 7 ud af 10 tilfælde kunne udpege, hvem af de 166, der har haft en depression.

Poul Videbech, der er professor i psykiatri i Region Hovedstaden og som ikke har været en del af undersøgelsen, siger til TV2, at han ikke er overrasket over forskningsresultaterne:

»Deprimerede mennesker opfatter verden mere grå. Det giver meget mening, at det også er de billeder, som man har lyst til at dele,« siger han og giver desuden en forklaring på de manglende personer på billederne:

»Det kan hænge sammen med, at de deprimerede personers relationer til andre mennesker er blevet svagere eller vanskeliggjort. Det er et kendt fænomen, at deprimerede mennesker isolerer sig.«

Både han og forskerne bag algoritmen håber, at den i fremtiden kan være et værktøj for eksempelvis pårørende til at forudse, hvem der kan blive ramt af depression.

På den måde vil man tidligere kunne begynde en behandling.

Det fulde studie er publiceret ved EPJ Data Science.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.