I immigrantbyen Solvang hylder de hvert år byen og dens danskhed ved at udpege en Danish Maid under festivalen 'Danish Days'. Turisterne er ligeglade med, om det er det er et realistisk billede af Danmark, de får at se. (Foto: Hanne Pico Larsen )

Æbleskiver med medisterpølse til. Det lyder måske lidt forkert i en indfødt danskers ører. Men i den californiske by Solvang er det den helt rigtige form for dansk hygge, som bliver solgt til turister af byens indbyggere, hvoraf mange er af dansk afstamning.

Forestillingen om en H.C. Andersen-agtig danskhed er så indgroet i den lille by, at dansk-amerikanerne bliver voldsomt skuffede, når de opdager, at virkeligheden med tiden er blevet en anden i Danmark.

»Solvang er lidt en blanding af det hele. Danmark, Disney og noget andet. Den danskhed der er, den dyrkes i hjemmene. Men det som turisterne ser, det er noget andet,« siger Hanne Pico Larsen, som er ekstern forsker ved Dansk Folkemindesamling.

Hun arbejder til daglig på Columbia University i New York men har taget sin ph.d. i folkloristik ved University of California, Berkeley.

Forskeren boede ti måneder i det californiske Danmark og fandt ud af, at det kun er danske turister, som interesserer sig for ægtheden af Solvangs danskhed. Amerikanske turister og efterkommere af danske immigranter har det fint med den alternative version.

Turister er ligeglade med ægthed

I ti måneder lavede Hanne Pico Larsen feltarbejde i Solvang. Hun trak i en folkedragt og solgte chokolade i en butik og underviste ved siden af ældre bysbørn i dansk. På den måde fik hun lejlighed til både at interviewe turister og efterkommere af danske udvandrere.

I Solvang møder turisterne en by, som minder meget om en temapark. Der er malet bindingsværk på husfacaderne, man kan leje familiecykler og besøge H.C. Andersen-museet, og i de mange souvenir- og slikbutikker er ekspedienterne klædt ud i gammeldags dragter.

Turisterne ved udmærket godt, at det ikke er et repræsentativt indtryk af Danmark, de får i Solvang. Alligevel bliver de ved med at vende tilbage til byen.

Også unge rygsækrejsende

Når turismeforskeren spurgte de besøgende om, hvorfor de havde valgt at tage til Solvang, sagde de typisk helt umotiveret, at de ikke lod sig narre, men det var der sikkert andre, der gjorde.

»Folk ville ikke indrømme, at de kunne lide at være i Solvang, og det var vigtigt for dem at tage afstand til stedet. Men det måtte give dem et eller andet, for hvorfor blev folk ellers ved med at komme igen?« siger Hanne Pico Larsen.

På Denmarket Square i Solvang sidder en kopi af Den lille Havfrue. Efterkommere af danskere i Solvang bliver ofte skuffede over den manglende idyl, når de rejser til det gamle fædreland. (Foto: Hanne Pico Larsen )

Hun blev overrasket over, at rigtig mange af turisterne rent faktisk er yngre danske rygsæksrejsende, da Solvang efter hendes mening er et 'mormoragtigt' sted.

De kommer ofte for at købe dansk mad, som de ikke har spist i lang tid. Men forskeren mener også, at de måske synes, det er sjovt at se, hvordan Danmark ser ud i en amerikaniseret version. Forskeren siger om de andre turister:

»De er helt sikkert ligeglade med, om det de ser, er rigtig dansk. Hvis de bor i L.A. til hverdag kommer de for hyggens skyld, mens andre kommer, fordi de er på rundfart i Californien, og Solvang er en af de mange turistattraktioner, som ligger i landskabet.«

Danmark er ikke, som det burde være

Efterkommerne af danskere er vokset op med en romantisk idé om et idyllisk Danmark. De nulevende solvangensere har af deres forældre fået overleveret et fastfrosset billede af hjemlandet, som det så ud for 50 år siden, fortæller Hanne Pico Larsen og siger:

»Før i tiden var indbyggerne i Solvang danske, men stedet så ikke ud til at være dansk. Nu ser Solvang dansk ud, men det er ikke dansk.«

Solvang viser et billede af Danmark. hvor der stadig bliver danset folkedans. Mange amerikanere holder fast i deres identitet som immigrantefterkommere, fordi det er vigtigt for dem også at være noget andet end amerikanere, fortæller en forsker. (Foto: Hanne Pico Larsen )

Byens kommercielle udstilling af Danmark svarer heller ikke helt til den måde, hvorpå immigrantefterkommerne dyrker deres danske kulturelle arv. Det handler i højere grad om danske familietraditioner og højskoleagtige arrangementer i kirken end om folkedans og kopien af Den lille Havfrue på byens torv. Alligevel bliver solvangenserne slemt skuffede, når de besøger Danmark.

»Solvang er ligesom en tidslomme. Her ser Danmark ud som i gamle dage, mens danskheden hjemme i Danmark udvikler sig hele tiden. De kom hjem og fortalte, at folk røg og drak på gaden, og at de danske slægtninge ikke var særlig gæstfrie, og det skuffede dem,« fortæller forskeren og fortsætter:

»Det mærkelige er, at de blev ved med at holde fast i deres hjerter i den gamle opfattelse af danskhed - også efter de har været i Danmark.«

For mange amerikanere er det nemlig vigtigt at kunne fortælle en historie om sig selv, om at de er noget andet end blot at være amerikanere.

De elsker det gamle og hyggelige Europa med dets lange historie. Og om det så er det 'ægte' Danmark, der bliver solgt i Solvang, det er mindre vigtigt for dem. Det virker jo, og der kommer penge i kassen, siger forskeren.

Solvang - fra immigrantby til turistfælde Da Solvang i 1947 blev opdaget af en amerikansk journalist, havde det eksisteret som en lille hengemt dansk udvandrerby siden 1911. Journalisten fremstillede den lille by i et romantisk skær i sin artikel til 'The Saturday Evening Post'. Landet over kunne amerikanerne læse om det lille sted, hvor danske skikke blev holdt i live, og hvor skoleinspektøren viste sig stolt frem i en dansk folkedragt. Umiddelbart efter begyndte turister at strømme til den lille by. Nogle turister blev skuffede over, hvor lidt dansk landsbyidyl, der reelt var i Solvang. For danskerne gik ikke til daglig rundt i folkedragterne. Derfor besluttede Solvangs erhvervsdrivende og borgere at give turisterne, det de forventede: dansk hygge. For er forskel på at være hyggelig og være kitsch. Solvangs indbyggere mener kopier af Dybbøl Mølle og Rundetårn (bagved bygningen) er hyggeligt, men de vil ikke have et pariserhjul. (Foto: Urban )

I Solvangs centrum består i dag af huse med påmalet bindingsværk. Sådan skal et nyt hus i byens midte se ud ifølge de lokale byggeregler. Og derudover har byens borgere opført en kopi af Dybbøl Mølle, et springvand med Den lille Havfrue og en kopi af Rundetårn i størrelsesforholdet 1:3.

Men der er også grænser for, hvor langt indbyggerne i Solvang vil gå for at efterkomme turisternes ønsker om, hvad de kan opleve i danskerbyen. Den fine linje mellem hygge og kitsch er jævnligt til diskussion.

»I Solvang mener de, at de først og fremmest er hyggelige. De er ikke en temapark,« siger forsker Hanne Pico Larsen.

Efter at have boet i ti måneder i Solvang kan hun fortælle, at de på det seneste har diskuteret, hvorvidt de skulle have et pariserhjul eller ej. Forlystelsen var tiltænkt turisternes børn, men det blev stemt ned, fordi det var for temapark-agtigt. Men ifølge den lokale folklore har en af byens erhvervsdrivende et pariserhjul liggende klar uden for byen, hvis byens borgere skulle ombestemme sig.