Højrøstede, besværlige og larmende patienter, skizofrene, psykopater, psykoser, OCD, åndssvage, voksne, unge og endda børn. Alle de grupper var blandt de mere end 4.000 danskere, der fik udført det hvide snit i perioden mellem 1939-1983.
Det hvide snit, der i fagsproget hed lobotomi, blev brugt vidt og bredt. Det startede som en slags psykiatriens sidste udvej, og blev i starten brugt på patienter, man ellers havde opgivet.
Ved at kappe nervebaner i hjernen over, kunne man lægge en dæmper på urolige patienter, kontrollere de seksuelt udfarende og skabe en grad af ro på ellers kaotiske, psykiatriske afdelinger.
Ofrene ændrede generelt set personlighed. Det stoppede dog ikke brugen af indgrebet.
»Man så det at kunne udføre det hvide snit som et tegn på lægevidenskabens fremskridt,« fortæller ph.d. Jesper Vaczy Kragh, der har brugt otte år af sit liv på at grave dybt ned i historien om den skræmmende procedure.
At tage et kirurgisk instrument og rode halv-tilfældigt rundt i den hvide substans i hjernen virker med den viden, vi har i dag, ret bizart. Men i sin samtid blev netop det indgreb både udbredt og accepteret. Især i Danmark.
»I forhold til de lande, vi typisk sammenligner os selv med, udførte vi langt flere hvide snit,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.
Det hvide snit er et kirurgisk indgreb, hvor man havde til formål at skære nervebaner fra pandelappen til dybereliggende dele af hjernen over.
Indgrebet blev særdeles udbredt, særligt fordi der ikke var nogen alternativer i samtiden. Succesraten var meget begrænset, og mange patienter ændrede personlighed og blev sløve eller aggressive efter indgrebet. Officielt døde omkring 6 % af patienterne, men reelt set var det flere.
En moderne og forfinet udgave af indgrebet (kaldet stereotaxi) bruges stadig i nogle lande, bl.a. USA, mod uhelbredelige tvangshandlinger.
Det skyldtes flere faktorer, forklarer han. For det første var der lagt en linje, der banede vejen for det hvide snit. Danmark havde allerede godkendt sterilisation og kastration, og sindssyge og åndssvage blev sendt ud på Sprogø og Livø, hvor de ikke var til fare for samfundet.
»Det var muligt at lave meget vidtgående indgreb i folks liv med loven i ryggen,« siger Jesper Vaczy Kragh.
For det andet fandtes der meget få effektive behandlingsmetoder til psykisk syge. Psykofarmaka var endnu ikke trådt ind på scenen, og datidens udbredte tro på, at psykiske sygdomme 'sad' i hjernen, gav et grundlag for den overbevisning, at det at skabe fysiske ændringer i hjernen kunne skabe ændret adfærd.
For det tredje var der en kæmpe tiltro til lægevidenskaben, da det hvide snit blev opfundet.
»Der var en meget positiv pressedækning af det hvide snit og historier om folk, der fik det meget bedre. Det blev nævnt i magasiner som 'Det bedste', og selv ikke i lægelige magasiner som 'Ugeskrift for læger' foregik der en reel diskussion om indgrebet,« forklarer Jesper Vaczy Kragh.
Den manglende diskussion i lægelige kredse var også en medvirkende årsag til, at det hvide snit ikke kom mere i vælten. Da Jesper Vaczy Kragh satte sig for at undersøge det hvide snit forventede han, at han ville støde på kritik og diskussion, men det gjorde han ikke.
»Der var kun en debat, der foregik under overfladen og mellem linjerne,« forklarer han.
Lobotomi, som 'det hvide snit' hedder, kommer af de to græske ord 'lobos' og 'torne', der betyder henholdsvis 'lap' og 'snit'.
Det danske navn 'det hvide snit' kommer af, at indgrebet foregår i det område i hjernen, der kaldes 'den hvide masse' eller 'den hvide substans'.
En massiv, statslig opbakning og systematisering af det hvide snit samt en massiv finansiering var også medvirkende til dets store udbredelse. Flere hospitaler på tværs af landet indførte det hvide snit, og processen omkring indgrebet blev strømlinet.
Sidst, men ikke mindst gav det hvide snit en kærkommen mulighed for at få nogle af de mange psykiatriske patienter ud af sindssygehospitalerne, som var overbelagte.
»I 1952 undersøgte man liggetiderne på hospitalerne. Over halvdelen af de psykiatriske patienter havde været indlagt i mere end 10 år, og det ønskede man at gøre noget ved,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.
I den første periode af dets levetid spillede det hvide snit altså rollen som 'den sidste udvej', der skulle skabe plads på hospitalerne og tjene som det mirakelmiddel mod psykiske sygdomme, man så desperat manglede.
Men det ændrede sig hurtigt. Efter anden verdenskrig tog brugen af det hvide snit til, og man prøvede ikke længere alle behandlingsmuligheder, før man lod folk operere.
»Der skete en spredning af brugen af operationen, og det blev efterhånden brugt mod næsten alt. Det kom til at handle om kontrol, og ikke bare være 'den sidste udvej' for de sygeste patienter,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.
Det var den tendens, der var det centrale omdrejningspunkt i filmen 'Gøgereden', hvor det berømte offer for det hvide snit, Jack Nicholsons karakter, blev til en levende 'grøntsag'.
Der blev aldrig rigtig gennemført nogen systematisk test af resultaterne med det hvide snit.
I 1950'erne evaluerede en gruppe læger omkring 100 patienter, men det foregik uden en kontrolgruppe og uden at lave tests af deres hjernefunktion og deres generelle funktionsniveau.
Desuden var det de samme, som foretog indgrebene, der evaluerede dem, og der var ingen kritiske patientorganisationer eller en Folketingets Ombudsmand, der kunne tage problemet op.
Det voksende brug af det hvide snit skete på trods af, at lægerne var klar over, at der var en stor risiko for bivirkninger og endda død. Man vurderede den gang, at dødeligheden var mellem 2-6 procent, men det talte kun dem, der døde under indgrebet og umiddelbart efter, og derfor var tallet formentlig højere.
Jesper Vaczy Kragh forklarer, at det skyldtes en tro på, at det var bedre at gøre noget end slet intet at gøre. Desuden var der ikke tilnærmelsesvis så skrappe krav til testning af kirurgi og medicin, som der er i dag.
Desuden manglede der fokus på bivirkninger, der blev set som en del af at 'skabe resultater'. Blev patienten roligere og nemmere at kontrollere, var der altså tale om et vellykket indgreb. »Ifølge journalerne blev 8-10 procent af indgrebene beskrevet som meget succesfulde, og i den sparsomme evaluering, der fandt sted, så man kun på forbedring eller uændret tilstand - sjældent på forværring,« siger Jesper Vaczy Kragh.
Det var især kvinder, der blev udsat for det hvide snit. De var nemlig lettere at få ud af hospitalssengene efter indgrebet. Kunne de ikke sendes hjem til noget familie, kunne de sendes ud til enlige mænd, hvor de kunne stå for husførelsen.
Først omkring 1950'erne begyndte brugen af det hvide snit at tynde ud. Det skyldtes for det første, at psykofarmaka, der virkede, kom på markedet. Desuden var der ikke så mange kandidater til operationen tilbage.
»Langt de fleste skizofrene var blevet opereret, og det var også tilfældet for mange af de andre grupper af psykisk syge, som indgrebet blev udført på,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.
I 1970'erne kom der endelig gang i debatten om - og kritikken af det hvide snit. Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen, og en ny generation af psykiatere var særdeles kritiske overfor indgrebet. Med større viden om hjernen og dens funktioner samt psykiske sygdomme og deres årsager kom indgrebet til at give mindre mening.
Det er værd at tænke over, om vi ville formå at være kritiske i dagI 1982 lykkedes det Folketingets Ombudsmand at få igangsat en undersøgelse, der for første gang skulle lave en systematisk evaluering af de patienter, der havde fået udført det hvide snit. Undersøgelsen viste, at 37 procent af patienterne havde fået forværret deres tilstand efter det hvide snit.
Undersøgelsen blev årsag til, at det hvide snit blev droppet. Og ikke nok med det: der blev indført en særlig paragraf i Psykiatriloven, der kræver, at der ved psykokirurgiske indgreb skal nedsættes et lægeligt udvalg, der tager stilling.
Den særlige paragraf, paragraf 22 i psykiatriloven, kan vise sig at komme i brug i fremtiden. Ikke til at godkende det hvide snit, men til noget andet.
Psykokirurgi, altså kirurgi, der forsøger at påvirke psyken gennem hjernekirurgi, er nemlig ikke helt forsvundet fra psykiatrien. Faktisk vurderer visse forskere, at det står foran en opblomstring, og over hele verden bliver der forsket i nye metoder, der ikke ødelægger hjernen permanent.
En af metoderne er Deep Brain Stimulation, der er en slags hjernepacemaker, der sender elektriske impulser dybt ind i hjernen. Det bruges blandt andet mod Parkinsons, men der forskes også i at bruge det mod psykiske lidelser.
Spørgsmålet er så, om læger og psykiatere er klar til at bruge de nye muligheder uden at misbruge dem.
Jesper Vaczy Kragh snakkede med mange læger og psykiatere under hans research, og det er hans klare opfattelse, at de har taget ved lære.
»I dag er der jo skrappe krav til testning af bivirkninger og funktion, ligesom man har indført regler om informeret samtykke,« siger han, og påpeger dermed, at hele lægevidenskaben har lært at fortidens fejltagelser.
Den kritiske sans og viden, der er kommet fra historien om det hvide snit, skal vi dog fortsat have med os.
»Opfinderen af det hvide snit, portugiseren Egaz Muniz, fik jo Nobelprisen i medicin i 1949 for at have opfundet indgrebet. Og det er værd at tænke over, om vi ville formå at være kritiske i dag,« siger Jesper Vaczy Kragh.
Om bogen og forfatteren
Ny forskning
Jaja, og nu venter vi så bare på, hvornår bogen "Antipsykotika: fra mirakelbehandling til kæmpe fejl" udkommer. Det kan vel ikke vare længe, efter det, kritikerne i lang tid har formodet, nu er slået fast med syvtommerssøm, at de såkaldte "antipsykotika", hvis virkning er alt andet end antipsykotisk: http://www.madinamerica.com/madinamerica.com/Anatomy%20of%20an%20Epidemi... , er det hvide snit i kemisk form:
"Greater intensity of antipsychotic treatment was associated with indicators of generalized and specific brain tissue reduction after controlling for effects of the other 3 predictors. More antipsychotic treatment was associated with smaller gray matter volumes. Progressive decrement in white matter volume was most evident among patients who received more antipsychotic treatment. Illness severity had relatively modest correlations with tissue volume reduction, and alcohol/illicit drug misuse had no significant associations when effects of the other variables were adjusted."
Andreasen et al., 2011, "Long-term Antipsychotic Treatment and Brain Volumes. A Longitudinal Study of First-Episode Schizophrenia", http://archpsyc.ama-assn.org/cgi/content/short/68/2/128
Taget såvel disse forskningsresultater, som psykiatriens egne observationer, at "behandling" med neuroleptika ("antipsykotika") kronificerer "psykoser", og derved skaber de såkaldte svingdørspatienter, observationer, der tildels daterer helt tilbage til 1960erne, i betragtning, kan man jo spørge sig, hvor meget lægevidenskaben egentligt har lært af fortidens fejltagelser. Og hvor mon de skrappe krav, artiklen påstår, vi skulle have i dag, er henne. I psykiatrien leder man vist forgæves efter både skrappe krav og lærdom af fortidens fejltagelser/viden gennem erfaring = evidens.
Tankevækkende iøvrigt, at Jesper Vaczy Kragh på trods af, at man skulle mene, han har foretaget ret så grundig research før han skrev sin bog, åbenbart aldrig har hørt om ikke-medicinske hjælpetilbud til mennesker i krise, aka "psykisk syge", såsom Quakernes "moral treatment", for at gå tilbage til før-psykofarmakologiske tider. Op mod 90+% recovery. Mere effektiv, end noget andet. Men læger havde ikke adgang til Quakernes retreats. Ligesom de spillede og spiller en meget underordnet rolle i "moral treatment"-inspirerede hjælpetilbud som Soteria, Åben Dialog og Familjevårdsstiftelsens arbejde. Og hvis Jesper Vaczy Kragh kun har set på, hvad læger har kunnet tilbyde af hjælp til mennesker i krise, ja, så har han selvfølgeligt måttet konkludere, at det ikke var noget videre. Og det er det til stadighed ikke.
Nævnelsen af informeret samtykke i forbindelse med psykiatri har for resten altid en lettere hånlig bismag. Jf. særlovgivningen på området.
Svar til Lars Therkelsen
Hej Lars
Jeg har spurgt Jesper Vaczy Kragh om en forklaring på årstals-problematikken - hans svar kommer her:
Hej Line
Ja, det kan godt præciseres lidt. Sagen er, at det ikke kun var i 1952, at man så på liggetiderne. Man begyndt at lave disse undersøgelser fra 1937, og man talte op på hospitalerne hvert 5 år. Men man kunne se en konstant stigning med lange liggetider bl.a. 34,6 % i 1937, 49,7 i 1947 og derefter 51,3 i 1952. Og det ville man selvfølgelig gerne gøre noget ved i psykiatrien. Her blev det hvide snit set som en løsning, da denne behandling netop skulle virke overfor de kroniske patienter, der havde været indlagt i årevis, og som ikke reagerede på anden behandling.
Mht. til den anden del, at brugen af de hvide snit begyndte at tynde ud, så er det fordi, at dette sker lidt senere i 1950'erne (end optællingen i 1952). Brugen af de hvide snit begynder først at blive mindre i perioden omkring 1954-56, hvor psykofarmaka (klorpromazin, reserpin m.m.) for alvor vinder frem og bliver anvendt på de psykiatriske hospitaler. Da man begynder at bruge psykofarmaka, kan lægerne konstatere, at klorpromazin m.m. virker overfor de samme symptomer (især psykomotorisk uro, aggression m.m.), som man tidligere havde brugt lobotomien til at dæmpe.
Bedste hilsner
Jesper"
Jeg håber, det hjalp :-)
SV:søvn er et plus, hvis man er psykisk syg
Jeg refererede til vågenterapi ved depression. Jeg må lige tilføje, at det ikke betyde at søvnproblemer ved depression og andre psykiske lidelser er en fordel. Tværtimod vil det ofte være væsentligt at stimulere til god døgnrytme med god nattesøvn. Dette har stor betydning for helbredelsen også. Så det er noget underligt noget med effekten af vågenterapi, hvor man altså slet ikke må lukke et øje om natten. Uden at forstå baggrunden, har det muligvis noget at gøre med at vores biologiske ur (kronobiologien) er vigtig både for vores "raskhed" og for patologien involveret i nogle lidelser. Ved mani vil søvnen være nedsat, og her er det helt afgørende at tilstræbe søvn som et led i den akutte behandling. Ved angsttilstande kan der være indsovningsproblemer på timer, fordi bekymringerne, hvor tankerne kører i cirkler, forhindrer søvn. Så helt overordnet skal vågenterapi ikke anbefales, med mindre der er nogen der vurderer om det vil være en mulighed i dette tilfælde, og som i øvrigt kan forklare nærmere hvordan man gør. Det er ikke noget man anbafaler generelt til mennesker med depression, og det ville også kræve langt mere omfattende forskning at kunne lave generelle anbefalinger på området som behandlingsstrategi.
Ja, jeg beklager, at jeg ikke fik redegjort for, at jeg foeler et positivt loeft, naar jeg ikke sover tilstraekkeligt. Selvindsigt mm. skaber mening, hvilket loefter sindet.
søvn er et plus, hvis man er psykisk syg
Jeg refererede til vågenterapi ved depression. Jeg må lige tilføje, at det ikke betyde at søvnproblemer ved depression og andre psykiske lidelser er en fordel. Tværtimod vil det ofte være væsentligt at stimulere til god døgnrytme med god nattesøvn. Dette har stor betydning for helbredelsen også. Så det er noget underligt noget med effekten af vågenterapi, hvor man altså slet ikke må lukke et øje om natten. Uden at forstå baggrunden, har det muligvis noget at gøre med at vores biologiske ur (kronobiologien) er vigtig både for vores "raskhed" og for patologien involveret i nogle lidelser. Ved mani vil søvnen være nedsat, og her er det helt afgørende at tilstræbe søvn som et led i den akutte behandling. Ved angsttilstande kan der være indsovningsproblemer på timer, fordi bekymringerne, hvor tankerne kører i cirkler, forhindrer søvn. Så helt overordnet skal vågenterapi ikke anbefales, med mindre der er nogen der vurderer om det vil være en mulighed i dette tilfælde, og som i øvrigt kan forklare nærmere hvordan man gør. Det er ikke noget man anbafaler generelt til mennesker med depression, og det ville også kræve langt mere omfattende forskning at kunne lave generelle anbefalinger på området som behandlingsstrategi.
SV:SV:Spændende! Og flere tanker...
Om der forskes : ).
Lysbehandling er der lavet lidt forskning på, og de relativt små undersøgelser viser en effekt hos nogle.
Der forskes naturligvis i effekten af forskellige former for psykoterapi, og dette er ikke noget nyt.
Der er forsket i noget så mærkeligt som vågenterapi, hvor patienterne skal holde sig vågne, og så undersøges effekten på depressionen.
Der forskes i effekten af fysisk træning.
Der forskes i effekten af deep brain stimulation.
Vigtigst af alt forskes der også i selve de forandringer der ses ved depression - og hvordan depression er et meget bredt begreb, og man forhåbentlig opnår større viden om, hvilke individer der kan forvente hvilken effekt af specifikke behandlingsformer.
Det er jo en folkesygdom med 150.000 - 200.000 der har sygdommen i Danmark på ethvert givent tidspunkt. Så der er meget viden, og de fleste vil have pårørende, kollegaer eller venner som har lidelsen med mellemrum.
Interessant, jeg har ofte fundet, at naar jeg sover mindre, saa bliver mine tanker, indsigter og selvindsigter meget mere rammende og meningsfulde. Jeg har hidtil tilskrevet det, at naar man, som jeg, arbejder med stillesiddende arbejde og ikke bliver fysisk traet, saa er et andet aspekt af traethed, at man fysisk fremprovokerer den samme slags traethed, ved at sove mindre. Indsigterne og tankerne i begge stadier synes ensartede. Det er fysisk traettende/arbejde det at holde sig vaagen.
"Eksperter"
Datidens eksperter... hmmm... til at krumme taer over....
Uoverensstemmelse på årstal
»I 1952 undersøgte man liggetiderne på hospitalerne. Over halvdelen af de psykiatriske patienter havde været indlagt i mere end 10 år, og det ønskede man at gøre noget ved,« fortæller Jesper Vaczy Kragh.
Først omkring 1950'erne begyndte brugen af det hvide snit at tynde ud
Hvordan passer de to citater sammen. Er det første årstal 1932?
Gastic Bypass - vi har intet lært...
Jesper Vaczy Kragh stiller spørgsmålet, om lægeverdenen/videnskaben ville kunne formå, at være kritiske i dag…
En af de seneste års store kirurgiske landvindinger; de vidtberømte Gastic Bypass (GP) viser, at når bare der er tilpas mange cifre på checken, der følger med, så stilles der ingen spørgsmål til, om et operativt indgreb er i patientens favør eller ej.
-
Ved GP ”bypasses” en del af patientens tarm, således at patientens evne til at optage en del af energien fra den føde, der indtages, fjernes for bestandigt. Dette med det ene formål, at der arbejdes mod et varigt vægttab – hvilket da også bliver resultatet i mellem 25 og 50 % af tilfældene.
Det er et kendt faktum, at også evnen til at optage eksempelvis B12, calcium og jern, reduceres/ødelægges. Disse mineraler skal derfor, i resten af patientens levetid, enten optages gennem overdosering i kosten eller injiceres i faste månedlige intervaller.
Der hvor tråden knækker, er, at videnskaben endnu langt fra har kortlagt, præcis hvilke mineraler og vitaminer den menneskelige krop har behov for, for overhovedet at kunne fungere.
http://www.medscape.com/viewarticle/545489_print
Samtidig er der stort set ingen interesse for hvilke mineraler der – som følge af et GP indgreb – kan opstå mangel af. Faktisk ved videnskaben endnu ikke præcis hvilke egenskaber, den bortopererede del af fordøjelsessystemet har, og det er eksempelvis kommet som en stor overraskelse for alle, at type-2 diabetes tilsyneladende helbredes ved indgrebet.
Det er indiskutabelt at et vægttab på kort sigt giver øget (psykosocial) velvære, men det har i Danmark tilsyneladende ingen relevans, om denne velvære endnu eksisterer 5, 10 eller 15 år efter, når korttidshukommelsen og koncentrationsevnen svigter, når tænderne er faldet ud, når rysteture, muskelkramper eller kredsløbsforstyrrelser har henvist patienten til et liv i rullestol eller når andre sygdomme forårsaget af mineralmangel har taget livet af den opererede.
Endelig er der i Danmark ingen interesse for de negative konsekvenser, som selve forskydningen af mineraloptaget kan have for det mentale helbred. Udenlandske studier viser, at eksempelvis manglende optag af B1 vitamin (thiamin) i relation til GP, kan forårsage akut psykisk sygdom.
http://ajp.psychiatryonline.org/cgi/content/full/163/1/15#R1631CHDIIEFH
Andre studier og cases påpeger at 10 - 25% af de opererede oplever psykisk uligevægt, (depression, hukommelsestab, apati m.m.) der kan relateres direkte til indgrebet.
http://www.content4reprint.com/health/depression-a-serious-risk-after-gastric-bypass-surgery.htm
Læg hertil at al dansk information, du kan finde om emnet, tilsyneladende er sponsoreret af de hospitaler, der foretager operationen, og spørg så igen, om vi har lært af historien…
SV:Spændende! Og flere tanker...
Om der forskes : ).
Lysbehandling er der lavet lidt forskning på, og de relativt små undersøgelser viser en effekt hos nogle.
Der forskes naturligvis i effekten af forskellige former for psykoterapi, og dette er ikke noget nyt.
Der er forsket i noget så mærkeligt som vågenterapi, hvor patienterne skal holde sig vågne, og så undersøges effekten på depressionen.
Der forskes i effekten af fysisk træning.
Der forskes i effekten af deep brain stimulation.
Vigtigst af alt forskes der også i selve de forandringer der ses ved depression - og hvordan depression er et meget bredt begreb, og man forhåbentlig opnår større viden om, hvilke individer der kan forvente hvilken effekt af specifikke behandlingsformer.
Det er jo en folkesygdom med 150.000 - 200.000 der har sygdommen i Danmark på ethvert givent tidspunkt. Så der er meget viden, og de fleste vil have pårørende, kollegaer eller venner som har lidelsen med mellemrum.
Spændende! Og flere tanker...
Virkelig interessant og skræmmende læsning. En af mine nære familiemedlemmer er psykisk syg, så jeg takker da virkelig for, at hun ikke fik snittet dengang... 1983 synes slet ikke langt væk.
Jeg tænker, at det kunne være interessant at rette fokus og kritik mod flere af de eksisterende metoder. Forskes der i andre metoder end medicin, der naturligvis hjælper, men også giver massive påvirkninger? En måde at afhjælpe depression på er fx vha. lysterapi, hvilket bl.a. anvendes visse steder på Grønland. Det er jo virkelig en interessant og bivirkningsfri tilgang :D
Tak for en spændende artikel.
SV:Elektrochok?
Det kunne være spændende at høre mere om behandlingsformen elektrochok - ECT - som mig bekendt af nogle vurderes som en mindre problemematisk behandlingsform.
Mvh
Kære Kurt.
Elektrochok/ECT-behandling er korrekt mindre problematisk men ikke uden bivirkninger, der helt overvejende er forbigående. Det er den behandlingsform man kender til, hvor der hurtigst indtræder markant effekt hos et menneske med meget alvorlig depression, hvor det skønnes uhensigtsmæssigt at afvente effekt af andre behandlingsmetoder. Den er også dokumenteret til brug af akut mani og delir, som kan være livstruende tilstande. Mange vil opleve ubehagelige hukommelsesforstyrrelser i behandlingsperioden, men uger efter afsluttet behandling vil disse som oftest være overstået. Ved ECT-behandling er patienten i kortvarig fuld bedøvelse, og man laver sekunders varende krampeanfald, der minder om kramper i forbindelse med epilepsianfald. Man ved lidt om hvilke forandringer der sker i hjernen efter ECT-behandling, men mangler rigtig meget viden på området. Men blandt andet kommer der mere nervenydannelse i specifikke hjerneområder. Mange har urigtige fordomme mod elektrochok netop pga sammenblanding af viden om det hvide snit og elektrochok - og mange henviser netop til filmen "Gøgereden". God film - men skidt for folks viden om elektrochok..... Men man vælger altså kun at anbefale elektrochok til de allersværeste tilfælde, eller tilfælde hvor anden behandling ikke har været effektiv nok. Det er altid en alvorlig ting at skulle i fuld bedøvelse 3 gange pr uge, selvom det er en meget kortvarig bedøvelse på få minutter.
mvh Dorte
Elektrochok?
Det kunne være spændende at høre mere om behandlingsformen elektrochok - ECT - som mig bekendt af nogle vurderes som en mindre problemematisk behandlingsform.
Mvh
/kurt