Folketingsvalget 2011 tegner til at blive et valg om, hvem vi tror bedst kan styre Danmark ud af den økonomiske krise og stå imod globaliseringen og demografien.
Det er ikke nyt, at et folketingsvalg har et særligt tema, men hvilke temaer har egentlig præget folketingsvalg i nyere politisk historie?
Det har Videnskab.dk Johannes Andersen om. Han er valgforsker og lektor på statskundskab ved Aalborg Universitet.
Vi starter i 1994, hvor Poul Nyrup Rasmussen har fået magten, efter Schlüter-regeringen er gået af som følge af Tamilsagen.
1994-valget var Nyrup-regeringens første valg ved magten, efter Tamilsagen rev gulvtæppet væk under Schlüter-regeringen året før. Derfor var det en opposition, der ikke havde fundet sig selv endnu, der skulle kæmpe mod en socialdemokratisk regering med masser af medvind, efter Nyrup Rasmussen havde vist sig som stærk mand og taget magten fra Svend Auken, der fire år tidligere havde sikret en fremgang på 14 mandater, som var komplet uanvendelige, fordi Radikale ikke ville lege med Auken.
I de mellemliggende år havde SF med Holger og konen i egen optik fået nationen til at stemme nej til Maastricht-traktaten og efterfølgende indgået det nationale kompromis, som året efter førte til ja til traktaten, minus fire undtagelser. Ved begge afstemninger lå stemmerne dog meget tæt, og det var således en splittet befolkning, tydeligst udtrykt i de væbnede kampe på Nørrebro, som gik til valg i 1994. Alligevel var der aldrig spænding om udfaldet. Hovedtemaet i valget var at knække den kollosale arbejdsløshedskurve.
»1994-valget handlede om den økonomiske krise. Men det blev aldrig for alvor tematiseret, fordi de borgerlige ikke var kommet sig over Tamilsagen og reelt ikke kunne udfordre Nyrup,« siger Johannes Andersen.
Året efter valget analyserede professor ved Aarhus Universitet Jørgen Goul Andersen valget i artiklen 'Valgkampen og Valget 1994' og kom blandt andet frem til, at der var en meget stor modvilje i befolkningen mod VKZ-koalitionen, som ud over Venstre og Konservative bestod af Fremskridtspartiet. Kun 28 procent af befolkningen mente, at den konstallation var en god ide.
Tiden var endnu ikke moden til en borgerlig regering med støtte fra det yderste højre.
Det skulle senere vise sig, at 1998-valget skulle medføre et paradigmeskift i dansk politik.
Men under selve valget havde ingen endnu fået øjnene op for, hvor stor indflydelse det tre år senere ville have på dansk politik, at Dansk Folkeparti strøg ind i folketinget med 13 mandater, og at Nyrup Rasmussen i sin historiske slutspurt udstedte en efterlønsgaranti.
Tre år senere udløste de to faktorer et årti med Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik.
»På mange måder minder det kommende valg om 1998-valget. Dengang stod de to fløje meget stærkt over for hinanden. Det var et præsidentvalg mellem Uffe Ellemann-Jensen og Poul Nyrup Rasmussen,« siger Johannes Andersen.
I lang tid lignede valget en sikker sejr til de borgerlige, men Socialdemokraterne satte den mest effektive slutspurt i nyere politisk historie ind og vandt magten med hjælp fra ganske få færøske stemmer.
I valgkampens sidste dage rykkede fagbevægelsen annoncer ind i de store dagblade om, hvilke fordele en vis hr. Jensen ville få af sin egen politik, og Uffe Ellemann-Jensen gjorde selv sit med udsagnet »Den er hjemme« på forsiden af Ekstra Bladet på selve valgdagen.
De borgerlige led også under den hadske magtkamp, som De Konservative havde været i, siden daværende formand for partiet Hans Engell kørte galt i en brandert.
Nyrup bevarede magten på den færøske socialdemokrat Jóannes Eidesgaards nåde. Færingerne havde ellers på forhånd lagt afstand til regeringen på grund af sagen om tab på Færøbanken, men på betingelse af, at færingerne blev holdt skadesløse på tab på banken, fik en god afdragsordning på gælden og fik opfyldt deres krav om positionen i rigsfællesskabet.
Tre år senere befandt verden sig på tærsklen til en ny magtbalance. Nyrup Rasmussen spillede terrorkortet, da han kort efter 11. september angrebene på World Trade Center udskrev valg. Analysen var, at folk ville se Nyrup som det sikre kort i en meget usikker tid.
»Valget var i skyggen af World Trade Center, og Nyrup forsøgte at sælge sig selv som verdensmanden, der kunne føre landet gennem terrorismens tidsalder. Men det viste sig, at det var umuligt at lave politik på, for der er ikke ret mange, der kan være uenige i, at det er vigtigt, vi garderer os mod terrorister,« siger Johannes Andersen.
I stedet handlede valget om det løftebrud, befolkningen mente, Nyrup var skyldig i med sin efterlønsgaranti ved valget tre år tidligere. Det skabte en grundlæggende vrede mod Socialdemokraterne, der samtidig blev presset til det yderste af historier om folk, der døde på ventelisterne, samt etniske unges gruppevoldtægter i provinsbyer.
»Anders Fogh Rasmussen udnyttede efterlønssagen fuldt ud og gjorde valget til et spørgsmål om, at man skal kunne stole på sine politikere. Dermed indførte han kontraktpolitikken, som prægede hele hans regeringsperiode. Ventelisterne og indvandrerne skilte ikke vandene nær så meget som spørgsmålet om tillid til politikerne. Det overordnede tema var, om vi kan stole på politikerne,« siger Johannes Andersen.
Efter valget gik Nyrup af, og Mogens Lykketoft tog tjansen som overgangsfigur, indtil f.eks. EU-parlementarikeren Helle Thorning-Schmidt kunne blive kørt i stilling som leder af Socialdemokraterne. Analysen var, at oppositionen næppe ville gå sejrrigt ud af 2005-valget, og en længerevarende lederperiode for en ung uprøvet politiker ville blive for belastet af et nederlag ved første styrkeprøve.
»2005-valget minder meget om 1994-valget. Oppositionen har ikke organiseret sig efter mange år ved magten, og Lykketoft tager skraldet. Man får aldrig fornemmelsen af, at regeringen bliver udfordret. Der kørte en lidt abstrakt velfærdsdebat, men der var aldrig spænding om udfaldet,« siger Johannes Andersen.
Socialdemokraterne faldt helt sammen og fik den laveste tilslutning siden 1973. Marianne Jelveds Radikale Venstre gik frem med hele otte mandater, men ud over at vise, hvor stort det 'radicool' caffe latte-segment var blevet, var de uanvendelige.
Ved valget kom Helle Thorning-Schmidt i Folketinget, og kort efter besejrede hun Frank Jensen i kampen om formandsposten med ordene »Jeg kan slå Anders Fogh«.
Den eneste chance, hun fik for det, kom to år senere ved 2007-valget, som Socialdemokraterne forsøgte at gøre til et valg mellem skattelettelser eller bedre velfærd.
På det tidspunkt var den økonomiske boligboble på sit højeste, og befolkingen så et stort misforhold mellem egen økonomiske styrke og det offentliges serviceydelser. Derfor så man flere steder i landet børneinstitutioner blive besat af forældre, der ikke længere accepterede niveauet.
De Radikale udbrydere i Ny Alliance satsede på på én og samme tid på at genindføre den danske tradition med politik over midten ved at skubbe DF ud af VK-koalitionen og samtidig trække regeringen i en mere liberal retning. Men partiet, der en overgang stod til en jordskredssejr, endte ydmygede og uden indflydelse på regeringsdannelsen.
»Ved 2007-valget var der mange muligheder for at tematisere blandt andet kommunalreformen. Men det blev ikke foldet ud, og befolkningen købte Anders Fogh Rasmussens synspunkt om, at man ikke behøvede vælge mellem skat og velfærdsydelser, men både kunne få lavere skat og forbedret service,« siger Johannses Andersen.
Tilsammen havde V, K og DF 89 mandater, og med den færøske Edmund Joensen havde de 90 mandater. Ny Alliances fem mandater støttede også regeringen, men var ikke nødvendige.
