Annonceinfo

Det gør ondt at sælge

Vi bliver så knyttede til ting, vi ejer, at det gør ondt, når vi skal af med dem igen. Det viser en undersøgelse med hjerneskanninger fra USA.

Nedturen ved et salg kan aflæses i hjernen. (Foto: Colourbox)

Hvis du har svært ved at smide den ramponerede højttaler ud, eller hvis du fældede en lille tåre, da den gamle bil blev solgt, er du hverken tosset eller oversentimental. Forskning fra USA viser, at det faktisk er helt naturligt at opleve smerte, når man skiller sig af med ting.

Et hold bestående af psykologer og neurologer har ved hjælp at hjerneskanninger fundet ud af, at når vi sælger, så aktiverer vi den præfrontale cortex - pandelappen - og insula; områder i hjernen, der normalt er forbundet med smerte.

Hvis vi sælger ting, som holder særligt meget af, satte det insula på ekstra meget arbejde.

»Det er smertefuldt, og det er ikke bare, fordi folk overfortolker de positive aspekter af at eje noget. Vi bliver simpelthen bare knyttet til de ting, vi ejer - og endda så meget, at der skal en del til at overtale os til at skille os af med dem,« fortæller ph.d. Scott Rick til Nature.

Køb og salg i MR-skannerScott Rick studerer forbrugeradfærd og har været med til at skrive forskernes artikel om MR-skanningerne, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet Neuron.

En MR-skanner i arbejde. (Foto: Colourbox)

Sammen med fem andre forskere lavede Scott Rick fra University of Pennsylvania en køb- og salg-situation i forsøgslokalet. Hver af de 24 forsøgspersoner fik udleveret et par eftertragtede elektroniske genstande og 60 dollar i kontanter. De fik derefter vist et billede af de samme eller andre udvalgte genstande og bedt om at tage stilling til, om de kunne tænke sig at købe eller sælge. Fire sekunder senere fik de prisen at vide, og endnu fire sekunder efter skulle de vælge, om de ville købe eller sælge til den pris.

'Endowment effect'Videnskaben kender i forvejen til den såkaldte 'endowment effect' - tendensen til at overvurdere betydningen og værdien af ting, man ejer. Hvis det var den, der var i spil, når forsøgspersonerne solgte, ville forskerne se aktivitet i den del af hjernen, der hedder nucleus accumbens. Det gjorde de ikke.

I stedet var det altså primært smerteområdet i hjernen, insula, der blev sat i arbejde, når forsøgspersonerne skulle af med deres ejendom.

Resultatet er dog ikke ensbetydende, at 'endowment effect' er død. Tværtimod viste undersøgelsen, at effekten lever i bedste velgående.

»Det kan godt være, at vi kun vil betale 35 dollar for en iPod nano, men vi nægter at sælge den for under 70 dollar,« konstaterer Scott Rick.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.