Religion og politik kan ikke adskilles i det billede af islam, som vi møder i medierne. Overalt i den internationale debat - fra Asien og Mellemøsten til Europa og USA - konfronteres vi med en muslimsk tro, der handler mere om magt og politik end om spiritualitet og fordybelse.
Og der er globalt set enighed om at fremkalde og fiksere dette unuancerede billede af en af verdens største religioner, mener Dietrich Jung, der er ny professor på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
Han peger på, at der er en stærk tradition i vestlig forskning for at fokusere på islam som lovreligion - altså politisk islam, hvor et samfunds love og normer skal følge Koranen.
Ved ikke at adskille religion og politik er de vestlige eksperter således med til at fremmane nøjagtig de samme forestillinger om islam som de ideologiske bannerførere for islamismen.
»Den ene part ser politisk islam som problemet, mens den anden ser den som løsningen. Men begge parter er enige om måden at fremstille religionen på, og derfor forsvinder alle detaljer ud af den globale debat, så der har udviklet sig et trivialiseret billede, hvor vi alle har de samme forestillinger om islam,« siger Dietrich Jung.
Han er ved at skrive sidste kapitel i en bog 'Orientalister, islamister og den globale offentlighed', hvor han søger at afdække, hvordan dette entydige billede af islam er opstået.
»Jeg har boet i Ankara, Cairo og Damaskus, og de senere år har jeg også været i Indien og Malaysia, så jeg ved, at der er mange andre billeder af islam, end det vi møder i offentligheden verden over. Det er kun ganske få procent, der dyrker islam på den måde, der ellers bliver fremstillet som den rigtige, og hele den spirituelle del, for eksempel mysticismen inden for islam, hører vi næsten aldrig om,« siger den nytiltrådte professor i moderne mellemøststudier.
Når Vesten - og store dele af verden - har svært ved at skille politik fra religion i deres opfattelse af den muslimske verden, hænger det, efter Dietrich Jungs opfattelse, sammen med den konfrontationskurs, der i mange år har præget forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. En kurs, der har sin rod i opgøret med kolonialismen.
For Vestens syn på islam var anderledes i slutningen af 1800-tallet, hvor man kan begynde at tale om en global offentlighed.
»Der opstod således en række kontakter mellem muslimske intellektuelle og vestlige orientalister. De udvekslede synspunkter i breve og besøgte hinanden, og det var i de år, at den moderne islamiske videnskab kom frem,« siger Dietrich Jung.
Parterne diskuterede blandt andet, hvordan man skulle vægte åbenbaret viden i forhold til intellektuel viden, og om uddannelser skulle finde sted i en religiøs ramme, og Dietrich Jung peger på, at de muslimske og kristne intellektuelle havde gode forudsætninger for at forstå hinanden, fordi begge parter tror på én gud og har kendskab til fortællingerne i Bibelen.
Mange muslimske intellektuelle var liberale, der ønskede at være med til at reformere deres eget samfund og slippe af med kolonialismen, siger han.
Men det var netop kampen mod kolonialismen, der fik Vesten til at betragte islam som en politisk faktor.
»Modstanderne mod kolonialismen havde især islamisk identitet, og de største antikoloniale bevægelser opstod i Indonesien, Indien og Det Osmanniske Rige,« fortæller Dietrich Jung.
Islam blev for alvor en del af et vestligt politisk spil, da Det Osmanniske Rige valgte at følge Tyskland ind i 1. Verdenskrig mod de to store kolonimagter Frankrig og England samt Rusland.
Dietrich Jung er tiltrådt som ny professor i moderne mellemøststudier på Center for Mellemøststudier, Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse på Syddansk Universitet.
Han kommer fra en stilling som seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med ekspertise i historisk sociologi, statsbygning, religionssociologi, moderne Islam, modernisering og krig.
Dietrich Jung er uddannet på Hamburg Universitet, hvor han har læst statskundskab, sociologi og islamiske studier og erhvervet sin ph.d.-grad. Desuden har han læst arabisk sprog i Damaskus.
»Den osmanske sultan udråbte faktisk hellig krig mod de tre lande i 1914, og meget tyder på, at han fik den idé af Tyskland, der så jihad som en mulighed for at mobilisere muslimer til sin side,« siger Dietrich Jung, som peger på, at vestlig historieskrivning lige siden har beskrevet islamisk historie som politisk historie. Og det
er jo som bekendt sejrherrerne, der skriver historien.
»De islamistiske bevægelser, der opstår i 1920'erne og 1930'erne bekræfter hinanden i dette billede, som først vil ændre sig, når muslimer selv begynder at komme med nye fortolkninger af deres egen historie, og det kan meget vel blive de islamistiske bevægelser, der selv presser disse nye stemmer frem,« siger Dietrich Jung.
»For når regimer, der ikke tillader nogen som helst form for kritik, legitimerer sig gennem religion, ødelægger de det religiøse indhold og presser muligvis ubevidst landet mod en sekularisering, hvor religion og politik ikke længere er uadskillelige.«
Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet ved Syddansk Universitet
Manglende ord
Der er vist faldet nogle ord ud, da teksten blev skrevet, der skulle have stået
"da den største kolonimagt gennem 500 år, Det Osmanniske Rige, valgte at følgekolonimagten Tyskland ind i 1. Verdenskrig mod tre andre store kolonimagter England, Rusland og Frankrig."
Det turde være almindeligt kendt, at den engelske hærs succes i Mellemøsten i 1917 i høj grad blev hjulpet af de undertrykte folkeslags oprør mod Det Osmanniske Riges undertrykkelse.
@Willy: Det er synd for dig,
@Willy: Det er synd for dig, at angst for andre kulturer får dig til at komme med den slags småracistiske udgydelser. De hører ikke hjemme her. Derudover er din østerlandske eventyrbog vel på dansk – og måske skrevet af en vesterlænding? Ydermere blander du pointerne sammen til skuddermudder. Grimms Eventyr var også bloddryppende – ligesom de blodige islandske sagaer, beretninger om voldelige korsriddere og deres heksebrændende loger, drabelige historier om det gamle inka-rige, hvis præster flåede hjerterne ud på ofre til guderne, historier om den spanske inkvisition, hvor fundamentalistiske kristne pinte folk ihjel. Sådan nogle historier mange danske børn har læst – uden at blive samvittighedsløse mordere af den grund.
I min bogreol ,står en
I min bogreol ,står en børnebog der hedder Østerlandske eventyr..det er barsk læsning om heltegerninger og afhuggede hoveder , hvor svig netop er det der der gør helten til "helt"...jeg er taknemlig for at jeg som barn måtte lade mig nøje med "grims eventyr"...pointen er , hvad betyder det senere hen i livet for et barn der bliver fodret med bloddryppende historier lige inden sengetid...jeg mener at forherligelsen af svig og vold , vil gøre mange til samvittighedsløse mordere..uden skånsel for deres fjender .
Jeg indrømmer at jeg er bange for muslimer og deres"tyrkertro
Willy Jensen 25-03-2009
Ses på Muhameds og på de
Ses på Muhameds og på de første mange kaliffer, var de nu altså erobrere. Politik var for dem en integreret del af islam - og hvem anden end netop Muhamed kan vel siges at have defineret islam?