Forudsætningen for vores demokrati blev skabt, da borgere mødtes på Athens varme torv Agora for 2400 år siden. Her traf folket – demos – politiske beslutninger, som udtrykte demokratiske idealer som frihed og lighed.
Sådan forestiller mange sig, at nutidens demokratiske tradition begyndte. Men det er faktisk en misforståelse.
Det fortæller oldtidsforsker Jens Krasilnikoff fra historisk afdeling, Aarhus Universitet.
»For det første har vi ikke nedarvet demokratiet direkte fra Athen. For det andet er der meget store forskelle på det demokrati, der var dengang, og det, vi har i dag,« konstaterer Jens Krasilnikoff.
På de 2330 år, der er gået siden demokratiet i Athen forsvandt, har tankerne om, hvad et demokrati er, forandret sig markant. Ordet er det samme som i oldtiden, men dets betydninger og værdi har ændret sig utroligt meget.
Det skyldes både romerne, munkene i middelalderens lærdomscentre og oplysningstidens filosoffer. På hver deres måde udnyttede de oldtidens overleverede skriftlige kilder om demokratiet – og videreudviklede dem så meget, at de forandrede sig.
Det er den mellemliggende periodes lærde - filosoffer, politiske tænkere og politikere - der igennem historien har videreleveret og videreudviklet de tanker om demokratiet, som vi i dag bygger folkestyret på.
Vores demokrati er altså mere et resultat af Europas historiske udvikling, end det er en politisk kultur og orden, vi har fra fra oldtiden.
Demokratiets forandring begyndte i middelalderen, hvor de oprindelige demokratiske tanker fra oldtiden blev 'censureret'.
»Arven fra antikken har vi fået via de overleverede tekster. Men ved Middelalderens lærdomscentre koncentrerede man sig kun om de tekster fra antikken, der var relevante at inddrage i samtidige historiske og teologiske studier.«
»Det betød, at en del tekster ikke fandt vej til eftertiden, fordi de altså ikke blev kopieret og kunne indgå i den handel og udveksling med manuskripter, som var et væsentligt element i lærdomscentrenes udvikling,« fortæller Jens Krasilnikoff.
For munkene, der sad i klostrenes studerekamre og på bibliotekerne, var det nemlig vigtigt, at de tekster, der blev bevaret, passede ind i deres verdensbillede. Et verdensbillede, hvor Gud og kristendommen var det naturlige centrum.
Derfor vurderede munkene mange tekster som værdiløse, hvis de ikke passede ind i det kristne syn på verden.
Vi kender af den grund kun det oldgræske demokrati, som det er beskrevet i de kilder, som middelalderens munke valgte at bevare. Men selv ud fra de kilder kan vi se, at Athens demokrati på mindst et særligt punkt adskilte sig markant fra vores.
»Oldtidens demokrati var direkte. Borgerne mødtes på torvet og stemte om tingene, og det er en græsk opfindelse. Men det er vores repræsentative demokrati ikke,« siger Jens Krasilnikoff.
Det repræsentative demokrati – hvor vi stemmer på folk, der kan repræsentere os i Folketinget – er en langt senere opfindelse.
»Det repræsentative demokratis oprindelse har vi til gengæld fra oplysningstænkere,« fortæller Jens Krasilnikoff.
De samme oplysningstænkere inspirerede til den franske revolution, som brød ud i 1789. Men de tænkere var altså ikke inspireret direkte af det athenske demokrati.
»Den tids revolutioner – også den amerikanske – var inspireret af Roms blandingsforfatning. I Rom var der foruden demokratiske også oligarkiske og monarkiske elementer i forfatningen, og de elementer kan man også finde i 1700-tallets revolutionsforfatninger,« siger Jens Krasilnikoff.
Han peger på, at 'Senatet' i USA og 'konsulerne' i Frankrig er gode eksempler på, at revolutionernes fædre opkaldte institutioner i de nye samfund efter romerske forbilleder. Ikke efter Athen.
Først i midten af 1800-tallet begynder man at fokusere på Athens demokrati som et forbillede. Førhen havde filosofferne mest set det oldgræske demokrati som et utopia.
»Men den engelske bankmand og historiker George Grote gjorde Athen til et studieobjekt. På det tidspunkt skød der demokratier op i Vesteuropa – jo også i Danmark. Grote og andre perspektiverede de nye demokratier i forhold til det gamle i Athen,« fortæller Jens Krasilnikoff.
På den måde opstod vores nutidige opfattelse af, at der er en sammengæng mellem vores demokrati og det, der fandtes i Athen..
Men selvom nutidens demokrati altså hverken praktisk eller organisatorisk har ret meget at gøre med det, der fandt sted på torvet i det oldgræske Athen, er der alligevel lighedspunkter.
»En ting, som man havde i Athens demokrati, og som vi også har i dag, er idealerne om frihed og lighed – herunder såmænd også ytringsfrihed.«
»Dog var det demokratiske individ i oldtiden en mand over tyve år, hvis forældre begge var borgere. Og store dele af befolkningen havde ikke stemmeret. Blandt andet kvinderne og de frie fremmede, metøkerne,« siger Jens Krasilnikoff.
Så selvom frihedsrettighederne går igen, er den måde, de bliver fortolket på, meget anderledes i dag end i antikken.
Artiklen er opdateret 17.1.2011, red.
