Torsdag den 4. juni 1964 klokken 19-20 sendte Danmarks Radio den sidste reelle udgave af hitlisteprogrammet Ti vi ka’ li’, som var blevet sendt ugentligt i radioen siden den 18. oktober 1962.
Ugen efter takkede Jørn Hjorting, som var vært i samtlige programmer, nemlig af med en særlig udgave af udsendelsen, hvor man kunne stemme på de 21 seneste numre, der havde ligget på førstepladsen i programmet.
Ti vi ka’ li’ var i modsætning til den Top 20-liste, Jørgen Mylius introducerede i slutningen af januar 1963, baseret på stemmer fra et levende publikum.
Med direkte forbillede i det svenske program ’Tio i topp’ rejste man rundt i landet og spillede en række numre for et antal unge mennesker, som selv stod for selve arrangementet.
De enkelte numres popularitet i forsamlingen blev målt efter, hvor højt bifaldet var efter hvert nummer. Da de unge åbenbart ikke havde samme smag landet over, hoppede og dansede resultaterne voldsomt fra uge til uge.
Det vides ikke, hvor man sendte fra denne torsdag, men de forsamlede teenagere har været ret enige. At dømme efter indikatorerne, som blev angivet i procent, var larmen infernalsk, da den 11. plade var blevet spillet.
Med 98 procent vandt sangen ’We Love You Beatles’ med gruppen The Carefrees suverænt afstemningen denne dag. På andenpladsen kom The Beatles med ’Do You Want To Know A Secret’.
Hvis man opholdt sig i København den dag, kunne man ved selvsyn erfare, at det langt fra kun var The Carefrees, som elskede The Beatles.
Ret beset har det nok ikke været helt tilfældigt, at ’We Love You Beatles’ blev spillet i Ti vi ka’ li’ netop den dag.
På det tidspunkt, hvor sangen blev spillet i radioen befandt The Beatles sig nemlig i KB-hallen i København, hvor de netop havde afsluttet den første af to koncerter på dansk grund og var ved at gøre klar til den næste.
Dette er den tredje af en række artikler, som forskningsbibliotekar på Det Kongelige Bibliotek Henrik Smith-Sivertsen hver uge skriver om forskning i dansk populærmusiks historie.
Artiklen er en forkortet udgave af en længere artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside
’We Love You Beatles’ handler, som titlen og teksten klart viser, om at beundre The Beatles. Hvorvidt pigerne i The Careless, som var en britisk studiegruppe, der var samlet til lejligheden, reelt set var fans af gruppen, vides ikke og er i praksis ligegyldigt.
Sangen er grundlæggende et af mange samtidseksempler på, at The Beatles på kort tid havde opnået en særdeles stor popularitet.
Man skal ikke lede længe efter fortilfælde: Ugen inden ’We Love You Beatles’ strøg til tops på Ti vi ka’ li’, havde man spillet et andet nummer af samme karakter: ’I’ll Let You Hold My Hands’ med The Bootles.
Sangen, som såvel tekstligt som musikalsk tydeligvis var en svarsang til The Beatles’ ’I Want To Hold Your Hand’, faldt ikke i det tilstedeværende publikums smag. Men alene det, at man altså to uger i træk spillede sange, der handlede om The Beatles, viser, hvor store de var.
Selv Gustav Winckler, som ellers ikke plejer at blive forbundet med pigtråd og ungdomsmusik, hoppede med på bølgen. Han fik nemlig fat i en tysk sang med adresse til The Beatles og skrev selv en dansk tekst til.
Resultatet blev sangen ’Jeg ønsker på min fødselsdag en Beatle’ med The Sweatles, udsendt på Wincklers eget plademærke, Life Records. Sangen med den uforglemmelige eftersætning »That would be Wunderbar – hvis jeg fik lov af far« blev dog ikke noget større hit.
Der er mange grunde til, at The Beatles blev så store, som de blev. Først og fremmest var de naturligvis dygtige musikere på deres felt og viste sig også hurtigt at være endog særdeles habile sangskrivere.
Men det var i høj grad også en del af historien, at de havde pressetække i helt ualmindelig grad.
Godt hjulpet af deres meget dygtige manager Brian Epstein formåede de på kort tid at skabe en hidtil uset stærk fortælling om de fire meget forskellige individer, som tilsammen udgjorde denne magiske konstellation.
Det afspejles fint i ’We Love You Beatles’. Her er der et vers til hvert orkestermedlem med, om end meget korte, personkarakteristikker.
Man får således at vide, at John siger »wacky things« og at Paul har et dejligt smil, hvilket i begge tilfælde ikke var helt forkert.
Betydningen af dette fokus på deres respektive personligheder kan ikke overvurderes, for det betød, at der var fire muligheder for at forelske sig i eller identificere sig med personerne i samme orkester.
Om man var til Cliff eller Elvis blev nu afløst af, om man var til John, Paul, George eller Ringo. Og uanset hvem, man var til, skulle man selvfølgelig skrige, hvis man så dem.
Når man sætter ’We Love You Beatles’ på pladespilleren, går der lige et par sekunder inden musikken starter. Der skal nemlig lige skriges først.
At man havde valgt at indlede denne sang om at være Beatlesfan med et par skrigende piger illustrer fint, hvordan historien om netop de skrigende piger var vigtig en del af fortællingen om The Beatles.
I de danske aviser var fansenes adfærd ved Beatles-koncerter et helt centralt emne, allerede fra de første omtaler af orkestret i efteråret 1963, og op til koncerten i København, konsulterede man som nævnt eksperter for at forklare de unges opførsel.
Det pudsige er, at der i sagens natur ikke var nogen, der vidste, hvordan fansene ville agere. The Beatles havde jo aldrig været i landet før, og der var faktisk ikke de store traditioner for at skrige ved koncerter i Danmark.
Alligevel tog man det som en selvfølge, at dette ville ske. Faktisk var det lige før koncerterne ikke blev til noget. Politimesteren på Frederiksberg, hvor arrangementet skulle løbe af stablen, skred nemlig ind kort tid efter offentliggørelsen af, at man ville få fint besøg fra Liverpool.
Ifølge pressen frygtede han tumulter i et omfang, som han ikke kunne stå inde for og overvejede derfor kraftigt at nedlægge forbud mod koncerterne. Sagen kom helt op på ministerieplan, for justitsministeren, Hans Hækkerup, gik ind i sagen.
Også han var meget bekymret, men endte dog med at give sin tilladelse med en principiel begrundelse om, at det ikke var en politiopgave at anlægge kvalitetsbetragtninger over koncerter.
We love you Beatles, oh yes we do.
We love you Beatles, and we'll be true.
When you're not near to us, we're blue.
Oh Beatles, we love you.
yeah yeah yeah yeah
We love you Ringo, oh yes we do...Det fantastiske ved sagen er, at det hele udsprang sig af, at politimesteren sammen med sine nærmeste rådgivere havde været i biografen.
Nærmere bestemt Palladium, for her havde man i hele april måned vist en lille forfilm med The Beatles inden filmen ’Selvmordsskolen’.
Det var oplevelserne fra disse få minutters koncertklip, der lå til grund for overvejelserne, og justitsministeren var også en tur forbi Palladium, inden han tog sin beslutning.
Folkene på Palladium har ikke været helt uden forretningssans, for allerede på premieredagen reklamerede man ikke blot for hovedfilmen, en dansk komedie med folkekære skuespillere. Også forfilmen med The Beatles var nævnt i avisannoncerne.
Hvor stor betydning forfilmen havde for besøgstallene vides ikke, men ’Selvmordsskolen’ kørte i hele syv uger og var en meget stor publikumssucces.
Da den havde aftjent sin værnepligt i Palladium flyttede man i øvrigt Beatles-forfilmen over til relanceringen af en 25 år gammel Marx Brothers-film, så man stadig kunne se The Beatles i biografen.
Det var altså ikke kun The Beatles, deres manager og koncertarrangørerne, som sandsynligvis har været vældig tilfredse med al den gratis reklame, når det kom til stykket.
The Beatles korte besøg i Danmark blev en historisk begivenhed, hvor Danmarks ungdom endelig kunne bryste sig af at være blevet en del af 'det store udland'.
Eller rettere: De, som befandt sig i København. Resten måtte nøjes med skrigene i starten af ’We Love You Beatles’.
Artiklen er en forkortet udgave af en længere artikel på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside: We love You Beatles – The Carefrees.
I et læserbrev i Familie Journalen i november 1964 beskriver en 16-årig pige sin begejstring for The Beatles - og det medfølgende skrigeri:
»Nu er der blevet talt og skrevet så meget om, hvorfor pigerne hyler og skriger, så snart ’The Beatles’ viser sig. Jeg er selv en pige på 16 år, der har Beatlesmani. Jeg var både i lufthavnen, ved hotellet og til koncert, og jeg skreg alle tre steder. Nu vil jeg prøve at forklare, hvorfor jeg skreg. Når man har været så heldig at sikre sig en billet til en Beatles-koncert, går man og glæder sig til den store dag, det vil blive. Når så dagen endelig kommer, og man ser de fire på scenen, kender begejstringen ingen grænser, og det ville være helt tåbeligt bare at sidde og klappe, det kan slet ikke udtrykke, hvad man føler, når man er Beatles-fan. Derfor skriger man.«
Man kan se klip fra The Beatles' besøg i Danmark på DR.dk/bonanza.
Bemærk venligst, at skrigene looper og dermed sandsynligvis er klippet på til udsendelsen, der blev sendt 13. juni 1964. Med andre ord var det ikke nødvendigvis sådan, det lød.
Listerne fra Ti Vi Ka' Li' er desværre ikke tilgængelige online. Det vil sandsynligvis først ske i starten af 2012.
I stedet kan man se Top 20-listen fra samme uge på danskehitlister.dk.
Det Kongelige Bibliotek, Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek, er en del af Kulturministeriet.
Det Kongelige Bibliotek er Danmarks nationalbibliotek og universitetsbibliotek for Københavns Universitet.
Det Kongelige Biblioteks mission er at virke for uddannelse, forskning og oplysning i nutid og fremtid.
Derfor???
En ikke uinteressant artikel - Men en noget misvisende titel.
Der gives jo igen grunde til at de skreg....