Derfor er robotter og klovne så uhyggelige
Robotter og computeranimationer, der ligner mennesker, er tit super uhyggelige. Teorien om ’den uhyggelige dal’ forklarer hvorfor.

Den japanske robot-forsker Masahiro Mori tegnede sin teori om den uhyggelige dal - the uncanny valley - som grafer. Ting, der bevæger sig, har vi lettest ved at knytte følelsesbånd til (den stiplede linje). Derfor falder vores positive følelser i forhold til dem ekstra meget, når de ligner mennesker - men ikke er det. Tendensen findes i også i forhold til ting, der ikke bevæger sig (den sorte linje). Men de ting gør ikke så stærkt indtryk på os. (Grafik: Masahiro Mori)

Forskerne syntes ikke, det var uhyggeligt. Men det syntes håndværkeren. Han var kommet til Aalborg Universitet for at reparere noget udstyr i laboratoriet på Center for Computermedieret Erkendelse.

På en stol henne i hjørnet sad en stor robot, der på en skønhedsplet lignede centrets professor Henrik Schärfe. Håndværkeren nægtede at arbejde i lokalet, uden at der var mindst ét andet levende menneske til stede. Det var ikke nok bare at slukke robotten.

Måske kender du selv håndværkerens følelse. En robot eller en dukke, der ligner et menneske, kan være super uhyggelig. Robotten kan ligne et menneske, men små tegn – for eksempel døde øjne eller kluntede bevægelser – afslører, at den alligevel ikke er menneskelig.

Den slags ’væsner’ befinder sig i det, forskere kalder ’den uhyggelige dal’. Dalen er det hul vi følelsesmæssigt falder ned i, når vi møder noget, der ligner et menneske – men viser sig ikke at være det. Det fortæller videnskabelig assistent Mathias Clasen, der forsker i monstre ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.

»Jeg har brugt teorien om ’den uhyggelige dal’ til at undersøge, hvorfor nogle monstre er uhyggelige. Zombier, for eksempel. Og klovne. Alle ved, at klovne er rasende uhyggelige. Det er kun cirkusbranchen, der ikke har opdaget det. De ligner voksne mænd, men deres make-up og barnlige adfærd lever ikke helt op til det, vi forventer af et voksent menneske. Og så bliver vi utilpasse,« siger Mathias Clasen.

Jo mere menneskelignende desto mere uhyggelig

Teorien om den uhyggelige dal – eller ’The Uncanny Valley’ – blev skabt tilbage i 1970 af en japansk robotforsker, der hedder Masahiro Mori.

Er det et menneske eller en maskine? Professor Henrik Schärfe har fået lavet en robot-kopi af sig selv.

Robot-forskeren havde observeret, at vi knytter forskellige følelser til forskellige slags robotter.

  • Vi har svært ved at føle noget særligt for robotter, der ikke ligner mennesker. For eksempel industrirobotter eller støvsugere.
     
  • Men hvis robotterne får øjne, mund og måske hænder og fødder, så begynder vi at kunne holde af dem. Og jo mere robotterne ligner os mennesker, desto mere kan vi knytte varme følelsesmæssige bånd til dem.
     
  • Men på et tidspunkt ligner robotterne mennesker så meget, at det bliver uhyggeligt. Så sker der et drastisk dyk i vores positive følelser for maskinen. Det dyk kaldte Masahiro Mori for ’den uhyggelige dal’.
     
  • Menneskelignende robotter kommer først op af den uhyggelige dal den dag, de 100 procent ligner og opfører sig som mennesker.

Henrik Schärfe kender udmærket teorien, for den er en vigtig del af hans forskningsområde. Det var hans robot-dobbeltgænger, som freakede håndværkeren på Aalborg Universitet ud. Men med sin forskning udfordrer han faktisk den lære, som Masahiro Mori drog efter at have undersøgt den uhyggelige dal.

»Masahiro Mori foreslog, at vi ikke skal lave robotter for menneskelignende. De må ikke blive for superrealistiske, for så bliver de uhyggelige. Men mine kollegaer og jeg forsker alligevel i, hvordan mennesker og menneskelignende robotter kan kommunikere med hinanden,« fortæller Henrik Schärfe.

Computeranimerede mennesker kan være uhyggelige

Forskere og robotudviklere diskuterer hidsigt teorien om den uhyggelige dal. På den ene side er det svært at finde regler for, hvad der gør en robot uhyggelig. På den anden side tyder flere undersøgelser på, at fænomenet faktisk findes.

Fænomenet bliver da også taget seriøst af andre folk end robot- og gyser-forskere. Grafikere, der laver computergenererede billeder til film og computerspil, interesserer sig også for det.

Erfaringer viser nemlig, at animerede mennesker kan ende i den uhyggelige dal, hvis de er meget realistiske, men alligevel ikke helt bevæger sig som rigtige mennesker.

  • Nogle animerede personer er ikke uhyggelige. Tænk for eksempel på menneske-figurerne i 3D-animationsfilm som ’Op’ og ’De Utrolige’. De ligner kluntede tegnefilmsfigurer og er elskede af mennesker over hele Jorden.
     
  • Anderledes uhyggelige er menneskerne i animationsfilm som ’Polar-ekspressen’ fra 2004 og ’Final Fantasy: The Spirits Within’ fra 2001. I dem har animatorerne forsøgt at skabe livagtige, menneskelignende animationer. Men det har resulteret i eventyrverdener befolket af levende mannequin-dukker uden livsglød i ansigterne.
Fakta

Der bliver forsket en del i ’den uhyggelige dal’. I 2009 blev en gennemgang af forskningen på området fremlagt af professor i psykologi ved University of Glasgow, Frank E. Pollick, ved den internationale konference First International Conference, UCMedia 2009.

Gennemgangen viste, at man på den ene side ikke har fastslået hvilke ansigts- og bevægelsestræk, der fremkalder ’den uhyggelige dal’. På den anden side lader det til, at fænomenet alligevel findes i en eller anden udstrækning.

Ved premieren til ’Final Fantasy: The Spirits Within’ syntes mange, at filmens udtryk var uhyggeligt, og den stort profilerede film blev en dundrende underskudforretning. Sandsynligvis fordi de animerede mennesker både var realistiske og urealistiske på samme tid. De befandt sig i den uhyggelige dal.

Aber oplever den uhyggelige dal

Når klovner, zombier, robotter og computeranimerede mennesker kan vække frygt i os, er der sandsynligvis tale om en biologisk refleks. En refleks, som vi har tilfælles med aber, hvis man skal tro et amerikansk studie fra 2009.

Forskere fra Princeton University satte sig for at undersøge, om makakaber også kan opleve den uhyggelige dal. Derfor lavede de tre billeder af makakaber, som de viste til en abeflok:

  • Et fotografi af rigtige aber.
     
  • En ikke-realistisk computertegning af aber.
     
  • En næsten-realistisk computertegning af aber.

Aberne i flokken var meget interesserede i fotografiet og den ikke-realistiske tegning. De smaskede og sagde abe-lyde, når de så på dem. Men den næste-realistiske tegning kunne de ikke håndtere. De vendte hovederne væk og var tydeligvis bange.

»Undersøgelsen viser, at ’den uhyggelige dal’-effekten ikke kun findes hos mennesker. Samtidig viser den, at hypoteserne om, at effekten har sin oprindelse i evolutionen er holdbar,« sagde Asif Ghazanfar, lektor i psykologi ved Princeton Neuroscience Institute i en pressemeddelelse, da han fremlagde sin forskning i 2009.

Mathias Clasen forsker i, hvordan vi kan forklare monstres uhygge ved hjælp af evolutionsteorien. Han vurderer, at abernes reaktion ligner adfærden hos andre dyr.

Abeansigterne yderst til højre og venstre var aberne ikke bange for. Men de næsten-realistiske billeder i midten ville de ikke se på. (Foto: Fra den videnskabelige artikel)

»Jeg tror, mekanismen har rod i det forhold, at mange dyr er meget opmærksomme på deformiteter eller smitsomme sygdomme hos artsfæller.«

»Hvis frøer støder på en artsfælle med deformiteter eller en tydelig sygdom, så undgår de dem. I dyreriget holder man sig på afstand af dem, der ser underlige ud, for selv at undgå sygdom,« siger Mathias Clasen.

Dyr opfatter ikke uhygge – de bliver bange

Forsøget med makakaberne er meget interessant, synes monsterforskeren. Men han vurderer, at abernes reaktion ikke helt kan sammenlignes med menneskers reaktion på noget uhyggeligt.

»For makakaberne er den uhyggelige dal et virkeligt fænomen. Der er bare den forskel i forhold til os mennesker, at aberne kigger væk, når de ser en zombie-abe. Vi mennesker bliver derimod fascinerede og stirrer endnu mere, når vi ser noget unormalt.«

»Vi deler meget af vores psykologiske hardware med aber. Men vi har lige lidt ekstra hjerne forrest i kraniet, og det betyder, at vi kan skelne virkelighed fra fiktion. Det er derfor, vi kan finde en nydelse ved at se på monstre, selvom de er uhyggelige,« siger Mathias Clasen.

Abernes hjerner ligner simpelthen ikke menneskets så meget, at vi kan sammenligne to arters oplevelse af den uhyggelige dal. Det vurderer også lektor Rikke Schubart, der forsker i gyserfilm og uhygge ved Medievidenskab, Syddansk Universitet.

Mennesker, der er plastikopererede i ansigtet, eller malerier, hvor de portrætterede er malet lidt grotesk. Begge dele er eksempler på, at det, der ligner noget menneskeligt - men ikke helt er det - kan være uhyggeligt. (Foto: Maleri fra 1600-tallet)

Hun konstaterer, at der er forskel på abers og menneskers møde med den uhyggelige dal.

  • Aberne bliver bange, når de møder den uhyggelige dal,
     
  • imens vi mennesker snarere oplever mødet som uhyggeligt.

»Mennesker kan synes, at noget er uhyggeligt og reagere på det. Dyr kan også reagere, men det er fordi, de bliver bange – ikke fordi de opfatter uhyggen. Aber kan være bange. Og gazeller kan være bange, når noget – måske et rovdyr – bevæger sig omkring dem i græsset. Men det er ikke det samme som uhygge.«

»Uhygge kan du derimod først opfatte, når du har evnen til at reflektere. Når du hører, at der er nogen uden for din dør en mørk aften, opstår uhyggen, fordi du reflekterer over, om det er en psykopatisk morder, et spøgelse eller – forhåbentlig – bare din mor. Uhygge er afhængig af, om de har evnen til at komme i tvivl om, hvad der er rigtigt – og den evne tyder forskningen altså ikke på, at dyr har,« siger Rikke Schubart.

Kommunikation kan bryde uhyggen

Tvivl er nok også den første reaktion mange har, når de ser Henrik Schärfes robot i aktion. Så livagtig er den. Derfor kan mange nok forstå, hvorfor håndværkeren på Aalborg Universitet syntes, den var uhyggelig at være i nærheden af. Det er i hvert fald let at komme i tvivl om, hvorvidt der er tale om et rigtigt menneske eller ej.

Henrik Schärfe mener dog, at man kan komme op af den uhyggelige dal, hvis al tvivl bliver udryddet, og man finder ud af, at der ikke er noget at frygte.

»Det øjeblik man opdager, at man ikke står over for et menneske, men en maskine, kan være uhyggeligt. Men uhyggen fortager sig hurtigt, når man begynder at kommunikere. Det kan vi se i vores forskning, som netop drejer sig om, hvordan menneske og robot kan holde gang i en kommunikation.«

Det ligner et barn, men de fleste er nok glade for, at 'Baby Laugh A-Lot' bare er en dukke.

»I artiklen om den uhyggelige dal beskriver Masahiro Mori, at man kan få oplevelsen, hvis man giver hånden til en mand, der har en protesearm. Det er i første omgang uhyggeligt, at man imod forventningen ikke får en menneskehånd. Men derfor kan man godt bagefter finde ud af, at det er en meget fornuftig mand, og at man kan have en behagelig samtale med ham,« siger Henrik Schärfe.

Vores livserfaring former mødet med dalen

Vi mennesker kan godt kan lære at sætte os ud over den biologiske refleks, som kaster os ned i den uhyggelige dal.

Henrik Schärfes forskning tyder på, at forskellige mennesker opfatter menneskelignende robotter forskelligt. Simpelthen fordi de møder robotterne med forskellige livserfaringer.

»Vi har hæftet os ved, at det betyder noget, hvor gammel man er. Vi har præsenteret robotten for både børn og teenagere.«

»Når vi lader robotten kører i automatisk tilstand, hvor den bevæger sig lidt og blinker med øjnene en gang imellem, bliver børn i 5-7 års-alderen bange. Men giver vi os til at bruge dens kunstige muskler, synes de den er sjov. Så bevæger den sig ligesom en actionman. Derimod freaker teenagerne ud over den, fordi de ser en mand, der bevæger sig virkelig underligt,« fortæller Henrik Schärfe.

Vores oplevelse af menneskelignende skabninger er altså afhængig af to faktorer:

  1. Den biologiske refleks, der sender os ned i den uhyggelige dal.
     
  2. Vores kulturelle erfaringer, der kan afbøde faldet. Hvis vi først har erfaret, at robotter, klovner eller computeranimerede mennesker ikke er onde, kan vi hurtigt ryste den værste uhygge-stemning af os.

Den danske robotforsker Henrik Schärfe blev verdensberømt i 2012, hvor han kom på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer det år. Som den første vesterlænding fik han fremstillet en tro robotkopi af sig selv – en såkaldt geminoid, som han bruger i sin forskning. Forinden havde verden set to japanske geminoider. (Billede: Fra videoen GeminoidDK)

»Vores forskning tager udgangspunkt i det, kognitions-videnskaben kalder ’blended presence’: Når vi sanser noget, reagerer vi på det ved, at vores hjerne blander vores umiddelbare sansning med nogle kulturelle forestillinger.«

»Lad mig forklare: Hvis jeg står i New York ved Ground Zero kan jeg se World Trade Centers store tårne foran mig, selvom der kun er et hul i jorden og et springvand. Det er fordi jeg blander det, jeg står og ser, med fortællingerne om stedet.«

»Det samme er tilfældet, når vi ser på de menneskelignende maskiner. Dem ser vi også igennem et kulturelt filter. De fleste af os danskere har vores primære erfaring med robotter fra science fiction og uhygge-historier. Derfor ser vi dem igennem dét kulturelle filter. Men det kan ændre sig, hvis vi får et andet indtryk af maskinerne,« siger Henrik Schärfe.

Vi kan undgå den uhyggelige dal

Vi kan lære, at der ikke er noget uhyggeligt ved robotter, klovner, computeranimerede mennesker og zombier. Men det kræver, at vi er 100 procent sikre på, at de ikke vil os noget ondt.

Der er også den mulighed, at vi udrydder uhyggen ved at udvikle robotter, der er så menneskelige, at vi aldrig opdager, de er robotter. Så opstår der ingen tvivl – og heller ingen uhygge.

Det var sandsynligvis det, der skete, da Henrik Schärfs robot en dag underviste de intetanende studerende i universitetets auditorium. Mange sad så langt fra den, at de ikke opfattede, det var en robot.
 

Freud undersøgte det uhyggelige

Teorien om den uhyggelige dal bygger videre på en undersøgelse af ’det uhyggelige’, som blev foretaget i 1919 af psykoanalysens fader Sigmund Freud (1856-1939).

Freud forklarede i artiklen ’Das Unheimliche’, at uhygge opstår, fordi vi bærer rundt på en masse fortrængte følelser. Når følelserne springer frem er de uhyggelige, fordi de på samme tid er kendte og ukendte for os.

På tysk betyder ’Heimlich’ både ’hjemlig’ og ’hemmelig’. Das Unheimliche betyder altså på samme tid ’det kendte’ og ’det ukendte’.

I dag er der ikke ret mange forskere, der tager Freuds teori for gode varer.</p>

»Begrebet synes at indfange et fænomen, der er virkeligt. Men Freuds forklaring, tror jeg, er helt ude i hampen. Han siger, at uhyggen ved, at en mand få stukket et øje ud, peger tilbage på freudianske hypoteser som penismisundelse og kastrationsangst. Det er begreber, som videnskaben enten har tilbagevist, eller som stadig mangler empirisk underbygning,« siger Mathias Clasen.

Rikke Schubart har tidligere skrevet bøger med udgangspunkt i Freuds teori.

»Men dengang havde vi ikke så meget viden om hjernen. Så enten byggede forskningen i uhygge på freudiansk teori eller på, at folk, der så gyserfilm, kunne lide det, fordi de var sadistiske,« siger Rikke Schubart.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud