Derfor bliver Hillary Clinton opfattet som uoprigtig
I den amerikanske valgkamp er Hillary Clinton blevet kaldt uærlig og ligefrem landsforræder. Men hvorfor har så mange et dårligt indtryk af præsidentkandidaten?
Hillary Clinton præsidentvalg republikanere demokrater Bill Clinton skandale uærlig uhæderlig upålidelig reserveret karaktertræk politik

Hillary Clinton kaldes i et væk 'reserveret' og 'forbeholden', men hvordan er befolkningen endt med at få det indtryk af hende? (Foto: Shutterstock)

Hillary Clinton har været i det politiske rampelys i næsten 25 år. Alligevel føler vælgerne ikke, at de rigtig kender hende.

Siden hun første gang introducerede sig selv til den amerikanske befolkning under Bill Clintons præsidentkampagne i 1992, er hun blevet beskrevet med ord som 'reserveret', 'forbeholden', 'hemmelighedsfuld', 'undvigende' og endda 'mystisk'.

De ikke særligt flatterende beskrivelser og anklagerne om upålidelighed synes altid at dukke op med fornyet styrke, når hun forsøger at fremme sin politiske karriere.

I 1998 strøg Hillary Clintons popularitet dog til vejrs. Hun vandt den amerikanske befolknings medfølelse og forståelse, da Bill Clintons sidespring blev afsløret.

LÆS OGSÅ: Præsidentkandidaterne har glemt videnskaben​

Popularitet styrtdykkede med de politiske ambitioner

Hillarys popularitet styrtdykkede dog det samme øjeblik, rygterne om hendes planer om at stille op til valget som senatorkandidat for delstaten New York begyndte at cirkulere.

Hillary Clinton fik topkarakter for rollen som præsident Obamas loyale udenrigsminister, men hendes popularitet raslede ned, da hun bekendtgjorde, at hun selv agtede at stille op til præsidentvalget.

Hver gang hun har forsøgt at bryde igennem det politiske glasloft, er hun blevet fordømt som værende en politisk opportunist.

Hvad ligger der bag opfattelsen af Hillary Clinton som upålidelig og uægte – er det opfattelsen af, at hun mangler karakteregenskaber som ægthed, oprigtighed og pålidelighed, eller at hun gemmer sit sande jeg fra den amerikanske offentlighed?

Her leverer vi fire forklaringer, der alle er baserede på grundig og omhyggelig gennemgang af Hillary Clintons taler og forfatterskab, samt den måde hvorpå medierne har dækket hendes liv i de forløbne 25 år.

LÆS OGSÅ: Forsker om Donald Trumps kropssprog: Det er bølleadfærd

1. Kønspolitik

Hillary Clintons helt unikke karriereforløb er uden tvivl en medvirkende faktor til hendes pålidelig- og oprigtigtighedsproblemer.

Aldrig før i USA's historie har man set noget, der ligner hendes karriereforløb: Førstedame, senator, udenrigsminister og nu præsidentkandidat. 

Karrieren overtræder åbentlyst de konventionelle kønsmæssige grænser.

I USA forventer man, at præsidentfruerne støtter op om deres mænd, og at de ikke har en uafhængig skæbne. 

Bill Clinton satte Hillary ved roret i rollen som virtuel 'co-præsident', og hun blev som den første af de amerikanske præsidentfruer direkte involveret i det politiske arbejde og fremlagde i 1993 et forslag til en national sygesikringsordning.

Hillary Clinton præsidentvalg republikanere demokrater Bill Clinton skandale uærlig uhæderlig upålidelig reserveret karaktertræk politik

Monica Lewinsky havde en affære men Bill Clinton, mens hun arbejdede som praktikant i Det Hvide Hus. Da affæren blev offentligt kendt og betegnet som Lewinsky-skandalen eller Monicagate, fik det en drastisk negativ indflydelse på Bill Clintons anden præsidentperiode. Affæren resulterende til sidst i en rigsretssag mod ham, hvor han dog blev frikendt. (Foto: Shutterstock)

Det betød også, at hun var umulig at klassificere for de amerikanske vælgere.

Hendes håndtering af såvel de private som de politiske virkninger af Lewinskyaffæren og rigsretssagen mod hendes mand, Bill Clinton, i 1998-99 gjorde hende til en yderst populær skikkelse blandt liberale amerikanere, og offentligheden tog hende til sig som den 'forsmåede hustru'.

Hillary Clinton kunne have reddet celebrity-bølgen, hvis hun havde malket rollen, hvis havde lade sig skille fra Bill Clinton og udgivet en altafslørende biografi om hendes ægteskab, eller havde fundet sig til rette som vært for et reality show.

Men det var en vej, Hillary Clinton forkastede. 

I stedet blev hun Bill Clintons mest trofaste og standhaftige juridiske rådgiver og hjalp ham med at redde præsidentposten.

Hillary Clintons afvisning af de konventionelle kønsforventninger fik en række journalister og politiske eksperter til at affærdige hende som Bill Clintons politiske bonkammerat i et 'ubegribeligt ægteskab'.

LÆS OGSÅ: Forsker: Statistikken og historien levner ikke Donald Trump en chance

2. Partipolitik

Amerikansk politik er ofte en hadsk partipolitisk affære; et skalkeskjul for personattentat frem for egentlig politik.

I tider med stor partiskhed har kampagnerne fokuseret på angreb på oppositionens grundlæggende anstændighed og egenthed.

Hillary Clinton har stået for skud for republikanerne lige siden Bill Clintons første præsidentperiode. 

Det betyder, at hun har stået over for det ene uløselige dilemma efter det andet.

Hvis hun siger sin mening, er hun en overilet og 'usympatisk feminist'. Men hvis hun derimod forsøger at blødgøre stereotyperne, er hun en kamæleon; villig til at sige eller gøre hvad som helst for at fremme sin mands eller egne politiske interesser.

Hendes modstandere siger, at hendes 'arrogance' og skødesløshed har bidraget til de uendelige republikanske efterforskninger som Whitewater, Bill Clintons rigsretssag og Benghazi-skandalen. 

I skrivende stund har efterforskningen ikke fundet nogen rygende pistoler, men beskyldninger om Clinton-familiens fond, The Bill, Hillary & Chelsea Clinton Foundation og hendes 33.000 e-mails fortsætter, hvilket sætter nye spørgsmålstegn ved hendes karakter.

Den sky, der hænger over hende, blev kun mørkere, i takt med at rygterne om nye e-mails spredtes, for ikke at tale om hendes nærmeste rådgiver, Huma Abedin, og hendes mand, den amerikanske politiker Anthony Weiner, der har været involveret i tre sexskandaler.

LÆS OGSÅ: Kan du ikke li' kandidaterne - sådan vælger du

3. Mediepolitik

Nærmest som et ekko understreger nyhedsmedierne ofte Hillary Clintons påståede 'uægthed'; en slags journalistisk stenografi, der beskriver enhver politisk modvind, hun står over for.

Tusindvis af artikler enten forudsætter eller gransker Hillary Clintons  'upålidelighed' og 'uægthed'.

I modsætning til mediernes dækning af Bernie Sanders, der fokuserede på den måde, hans politik inspirerer millenniumgenerationen, er Hillary Clintons politik blevet betragtet mere som politisk beregning end overbevisning. 

Selv før Hillary Clinton bekendtgjorde, at hun agtede at stille op til præsidentvalget i 2016, gjorde adskillige nyhedsartikler det klart, at det var autenticitet, ikke politik, der ville være hendes største udfordring.

LÆS OGSÅ: Sådan vælges en præsident i USA

4. Clinton-politik

De mange års ransagelse og granskning har produceret en vis vagtsomhed i Hillary Clinton, der ironisk nok er med til at nære upålideligheds-mærkatet.

Hillary Clinton lader til at have det bedst, når hun kan koncentrere sig om politik og får lov til at holde sit privatliv for sig selv.

Men en politisk kampagne handler i høj grad om afsløringen af personen bag de offentlige gerninger og ord.

Hillary Clinton har trodset forventningerne og er gået meget langt for at beskytte sit privatliv, hvilket endda har ført til beslutninger, der har skadet hendes politiske karriere, som eksempelvis opsætningen af en e-mail-server på privatadressen.

Hendes erindringsbog 'Levende historie' illustrerer, at selv om hun godt forstår, at vælgerne forventer, at kandidaterne blotter sig, falder hun altid tilbage på reserveretheden og er forbeholden selv i skriftestolen.

I bogen udforsker hun kun kort sin vrede og smerte efter afsløringerne af Bill Clintons affærer. Derefter svinger hun hurtigt tilbage til sin tryghedszone som en kvinde, der fører an. 

Hillary nægtede at være den forsmåede hustru; svag, utøjlet og med et behov for at plapre om hele misæren som et plaster på såret. I stedet trådte hun direkte ind i anklagerrollen.

Hun tugtede sin mand for hans dårlige opførsel, men derefter var hun på Bill Clintons side og hjalp ham med at kæmpe mod anklagemyndigheden og Kenneth Starr for at redde præsidentposten for sin mand.

Clintons offentlige vagtsomhed betyder, at hun er kronisk sårbar over for anklagen om, at hun skjuler noget 'dystert' - uanset om den er fair eller ej.

LÆS OGSÅ: Stemmeoptælling i USA er upålidelig

Politisk ægthed

Vi ser diskussionerne om Hillary Clintons autenticitet som værende mindre om den 'sande' Hillary Clinton og mere som en Rorschach-test omhandlende kønspolitik, partipolitik og mediepolitik i begyndelsen af det 21. århundrede.

Hele oprigtigheds-argumentet synes at afsløre mere om valgprocessen end om Hillary Clinton selv.

Selvfølgelig er personligheden vigtig, og det er kun fair, at vi stiller spørgsmålstegn ved kandidaternes karaktertræk, men nutidens kampagner er blevet til giftige personattentater, der efterlader vælgerne misfornøjede, modløse og værst af alt kyniske.

De 25 år brugt på at efterforske Hillary Clintons karakteregenskaber har ikke afgjort noget som helst. 

Og hvis det blev gjort for at bremse hendes aspirationer, virkede det absolut ikke efter hensigten.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.