Et af de første billeder af betjente i Opdagelsespolitiet i København; en vældigt populær forgænger for kriminalpolitiet, oprettet i 1863. (Foto: Politihistorisk Museum)

Hvorfor dog nedlægge en afdeling af politiet, som er populær i den brede befolkning? Hvorfor fjerne en oplagt mulighed for, at dygtige efterforskere oplærer unge betjente og viser dem, hvordan de bedst finder frem til en forbryder?

Det vakte harme, ikke mindst inden for politiets egne rækker, da det blev besluttet at nedlægge kriminalpolitiet i Danmark i forbindelse med politireformen i 2007. Beslutningen er blandt andet kaldt »noget af det mest tåbelige, man kan finde på«. (se senere i artiklen).

Kriminalfolk var blevet overflødige

Alligevel var der faktisk en række gode grunde til at nedlægge kriminalpolitiet, viser ny forskning, og det var ikke bare for at skære ned og spare penge inden for politiets rækker, som kritiske røster ellers har påstået.

»Det virker godt nok kontra-intuitivt, at man nedlagde kriminalpolitiet, når det havde høj status i befolkningen. Men det skyldtes blandt andet, at udviklingen havde lagt kriminalpolitiets opgaver ud til andre afdelinger, særligt ordenspolitiet, og at man efterhånden finder dygtige efterforskere i faggrupper uden for politiets verden.«

»Der er simpelthen ikke længere brug for en stor gruppe specialister, der udelukkende består af politifolk,« konstaterer Frederik Strand, nyslået ph.d. fra Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet

Politiet mistede historisk prestige

Frederik Strand har lavet ph.d.-afhandling om kriminalpolitiets historie. Han har gravet dybt i historiske arkiver, været på besøg hos Interpol for at se på efterforskningsmetoder inden for blandt andet bekæmpelse af børneporno, og han har interviewet en række ledende danske politifolk.

I afhandlingen konkluderer han ganske vist, at kriminalpolitiet også blev nedlagt i 2007, fordi man kunne spare penge. Men vigtigere var det, at kriminalpolitiet havde bragt sig i farezonen, fordi det havde mistet en masse af den anseelse inden for egne rækker, som historisk set havde knyttet sig til politiets Sherlock Holmes-afdeling gennem 150 år.

»Samtidig skulle der løses nogle grundlæggende problemer, som havde rødder helt tilbage til 1863,« konstaterer Frederik Strand, der til daglig er museumsdirektør på Politihistorisk Museum.

1863: Opdagelsespolitiet bliver født

Det kræver en rejse tilbage i tiden at forstå problemerne ordentligt og få uddybet tabet af prestige, som i sidste ende har været med til lægge kriminalpolitiet i graven.

Indtil 1863 så den almindelige dansker politiet som enevældens forlængede arm. Politiet kunne finde på at løse forbrydelser ved at provokere folk til at overtræde loven, så de kunne blive anholdt med det samme. Rygter cirkulerede om, at politifolk brugte tortur for at tvinge tilståelser ud af mistænkte, og ingen havde tillid til politiets arbejde.

Fra 1863 sørger en ny lov for, at billedet ændrer sig. Alvorlige sager bliver afgjort i retssale af en dommer eller en jury, og i København bliver Opdagelsespolitiet oprettet og skal stå for en mere professionel efterforskning af kriminalsager.

Frederik Strand kalder ændringen for »én af de mest afgørende episoder i dansk politis historie«.

Frontløber inden for efterforskning

Et af de første redskaber, som blev brugt til at identificere forbrydere ved hjælp af antropometri var kraniemåleren. Den blev benyttet af en fransk politiembedsmand, Bertillon, der revolutionerede efterforskningen ved det 19. århundredes slutning. (Foto: Politihistorisk Museum)

Opdagelsespolitiet indfører og udvikler løbende en række metoder til efterforskning og opklaring:

Fotografi

: Politifolk tager systematisk billeder og udveksler dem med udenlandsk politi for at opklare forbrydelser.

Antropometri - kropsmålinger:

Man tager til Frankrig for at lære en metode til at identificere mennesker ved hjælp af komplicerede målinger af f.eks. arme, ben og hovedform for at finde ud af, om de tidligere har været straffet. Metoden bliver solgt som et stykke arbejde, der tager et par minutter, men da det reelt tager en halv times tid - og fordi kolonimagter klagede over, at de arresterede i kolonierne lignede hinanden for meget - gik man videre.

Daktyloskopi - fingeraftryk:

Inspireret af erfaringer fra Indien videreudvikler Centralbureauet for Identifikation en teknik, så man kan skelne hvert eneste mennesker fra andre ved hjælp af de små linjer på fingerspidserne.

Hvert eneste skridt mod bedre efterforskning kræver ny viden og ekstra uddannelse.

Politiets storhedstid

I det københavnske ordenspoliti bliver politiembedsmændene f.eks. så dygtige til at analysere fingerspidser, at de er med til at udvikle det internationale system for fingeraftryk, som blev brugt inden for Interpol frem til Anden Verdenskrig.

»Udviklingen giver generelt en kraftig forøgelse af Opdagelsespolitiets kunnen; et kompetencespring, som også præger dansk politi fremover. Personer inden for Opdagelsespolitiet får større viden, og det giver ikke bare status, men også en voldsom prestigeforøgelse for politiet som sådan,« forklarer Frederik Strand.

»Der er ingen tvivl om, at politiets popularitet bliver grundlagt i denne periode. Det er populært sagt storhedstiden for politiet.«

Stor utilfredshed i provinsen

Under overfladen bobler utilfredsheden i det danske politi. Udviklingen i det københavnske opdagelsespoliti skaffer nye metoder til efterforskning, men i provinsen følger uddannelsen ikke med, og opklaringen af flere drab sejler rundt.

Opdagelsespolitiet bliver tilkaldt i en række sager, men ender med at skabe mistillid mellem betjentene, som man kender det fra amerikanske actionfilm, når FBI-agenter invaderer efterforskningen i en lille provinsby.

I 1911 grundlægges et statspoliti, som skal håndtere arbejdet på tværs af politikredse.

Konflikterne mellem de lokale og de udsendte betjente bliver alligevel ved, så i 1937 bliver skridtet taget fuld ud: Det danske politi bliver opdelt i et statsligt kriminalpoliti, som tager sig af efterforskning, mens det kommunale politi bliver til ordenspoliti, som tager sig af alle andre opgaver.

En mand, som virkelig stillede krav til politiets analytiske evner, var en københavnsk indbrudtyv ved navn Julius Framlev, bedre kendt som Det Borende X. Han huserede frem til 1931, hvor han blev fængslet efter 15 års forbrydelser, hvor han som en anden Egon Olsen brød ind i gamle pengeskabe. (Foto: Politihistorisk Museum)

»Modsætningerne varer stort set frem til 2007, og de skyldes, at man ikke i tilstrækkeligt omfang får gennemført 1863-reformen i andre dele af politiet end Opdagelsespolitiet. Det er en vigtig modsætning i denne forbindelse, for det er også den, man forsøger at komme til livs i 2007,« siger Frederik Strand.

Narko og rockere starter politiets nedtur

Efter Anden Verdenskrig er især to bølger af kriminalitet med til at ændre Kriminalpolitiets arbejde:

Mere udbredt narkokriminalitet i 1960erne, som udløser mere samarbejde med ordenspolitiet, herunder uropatruljen. I årtierne, der følger, går gradvist flere af kriminalpolitiets opgaver med at efterforske over til enten ordenspolitiet eller - i tilfælde med grov organiseret kriminalitet - videre til Politiets Efterretningstjeneste eller Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC). Rockerkrigen op gennem 1980erne og 1990erne. Den sætter turbo på en tendens, der allerede startede i 1960erne under den øgede narkotikahandel, og som kun er øget endnu mere siden: At ansætte eksperter, som er uddannet uden for politiet, og som er gode til at analysere mange og komplekse data for at afdække organiseret kriminalitet.

»Man integrerer simpelthen andre uddannelser, f.eks. inden for it og filosofi. Det betyder, at selvom man stadig formelt set står for f.eks. dna-analyser, så bliver de praktisk varetaget af andre uddannelsesgrupper.«

Et tab inden for politiets egne rækker

»På den måde glider prestigen væk fra politiet selv, i hvert fald i politiembedsmænds selvopfattelse. Det bliver til et tab inden for politiets rækker, som dybest set bunder i, at analysekapaciteten inden for intelligence-baseret efterforskning har udviklet sig, som den har,« konstaterer Frederik Strand.

»Når kriminalpolitiet mister prestige i egne rækker, bliver der heller ikke kæmpet i samme omfang for at få tildelt ressourcer. Derfor kan man godt sige, at prestigetabet delvist har ført til nedlæggelsen af kriminalpolitiet i 2007,« mener han.

Arbejdet bliver lavet på samme måde

Nedlæggelsen af kriminalpolitiet var måske nok historisk, men den har reelt kun haft få konsekvenser for arbejdet med efterforskning. Det vurderer kriminalassistent Johan Kofod, der var en del af kriminalpolitiet fra 1981, og som i dag er fællestillidsmand i efterforskningsenheden under Københavns Politi.

»Det er jo sjovt, at det her tre år efter stadig bliver kaldt kriminalpolitiet internt, fordi det ligger mere mundret end 'efterforskningsafdelingen'. Du kan ikke rigtigt ændre arbejdet, og som det fremgår af artiklen, giver det jo heller ikke mening at lave om på noget, som er velfungerende. Det er det mest tåbelige, man kan finde på,« mener Johan Kofod, tidligere næstformand i Dansk Kriminalpolitiforening og nu med i Politiforbundets hovedbestyrelse.

Ifølge daværende rigspolitichef Torsten Hesselbjerg, der stod bag nedlæggelsen af kriminalpolitiet, var formålet at »røre ved Dansk Politis grundpiller, hvilket indebar en ændring af opdelingen i kriminal- og ordenspoliti, idet kulturforskelle betingede, at det opfattedes som mere 'fint' at være en del af kriminalpolitiet,« som han har sagt det til Frederik Strand.

Svært at tiltrække nye og kløgtige betjente

Beslutningen om at nedlægge kriminalpolitiet har til gengæld gjort det svært både at finde nye folk og at få de bedste betjente til at lave efterforskning, mener Johan Kofod.

»Efterforskningsarbejde handler nu mere om at sidde og fordybe sig og analysere og sætte brikker sammen. Sådan er det med bander, og sådan kan det også være med drab. Det foregår ikke længere ude på gaden med blåt blink og horn. Det giver mindre prestige i jobbet, og derfor er det svært at rekruttere de unge, som hellere vil ind i PET og være livvagter.«

»Samtidig har sammenlægningen af politikredse under reformen gjort, at mange betjente foretrækker at arbejde i lokalmiljøet i f.eks. Haderslev i stedet for at køre 125 kilometer for at tage til hovedstationen i Esbjerg, selvom de besidder de efterforskningsmæssige kompetencer til at arbejde med økonomi eller narko. På den måde oplever vi et kæmpe kompetence-tab i det ganske danske land.«

»I gamle dage var det en gulerod at komme i kriminalpolitiet. Den har vi ikke mere,« konstaterer Johan Kofod.