Det er ærgerligt, men TV 2's stort lancerede krimithriller ’Den som dræber’ er klicheernes holdeplads. Det gør det til en kedelig oplevelse at tænde for TV 2 søndag aften kl. 20. TV 2 har udfordret DR på sendetidspunktet, men har for lidt at byde på.
Der er tale om ren rutine. Ingen af genrens centrale elementer glimrer ved fornyelse. Det gælder for den spænding, der er afgørende for genren. Det gælder for plottet. Og det gælder for karaktererne. Øv.
En krimithriller skal per definition være spændende. Men er ’Den som dræber’ det? Vi kender allerede i første del gerningsmanden og afventer bare, at efterforskningsholdet skal finde ham, før luften i kisten slipper op, og ofret omkommer.
Det er altså kapløbet med tiden, der skal bære spændingen hele vejen igennem. Dette mønster gentages i 2. del, nu med Katrine Ries i offerrollen. Det er en mekanisme, der skal anvendes med en vis sans for dramaturgisk vigepligt. Foreløbig sker det ikke.
Cliffhangeren mellem 1. og 2. del var vittig, men ellers var overraskelserne få og små. For eksempel blev jeg ikke særligt overrasket, da først Thomas Schaeffer og derefter seriemorderen ringede på hos Katrine Ries. Og det gælder nok de fleste seere.
De indbyggede chokeffekter forstærker næppe spændingen. Skeletter i rituelle positurer med armene over kors og forrådnede ligdele i glimtvise nærbilleder virker ubehagelige, og det gør en sadistisk seriemorder i aktion naturligvis også. Problemet er troværdigheden.
Ligegyldigt hvor langt ude det er, skal der være en snert af troværdighed i det, før vi engagerer os. At finde fem grave midt i den danske bøgeskov, i nærheden af noget, der til forveksling ligner udkanten af et almindeligt villakvarter, virker ikke særlig sandsynligt.
Det er naturligvis det, at det kunne være vores eget villakvarter, der skal gøre os bange. Men det er ikke troværdigt nok. Vi ser også kun glimtvist den psykotiske seriemorders dagligdag som chauffør. Der mangler små detaljer, der kunne overbevise om, at det her kunne lade sig gøre.
Plottet er skanderet i sekvenser, der knirker lidt i sammenføjningerne, men hovedproblemet er også her, at forudsigeligheden er for stor og sandsynligheden for lille. Kendskabet til engelske og amerikanske tv-krimier giver seeren alt for gode kort på hånden.
Vi ved, hvor let det er for en opfindsom morder at snige sig ned i en lægekittel og fingere overlæge på et hospital, selv om det er kontrolleret og overvåget. Det lykkes næsten hver gang. Vi ved, at en kvindelig efterforsker sandsynligvis vil være i besiddelse af store mentale og fysiske ressourcer og forventer ikke, at hun vil være et passivt offer længere end højst nødvendigt.
Vi ved også, at morderen næppe vil lade sig overmande, men byde på modstand til det sidste. Vi ved kort sagt for meget om, hvordan tingene plejer at ske. Problemet er, at alle forventningerne opfyldes i ’Den som dræber’. Det er simpelthen for nemt.
Vi har ligesom mødt både seriemorderen, den kvindelige efterforsker-med-ben-i-næsen-og-problemer-i-bagagen, hendes dygtige-men-let-dubiøse-partner og hendes ikke-helt-så-dygtige-men-trods-alt-velmenende-overordnede før – eller nogle, der til forveksling ligner. Karaktererne er med andre ord helt efter bogen. Der mangler kant.
De dygtige skuespillere gør deres bedste, men man må have ondt af dem, fordi de har så nedslidt et repertoire at arbejde med. Det gælder både gamle kendinge som Lars Mikkelsen (lederen Magnus Bisgaard) og Jakob Cedergren (retspsykiateren Thomas Schaeffer) og det nye talent Laura Bach (Katrine Ries).
Seriemorderen i de to første afsnit, Carsten Bjørnlund, har før vist sit talent for skurkefaget (blandt andet i ’Livvagterne’), men alt i alt: Trods udmærkede skuespillerpræstationer fungerer dramaet ikke medrivende og overbevisende. Hvorfor? Først og fremmest fordi der mangler gode ideer og vilje til fornyelse.
Det blev også registreret af i hvert fald nogle seere. Seertallet faldt fra 1.477.000 søndag den 13. marts til 1.329.000 seere den følgende søndag, da mysteriet skulle opklares i den totakts-model, som TV 2 har adopteret fra Livvagterne.
Også vurderingerne dalede. Det er dog stadig flotte seertal og gode vurderinger, og de viser, at danskerne gerne vil give ’Den som dræber’ en chance. Spørgsmålet er, om den fortjener det?
Produktionen har angiveligt kostet 85 mill. kr., hvoraf Public Service-puljen har bevilliget de 10 til udvikling og produktion. Der står et erfarent produktionsselskab bag, nemlig Miso Film, der har produceret Beck-, Varg Veum- og Wallander-serierne samt Millenium-trilogien og dermed stået for det sidste årtis solide succeser inden for skandinavisk krimi.
Den konceptuerende instruktør, Birger Larsen, begyndte sin tv-krimikarriere med ’Frihedens skygge’ (1994) og var med på afsnit af Wallander-serien og ’Forbrydelsen’ – altså også en erfaren herre, om end ikke med en markant profil.
Forfatterholdet består af den rutinerede Stefan Jaworski (episodeforfatter på blandt andet ’Rejseholdet’, ’Skjulte spor’ og ’Anna Pihl’), der er parret med forfatteren Elsebeth Egholm, kendt fra Dicte Svendsen-krimiserien. Jeg gætter på, at Egholm har skullet stå for den kreative fornyelse.
Der er således ikke tale om amatører inden for genren. Det betyder, at niveauet skal være professionelt, og at vi skal have fornemmelsen af, at denne produktion vil os noget. Men rutine er, hvad vi får. Det kan vi se, hvis vi sammenligner ’Den som dræber’ med seriens forgængere i dansk tv-krimi.
Krimigenren har domineret dansk tv-drama gennem de sidste 10-15 år. Det er en genre, som har vist sig at kunne bruges til lidt af hvert. Der har været mange slags. Fælles for de mere vellykkede eksemplarer af slagsen er, at en type fornyelse er indgået i deres præmis.
Det gælder både TV2s ’Strisser på Samsø’ (1997), der genlancerede charmen ved provinsen, og DRs ’Rejseholdet’ (2000-04), hvis realisme parret med en lille smule tidstypisk clairvoyance havde stærk appel og gik rent hjem både hos danskerne og et internationalt publikum.
Og det fortsatte med et nyt fokus i ’Ørnen’ (2004-06): Den grænseoverskridende forbrydelse og senere i ’Forbrydelsen’ I og II (2007, 2009), der udforskede kriminalitetens og politikkens dobbeltspor, som parallelverdener, der spejlede hinanden.
’Den som dræber’ spiller på og viderefører mange elementer fra ’Rejseholdet’, ’Ørnen’ og ’Forbrydelsen’. Vi genkender en både kontant og intuitiv kvindelig efterforsker, psykotiske seriemordere, dubiøse fader- og lederskikkelser, spejling mellem efterforsker og forbryder etc.
Det er ikke i sig selv et problem. Alle versioner af genren forholder sig til hinanden, låner, genbruger og forkaster elementer. Amerikanske og engelske tv-krimier har gennem mange år været trendsættende, og der er som bekendt udviklet adskillige undergenrer i denne sammenhæng:
Og så videre. ’Den som dræber’ ligger tæt på især ’CSI’ og den britiske ’Sagen genåbnet’, ikke mindst gennem sit valg af forbrydelser.
En populær antagonist i mange engelske og amerikanske tv-serier og film er den psykotiske seriemorder, der dukker op igen og igen i alle de nævnte undergenrer. I virkeligheden er der meget få seriemordere. At de har befolket fiktionens verden så markant, er der flere årsager til:
Den psykotiske seriemorder kan lægge op til et godt plot i kraft af sine udspekulerede vaner, sine tvangstanker og hele sin adfærd. Det har vi set mange gange, tydeligst måske i David Finchers ’Se7en’, hvis plot er organiseret omkring et forudbestemt antal drab.
I sammenhæng hermed udgør selve karakteren en udfordring: Han (for det er næsten altid en mand) er dobbeltbundet, normal udadtil og unormal indadtil, hvilket giver rige muligheder for at snyde både seeren og omgivelserne, fremkalde en gradvis erkendelse hos begge, samt dyrke gyset i løbet af processen.
Den psykotiske seriemorder er udtryk for noget, som de fleste ikke forstår og derfor frygter: Karakterafvigelse og karakterforandring. Hvad er mere skræmmende, end at en os nærtstående person pludselig viser sig at have en side, vi ikke kender og heller ikke vil kendes ved?
Den psykotiske massemorder handler om bagsiden ved tilværelsen. Den amerikanske forsker Leonard Cassuto har i ’Hard-Boiled Sentimentality’ (2008) udkastet den hypotese, at den psykotiske massemorders massive tilstedeværelse i fiktionen netop hænger sammen med vores civilisations udbredte angst for fænomenet.
Endelig kan den psykotiske seriemorder meget let forbindes med det, som den norske filosof Lars H. Svendsen har kaldt den dæmoniske ondskab. Hvor andre typer ondskab kan forklares instrumentelt eller ideologisk, eller som udtryk for ondskabens banalitet, er den dæmoniske ondskab den mest uforklarlige, fordi den har overgreb mod andre som sit egentlige formål.
Den dæmoniske ondskab er i særlig grad blevet genstand for æstetisering i mediekulturen i kraft af de mange fascinerede fremstillinger. Der er således ikke noget mærkeligt i, at den psykotiske seriemorder dukker op i en dansk sammenhæng, og som sagt har vi mødt ham før både i ’Rejseholdet’ og i ’Forbrydelsen’.
Problemet også på dette område er, at fornyelsen i ’Den som dræber’ mangler. Karakteren, som Schaeffer tegner op, og som handlingen senere bekræfter, er skåret over den velkendte læst:
Kombinationen af psykotisk karakterafvigelse og forvandling, social isolering, sadisme, som kameraet kan forholde sig mere eller mindre udpenslende til, og endelig drab og derefter gentagelsestvang.
TV 2 og Miso Film kan ikke regne med, at tingene bare kører videre af sig selv i den skandinaviske krimibølge, der nu har varet en del år. Man kan gentage mange ting mange gange uden problemer, for det brede publikum holder af gentagelser.
Men der skal også være elementer, der kaster nyt lys over det velkendte, som indgår som en klar præmis for netop denne produktion. Hvis gentagelserne bevidstløst opmarcheres, får seerne kvalme.
Fornyelses- og overraskelsesmomenter mangler indtil videre i ’Den som dræber’. Professionalismen har udmøntet sig i ren rutine, endda i discount-udgave: der er sparet på lyden, dialogerne er utydelige, musikken har oftest en banal, understøttende funktion, volden og overgrebene er minutiøst udpenslede, mens miljøet er skrabet.
Serien bliver på den måde den, som dræber spændingen.
Bringes i samarbejde med Kommunikationsforum.
Forståelig frustration
Jeg har igennem mit arbejde inden for især det sociale haft et tæt samarbejde med politiet lige fra forebyggende arbejde på gadeplan til alvorlige straffesager.
Jeg genkender ikke den nærmest "cowboyagtige" funktionsmåde hos "heltene" i serien.
Det virker som de der skriver manuskriptet udlever egne traumer og iøvrigt som før nævnt sætter dette ind i en ramme som ligner amerikanske actionfilm. Dog uden deres tekniske kvalitet. Hverken på den rent mekaniske side eller i selve skuespillet.
Pænt sagt kan man vel bedømme serien, som et stort opsat forsøg på noget professionelt. Men afviklet så billigt som muligt.
Også jeg der ikke har konstateret høreskade må skrue højere op for lyden. Hvilket dog intet giver til kvaliteten. Det er stadig indforståede onelinere, som kommer ud af munden på spillerne.
Det eneste som synes at skulle skrue op for spændingen og uhyggen er de to-tre klip af blodige voldsbilleder, som går igen i hvert afsnit. Og vel er det eneste som berettiger indledningen om at det er uegnet for børn.
Som du har sagt, så ved man efter kort tid hvordan det ender. For at bryde med dette, dukkede der i sidste afsnit en lille spinkel fængselssbetjent op som voldspsykopat. Næste gang tror jeg det er butleren.
Men det ved man ti minutter inde i forløbet.
Manglende troværdighed.
Lige en tilføjelse til min kommentar, jeg har været ansat i politiet siden 1978 heraf størstedelen i kriminalpolitiet og jeg må erkende at "Den som dræber" er så langt fra virkeligheden som overhovedet muligt.Man kan så argumentere for, at alle krimiserier er baseret på fiktion men nogle serier er langt tættere på virkeligheden end denne.
En anden, teknisk, detalje som irriterer mig voldsomt (jeg lider at tinnitus efter at have været skydeinstruktør både i hæren og politiet) er at lyden er så elendig, at jeg ikke kan forstå hvad der bliver sagt og må have tekst TV til hjælp med undertekster!!
Til David Karlsen
Det er en meget kort og præcis beskrivelse af serien.
Den boltrer sig i voldsporno og utroværdige politifolks infantile traumer.
Hovedpersonens konstante forsøg på at bringe sig i livstruende situationer er sygelig. Det samme er den nærmest faderagtige binding til den konstante gerningsmand tenderer mod et forhold, hvor hun bringer sig i samme traumatiske forhold som til sin egen far.
Manuskriptforfatteren drives rovdrift på det samme tema fra gang til gang. Og de indledende øvelser genkendes fra ældre amerikanske film, som man kan sætte navn på efter et kvarter.
Genbrugsporno er det rigtige ord. Ikke for det konkrete indhold som sådan men som du skriver, at intet er overladt til fantasien.
Jens K. Larsen
Enig i konklusion
Den er alt for fortænkt, det er ligesom med porno, det er kedeligt fordi du ikke skal bruge fantasien.,
Genbrug
Jeg er helt enig i kritikken af serien. Allerede ved første afsnit bemærkede jeg, at den nærmest synske, men ikke mere aktive forsker ud i grum kriminalitet, er lånt direkte fra en nu omkring 12-15 år gammel amerikansk film.
Han overtales også på trods af et tidligere nedbrud ved fangsten af en seriemorder til at deltage endnu en sidste gang.
Plottet var nærmest identisk i første afsnit.
Men da vi jo her har en serie, må det forventes, at han nu først bryder sammen senere i forløbet. Chancen kunne være der nu, hvor hans bror bringes ind i billedet af en indsat.
Det eneste jeg er lidt uenig i er spillernes kvalitet og aflevering af replikkerne. Jeg finder dem mekaniske og spiller konstant på egne neurotiske forhold eller en neurotisering af gammelkendte modsætninger mellem kollegaer, som vi også ser det i amerikanske krimifilm. I disse er kvaliteten af dialogen som oftest mere flydende og professionel.
I denne serie leveres replikkerne stakatoagtigt.
Alle afsnit er skåret over samme læst. En modsætning mellem den ledende tjenestemand og den "ulydige" konkurrent. Som holdes i live på et stationært niveau, fordi opkomlingen redder bagdelen på lederen.
Det er set til hudløshed i amerikanske film. Som eks kan man bare nævne 48 timer på den humoristiske side. Men plottet er gennemgående i utallige film. Hvor det faktisk virker mere troværdigt end på en dansk politistation.
Det virker også ganske utroværdigt, at den kvindelige de efterforskningsleder viser sin neurotiske påvirkning over arbejdet - generelt over for politimesteren, som lader hende bo på stationen samtidig med at hun kastes ud i nye sindsoprivende opgaver. Og I sidste afsnit lufter den over for fængslets psykiater.
Dels virker det diskriminerende. Og dels giver det indtryk af en umådelig dårlig chef, som driver rovdrift på en (kvindelig) medarbejder af personlige karrieremæssige grunde, hvilket han oven i købet ikke lægger skjul på.
Endelig er det uafklaret hvilke hangs, han har på den synske hjælper. Men igen får dette forhold lov til at bestå, fordi også han redder kvindens liv.
Man kan sige, at jeg ikke abstraherer nok til at lade eventyret leve. Men det kunne jeg sagtens gøre, hvis ikke jeg havde set det hele mange gange før. Og desværre for serien i meget mere troværdige kontekster.
Problemet er tillige, at man kan nævne omkring fem amerikanske film, som indeholder alle momenter som er i denne serie.
Jeg kan ikke tillade mig at påstå "afskrivning". Men det irriterende er, at man inden man har set serien kan se, hvad der nødvendigvis må ske næste gang. For det er set før.
Generelt er det som om, at nogle store fødder er proppet ned i nogle meget små støvler. Derfor holder det ikke.
Den som dræber...
Ja, endnu en krimi / voldsserie af den kedelige og forudsigelige karakter, som kun kan ryste små børn inden de går til køjs, men det kan også traumatisere mange af de små poder ved at sende serien allerede kl. 20,00. "Den som dræber" serien minder os voksne om noget vi har set før, fx fra gamle amerikanske B krimier. Ja, det må være nemt at være forfatter til serien.
Vh
Kenn Leslie Møller
Ps.
Hvornår kommer der kvalitet i krimiserier på TV 2 ?
Hvornår overvejer TV 2 at undlade voldsserier i børnenes vågne tid ?
Hvorfor ikke filmatisere en af de gode krimiforfatteres bøger fx Jussi Adler-Olsen ?
Hvorfor konkurerer TV 2 altid med DR 1 om plat underholdning og halvdårlige krimier ?