Den Blå Planet: Forskere kommer til at nyde godt af nyt akvarium
Den Blå Planet åbner snart dørene til Nordeuropas største akvarium. Videnskab.dk har været bag kulisserne med akvariets forskningsleder, som fortæller om de gode forskningsmuligheder i Danmarks nye akvarium.

De nye omgivelser giver forskerne bedre mulighed for at undersøge livet i havet, forklarer forskningsleder Peter Gravlund. Han tager Videnskab.dk med bag om kulisserne i Danmarks nye kæmpeakvarium i videoen nedenfor. (Foto: Kristian Secher, Videnskab.dk)

Kom med på et kig bag scenerne, når forskningsleder Peter Gravlund giver en rundvisning i Danmarks nye kæmpeakvarium:

(Video: Kristian Secher, Videnskab.dk)

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, åbner i denne uge dørene for offentligheden. Det er Nordeuropas største akvarium med 450 forskellige arter og omkring 20.000 fisk i alt.

Planen er, at det skal være et kæmpe tilløbsstykke for turister, men Den Blå Planet giver også store fordele til forskerne, fortæller akvariets forskningsleder, biolog Peter Gravlund.

»Vi har større tanke, som fiskene kan være i, vi har alle vandtyper - altså ferskvand og saltvand i alle temperaturer, og vi har en kæmpe bredde i vores dyr. Det giver gode muligheder for danske forskere i fremtiden,« siger Peter Gravlund. 

De store tanke, der i baglokaler huser fisk, som endnu ikke er sluppet ud i de offentlige akvarier, er større end nogen andre steder i Danmark, og det giver muligheder for at studere fiskenes adfærd i omgivelser, der minder mere om fiskenes naturlige omgivelser.

Peter Gravlund fortæller at deres enorme samling af forskellige dyr, adskiller Den Blå Planet fra mange andre akvarier. Det giver unikke muligheder for at studere livet i biotoper, forklarer forskningslederen. (Foto: Kristian Secher, Videnskab.dk)

»Rent adfærdsbiologisk er der nogle gode potentialer herude,« siger forskningslederen.

Den Blå Planet: Forskningen flytter ud i Øresund

Akvariet har mange eksotiske fisk, der er hentet ind fra Sydøstasien, men der er også fokus på de lokale fisk. Specielt hos forskerne.

Ude i Øresund skal Den Blå Planet starte et nyt forskningsprojekt i samarbejde med DTU Aqua, hvor de seks gange om måneden hopper i dykkerdragten for at studere de lokale fisk nærmere.

»Vi skal ud og undersøge nogle af de fisk og gopler, vi har i dansk farvand. Vi skal se på, hvad der, er, og hvor mange der er,« fortæller forskningsleder Peter Gravlund.

»Der er ubesvarede spørgsmål om livet under vandet lige uden for vores bagdør, og gennem det her projekt håber vi, at vi kan få en helt ny viden, som man ikke har haft før,« siger forskningslederen.

Lige nu venter vi bare på, at vejret bliver lidt varmere, så vandet er lidt rarere at hoppe i, tilføjer han.

Den Blå Planet med i forskningsprojekter

Et andet projekt, som Den Blå Planet skal være en del af, er en ekspedition til Ny Guinea i Sydøstasien. I samarbejde med Statens Naturhistoriske Museum og Panum-instituttet på Københavns Universitet skal forskerne fange havslanger, som de endnu ikke ved særlig meget om. 

I Den Blå Planet svømmer hammerhajerne blandt almindelige fisk i den store oceantank. Den rummer 4 mio. liter vand, og ruden er 45 cm tyk - så publikum er sikret mod hajerne. (Foto: Kristian Secher, Videnskab.dk)

»Man ved ikke så meget om havslanger i naturen. Man kender ikke arterne, og man ved ikke, hvad de spiser,« siger Peter Gravlund, der er den forskningsansvarlige på Den Blå Planet. For at finde ud af det, skal slangerne indfanges, og forskerne skal kigge på, hvilke fisk de har i maven.

Flere af de sydøstasiatiske havslanger er dog meget giftige.

»Nogle af dem er 5-6 gange giftigere end Kobraslangen, og man har ingen modgift imod dem. Det er en af de ting, der også kunne være spændende at forske i,« fortæller Peter Gravlund.

Havslanger i Ny Guinea skjuler fisk i maven

Et anden spændende område er ukendte fiskearter.

Faktisk håber forskerne også at finde en ny fiskeart eller to. Det ville nemlig ikke være første gang, at man finder en hidtil ukendt fiskeart i maven på de enigmatiske havslanger, fortæller Peter Gravlund.

Peter Gravlund forklarer, at der ikke er havslanger på Den Blå Planet endnu, men han lover, at der er nok vidundere fra havet at se på, når akvariet slår dørene op fredag 22. marts klokken 10.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker