Skriver du dagbog? Del en dag af dit liv, og hjælp forskerne
Kilde: 
05 september 2017

»Kære dagbog...«

Det kan godt være, du normalt forbinder en dagbog med at være en meget privat genstand, men nu beder forskere fra Nationalmuseet dig om at dele bare en enkelt side med dem, så de kan studere, hvad danskerne tænker. 

Det skriver Sciencereport.dk

Siden, de gerne vil se, er fra dagen 6. september, og forskerne håber, at de kan samle beretninger fra hverdagslivet fra danskere på alle stadier i deres liv og fra alle samfundslag. 

Danmarks-dagbogen over 6. september skal indgå i Nationalmuseets arkiv, og her håber forskerne, at beretningerne kan blive sammenlignet med dem, der blev lavet i 1992, hvor samme øvelse fandt sted. Dengang delte cirka 51.000 danskere deres dagbog med forskerne. 

De data håber forskerne at kunne sammenligne med de nye data, der bliver samlet ind. 

»Det er meningen, at vi vil lave et større tværfagligt forskningsprojekt, hvor vi kan lægge forskellige vinkler på. Vi har blandt andet kontakt med sprogforskere på Københavns Universitet, der vil studere dagligsprogets forandringer og Enigma (det tidligere telemuseum), der gerne vil arbejde med medier, telefoner og hele den ændrede måde at kommunikere på. Selv arbejder vi på Nationalmuseet med hverdagslivets forandringer,« siger Lykke Pedersen, der er seniorforsker på Nationalmuseet til Sciencereport.dk.

Hvis du vil læse mere om projektet 'Del din dag' og se, hvordan du deltager, kan du gøre det hos Nationalmuseet her

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.