De unge ser ikke SKAM på grund af de 'voksne' budskaber
Kilde: 
09 februar 2017

Selvom den hyperpopulære norske tv-serie 'Skam' egentlig er en ungdomsserie, er det ikke kun teenagere, der sluger det ene afsnit efter det andet.

Medierne bugner med artikler om serien, og denne skribent, som er sidst i tyverne, har stort set ingen i sin omgangskreds, der ikke har set serien - inklusive forældre.

Men når de voksne spændt følger med i Isak, Noora og Evas skæbner, er det ikke nødvendigvis det samme, der engagerer dem, som engagerer de unge seere, skriver forskning.no.

I medierne roser kommentatorer blandt andet serien for at sætte fokus på temaer som homoseksualitet, seksuelle overgreb og spiseforstyrrelser. Men det ser ikke ud til at være seriens tunge temaer, der er vigtige for målgruppen at debattere.

»Debatten i målgruppen er anderledes end i medierne. Det er ikke primært seriens budskab eller de gode rollemodeller, der engagerer dem,« siger postdoc Synnøve Skarsbø Lindtner fra Universitetet i Bergen til forskning.no.

Forskerne har sammenlignet, hvad der egentlig bliver sagt om Skam i medierne med debatten i kommentarsporene på seriens blog. Her bliver der i løbet af en sæson jævnligt lagt klip, instagrambilleder og messenger-beskeder fra de fiktive personer ud til seerne. Herudover har forskerne fulgt med på de sociale medier og interviewet gymnasieelever om serien.

Gymnasieeleverne taler meget om handlingen i serien og er mest interesseret i kærlighedsforholdene og karaktererne. Diskussionen er ikke så politisk, som den er i medierne.

»Men diskussionerne er alligevel avancerede. De handler om vigtige spørgsmål, som for eksempel kønsroller,« mener Synnøve Skarsbø Lindtner.

Selvom de unges diskussioner ikke i samme grad er politiserede som de voksne kommentatorers, har diskussionerne omkring Skam alligevel et demokratisk potentiale, mener forskeren.

»Diskussionerne, som ungdommen har om for eksempel William og Nooras forhold, kan være meget vigtig for læring om eget liv og for at se egne problemer og erfaringer som almene fænomener. Derfor kan en sådan serie være vigtig for demokratiet,« forklarer Synnøve Skarsbø Lindtner.

sbl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.