For nylig kunne man på P1 høre om ’blå lejesvende’ – hvordan det amerikanske propagandadepartement United States Information Service (USIS) påvirkede udsendelserne i Danmarks Radio.
Et spændende stykke Danmarkshistorie, som fortjener opmærksomhed.
Mindre kendt (og mindre bemidlet) end USIS var det britiske propagandadepartement, Information Research Department (IRD) som i øvrigt samarbejdede med USIS.
IRD’s opgave var, som USIS’, at sprede pro-vestlig propaganda i såvel allierede som ikke-allierede lande verden over. IRD var delvis sponsoreret af de britiske Secret Services.
IRDs arbejde i Danmark bestod i at påvirke den offentlige mening.
Mens den kolde krig var dybfrossen – sent i 1940’erne og i 1950’erne – var den altoverskyggende prioritet at udsende antikommunistisk materiale, samt materiale, der oplyste om nytten af NATO.
Mens IRD ikke anså kommunisterne som en alvorlig politisk trussel, var det straks værre med en af deres mærkesager, neutralismen.
IRD, The Information Research Department, blev oprettet i 1948 under Foreign Office (det britiske udenrigsministerium) og lukkede ned i 1977.
Blandt IRD’s kontakter var journalister, ministerier, arbejderbevægelsen, politiske partier og organisationer, og private antikommunistiske grupper.
Neutralismen var udbredt i Danmark, og IRDs opgave var at fremstille NATO positivt og Sovjetunionen negativt.
Medierne var en oplagt samarbejdspartner, men ’placeringen’ af materiale, som det hed, måtte foregå med takt, forsigtighed og frem for alt diskretion.
De danske dagblade brød sig nemlig ikke om at trykke artikler som var skrevet på forhånd af IRD. En samtale med en redaktør på dagbladet Politiken afslørede, at pressen foretrak at få informationsmateriale, som journalisterne så selv kunne basere deres artikler på.
En undtagelse var, hvis det drejede sig om artikler skrevet af kendte personligheder – dem tog man gerne imod.
Dette forhold fik en irriteret IRD-embedsmand til at udbryde: »Er navne virkelig så vigtige for danskerne?«
IRD’s lokale afdeling i København kunne dog berolige departementet i London med, at de danske aviser generelt var anti-kommunistiske i deres indstilling, og at mange artikler var baseret på materiale fra IRD eller USIS.
Det var ofte de personlige og fortrolige kontakter der gav pote. Og det var ikke kun igennem medierne, at IRD øvede indflydelse.
Meningsdannende organisationer var også blandt kontakterne, heriblandt de politiske partier. I 1953 kunne IRD med stolthed meddele at man havde fået kontakt til Niels Matthiasen (der senere blev partisekretær og kulturminister).
Matthiasen var ikke alene centralt placeret i partiet, men også sekretær i den antikommunistiske pro-NATO organisation Atlantsammenslutningen.
Matthiasen tilbød at diskutere sagen med H.C. Hansen, og ville vende tilbage med en ’ønskeliste’ over de emner partiet ønskede materiale om. Materialet kunne bruges i partiets videre agitation.
IRD i London var begejstrede og betegnede kontakten som »præcis den type arrangement der er brug for, for at kunne udøve størst mulig indflydelse i de vesteuropæiske lande.«
Samarbejdet med socialdemokraterne gik dog ikke altid smertefrit: IRD klagede over at særligt visse ministre tilsyneladende ikke forstod vigtigheden af gode kontakter til ambassaden.
Lettere – for ikke at sige overordentlig frugtbart – flød samarbejdet med Socialdemokratiets egen anti-kommunistiske organisation ’Arbejderbevægelsens Informations-Central’ (AIC).
Også Dansk Udenrigspolitisk Selskab var blandt kontakterne, og i 1954 kunne IRD i København meddele, at en IRD-artikel om kommunisterne og Hiroshima var blevet bragt i selskabets tidsskrift Fremtiden, som i også benyttede sig af britiske satiretegninger.
Artiklen bygger på kildemateriale fra det britiske nationalarkiv. Iben Bjørnsson har skrevet mere uddybende om emnet i artiklen The Information Research Department i tidsskriftet Arbejderhistorie nr. 2, 2008. http://www.sfah.dk/filer/ah-arkiv/ah-2008/ah08-2-IbenBjornsson.pdf
Igen i 1960 rapporterede IRD om to tilfælde, hvor IRD-artikler havde været bragt i Fremtiden. Også Atlantsammenslutningens tidsskrift ’Demokratiske Breve’ og AIC benyttede sig af IRD-materiale.
En anden vigtig kontakt var lederen af Selskabet for Frihed og Kultur, den stærkt antikommunistiske og efterretningsorienterede Arne Sejr.
Disse mere private aftagere fik ifølge IRD ’maksimal værdi’ ud af materialet.
Medierne var dog stadig en hovedprioritet, og i 1957 fandt IRD en vej ind i journaliststanden. På Aarhus Universitet var der blevet oprettet et nordisk institut for journalistik under ledelse af Erik Reske-Nielsen.
En medarbejder fra IRD rapporterede fra en samtale med Reske-Nielsen, at denne var interesseret i et samarbejde med IRD om at modtage informationsmateriale til brug for instituttets studerende.
Instituttet modtog allerede materiale om kommunisme fra amerikanerne, berettede han. IRD-medarbejderen skrev om materialet:
»Det er mit håb, at det vil blive kendt af et værdifuldt hold journalister fra hele Skandinavien. Det faktum at Aarhus Universitet har været et af hovedcentrene for intellektuel radikalisme (neutralisme, pacifisme, osv.) er heller ikke uden betydning.«
Det var dog vigtigt for IRD at arrangementet blev behandlet med størst mulig diskretion og at dele af det tilsendte materiale kun skulle være tilgængeligt for ’specialisterne’ på studiet.
En vis fremgang i forhold til de danske medier var der også at spore i 1959, da IRD i København rapporterede, at dagbladet Information havde bragt en ny artikelserie.
Artikelserien var en oversættelse af ’The Three Sides of Communism’, der var udarbejdet af IRD.
At få placeret en artikel i direkte oversættelse var en sjældenhed, men IRD var generelt fortrøstningsfulde, idet de danske medier, ifølge den lokale IRD-medarbejder, stadig brugte meget IRD-materiale som baggrundsviden.
I løbet af 1960’erne ebbede det antikommunistiske og til dels hemmelige informationsarbejde ud – i hvert fald i IRD-regi.
Danmark var nu fast forankret i NATO, DKP var stort set dødt, og internationalt blæste afspændingens vinde. Således overgik IRDs arbejde til mere specifikt at gælde britiske (gerne økonomiske) interesser.
I 1968 blev ’information officer’-stillingen ved den britiske ambassade i København helt nedlagt. Dagene med fortrolige og personlige kontakter var ovre og IRDs arbejde blev mere strømlinet.
Det kan være svært at vurdere IRDs arbejde i sin helhed.
I forhold til USIS, hvem det lykkedes at få materiale placeret i selveste Danmarks Radios udsendelser, var de artikler som IRD fik placeret hist og her ikke så meget at skrive hjem om (det gjorde de nu alligevel!).
Det supplerede materiale ser nærmere ud til at have fungeret som baggrund for journalisternes egne artikler. Briterne havde generelt tiltro til den danske presse, som ofte beskrives som fornuftig og opmærksom på den kommunistiske trussel.
Hvor IRDs virkelige succes befandt sig, var blandt de mange fortrolige kontakter som departementets repræsentanter i København dyrkede.
Via disse kontakter, også til mere mørklagte antikommunistiske miljøer, var IRD med i forreste række i den danske kommunistbekæmpelse.
Kontakterne havde også den fordel, at IRD-repræsentanter fik fortrolige og værdifulde oplysninger om kampen mod kommunismen i Danmark, og om kommunisternes tiltag og fremstød på danske arbejdspladser og i danske organisationer.
Således kom informationen ganske ofte til at gå ’den anden vej’, og IRDs afdeling i Danmark fungerede til tider mere som en efterretningsafdeling, hvis oplysninger også kom de officielle britiske efterretningstjenester til gode.
