Datidens mode-dille: Egtved-pigens tøj var af kostbar uld fra udlandet
Kilde: 
07 juni 2017

Ny forskning viser, at 75 procent af den uld, som man har fundet i grave fra bronzealderen er udenlandsk. Tidligere har man troet, at det meste af ulden var lokalt produceret.

Kort om strontiumisotop-analyser
  • Mennesker, dyr og planter optager strontium gennem vand og føde.
  • Ved at undersøge menneskers strontiumisotop-signatur kan man bestemme, hvor i verden, de levede. 
  • Det er professor Karin M. Frei fra Nationalmuseet, der har udviklet metoden til at bestemme, hvor i verden forhistoriske tekstiler og menneskehår stammer fra.
  • I 2015 publicerede Karin M. Frei en skelsættende artikel om Egtvedpigen (ca. 1370 f. Kr.). Her viste analyser af strontiumisotoperne i hendes seksårstand, at hun kom fra Sydtyskland.
  • Resultaterne er i dag blevet publiceret i ”Antiquity”, som er en af verdens vigtigste internationale tidskrifter inden for antik historie og arkæologi.

Kilde: Nationalmuseet

Det kan professor Karin M. Frei fra Nationalmuseet fortælle, efter hun har analyseret over 40 forskellige uldtekstiler fra otte af bronzealderens mest kendte grave - heriblandt Egtved-pigens. 

Karin M. Frei er kommet frem til sine banebrydende resultater ved at udføre strontium-isotop-analyser af ulden. En metode, som hun er verdenskendt for at have udviklet.

Analysen er med til at samle brikkerne i historien om vores forfædre fra bronzealderen.

»Det giver os en helt unik mulighed for at komme både tættere på de individer, som bar dem, og ikke mindst uldproduktionen,« fortæller Karin M. Frei i en artikel på Nationalmuseet

I bronzealderen begyndte man for alvor at se tegn på den første elite i samfundet, og folk begyndte at gøre opmærksom på deres status, gennem blandt andet klæder.

»Uld, ligesom metal, var et nyt materiale i bronzealderen. Populært sagt kan vi sige, at uldtekstiler var det nye high fashion,« siger Karin M. Frei til Nationalmuseet.

Især uld fra udlandet var topmoderne. Man antager, at man i Danmark har byttet sig til uld med rav. Rav gav også høj status, og der er blevet fundet spor af dansk rav helt nede ved Norditalien.

»Vi kan nu fastslå, at den lokale elites klæder var lavet af uld, som kom langvejsfra. Det er bevis på, at ulden var meget kostbar, og at det var en vigtig handelsvare. Vi kan derfor sammenligne uldens værdi med metallernes,« siger Karin M. Frei.

Danmark har Europas største og mest velbevarede samling af ulddragter fra bronzealderen.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.