Bjørnstjerne Bjørnson. (Foto: Wikimedia Commons)

»Darwinismen forårsagede så mange kvaler! Hvis der ikke var en gud, som sad og trak i trådene, hvad var så alternativet? Mange var stærkt foruroliget,« fortæller Gudlev Bø, professor i litteratur ved Universitetet i Oslo.

Det er tydeligt at Charles Darwins teorier prægede mange af samtidens forfattere, da hans værk udkom i 1859, siger han.

En nordisk 1800-talsforfatter som var udtalt darwinist og som hyppig skrev indlæg i den nordiske debat - blandt andet om hvad man nu skulle lære børnene i skolerne - var Bjørnstjerne Bjørnson.

»I hans digt 'Salme II' kan man tydelig spore de darwinistiske ideer hos Bjørnson. Men han tacklede teorierne ved at vende sig mod dem med ærbødighed og entusiasme,« siger Bø. Det første vers lyder således:

Ære det evige forår i livet,
som alting har skabt!
Opstandelsens morgen det mindste er givet,
kun former går tabt.
Slægt føder slægt,
stigende ævne den når;
art føder art
i millioner af år.
Verd'ner forgår og opstår.

Mennesket uden Gud?

Selv om ateismen blev et tema allerede i 1700-tallet, havde mennesket haft en særstilling i skaberværket som Guds udvalgte i den kristne tankegang.

Med darwinismen følte mange, at denne position forsvandt ved påvisningen af, at mennesket selv var af naturen, med et naturligt slægtskab med alt levende.

»Det spørgsmål som dukkede op var: Kunne darwinismen give et tilfredsstillende livssyn, som en religionserstatning?« spørger Bø.

»Både Bjørnson og Arne Garborg følte, at det kunne den. Bjørnstjerne Bjørnson tror på en måde på evolutionen som et slags principielt godt mysterium,« siger han, og henviser til digtet Salme II.

Ibsen og Darwin

Forfatteren J.P. Jacobsen oversatte Darwins 'The Origin of Species' til dansk i 1872, samme år som Ingebret Suleng oversatte den til norsk.

»Men danskerne var bedre til at introducere og formidle Darwin,« siger Eivind Tjønneland.

Han er professor i litteratur ved Universitetet i Bergen, og har skrevet artiklen 'Darwin, J.P. Jacobsen og Ibsen'.

Henrik Ibsen. (Foto: Wikimedia Commons)

»Ibsen mødte J.P. Jacobsen i Italien allerede i 1878 - da var de på udflugt sammen. Den danske forfatter udtalte senere at Ibsens kundskaber om naturvidenskaberne ikke var bedre end et lille barns,« siger Tjønneland.

»Ibsens virkelig klare offentlige bekendelse til darwinismen kom i 1887. Da sagde han i en tale i Stockholm, at naturvidenskabens lære om evolution også har gyldighed for de åndelige livsfaktorer.«

»Han forestillede sig, at idéer og digtekunsten udviklede sig på samme måde som dyrearterne og naturen.«

»For eksempel skriver han, at verseformen i dramaet dør ud på samme måde som en sjælden dyreart - udviklingslæren har dermed gyldighed for den litterære formudvikling,« siger Tjønneland.

Forskelligt syn på kultivering

Han mener, at man hos Ibsen kan finde en negativ holdning til 'det tæmmede', som man ikke finder hos Darwin.

»Men i de af hans dramaer, som kom i kølvandet på Georg Brandes og Det moderne gennembrud, er det omvendt.«

»I 'En folkefjende' fra 1882 stiller dr. Stockmann en 'almuekøter' op mod en 'kultiveret puddelhund'. Her bliver de domesticerede, 'civiliserede' dyrearter foretrukket. Dette er rå socialdarwinisme.«

»I 'Når vi døde vågner' fra 1899, efter man har forladt udviklingsoptimismen, hævder professor Rubek i stykket, at mennesket har forkvaklet husdyrene i sit billede,« siger han.

Tjønneland mener også der findes spor af Darwin i 'Vildanden', og at man kan sige at karaktererne i dramaet er skamskudte personer som har tabt 'in the struggle for life'.

Men det stykke hvori Ibsen er tydeligst inspireret af darwinismen er 'Fruen fra havet'. Hovedpersonen Elida tror hun er i slægt med havet. Ibsen skriver i udkastene til stykket:

'Er menneskets udviklingsvej forfejlet? Hvorfor er vi kommet til at tilhøre den tørre jord? Hvorfor ikke luften? Hvorfor ikke havet. (..) En fiskeart danner et urled i udviklingsrækken. Sidder rudimenter deraf endnu i menneskesindet?'

»Ibsen leger med disse evolutionistiske tanker. Men Darwin mente jo ikke, at eftersom mennesket stammer fra havet, så må det også længes melankolsk tilbage til det,« siger Tjønneland.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov