Nu har vampyrer jo ikke noget at gøre med rovdyrs hugtænder, som er beregnet på at overskære rygraden og nakkehvirvler og ikke suge blod fra blodårer, vener eller arterier.

Så der gøes op ad det forkerte træ.

De eneste levende væsener jeg frygter, er de ansatte i skatteVÆSENET.
De har begærlige krogede fingre og koldblodige øjne!

Hvilke - især feministiske - litteraturteorier opererer med et særlig vestligt patriarkat?

David: Bestemt en interessant tanke. Her skal vi nok have fat i en videnskabssociolog, men vores art er jo begavet med en (i forhold til de andre dyr) kolossal hjerne, som åbenbarer verden i al dens kaos og kompleksitet for os. Vores adfærd er ikke begrænset til ”hard-wired” reaktioner på stimuli fra miljøet, men er temmelig plastisk. Og vores art har formentlig altid forsøgt at skabe orden i dette kaos ved hjælp af fx religion og fortællinger. Nu er vi jo i den historisk unikke position, at den videnskabelige metode har givet et alternativ til de antropomorfe, mytologiske verdensbilleder, men darwinismen har som psykologisk forklaringsmodel den fordel, at den ikke alene giver en forklaring på den menneskelige psyke og adfærd, men at den rent faktisk potentielt er videnskabeligt solid. Nu ved jeg ikke, om evolutionspsykologien er mere fascinerende end så mange andre psykologiske modeller – faktisk opleves den formentlig som angstprovokerende af en del mennesker, som reagerer mod billedet af tilværelsen som ”meningsløs” génspredning – men som art forsøger vi at skabe mening, og er formentlig ”programmeret” til at finde glæde i meningsfulde forklaringsmodeller.

Siff: Selv har jeg mest beskæftiget mig med overnaturlig horrorfiktion, og Peter Borbergs artikel vedrører primært ét aspekt af den bio-kulturelle tilgang til skrækhistorier (nemlig dette med horrormonstrenes rovdyragtige struktur), men de psykologiske gys kan også godt (og med udbytte) ses i en darwinistisk optik. Vores evolutionære forfædre var ikke kun truet af rovdyr, de var også nødt til at være på vagt overfor menneskelige ”predators”. Det frygtberedskab, som er en del af vores centralnervesystem og indprogrammeret i vores DNA, deler vi med mange andre dyr, og det reagerer, så vidt jeg ved, ens på trusler fra rovdyr og mennesker: frygtberedskabet er på den måde ”generaliseret” (se fx artiklen ”Fear and Fitness” af Isaac Marks og Randolph Nesse, kan downloades på http://www-personal.umich.edu/~nesse/Articles/Fear&Fitness-Ethol&Sociobi...). Så når horrorgenren ”kunstigt” aktiverer vores frygtberedskab, gælder det altså både for overnaturlig og psykologisk horror. Norman Bates er en trussel for Marion Crana & co., og filmen bruger i øvrigt mange af de gængse og effektive narrative strategier, som vi ser i andre horrorfilm (man ved, at der er en trussel ”derude” (filmen spiller på følelsen af at være jaget vildt); en del af handlingen udspilles i mørke eller halvmørke; en lydside som kan minde om dyriske advarselssignaler (fx Bernard Hermanns berømte skrii-skrii-skrii-violiner, som minder om, ja, skrig)). Psykologiske gysere og thrillers er altså, lige så vel som overnaturlig horror, helt centralt afhængige af den måde, vi er konstrueret på, hvilket igen er et produkt af evolution ved naturlig selektion.

Hej
Som mediefagslærer der netop skal igang med et gyserforløb synes jeg den litterære darwinisme er et interessant modspil til den gængse psykologiske analysemetode set i forhold til horrorgenren. Jeg vil dog umiddelbart mene, at der er et stort antal gyserfilm, som ikke umiddelbar kan anskues i den litterære darwinismes optik, nemlig de film hvor der er tale om det psykologiske gys. Her, som i eksempelvis "Psycho", er det monstrøse jo ikke synligt, og der er derfor umiddelbart heller ikke noget at være bange for. Hvordan forklarer den litterære darwinisme denne del af horrorgenren?

Det kunne sjovt at få en Darwinistisk forklaring på hvorfor mennesker finder Darwinistiske forklaringer fascinerende. Hvad er mon psykologien der virker her? Givet at Darwin i en naturalistisk version skulle være sandheden, så nedstammer vi fra fuldstændigt irrationelle væsener for hvem forklaringer-rettet-imod-sandhed ingen betydning har. Så givet at Darwin skal ind og forklare det mentale, så må den også forklare vores Darwin-fascination med samme midler som den forklarer alt andet for os. Sjov tanke

Kim: Nej, selvfølgelig ikke. Men der kan være meget at hente for humanistiske forskere, som kigger ud over deres eget felt. Natur- og samfundsvidenskabelige teorier og metoder kan være et nyttigt supplement til humanistiske metoder osv. - og i nogle tilfælde endog erstatte forældede teorier, som er døde inden for deres eget felt, men som lever videre inden for humaniora (fx ortodoks psykoanalyse). Se evt. http://www.boston.com/bostonglobe/ideas/articles/2008/05/11/measure_for_....

Emil: Enig. Men det er dog bemærkelsesværdigt, at vi i alle dokumenterede kulturer finder fiktive monstre, som bærer de samme (rovdyragtige eller reptillignende) træk (jf. fx David Gilmore: ”Monster”, University of Pennsylvania Press, 2003; David Quammen, ”Monster of God”, W. W. Norton, 2003). Det er indtil videre udokumenteret spekulation, at vi har en medfødt frygt for rovdyr (til gengæld har vi tilsyneladende en medfødt, potentiel frygt for slanger og edderkopper) – men det er tankevækkende, at de spiller så stor en rolle i skrækfortællinger overalt på kloden.
Mht. folkeeventyr og kønsroller: http://www.washjeff.edu/users/jgottschall/Papers,%20etc/proofs_manifesto....

Man kan ikke slutte, at frygten for litteraturens monstre skyldes en nedarvet frygt fra forhistorisk tid, alene ved at der er lighed mellem monstre og rovdyr.

At der findes pankulturelle elementer i eventyr, er heller ikke i sig selv nok til at man kan slutte de stammer fra biologiske kønsforskelle.

Nogle mellemregninger findes muligvis, som ikke er blevet præsenteret i denne artikel, men hunde/børneeksemplet er i hvert fald usandt.

Det er i øvrigt påfaldende, hvor meget alle tror de ved om vores savanneforfædre, og hvor godt den "viden" tilfældigvis passer på den borgerlige kernefamilie. (Mændene jager, kvinderne passer børn og samler bær). Måsker er der alligevel stadig plads til diskursanalyser - eller er det måske bare et udtryk for en darwinistisk hierakikamp i abeflokken? Og hvis det er, er det så hele forklaringen...

Vi kan så godt nedlægge dansk og litteraturstudiet og erstatte det med biologi og et tillægsfag i statistik?

Hvilken kedelig verden!

/Kim Michelsen