Da Afghanistan i 2005 afholdt det første demokratiske parlamentsvalg nogensinde, gik nyheden verden rundt. Politikere fra hele kloden glædede sig over, at det krigsplagede folk endelig kunne bestemme i eget hus.
Endelig kunne afghanerne stemme repræsentanter ind i det nyoprettede parlament, der skulle lave gode love. Men sådan kom det ikke helt til at gå.
Valgsystemet – altså den måde, hvorpå man lod afghanernes stemmer blive omdannet til parlamentsmedlemmer – viste sig at ødelægge drømmen om et velfungerende afghansk parlament.
Systemet betød nemlig, at det i nogle tilfælde var alt for tilfældigt, hvem der blev valgt ind.
»Det var ikke nødvendigvis de klogeste eller dygtigste eller politisk mest visionære, der fik en plads i parlamentet. Og det har vist sig, at medlemmerne har svært ved at samarbejde,« siger professor Jørgen Elklit, som forsker i valgsystemer ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet.
Valgsystemet var bygget op på en måde, som lidt ligner systemet i England – såkaldt flertalsvalg. I England kan kun én politiker blive valgt ind i parlamentet for hver valgkreds.
Men der var en vigtig forskel på det engelske og det afghanske valgsystem:
»Man delte Afghanistan op i 33 valgkredse og besluttede, at hver valgkreds skulle have ikke ét, men flere parlamentsmedlemmer,« fortæller Jørgen Elklit.
Jørgen Elklit blev i 2004 af FN bedt om at levere et bud på et godt valgsystem til Afghanistan. Det så ud til, at hans bud ville blive indført, men pludselig blev det kasseret.
Han gætter på, at grunden til skrotningen er, at Afghanistans magthavere - herunder præsidenten - mente, at de lettest kunne fastholde magten med det valgsystem, der blev indført.
Det betød, at i en valgkreds, hvor der skulle vælges 14 kandidater, kunne de fem mest kendte kandidater måske tilsammen løbe med 90 procent af stemmerne.
Men da der skulle vælges 14 personer ind i valgkredsen, måtte resten af kandidaterne deles om de sidste 10 procent af stemmerne.
Det fik den konsekvens, at nogle af parlamentsmedlemmerne blev valgt ind med en vælgeropbakning på under én procent af kredsens stemmer.
»Det var ret tilfældigt, hvem der kom ind,« siger Jørgen Elklit.
Han fortæller, at Afghanistans parlament derfor har en hel del medlemmer, der i virkeligheden kun har ringe opbakning i befolkningen.
Situationen i parlamentet blev yderligere forværret ved, at de afghanske magthavere havde forbudt kandidater at stille op for partier.
Så hver gang der skal samles flertal for en lov i det afghanske parlament, skal de enkelte parlamentsmedlemmer tale sig tilrette.
Det er meget vanskeligere end i et valgsystem som det danske, hvor vi har partier.
Når Folketingets medlemmer skal blive enige om en lov, er det groft sagt kun partiernes ordførere, der skal blive enige. Resten af partiets folketingsmedlemmer stemmer så som regel efter, hvad ordføreren anbefaler. Men det afghanske parlament er splittet. Derfor kan det blandt andet ikke holde præsident Hamid Karzai i ørerne, som det ellers var meningen.
Eksemplet med Afghanistan viser, at et ordentligt valgsystem er meget vigtigt for et velfungerende demokrati.
Valgsystemet i Danmark fungerer på mange måder bedre end det i Afghanistan.
»I Danmark har vi valgkredse ligesom i Afghanistan. Men her fungerer de på en noget anden måde. Her kan man stemme på lokale kandidater eller på et parti, som ikke nødvendigvis får et mandat i ens valgkreds. Men stemmen går videre og kan hjælpe en kandidat et andet sted i landet.«
Enhedslisten stiller for eksempel kandidater op i Vestjylland, selvom de ved, at de efter al sandsynlighed ikke får folk valgt ind i en vestjysk kreds.
Det samme gælder Kristendemokraterne, som stiller kandidater op i byerne, selvom de ved, de får flest stemmer i Vestjylland.
Men fordi de danske stemmer alt i alt opgøres og i første omgang omsættes til mandater nationalt – i stedet for i valgkredsene – kan en stemme på Enhedslisten i Vestjylland hjælpe partiets kandidat i København.
»Havde systemet derimod været som i Afghanistan eller England, ville Enhedslistens vestjyske stemmer være gået helt tabt,« fortæller Jørgen Elklit.
Allerede i 1908 besluttede de danske politikere at indføre forholdstalsvalg i kommunerne. Men valgsystemet blev først brugt til parlamentsvalg fra 1915.
Danmarks valgsystem er altså anderledes end valgsystemerne i andre demokratier. Men sådan har det ikke altid været.
Fra Danmark fik grundlov og demokrati i 1849 og frem til 1915 lignede valgsystemet det, vi kender fra England og USA: Kun én kandidat blev valgt ind i Folketinget for hver valgkreds.
»Men det gav i slutningen af 1800-tallet spændinger. Der var nemlig virkelig mange kredse på landet og ikke så mange i byerne. Og på landet boede der knap så mange mennesker pr. kreds som i byerne.«
Det betød, at en forholdsmæssig lille del af befolkningen fik ret stor magt. Nemlig bønderne på landet, der stemte på Venstre.
»Byboerne stemte typisk på de konservative – eller Højre som de hed dengang. Og de følte ikke, valgsystemet var retfærdigt. Derfor ville de have det lavet om,« fortæller Jørgen Elklit.
I Belgien havde to matematikere hver for sig foreslået metoder til, hvordan man kunne forny valgsystemet, så mandaterne blev bedre fordelt.
Det havde ført til en ændring af valgsystemet i Belgien – og det fungerede godt.
Efter mange års forhandlinger bøjede Venstre sig i 1915 omsider for de andre partiers ønske, og valgsystemet for folketingsvalg i Danmark blev lavet om.
Efter et par justeringer i 1920 - og i senere i 1960'erne samt i forbindelse med kommunalreformen - endte folketingsvalgsystemet med at blive det, vi bruger i Danmark i dag:
Så snart et parti kan få stemmer nok i en valgkreds til at tage et såkaldt kredsmandat, får det plads i Folketinget. Men det får også folketingsmedlemmer, hvis det skraber mindst to procent af stemmerne sammen på landsplan.
»I Danmark synes de fleste nok, at vores valgsystem er det mest demokratiske. Det er virkelig svært at udslette selv små partier i Danmark, hvis man sammenligner med England eller USA,« siger Jørgen Elklit.
I de lande har valgsystemerne været stærkt medvirkende til, at to store partier dominerer parlamenterne (I USA Demokrater og Republikanere, i England Konservative og Labour).
Det kan derfor sikkert undre en dansker, at man holder fat i de gamle valgsystemer i USA og England.
Danskeren vil sikkert mene, at der ikke er så meget plads til forskellige holdninger. Men sådan tænker de fleste ikke i England og USA. »Systemerne fungerer jo, og man har vænnet sig til, at magten skifter mellem to partier. Og alt i alt hersker der en følelse af, at systemet er retfærdigt, fordi begge partier har magten på forskellige tidspunkter.«
»Alle valgsystemer har gode og dårlige sider. Og afhængig af hvordan man ser på tingene, kan man argumentere for, at det ene er bedre end det andet. I USA er der for eksempel ikke problemer med at få flere forskellige partier til at danne regering og samarbejde i den bagefter,« konstaterer Jørgen Elklit.
Men uanset hvad man måtte mene om de engelske og danske valgsystemer, kan Jørgen Elklit ikke sige meget godt om det afghanske.
»Det virker ikke. Du kan bare spørge dig selv, hvornår du sidst hørte noget til det afghanske parlament. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst hørte om det.«
»Nu skal de afholde valg igen senere på året. Med det samme valgsystem, hvor der kun er ændret et par småting. Det er stadig håbløst,« siger Jørgen Elklit.
To slags valgsystemer - to måder at træffe beslutninger på
Der findes overordnet set to slags valgsystemer.
De to systemer blandes tit mere eller mindre alt efter traditionen i de forskellige lande.
I et demokrati kan kan folket træffe beslutninger på to måder - via:
Håbløs opgave
Det er ikke nemt at diskutere sig til enighed, når man plejer at skyde på hinanden.
Ude og hjemme?
»Det var ikke nødvendigvis de klogeste eller dygtigste eller politisk mest visionære, der fik en plads i parlamentet. Og det har vist sig, at medlemmerne har svært ved at samarbejde,«...dét lyder da ellers helt hjemligt! :)
Demokrati i Afghanistan
Demokratiet har slået rod i Afghanistan. Stemmetallene er ganske høje, og skænderier blandt folkevalgte er ikke tegn på at demokratiet ikke fungerer. Det er først når de skyder på hinanden den er gal.
Intet demokrati uden tryghed.
I et land hvor ALLE er bange HELE TIDEN, vil de fleste stemme for "tryghed". = En stærk mand som kan beskytte os imod "X"
Chancen for at (vores) demokrati slår rod i Afghanistan er lig NUL.
Det eneste rigtige (og humane) ville være at FN (eller sikkerhedsrådet) sked på alle de fine fornemmelser, og indførte et hårdhændet men retfærgigt "koloni-styre" i en LANG årrække.Ikke som i De Gode Gamle Dage, selvfølgelig. Men som voksne der "opdrager" børn.- og ikke bare i Afghanistan - store dele af Afrika med, Nordkorea, Burma osv. osv.
Først skaber man sikkerhed, lov og orden. Så uddanner man folket. SÅ får de stemmeret.
NB: IKKE ved udlicitering til "Blackwater" og ros! Solide, offentligt ansatte bureaukrater.- with a licence to kill.
Handlekraftig regering
Der findes et politisk system med ekstremt handlekraftige regeringer, og det er diktaturet.
Regeringer behøver ikke være handlekraftige og love behøver ikke udspringe af parlament og regering. Tværtimod, så opstår de bedste love spontant gennem kutyme, normer og moral. Jeg ved godt at de formelt ikke regnes som love, men effekten er den samme alligevel.
Der er så nogle ting, hvor det er nødvendigt med rigtige love bakket op af ægte uforfalsket vold (det er alle folketingets love), og i de situationer, er der ofte nærmest konsensus blandt de folkevalgte, således at på de områder er regeringen meget handlekraftig.
Faglige, saglige og arbejdsome kandidater.
Det er jo langt vigtigere, at der kan dannes handlekraftige regeringer og beslutningsdygtige og arbejdsomme parlamenter end at opfylde en eller anden filosofisk millimeter retfærdighed.
Kvaliteten af love er jo i uhyre høj grad et resultat af en grundig og faglig behandling i parlamenternes udvalg.
Men det er mig underligt, at 'verden' snart mange gange har overtaget et land eller et område og alligevel ikke har et 'model afstemnings-system' klar, som kan og skal anvendes ved de første 3-7 valg.
Lars :)
Skjulte forudsætninger
Artiklens vurdering af valgsystemet har nogle skjulte forudsætninger. Først og fremmest, så er det baseret på at parlamentet skal være handlekraftigt, og let kan gennemføre mange love. Det er ikke nødvendigvis en god idé.
Med flertalsvalg er det sværere at gennemføre en lov, hvilket sikrer, at de love der gennemføres er i højere kvalitet. Ikke nok med det, så har vælgerne i flertalsvalg i enkeltmandskredse en markant større tilknytning til deres folkevalgte uanset om de har stemt på ham eller ej. En vestjysk stemme på enhedslisten i København giver ingen tilhørsforhold til de folkevalgte.
Flertalsvalg i enkeltmandskredse gør også at den folkevalgte ikke bare kan læne sig tilbage og stemme som ordføreren siger, for det enkelt medlem vil blive hold direkte op på sin stemme. Checks and balances. Lovene bliver ikke bare af højere kvalitet, de bliver også i højere grad i overensstemmelse med vælgernes ønsker. Man kommer altså lidt væk fra de to ulve og et får, der skal stemme om aftensmaden.
Det afghanske system med flertalsvalg i 14-mands kredse uden partistruktur synes uhensigtsmæssigt, men forholdstalsvalg er ikke den fantastiske løsning, som artiklen nærmest udtrykker.