Forventningerne til tolke i danske retssager er i mange tilfælde urimelige, når de skal oversætte de ofte komplekse juridiske dokumenter. (Foto: Colourbox)

Et nyt forskningsprojekt om tolkning i retssager peger på, at kommunikationen ofte halter, når en ikke-dansksproget sidder på anklagebænken.

Ifølge Tina Paulsen Christensen, som har lavet undersøgelsen sammen med to kolleger fra Handelshøjskolen på Aarhus Universitet, skyldes kommunikationsproblemerne både manglen på professionelle tolke, men også dårlige arbejdsvilkår for tolkene.

En tilbagevendende udfordring for tolkene er for eksempel, når anklageskrift og uddrag fra politirapporter læses op uden mulighed for forberedelse eller med indlagte pauser:

»Tolken bør ifølge Domstolsstyrelsens tolkevejledning have mulighed for at forberede sig, men i praksis får tolken sjældent anklageskrift og skriftlige dokumentbeviser udleveret forud for tolkeopgaven, selv om tolken selvfølgelig er underlagt tavshedspligt,« siger lektor Tina Paulsen Christensen fra Institut for Sprog og Erhvervskommunikation på Handelshøjskolen.

Hun forklarer, at det forventes, at tolken uden forberedelse kan "lire" en oversættelse af sig.

»Det er, uanset hvor god tolken er, en umulig opgave, især fordi der her er tale om sprogligt og indholdsmæssigt komplicerede juridiske dokumenter,« fortæller hun.

Ikke kun tolkens ansvar

Tina Paulsen Christensen, som selv gennem 12 år har arbejdet som retstolk, har sammen med sine kolleger bl.a. observeret otte retssager, hvor de centrale aktører også har deltaget i en efterfølgende spørgeskemaundersøgelse.

Observationerne viser, at vanskelige tolkesituationer jævnligt skyldes, at brugerne af retstolke, for eksempel dommere og advokater, ofte ikke har den nødvendige viden om tolkearbejdet og dets præmisser. Det kan i værste fald få konsekvenser for retssikkerheden:

»Under retssagen sker der ofte det, at advokater og dommere gør brug af sproglige vendinger, som i deres øjne formentlig er helt uproblematiske, men som sætter tolken i en svær situation, fordi han eller hun ikke kan tolke det sagte uden at afvige fra de etiske retningslinjer, som Domstolsstyrelsens vejledning foreskriver,« siger hun.

Ifølge Tina Paulsen Christensen viser undersøgelsen og observationer i danske retssale generelt, at mange opfatter kommunikationen til den anklagede som tolkens ansvar alene, men det er ikke rimeligt, mener hun.

»Det er selvfølgelig helt afgørende, at alle involverede parter formulerer sig hensigtsmæssigt, klart, tydeligt og med indlagte pauser, så tolken kan nå at få alle nuancer med. Hvis det for eksempel går for stærkt, er det uundgåeligt, at nogle af detaljerne går tabt. Spørgsmålet er, om man kan kalde det retfærdig rettergang, hvis den anklagede ikke fuldt ud har fået mulighed for at forstå, hvad der er foregået og sagt i retssagen,« siger Tina Paulsen Christensen.

Hun påpeger, at både deres observationer og tidligere undersøgelser tyder på, at kommunikation og interaktion i retssager med tolke kan forbedres markant, hvis brugerne af retstolke har større viden om tolkenes kommunikative udfordringer, da brugerne så i højere grad vil være bevidste om, hvordan de kan bidrage til at forbedre kommunikationen.

At være tosproglig er langt fra det samme som at være en god tolk. Retstolkning kræver indgående viden om interkulturelle forhold, etik, tolketeknik, retsterminologi og retsforhold og kommunikation generelt.

- Tina Paulsen Christensen

En rapport fra Domsstolsstyrelsen anbefalede da også allerede i 2003, at domstolsansatte blev undervist i brugen af tolke. Denne anbefaling er dog ikke blevet udmøntet i praksis.

Stor mangel på uddannede tolke

En anden væsentlig forklaring på tolkeproblemerne i danske retssale er manglen på uddannede tolke, for forudsætningen for vellykket kommunikation er blandt andet, at den medvirkende tolk er uddannet tolk og kan agere professionelt i en retssal.

Har tolken ingen tolkeuddannelse, vil det ofte resultere i både kommunikative og etiske problemer.

Mere end 80 % af de tolke der bruges i danske retssager er ikke uddannede tolke, men derimod tosprogede, der på baggrund af en optagelsessamtale ved politiet er blevet optaget på den såkaldte tolkeliste med 2500 tolke, som også domstolene bruger. En enkelt optagelsessamtale hos politiet uden deltagelse af en sprogkyndig person er dog et spinkelt grundlag for at virke som retstolk:

»At være tosproglig er langt fra det samme som at være en god tolk. Retstolkning kræver indgående viden om interkulturelle forhold, etik, tolketeknik, retsterminologi og retsforhold og kommunikation generelt for blot at nævne nogle af de ting, man skal vide noget om som tolk,« siger hun.

»Dommerne og øvrige aktører, der deltog i vores undersøgelse, og som i øvrigt viste stor interesse for projektet, gav da også i spørgeskemaerne og forudgående samtaler udtryk for, at der ofte var plads til forbedringer på tolkeområdet, især inden for de eksotiske sprog,« fortæller Tina Paulsen Christensen.

Efterlyser bedre egenkontrol hos myndighederne

Tolke ansat efter 1. juli 2008 er ifølge den såkaldte tolkebekendtgørelse blevet forpligtede til at følge et kursus i retssystemet og tolkeetik. Tina Paulsen Christensen kalder initiativet et skridt i den rigtige retning, men påpeger, at kurserne i 2008 og 2009 ikke blev udbudt i praksis på grund af politiets dårlige økonomi.

Samtidig opfordrer hun også til væsentlig bedre kvalitetssikring hos domstolene selv, da et sådant kursus ikke vil være nogen garanti for, at tolkningen i praksis er fyldestgørende:

»En vigtig måde at understøtte retssikkerheden for fremmedsprogede på kan også være en bedre egenkontrol hos myndighederne. Det kunne både være i forbindelse med optagelsen af nye tolke på tolkelisten og efterfølgende gennem en form for kvalitetskontrol for at sikre tolkens praktiske kompetencer, for eksempel ved inddragelse af en sprog- eller tolkekyndig person,« siger hun.

»Selv om det vil koste nogle administrative ressourcer, vil det - sammen med bedre viden om og forståelse for tolkens arbejdsvilkår - være en både tiltrængt og nødvendig forbedring af den eksisterende praksis,« afslutter Tina Paulsen Christensen.

Lavet i samarbejde med Handelshøjskolen, Aarhus Universitet