Den klassiske antropolog rejser til eksotiske egne for at studere fremmede og 'vilde' stammer.
Den irske antropolog Richard Jenkins tog i stedet til Skive for at undersøge, hvad det vil sige at være dansk.
På baggrund af 15 års studier i og af Danmark og danskhed har han skrevet bogen ‘Being Danish - Paradoxes of Identity in Everyday Life', som udkommer sidst på året.
Vi har talt med Richard Jenkins for at få antropologens syn på danskhed anno 2010.
Danskerne opfatter sig i høj grad som en samlet gruppe. Hvor homogent et folk er danskerne egentlig?
»Det er en myte. Det er en sandhed på nogle områder, for eksempel er der en fælles danskhed, som handler om, hvordan man skal tale dansk, hvordan man skal sige tak og meget mere. Men der har altid været megen forskellighed i Danmark. Der er for eksempel stor forskel på, om man kommer fra Bornholm, København, Holstebro og Aabenraa - det er fire forskellige steder med fire forskellige lokale kulturer og historier. Forskellighed er helt normalt i Danmark. Det er en myte, at vi alle er de samme, og vi alle er i samme båd. Og det har været en god og meget hjælpsom myte, men den passer ikke til det 21. århundrede.«
GRATIS NYHEDSBREV
Tilmeld dig Videnskab.dk's nyhedsbrev - og vind fede præmier
Hvorfor har myten været hjælpsom?
»Vi skal tilbage til 1864, hvor Danmark var i stykker, og til 1849, hvor Danmark fik en ny grundlov, som var en stor forandring. Dengang havde man brug for noget nyt som led i moderniseringsprocessen. Fortællingen, at vi er alle danske, og vi er alle i samme båd, samlede befolkningen. Moderniseringen var et helt nyt projekt, og fortællingen om lighed og homogenitet var hjælpsom, og den har virket i næsten 150 år. Men den virker ikke længere.«
Men vi holder jo stadig fast i fortællingen om, at vi er et homogent folk?
»Ja. Men Danmark har brug for en ny national fortælling om den store verden og forskellighed. Jeg håber, min bog vil bidrage til en debat om danskhedens fremtid.«
Hvad skal det være for en national fortælling?
»Det er ikke mig, der skal skrive den. Det er danskerne, der skal skabe en ny fortælling.«
Eller også er det staten. For eksempel har regeringen i de senere år lanceret en kulturkanon, en historiekanon og en demokratikanon, som skal give elever en fælles forståelse af dansk kultur, historie og samfund. Hvad betyder kanonprojektet for den fælles fortælling om danskhed?
»Tilbage i 1800-tallet var projektet ikke regeringens. Det var drevet af almindelige mennesker. Men nu har regeringen et projekt for danskhed: Regeringen vil skabe betydningen af danskhed. Og jeg synes, det er en fejl. Det er danskerne i deres daglige liv, der skal skabe danskheden. Det er ikke regeringen.«
»Danskhed er en meget almindelig og folkelig proces. Det er ikke noget, der kommer fra staten. Lad mig give et eksempel fra min bog: Jeg spurgte en skoleelev, ‘hvad er dansk mad?'. Og han svarede flæskesteg, pølser osv., men så tilføjede han: Der er også pizza og lasagne. Og det har han jo fuldstændig ret i, når vi ser på, hvad danske børnefamilier spiser. Lasagne er blevet dansk mad. Det med, at regeringen skal definere danskhed så firkantet, kommer ikke til at fungere.«
Hvorfor ikke?
»Ideen med en kanon er dårlig af tre grunde: For det første er det ikke regeringen, der ejer danskhed. For det andet forandrer danskhed sig hele tiden. For det tredje er kanonmodellen overfladisk. Danskhed er en meget kompleks og nuanceret proces.«
Hvad betyder ‘os' og ‘dem' for skabelsen af en danskhed?
Ideen med en kanon er dårlig af tre grunde: For det første er det ikke regeringen, der ejer danskhed. For det andet forandrer danskhed sig hele tiden. For det tredje er kanonmodellen overfladisk. Danskhed er en meget kompleks og nuanceret proces.»I antropologi og sociologi er vores model om etnicitet og identitet, at identitet altid sker i kontakt og i interaktion. Når jeg kommer i kontakt med en anden eller andre, kan jeg se mig selv. I de sidste hundrede år er der ikke talt særlig meget om danskhed, måske lige med undtagelse af krigstiden. Den offentlige debat om danskhed begynder cirka omkring 1990 som følge af indvandring og Danmarks medlemskab i EU. Så kommer spørgsmålene 'hvem er vi?' 'Hvad så med danskhed?'. Det er meget normalt, for når man kommer i kontakt med fremmede, begynder man at tænke over, 'hvem er vi?' 'Hvem er jeg?' Debatten om identitet og danskhed er et resultat af indvandring og EU-processen.«
Jo mere vi kommer i kontakt med det fremmede, jo mere spørger vi os selv 'hvem er vi?'. Kommer vi til at skabe en stærkere national identitet i takt med globaliseringen?
»Det er én mulighed, men det er ikke uundgåeligt. Der er også andre muligheder. I bogen opstiller jeg fire muligheder, men tre af dem er ikke en særlig god idé. En af de tre dårlige er integrationsmodellen, som går ud på, at det kun er indvandrere, der skal forandre sig og blive til danskere. Det er en urealistisk model, for danskerne lærer også noget af indvandrere. Det er altid en gensidig proces. Det er ikke kun indvandrere, der skal forandre sig. Alle skal forandre sig og tilpasse sig en ny situation.«
Hvad nu hvis man ikke vil forandre sig, som der muligvis er en del danskere, der ikke ønsker?
»I bogen opstiller jeg en fjerde model, som handler om at redefinere danskheden; at skabe en ny national fortælling, der accepterer og tillader diversitet. Det er en lang vej belagt med konflikt, uenighed og forhandling, og nogle mennesker kommer til at udvise modstand. Det er helt normalt, at der er mennesker som Søren Krarup, for det er en sej proces at omstille sig. I Storbritannien har vi arbejdet med problemet i årtier, og nu er vi måske på vej til et flerkulturelt samfund, hvor vi kan bo med andre mennesker. Vores nationalmad er nu chicken tikka masala. I Sverige og Tyskland begynder vi også at se det flerkulturelle samfund. Og det kommer til Danmark.«
I din bog skriver du "it could be much worse". Hvad mener du med det?
»Danskerne skal huske, at det kunne være meget værre. Hvis man læser Jyllands-Posten, tror man, at det hele går ad helvede til. Det går ikke ad helvede til. Det går faktisk meget stille og roligt i Danmark.«
Dette er et uddrag af interviewet med Richard Jenkins, lavet i samarbejde med Asterisk. Du kan læse hele artiklen her.
Tyndt opkog af det sædvanlige stærkt politiske dekonstruktivisti
Det er næppe værd at bruge mange linjer på kritik af dette her. Derfor vil jeg nøjes med at bide mærke i en ting: journalisten skriver: "den irske antropolog Richard Jenkins tog til Skive". Jenkins selv siger "vi" om både danskerne og Storbritannien. Han må altså mene at han har hele tre fædrelande. Bogen er dog skrevet på engelsk. Han mener også at danskerne skal have en "ny national fortælling om den store verden og forskellighed". Det lyder noget selvmodsigende. Hvis fortællingen handler om det globale - hvilket der godt kan være behov for - så er det jo ikke en national fortælling.
Jeg er ganske enig i at dansk identitet ikke nødvendigvis skal være den samme som i 1880. Jeg mener også at globat udsyn er godt. Men jeg mener også at der eksisterer en ramme for national identitet. Den går bl.a. ud på at alle vi forskellige danskere kender til hinandens særheder, så en thybo, københavner og bornholmer, eller en arbejdsløs og direktør, ved hvad de har til fælles. For vi har meget til fælles. Desværre er interessen for hinanden på retur, især pga. den københavnske middelklasses globale udsyn, som er af helt overfladisk karakter og har trængt det nationale udsyn tilbage. Det er jo ligesom ikke så fint at interessere sig for Thy og Falster. Og når den kreative klasse i København og Århus C ikke interesserer sig for Eskilstrup og Vorupør, men kun er nedladende, så kan jeg simpelt hen ikke tage deres empati for Burkina Faso og Irak alvorligt.
Professoren er på vildspor, når han mener at det "nationale" handler om at være ens.
Det er også interessant at han ikke vil aflive det nationale, men give det nyt indhold, som svarer til hans politiske overbevisning. Han er altså en slags ny-nationalkonstrutivist.
Hold kæft, hvor har vi hørt det mange gange før. Han er lidt sent ude, men projektet har jo også taget 15 år. Jeg ser dog frem til at læse bogen, for den kan umuligt være så flad som artiklen her giver udtryk for?
SV:SV:Jeg tror ikke at den bog bliver
solgt i flere eksemplarer, end han selv køber :-) og det er fuldt fortjent !
Sjovt, min første tanke var "den skal jeg da have". Og DET er fuldt fortjent!
Men held og lykke med at forskanse jer bag ligusterhækkene. Lyden i det fjerne er lyden af verden, der efterlader jer i vejkanten.
Og hvorfor er det at ensbetydende med at forskanse sig bag ligusterhækken, som du malerisk får udtrykt det, fordi at man har vovet at kritisere antropologens værk?
Der er heller ikke noget der tyder på at hans tilgang, resultater eller policy anbefalinger er særligt originale eller udtryk for ny viden. Det hele er mere eller mindre set før, blot er hans ideologiske sympatier ikke pakket ind på nogen måde.
Jeg er helt uenig med hans tilgang til emnet, og de ideologiske konklusioner han drager ud fra hans meget mangelfulde og overfladiske anayse.
Vil du ikke være så venlig at uddybe hvorfor at de uenige nu må lide den kranke skæbne der "efterlader jer i vejkanten"?
Det er vil rimeligt nok at bede om argumenter, de ubehagelige konsekvenser taget i betragtning?
SV:Jeg tror ikke at den bog bliver
solgt i flere eksemplarer, end han selv køber :-) og det er fuldt fortjent !
Sjovt, min første tanke var "den skal jeg da have". Og DET er fuldt fortjent!
Men held og lykke med at forskanse jer bag ligusterhækkene. Lyden i det fjerne er lyden af verden, der efterlader jer i vejkanten.
Jeg tror ikke at den bog bliver
solgt i flere eksemplarer, end han selv køber :-) og det er fuldt fortjent !
Venstreorienteret socialkonstruktivisme
Det er en myte. Det er en sandhed på nogle områder, for eksempel er der en fælles danskhed, som handler om, hvordan man skal tale dansk, hvordan man skal sige tak og meget mere. Men der har altid været megen forskellighed i Danmark. Der er for eksempel stor forskel på, om man kommer fra Bornholm, København, Holstebro og Aabenraa - det er fire forskellige steder med fire forskellige lokale kulturer og historier.
Der er sådan set aldrig nogen der har påstået at der ikke er regional variation, selv i et så lille land som Danamrk. Det er en ren stråmand som antropologen opstiller.
Han går galt i byen når han undlader at betragte etnisk og kulturel homogenitet som et relativt begreb. Danmark har indtil 1970erne været et meget kultuelt og etnisk homogent folk, når man sammenligner relativt med en række andre lande rundt i Europa. Befolkningen er kendetegnet ved en protestantisk kernekultur hvor alle taler samme sprog og tilhører samme etniske gruppe.
Så jeg giver ikke meget for forskerens konstatering af at der er forskel på molboere og cafe latte Københavnere.
»Vi skal tilbage til 1864, hvor Danmark var i stykker, og til 1849, hvor Danmark fik en ny grundlov, som var en stor forandring. Dengang havde man brug for noget nyt som led i moderniseringsprocessen. Fortællingen, at vi er alle danske, og vi er alle i samme båd, samlede befolkningen. Moderniseringen var et helt nyt projekt, og fortællingen om lighed og homogenitet var hjælpsom, og den har virket i næsten 150 år. Men den virker ikke længere.«
Det er historieforvanskning af dimensioner. Danskhed og det danske folk kan spores meget længere tilbage end 1864. Hans analyse hviler på en problematisk antagelse om at danskhed, som vi kender den, blev "konstrueret" tilbage i 1800 tallet. Det er en meget overfladiske tilgang til nationalitet og kultur, men ligger fint i forlængelse af den fremherskende tidsånd.
Ja. Men Danmark har brug for en ny national fortælling om den store verden og forskellighed. Jeg håber, min bog vil bidrage til en debat om danskhedens fremtid.
Og hvorfor har vi så det? Det fremgår på ingen måde at der er brug for en ny "fortælling". Det lugter langt væk af at antropologen ønsker at snige sin egen politiske dagsorden ind i sin forskning. Som reaktion på dette spørgsmål svarer han således:
I bogen opstiller jeg en fjerde model, som handler om at redefinere danskheden; at skabe en ny national fortælling, der accepterer og tillader diversitet. Det er en lang vej belagt med konflikt, uenighed og forhandling, og nogle mennesker kommer til at udvise modstand. Det er helt normalt, at der er mennesker som Søren Krarup, for det er en sej proces at omstille sig.
Og hvorfor skal man acceptere en "fortælling" som "tillader diversitet"? Det er intet andet en retorisk snogesnak der skal retfærdiggøre masseindvandring og multikulturalisme. Han udviser her selv en tilslutning til totalitær socialingeniør kunst og propaganderen, når han mener at Søren Krarup og ligesindede skal indoktrineres indtil deres holdninger er blevet marginaliserede.
I Storbritannien har vi arbejdet med problemet i årtier, og nu er vi måske på vej til et flerkulturelt samfund, hvor vi kan bo med andre mennesker. Vores nationalmad er nu chicken tikka masala. I Sverige og Tyskland begynder vi også at se det flerkulturelle samfund. Og det kommer til Danmark.
Er det ikke skønt at en socialingeniør skal bekendtgøre overfor os at det multikulturelle paradis står lige om hjørnet i et Vesteuropa som i stigende grad bliver mere og mere totalitært for at imødegå udfordringen fra islam og multietnificeringen.
Når danskerne er begyndt at spise kebab i stor stil, ja så er det åbenbart et tegn på at det går godt med integrationen. En analyse som er lige så overfladisk som hans nationalisme begreb.
Multikulturelle profeter som Richard Jenkins er sammenligne med marxisterne i 60erne og 70erne. Utopia er lige om hjørnet vi skal blot lige skabe det nye multikulturelle menneske før at paradiset indfinder sig.
Mere paradoksalt er det at Jenkins på den anden side er i mod kanon og er tilhænger af at danskerne selv skal definere den nye "diversificerede" danskhed.
En af de tre dårlige er integrationsmodellen, som går ud på, at det kun er indvandrere, der skal forandre sig og blive til danskere.
Den er ren bedrageri og hykleri fra hans side. Så længe danskhed defineres på "den rigtige måde", er det helt i orden.
Det er uærligt fra Jenkins side. Han kunne istedet lige så godt tone rent flag og bekende at han er multikulturalist som er er imod assimilering.
Det ville være langt mere ærligt, om end det ikke ville have meget med videnskabelig forskning at gøre.