Glem Afghanistan, glem Irak og glem Besættelsen. Langt flere danske mænd trak i uniform og drog af sted til slagmarker i det fremmede under Første Verdenskrig. Uniformerne var tyske. Men de 30.000 unge mænd indeni var dansksindede sønderjyder, som var tvunget i krig af de tyske myndigheder.
»Det er jo grotesk, at den største danske krigsindsats i moderne tid forgik i tysk uniform. Men det gjorde den,« siger Ph.D. ved Roskilde Universitetscenter Claus Bundgård Christensen.
Han arbejder på en bog om sønderjydernes erfaringer fra krigen ud fra deres breve, dagbøger og erindringer.
Sønderjyderne taklede krigens meningsløshed og deltog i dens rædsler på samme måde som deres tyske soldaterkammerater. Det gjaldt også krigens eneste massedrab, som fandt sted i Belgien. Men den historie bliver ofte glemt, fordi den bliver overskygget af vores fokus på besættelsen, som den mest vigtige krigserfaring.
Efter det danske nederlag i 1864 tilhørte Sønderjylland den tyske stat. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, blev 30.000 danske soldater tvunget i tysk tjeneste, og de kom til
at kæmpe i krigens største slag blandt andet ved Somme og Verdun. Mellem fire og fem tusinde af de unge sønderjyder vendte aldrig hjem igen, fortæller forskeren.
Og selvom krigen kunne virke særlig meningsløs for en dansker i tysk tjeneste, så kom danskerne hjem med de samme krigserfaringer og med de samme grusomme handlinger på samvittigheden som deres tyske kammerater.
»Det usædvanlige overgreb på den belgiske befolkning i august 1914 er et godt eksempel på, at danskernes erfaringer ikke afveg fra tyskernes erfaringer fra krigen,« siger Claus Bundgård Christensen og fortæller, at flere hundrede dansksindede soldater opholdte sig i Belgien på det her tidspunkt.
De tyske soldater havde fået en forestilling om, at civile belgiske friskytter ville angribe dem. Forestillingen var sandsynligvis forkert. Men soldaterne var blevet paranoide. Det
resulterede i, at flere hundrede landsbyer blev nedbrændt, og cirka 5000 civile belgiere blev brutalt nedskudt - også af danske soldater.
Forbavsende få sønderjyder valgte at desertere, da tyske myndigheder indkaldte dem i 1914 til at tjene deres værnepligt. Faktisk var der ingen, som sprang fra i første omgang. Claus Bundgård Christensen forklarer, at det er der flere grunde til.
»De var en del af en pligtkultur. Man gjorde, hvad der blev sagt.«
Der døde mellem 8,5 og 9,8 millioner soldater i Første Verdenskrig.
Også danskernes officielle repræsentanter i Sønderjylland sagde, at de unge skulle gå i krig. Parolen lød: Gør din pligt og kræv din ret. Sønderjyderne mente, at hvis man adlød, fik det danske mindretal i Tyskland et større spillerum til at forhandle om at få tilkendt flere rettigheder.
De unge så det heller ikke som en mulighed at flygte over grænsen til Danmark. For så ville de miste deres familie og fremtid, som ofte var knyttet til en gård.
Sidst men ikke mindst så trak krigen i de unges eventyrlyst.
»Mange var også fascineret af, hvad der foregik. Husk på, det her var før charterturismens tid,« siger Claus Bundgård Christensen og fortæller, at ingen havde regnet med at krigen ville vare mere end fjorten dage.
Første Verdenskrig blev udkæmpet mellem to alliancer af stater. Ententemagterne og centralmagterne:
Den kom til at vare i fire år. Og da krigens blodsudgydelser nåede sit højdepunkt i 1916, begyndte sønderjyske soldater at springe fra krigstjenesten for at redde liv og lemmer.
For det viste sig hurtigt, at krigen ikke blev eventyr for de unge sønderjyder. Livet i skyttegravene var grusomt, og man skulle adlyde livsfarlige ordrer. Men soldaterne havde mulighed for selvstændigt at handle på en måde, så deres chancer for at
komme fysisk og psykisk helskindet igennem det blev større, siger Claus Bundgård Christensen.
Her var kammeratskaber afgørende, uanset om de var tyskere eller danskere. For uden venner var der for eksempel ingen til at slæbe de unge i sikkerhed, når de blev skudt. Soldaterne kunne også aftale våbenhvile med fjendens soldater i skyttegravene på den anden side af ingenmandslandet ved at råbe: "vi skyder ikke, hvis I ikke skyder."
Mange var også fascineret af, hvad der foregik. Husk på, det her var før charterturismens tid.»Som regel blev aftalerne overholdt. Der er eksempler på, at soldaterne kunne gå og hænge vasketøj til tørre ovenfor skyttegravene under våbenhvilen, uden fjenden skød på dem,« siger forskeren.
Men volden kunne snart blusse op igen. For officererne havde selvfølgelig en interesse i, at aggressionen fortsatte, så de kunne vinde krigen. Danskernes håndterede dens meningsløshed med positive tanker
»Så længe krigen blev i Frankrig, så kom den i det mindste ikke til Danmark. Men de kom også igennem det ved at se frem til deres orlov og håbe på fred,« siger Claus Bundgård Christensen.
Første Verdenskrig bliver kaldt den glemte krig af danske historikere. Briterne opfatter den derimod som en langt mere betydningsfuld krigserfaring end Anden Verdenskrig. Claus Bundgård Christensen mener, at der er grund til at
Som regel blev aftalerne overholdt. Der er eksempler på, at soldaterne kunne gå og hænge vasketøj til tørre ovenfor skyttegravene under våbenhvilen, uden fjende skød på dem.huske på de sønderjyske soldaters erfaringer.
»Krig er kommet for at blive, og Danmark er som nation kommet i krig igen. I dag har vi flere tusind unge mænd, som har samlet krigserfaring i Irak og Afghanistan. Historien kan lære os, hvordan vi behandler veteranerne godt, og hvordan de bearbejder deres traumatiske oplevelser bedst,« siger historikeren.
Han mener bestemt, det er en god idé at etablere mindesteder for de faldne i de seneste krige, ligesom man gjorde efter Første Verdenskrig. Veteraner og pårørende bruger mindestederne til at komme sig over krigen, som for dem er svær at glemme.
/Historie.jpg)
Jeg synes helt klart at dette
Jeg synes helt klart at dette emne omkring danskeres deltagelse meget gerne må komme mere frem i historieundervisningen i skolerne, hvis ikke det allerede har fået mere plads. 1. verdenskrig blev helt klart nedprioriteret, da jeg i sin tid lærte om krigen, det handlede mest om et udenrigspolitisk magtspil i Europa, og man fik den indstilling at da Danmark jo var neutral og slet ikke rigtig med, så det var ikke så vigtigt et tema. Det var først, da jeg for ca. ½ år siden lidt ved en tilfældighed for første gang kom forbi Marselisborg Mindepark at det gik op for mig at der faktisk havde været rigtigt mange danskere med, og mange danske faldne i 1. verdenskrig. Jeg fik et helt chok over min egen uvidenhed.
Det vil være glimrende hvis
Det vil være glimrende hvis Claus Bundgård Christensen udvidede sin forskning til også at omfatte krigens årsager. Krigsårsagen, som den bliver fremstillet i historiebøgerne i Folkeskolen og gymnasierne, er både naive og mangelfulde og vidner om mangelfuld redelig forskning. Udenfor historiebøgerne omtales Første Verdenskrig ofte som en fuldstændig meningsløs og unødvendig krig. Egentlig var det kun de europæiske kejserhuse og kongehuse samt adelskaberne der ønskede krigen. De anvendte deres magt til at kommandere og kyse den europæiske arbejder- og bundebefolkning til at gå i krig mod hinanden. De adelige generaler på begge sider af de kæmpende hære havde blot en strategi der gik ud på at se hvilken af hærene der kunne holde længst til nedslagtningerne.
Man troede at krigen var over
Man troede at krigen var over med en stor sejr i løbet af nogen uger. Derfor var der ikke så mange der desertere. Tyskerne havde da også stor fremgang i starten.