»De unge mennesker, vi sender af sted, er hovedsagelig uddannet til krig - ikke til at løse konflikter. Vi slår, efter forsvarets egne beregninger, en afghaner ihjel om dagen. For hver af dem er der mindst 10 i hans familie, der bærer oplevelsen videre. Er det en god fredsoperation?«, spørger Claus Kold med stort engagement i stemmen.
Claus Kold har en ph.d.-grad i militærsociologi og er forsker ved Center for Konfliktløsning. Han mener, at det danske forsvar hænger fast i en forældet og forkert opfattelse af de internationale konflikter, Danmark er involveret i. Og det går ud over soldaternes muligheder for at løse de missioner de bliver kastet ud i, forklarer den danske konfliktekspert.
»Vi sender folk ud for at skabe fred, men med de instrumenter vi giver dem, beder vi dem om at føre krig,« siger han.
Claus Kold har været ansat på Forsvarsakademiet og har undervist i konfliktløsning på politiskolen
Den danske forsker understreger gang på gang vigtigheden af de signaler, de militære symboler sender til både lokalbefolkningen og til soldaterne selv.
»Når vi giver en mand en militær uniform og et våben og placerer ham i en kampvogn, så er det da logisk, at både soldaten, og den afghaner der ser ham rulle ind i landsbyen, vil tænke: vi er i krig«, forklarer Claus Kold, og pointerer, at »så kan man altså ikke tale fred med hinanden.«
At en soldat den ene dag skal patruljere i landsbyen og skyde efter mistænkte talebanere på marken, og den næste dag bygge en skole i byen, er uholdbart for begge parter, mener han.
»Vi er nødt til at udvikle en helt anden organisationsform og nogle andre begreber om hvad det er vi involverer os i. Forsvaret mangler viden og kyndighed i konfliktforståelse. En soldat skal kunne identificere de konflikttyper og eskalationsniveauer han møder, og ændre sin opførsel, uniform og udstyr derefter,« mener Claus Kold.
Også Karsten Møller, tidligere chef for Forsvarsakademiet, har efter sin afgang sidste år, gjort opmærksom på at soldaterne mangler uddannelse i netop konfliktløsning.
Claus Kold anerkender, at det danske forsvar forsøger at tilpasse sig de nye konflikter.
»De arbejder med at lægge våbnene fra sig i bestemte situationer. Men forståelsen af at konflikter er forskellige i forskellige kulturer, at de udtrykkes forskelligt, og at der reageres og handles forskelligt, det er ikke indarbejdet som en rød tråd i de fredsskabende operationer. Hvilket forsvarets egne forskere i Dansk Institut for Militære Studier i øvrigt selv påpeger,« siger Claus Kold og fortsætter: "
»Modstanden er i virkeligheden nøglen til løsningen af konflikterne, men det kræver, at vi søger at forstå og lytte - ikke at vi skyder på afstand.«
Krig er basalt set en udveksling af synspunkter med våben, forklarer han. Men det kan nogle gange gøres med ord, hvis man har forståelse for at afkode den konflikt man træder ind i - og er villig til at løbe en risiko for at blive skudt, understreger konfliktforskeren. Men det er ikke nemt at omsætte ønsket om nye konfliktløsningsmetoder til praksis, forstår man på ham:
Forsvaret mangler viden og kyndighed i konfliktforståelse.»Når man spørger forsvaret om muligheden for at løse konflikter med ord i stedet for våben, lyder svaret: 'det er ikke vores bord',« forklarer Claus Kold. Han mener, at netop denne form for forståelse forhindrer, at der bliver udviklet bedre løsninger på de aktuelle konflikter.
Claus Kold understreger, at selvom han forsker i konfliktløsning, er han ikke imod fredsoperationer slet og ret: »Det internationale samfund burde have grebet militært ind i Darfurkonflikten i Sudan,« mener han. »Vi skulle have stoppet volden, have trukket vores våben ud med det samme og så sendt en slags 'barfods'-diplomater ind. Altså den slags diplomater der ikke er bange for at gå ind i en konflikt, hvor der skal skydes.«
Hvis overgangen fra militær indgriben til fredarbejdet skal fungere, er det nødvendigt at lave radikale ændringer i de signaler man som fredsskaber sender til parterne, fastholder konfliktforskeren: «Man må enten skifte uniform, farve eller endnu bedre: skifte personerne ud - så får både lokalbefolkningen og soldaterne/diplomaterne et klart billede af, hvem der gør hvad, og hvorfor de er der.«
Det har han sagt 20 gange før, og desuden kan enhver kalde sig militærsociologEn del af problemet er, at forsvaret forstår fredsoperationer som krig - fordi det er hvad organisationen er skabt til. »Fredsoperationer defineres i dag kun som det de ikke er - nemlig "Operations short of War ."
De defineres ikke positivt, med meningsfyldte beskrivelser af, hvad man - FN - egentligt vil opnå og hvordan,« siger Claus Kold, og peger på at fredsoperationerne mangler deres egen artikel i FN's charter. Og at de af samme grund kaldes for paragraf 6½ operationer., som er en temmelig uklar kombination af paragraffen om konfliktløsning (§ 6) og paragraffen om nationalt selvforsvar med militære midler (§ 7).
Hvis vi fremover gjorde et bedre arbejde med at forstå de konflikter vi begav os ind i, og derefter forsøgte at løse dem med alle de midler konfliktforskningen tilbyder, frem for at hive det militære isenkram hver gang, ville vi måske have en højere succesrate i vores fredsskabende missioner, insisterer forskeren.
Videnskab.dk har forsøgt at få en kommentar fra Forsvaret om dets holdning til og erfaring med uddannelse i konfliktløsning. Forsvarskommandoen henviser til Hærens Operative Kommando, hvor man imidlertid ikke ønsker at udtale sig.
«Det vil jeg overhovedet ikke kommentere,« siger presseofficer Hans Vedholm. Adspurgt om konklusionerne af Claus Kolds forskning spørger han dog: «Hvem har sagt det?« Pressevagten kender tydeligvis den danske konfliktforsker: »Det har han sagt 20 gange før, og desuden kan enhver kalde sig militærsociolog,» lyder den umiddelbare kommentar herefter. Forelagt den endelige artikel, er presseofficerens eneste, skriftlige kommentar: Lad du bare alt det sludder fra Claus Kold stå som det, det er.«
Konfligter bærer løsningen i sig selv
Fordi uvidende folk ikke forstår verden, at den ikke er andet end konfligter, som derfor ikke hverken kan eller skal løses, for de er i sig selv en løsning, er ønsket fuldkomment blandt de uvidende om at slet ikke beskæftige sig med konfligter.
Derfor sker det så ganske ofte at man istedet forlader konfligten, og med det; virkelighedens muligheder, i et håbefuldt forsøg på at "løse konfligterne ideelt" - Dvs. med forestillinger om andre midler end selve konfligten, f.eks ved at inddrage løsninger fra andre, tidligere gennemførte konfligter, som vis iboende løsning man så forestiller sig kan gøres gældende generalt.
Man flytter således fokus fra konfligten - som mulighed, og skaber derved et problem, noget der umuligt kan løses, fordi løsningen i grunden ligger i den oprindelige konfligt, man ikke længere er intreseret i.
I denne gennemført absurte forestilling om at dersom ideerne engang virkede, så gør de det skam stadig, gør uvidenheden os således ikke blot skyldig i alle problemer, men er idiotien uoverskuelig, leder vanvidet os endelig ud i krig - al krig i verden, bunder i uvidenhed, og forestillingen om at en konfligt kan løses med andre konfligter; at min løsning også er din. Det er religionens vugge - og idag er denne religiøse uvidenhed en af de største og mest profitable industrier i verden. Krig/Had er blevet en exportvare.