Der mangler mennesker på tilhørsrækkerne i de danske retssale. Og det er et demokratisk problem. (Foto: Colourbox)

Danskerne ved for lidt om, hvad der sker i de danske retssale. De fleste af os har aldrig overværet en retssag, og vores forestillinger om, hvordan det foregår, stammer typisk fra medierne eller fra film.

Derfor bør domstolene gå i offensiven. For eksempel bør de dagligt lægge et referat ud på nettet, hvori de beskriver dagens afgørelser. Desuden kunne mange dommere overveje, om de er synlige nok i offentligheden.

Som situationen er nu, står det danske samfund nemlig med et problem. Vi lever ikke op til grundloven, som bygger på, at borgerne har indsigt i det arbejde, der foregår på landets domhuse.

Samtidig betyder vores manglende kendskab til retssystemet, at der nemmere opstår misforståelser og myter om, hvad man bliver straffet for, og hvor længe man eventuelt skal være bag tremmer.

Sådan lyder det fra Vibeke Borberg, som arbejder på en ph.d.-afhandling ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Ifølge hende har Danmark ellers en lang tradition for åbne domstole. Førhen blev retlige mellemværender således afgjort på tinge, hvor de lokale mødte op og eksemplevis overværede, hvilken straf der skulle tilgå Jens Peter for at have stjålet en ko.

»I dag er det meget få mennesker, der dukker op til en retssag, som de ikke selv er involveret i. En del af forklaringen er selvfølgelig, at de fleste er på arbejde, når retten er åben. En anden er, at vi vælger at få vores informationer via pressen, og det er et problem. Det siger jeg ikke for at genere medierne, men fordi de naturligvis opererer ud fra nogle journalistiske kriterier i stedet for juridiske. Derfor giver de ikke et repræsentativt billede af, hvad der foregår i retssalene,« siger Vibeke Borberg.

Tvind, Brixtofte og det store bogtyveri

Hun er selv jurist og har en fortid som advokat i en lang række sager - også af de spektakulære slags, som eksempelvis det store bogtyveri fra Det Kgl. Bibliotek, Tvind-sagen og som forsvarer for daværende borgmester Peter Brixtofte.

Alle tre sager appellerede til medierne, og pressen dækkede dem da også intensivt.

I det store bogtyveri var det familien og den nærmest Scherfigske embedsmand, der havde stjålet værdifulde bøger hele livet og gemt dem derhjemme for så at sælge dem og score kassen.

Tvind mindede lidt om en sekt med mystikken om den lukkede fond og Amdi Pedersen som den uhyggeligt karismatiske leder, der nærmest kunne få sine folk til hvad som helst.

Brixtofte-sagen havde X-factor, fordi den handlede om en kendt person, der havde ført sig frem med store armbevægelser, og som nu faldt for åbent tæppe.

»I sagen om Peter Brixtofte kan jeg huske, at vi jurister havde en indbyrdes konkurrence om at gætte, hvad overskrifterne blev i næste dags aviser, men det lykkedes os aldrig. Medierne lagde vægt på andre ting, end vi gjorde,« siger SDU-forskeren og uddyber:

»Hvis du spørger folk, hvad sagen handlede om, tror jeg, at de fleste vil fokusere på regningerne for de dyre rødvine. I virkeligheden udgjorde de kun en meget lille del af de beløb, som Brixtofte i alt blev dømt for uretmæssigt at have disponeret over. Men for at forklare den øvrige del krævede det, at man satte sig ind i nogle indviklede kommunale regnskabsregler og habilitetsproblemer. Derfor var Brixtofte-sagen i lighed med Tvind i virkeligheden eget kompliceret at referere ud fra en juridisk vinkel.«

Forkert opfattelse

I sagen om Peter Brixtofte kan jeg huske, at vi jurister havde en indbyrdes konkurrence om at gætte, hvad overskrifterne blev i næste dags aviser, men det lykkedes os aldrig.

- Vibeke Borberg

Mediernes dækning giver altså ikke nødvendigvis borgerne en afgørende bedre indsigt, påpeger Vibeke Borberg.

Hun henviser desuden til en undersøgelse fra Advokatrådet, som viser, at danskerne ved meget lidt om domstolenes afgørelser. De tror, at domstolene dømmer markant mildere, end de rent faktisk gør.

I samme undersøgelse bliver de adspurgte stillet over for en række konkrete sager og gerningsmænd, og her viser det sig, at de selv idømmer mindre fængselsstraf end domstolene. I stedet ønsker danskerne straffe, der har en genoprettende effekt - eksempelvis konfliktråd, samfundstjeneste og behandling.

»Den undersøgelse er et godt eksempel på, at der er en kløft mellem retspraksis og danskernes opfattelse af, hvordan domstolene dømmer. Det bliver vi nødt til at forholde os til, fordi det handler om tillid og mistillid. I sidste ende kan mistilliden jo føre til selvtægt, som vi for eksempel har oplevet det i forbindelse med en række røverier hos guldsmede. Eller da en 16-årig dreng ved Århus sidste år blev kørt ned af ejeren til en bil, som den 16-årige forsøgte at stjæle,« siger Vibeke Borberg.

I forbindelse med sin afhandling har hun tilbragt et halvt år i USA som gæsteforsker på Boston University School of Law. Formålet var blandt andet at studere, hvordan den amerikanske ret fortolker offentlighed i retsplejen.

»Det var meget lærerigt. Samtidigt var det tankevækkende at opleve, hvor synlige de amerikanske højesteretsdommere er. Når de giver foredrag, er det et tilløbsstykke for mange mennesker. Herhjemme ved de færreste, hvilke personer der udgør vores Højesteret, selv om det er landets højeste appelinstans. Efter min mening kunne disse dommere godt overveje at træde lidt mere frem og synliggøre, hvad de laver. De kunne også deltage i visse typer interviews i medierne, uden at de af den grund bliver mindre professionelle,« vurderer Vibeke Borberg.

Hun forventer at indlevere sin afhandling inden sommerferien.

Lavet i samarbejde med Syddansk Universitet