Tortur var en almindelig del af hekseprocesserne i Danmark, hvor domstolene overgik selveste inkvisitionen i brug af brutalitet over for trolddomsdømte. (Illustration: Durova )

Hvis du som dansker blev dømt for trolddom efter reformationen i 1536, var der ingen kære mor: Op på bålet med dig! En smertefuld død i flammerne var en uundgåelig skæbne for en trolddomsdømt i Danmark. Alligevel har vi danskere i dag en tendens til at tillægge den katolske kirke en langt større brutalitet i historien, end den, der blev praktiseret herhjemme.

Men danske domstole dømte i virkeligheden langt strengere og mere konsekvent end den katolske domstol, inkvisitionen, gjorde i Italien. Her blev trolddoms-dømte ofte 'blot' straffet med piskeslag eller fængselsstraf, hvor han eller hun kunne lære at blive en god kristen igen.

Den overraskende pointe kommer fra Louise Nyholm Kallestrup, historiker og postdoc ved Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse ved Syddansk Universitet. Hun har netop omskrevet sin ph.d.-afhandling om trolddomsforfølgelser i Danmark og Italien til bogen 'I pagt med djævelen', som udkommer i dag.

»Den italienske inkvisition ønskede at rekatolisere synderne. Så snart vedkommende angrede og betalte sin bod, så blev det muligt at genoptage ham eller hende i kirken,« fortæller hun.

Kun Gud kunne tilgive i Danmark

Luthers opgør med bodshandlingen betød, at man i det protestantiske Danmark mente, at Gud alene kunne dømme og tilgive synder i efterlivet. I Danmark var det verdslige domstole, det vil sige i øverste instans kongen og ikke kirken, som tog sig af trolddomsforfølgelser.

Forestillingen var den, at hvis ikke kongen straffede lovovertrædere, ville Gud kaste sin vrede over samfundet i form af krig, pest eller hungersnød.

Louise Nyholm Kallestrup har som en af de første forskere fået lov til at granske den italienske inkvisitions retsprotokoller i Vatikanets eget arkiv, som først blev åbnet for forskere i 1998. Da hun sammenlignede de italienske retssager om brug af trolddom med danske retssager, kunne hun konstatere, at vi var langt mere hårdhændede i Danmark.

Katolikker kunne sone deres synder

Mens troldfolk konsekvent blev idømt dødsstraf i Danmark, så kunne italienske troldfolk i nogle tilfælde slippe med at sige nogle bønner x antal gange, mens de i andre tilfælde måtte tåle piskeslag eller sidde i fængsel i årevis, hvis de blev dømt af inkvisitionen. Men fra cirka 1560 og frem fik de ingen dødsstraf.

Sagerne i Danmark handlede typisk om en troldkone, der havde været i skænderi med en, som så kom ud for en ulykke. Ofte kom anklagerne, fordi man ville retfærdiggøre, at man havde behandlet troldkonen dårligt. Eller fordi der var en, som forsøgte at stille sig selv i et bedre lys ved at udpege en troldkone. På den måde demonstrerede man, at man ville samfundet det godt.

Historikeren nævner to skæbner fra kilderne, som illustrerer tendensen.

I Danmark blev hekse brændt på bålet. Halvdelen af de anklagede blev dømt for at have brugt trolddom.(Illustration: PulkoCitron )

»Det er en sag fra Storvorde ved Aalborg, hvor en troldkone i 1636 blev brændt på bålet efter en anklage fra en af byens kvinder. Kvinden havde mistet sin mand efter lang tids sygdom. Manden var tidligere blevet truet af troldkonen efter at have taget af hendes kål. Ergo måtte hans sygdom og død skyldes troldkonens onde vilje,« fortæller historikeren.

Syndere havde bare levet forkert

I en af de italienske sager, som resulterede i en af de hårdeste straffe i kilderne, blev en kvinde anklaget for gentagende gange at have forsøgt at bruge skadevoldende magi til at slå folk ihjel. Ifølge dommen skulle hun have pisk på åben gade og fængsles i fem år. Herefter ville kirkens mænd tage stilling til, hvad der skulle ske med hende.

I retsmaterialet fremgår det, at hun blev ved med at udøve trolddom i fængslet på trods af sin dom, og at kirkens domsmænd fandt det strengt nødvendigt ikke at lade hende rende frit efter sin fængselsstraf.

»Inkvisitionen behandlede de dømte, som folk der havde praktiseret troen forkert, ligesom hvis man havde spist kød i fasten eller havde taget sig to koner. De var kættere. Dem skulle man have til at rette ind. Men henrettelse var ikke på tale,« siger Louise Nyholm Kallestrup.

Hun tilføjer, at der blev henrettet hekse i de italienske stater, men det var ikke inkvisitionen, som førte de sager, men verdslige domstole i stater, som ikke ville lukke inkvisitionens mænd ind.

Ustraffede hekse kunne udløse pest

I Danmark var det også en verdslig domstol under kongen, som tog sig af anklager om hekseri. Med reformationen i 1536 var kirkens love blevet sat ude af spil. Nu var det alene den verdslige øvrighed, som bestemte. Dommerne i det lokale By- eller Landsting idømte troldfolk dødsstraf på vegne af kongen og ikke kirken. Men troen havde fortsat stor indflydelse på lov og ret.

»Det er vigtigt at se lovgivningen og straffen i datidens kontekst. I Danmark var trolddom en forbrydelse, du begik imod din nabo men også en forbrydelse mod samfundet. For kirken handlede det om, at man havde indgået en pagt med djævelen og for befolkningen, at man forvoldte andre skade. Mens vi i dag kan adskille religion og domstol, så levede man dengang i et dybt religiøst samfund, hvor Guds eksistens aldrig blev betvivlet,« siger historikeren.

Derfor tvivlede danskerne ikke på, at man kunne skade andre med djævelens hjælp ved at mumle et par uforståelige ord eller ved at spytte på dem.

Den slags overtrædelser samt andet syndig adfærd måtte kongen straffe, da han var samfundets beskytter. Han var konge af Guds nåde. Hvis ikke han gjorde det, ville Gud straffe alle danskere med krig, pest eller hungersnød.

Hvis en troldkone bad om tilgivelse i dette liv, var der en chance for, at Gud ville tilgive hende i efterlivet. Men dødsstraffen slap hun ikke for.

En reformation med følger

Retssagerne mod troldfolk toppede i Danmark mellem 1618 og 1620. I 1696 finder den sidste hekseproces sted, da en gruppe kvinder fra Thisted bliver anklaget for at være en bande af hekse, som lod folk besætte af Djævelen. De bliver i sidste ende frikendt, og de 'besatte' blev i stedet dømt for bedrageri.

Louise Nyholm Kallestrup forklarer, at hovedpointen i hendes forskning er, at befolkningerne i Danmark og Italien havde parallelle opfattelser af trolddom. Men da domstolen det ene sted var verdslig og det andet sted var religiøs, betød det, at de to domstole definerede trolddom forskelligt. Det var hovedårsagen til de meget forskellige måder at dømme forbrydelsen på.

»Den brede befolkning har en forestilling om, at vi ved reformationen blev revet fri fra de katolske kløer, befolkningen blev sat fri, og at Danmark så blev et bedre samfund. I dag har vi jo stadig et billede af den katolske kirke som en gammel reaktionær dame, der buldrer mod fri abort, « siger historikeren.

Forskeren håber, at hendes nye bog kan være med til at nuancere denne opfattelse af reformationen og dens følger.

Bogen: 'I pagt med djævelen: Trolddomsforfølgelser og Trolddomsforestillinger i Danmark og Italien i den post-reformatoriske periode' er udkommet på forlaget Anis.