I serien 'Historiske Taler' har vi denne gang taget fat på en af grundlovens fædre, Orla Lehmann. (Billede: Constantin Hansens maleri af den grundlovsgivende forsamling)

Du kender måske Orla Lehmann - han var en af bagmændene bag opløsningen af enevælden og Grundlovens vedtagelse i 1849.

Den nationalliberale politiker havde mundtøjet i orden og stod bag nogle af danmarkshistoriens største taler.

»Han er vel nærmest det hjemlige bud fra det 19. århundredes politiske retorik på en taler i klasse med det 20. århundredes karismatiske talere som Winston Churchill, John F. Kennedy og Martin Luther King,« skriver lektor i retorik Charlotte Jørgensen i en forskningsartikel om Lehmanns såkaldte Ridehustale fra 1845, hvor han talte til tilhængerne tilhængerne af en hans mærkesager - skandinavismen. (Se talen i bunden af artiklen.)

Charlotte Jørgensen arbejder til daglig på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Politiker blev sammenlignet med Goebbels

Lehmann er i eftertiden også blevet beskyldt for at være det helt modsatte end for eksempel King - nemlig at være en folkeforfører og demagog på linje med en af Nazitysklands store skurke Joseph Goebbels.

Begge brugte de nemlig publikums begejstring aktivt, når de havde skubbet stemningen og euforien op på det højeste niveau.

Lehmann kæmpede for demokrati, Danmark til Ejderen og skandinavisme

Orla Lehmann satte med Ridehustalen og sine øvrige taler et tydeligt fingeraftryk på danmarkshistorien.

»Lehmann blev i løbet af 1840erne den mest fremtrædende repræsentant for nationalliberalismen og for afskaffelsen af enevælden. Det gjorde han ved at holde mange kraftige og styrkefulde taler,« siger lektor og ph.d. i historie Claus Møller Jørgensen.

Han arbejder på Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet og har forsket i datidens nationalliberale bevægelse.

Historikeren fortæller, at politikeren var kendt for sin konfronterende stil, sine punchlines og sine retoriske spørgsmål.

De retoriske kneb brugte han, når han bekæmpede enevælden, krævede et Danmark til Ejderen og italesatte den særlige nordiske ånd for skandinavismens tilhængere.

Euforisk publikum blev afkrævet et løfte

Spørgsmålet er, om Lehmann gav retorikken lidt for meget gas og direkte forførte sine tilhørere, da han den 24. juni 1845 stod foran et publikum af intellektuelle og unge skandinavister i Christiansborgs Ridehussal?

I denne tale afkræver Lehmann nemlig sit publikum et løfte, efter han har pumpet stemningen op til det ypperste, fortæller retoriker Charlotte Jørgensen. I løftet siger publikum ja til at ville stræbe efter at gøre Norden til deres fædreland.

Kritikere vil dog hævde, at Lehmann med sine eminente retoriske færdigheder har bragt dem i en stemning, hvor det næsten er umuligt at sige nej.

Religiøs og messende som Goebbels

Folket var stimlet sammen foran Ridehussalen for at høre Lehmanns tale. Lehmann stod i spidsen for en massebevægelse, som krævede demokrati. Billedet illustrerer folketoget mod Christiansborg 1848. (Illustration: S. Wiskinge, 1921)

»Denne tale minder stundom om en så celeber propagandist som Goebbels. Fra radioen har vi vel endnu alle i øret hans religiøse rytmisk gentagne anråbelse, messende som muezzinens råb fra minareten, - Ich frage Euch - traut Ihr dem Führer?«

Sådan skrev forfatteren Sven Clausen i 1949 i et afsnit om Orla Lehmann i en gennemgang af politiske taler på Christiansborg gennem tiden.

Den konklusion er Charlotte Jørgensen ikke enig i,

Hun har nemlig i sin forskningsartikel undersøgt Orla Lehmanns brug af såkaldte talehandlinger i Ridehustalen.

Ophøjet og næsten rituel stemning i Ridehussalen

Stemningen i Ridehussalen er på sit højeste den sommeraften i Ridehussalen 1845, hvor Lehmann beder sit publikum om et løfte.

En blødt lys fra massevis af stearinlys breder sig ud over salen, som er pyntet op med blomster, bøgegrene og granguirlander.

1600 mandlige gæster er mødt op i salen til det skandinaviske studentermøde.

Fakta

HISTORISKE TALER

I serien 'Historiske Taler' gransker Videnskab.dk historien og retorikken bag fortidens betydningsfulde taler.

Og udenfor står en stor skare af københavnere stimlet sammen på ridebanen.

Publikum gentog deres løfte til Lehmann

Lehmann og publikum er noget til et stemningsmæssigt højdepunkt i talen, hvor han lover at stræbe efter at gøre hele Norden til sit fædreland.

Publikum er med ham, og han griber øjeblikket og beder dem om at love det samme.

»Jeg spørger Dem, om De veed, at et saadant Ja er et helligt Løfte, hvormed ingen ærlig Mand letsindigen tør lege, - et helligt Løfte, hvorfor De sætte i Pant Deres Mandoms Ære og Deres Sjæls Fred?« siger han og bliver mødt med et tordnende JA fra publikum. Lehmann fortsætter:

»Nu saa spørger jeg Dem da, om De som ærlige Mænd vil holde, hvad De af et oprigtigt Hjerte have lovet? Om De vil blive troe - troe indtil Enden - troe i Liv og Død?«

Spørgsmålene bliver igen højlydt bekræftet af publikum, som dermed sagde ja til at ville »..hver paa sin Vis, hver med De Kræfter, der ere ham givne, og i den Livsstilling, der vorder ham tildel« arbejde for at fremme skandinavismen.

Lehmann er måske det danske svar på King

Charlotte Jørgensen fortæller, at det der sker i talen er, at taleren og publikum i denne højstemte tilstand danner et fællesskab om en fælles vision, hvor fortid og fremtid bliver smeltet sammen i situationen.

Lehmann anklaget for at opildne til revolution Skandinavismen var en bevægelse bestående af unge studenter og intellektuelle, som ønskede at styrke forbindelserne mellem Norge, Sverige og Danmark. Læs mere på denstoredanske.dk.(Illustration: Fred J)

»Han løfter talen op med religiøse overtoner. Det er samme sprogbrug, som man bruger i en rituel sammenhæng.«

Retorikeren fortæller, at det er det samme som borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King gør i den berømte tale 'I have a dream'.

»Et af sammenligningspunkterne med King er, at det er den improviserede del af talen, som han er blevet mest kendt for. Det vil sige den følelsesmæssigt ladede slutning i talen, og den begejstrede respons, som han spontant vælger at fremkalde hos publikum,« siger forskeren.

Lehmanns publikum kunne sige fra

Charlotte Jørgensens vurdering af talen er altså helt anderledes end Sven Clausens sammenligning med nazilederen Goebbels. Retorikeren mener, at en af de afgørende forskelle mellem Lehmann og Goebbels retorik er, at Goebbels anvendte beskidte tricks.

Nazisterne sendte dels klapsalver ud af store højtalere mellem publikum, så stemningen blev højstemt på falsk vis. Derudover pillede de folk ud fra publikum, hvis de buede eller råbte af taleren.

Ifølge Charlotte Jørgensen er Lehmanns retorik heller ikke manipulerende af følgende grunde:

Appel til følelser er ifølge forskeren ikke det samme som manipulation. Ridehustalen er ikke en politisk tale men en lejlighedstale, som har til formål at skabe sammenhold om nogle bestemte værdier. Derfor er det ok at henvende sig meget til følelserne.

'Forførelse' er ikke nødvendigvis negativt. Charlotte Jørgensen mener, det er uklart, om det er Lehmann som forfører med sine gentagne spørgsmål, eller om det er publikums begejstring, som forfører Lehmann til stille spørgsmålet igen og igen.

Magtforholdet mellem taler og tilhørere er lige. De unge studenter er på forhånd engageret i skandinavismen, og Lehmann har ikke mere viden om det han taler om end dem, og han har ikke en magtposition over dem.

Løftets indhold er af en sådan karakter, at publikum ikke kan have de store skrupler ved ikke at opfylde det.

Begejstring er ikke altid resultatet af demagogi

Charlotte Jørgensen mener, at der i Danmark er en udbredt opfattelse af, at retorik, der skaber begejstring og store følelser, er usmagelig og ulækker.

»Selvfølgelig skal vi være på vagt over for det. Men vi skal ikke afskrive, at en sådan tale også kan have positive funktioner og politisk betydning. Efter Martin Luther Kings tale blev bevidstheden jo en anden,« siger hun.

Men mens King stadig har indflydelse på, hvordan amerikanerne forstår sig selv og deres samfund, så har Lehmanns ridehustale ikke længere nogen betydning for os.

Skandinavismen led som bevægelse nemlig et voldsomt nederlag som bevægelse, da Danmark kom til at stå alene under 1864-krigen, og visionerne viste sig at være umulige at gøre til virkelighed.

Fakta

LÆS OGSÅ

Grundtvig blev dømt for at svine professor til

Orla Lehmann talte om den nordiske 'vikingeånd' og at han ønsker at 'fuldbyrde Nordens Enhed ved at forene dets tre Kroner paa samme Hoved'.

For os nutidige danskere kan det her med en nordisk ånd og et skandinavisk historisk betinget fællesskab måske lyde som noget ophøjet og verdensfjernt. Det samme gælder Lehmanns sprogbrug.

Men faktisk var Lehmanns tale ikke helt ufarlig.

Orla Lehmann var allerede blevet fængslet en gang for sin kritik af enevælden i den såkaldte Falstertale. I Ridehussalen kommer han ind på et ømtåleligt emne igen, da han taler om tidligere forsøg på »at fuldbyrde Nordens Enhed ved at forene dets tre Kroner paa samme Hoved.«

Ridehustalen kom til at koste Orla Lehmann endnu en retssag, hvor han var tiltalt for at ville vælte kongen. Lehmann hævdede, at han med talen ikke opfordrede til revolution men blot til en åndelig og fredelig forening af de skandinaviske lande. Han blev frikendt for anklagerne men havde ikke kunnet virke i sit embede som højesteretsdommer under retssagen.

Kilde: Charlotte Jørgensen og Claus Møller Jørgensen