En for længst glemt filmstimmel er dukket op i en kasse i politiets arkiver. Filmstrimmelen viser arrestationen af danske jøder i 1943.
Udover den nyopdagede film kender historikerne kun til ét fotografi, som viser selve tilfangetagelsen. Derfor er fundet af filmen lidt af en sensation.
»Det er en ekstrem vigtig dokumentation af den forbrydelse, der fandt sted. Der findes mennesker, som benægter, at Holocaust fandt sted, og der virker billeder ekstremt stærkt. Og billeder bliver ikke mindre vigtige, når vidnerne snart er borte,« siger ph.d. i historie ved Dansk Jødisk Museum Sofie Lene Bak om smalfilmen.
Hun leder forskningsprojektet ’Danske Jøders Krigsoplevelser 1943-45’, der har indsamlet en stor mængde billedmateriale.
»Vi har indsamlet omkring 700 billeder, der dokumenterer de danske jøders liv før, under og efter Anden Verdenskrig. Men det er netop ikke billeder af selve forbrydelsen. Derfor er filmen lidt af et scoop,« siger historikeren, som betegner filmen som unik – også i international sammenhæng.
Smalfilmen er kommet til forskernes kendskab efter Simon Wiesenthal Centret og Det Mosaiske Trossamfund i 2007 anmeldte den danske nazist Søren Kam for at have haft en central rolle i jødedeportationen i 1943.
Statsadvokaten fik i den forbindelse politiet til at finde en gammel sag frem fra gemmerne. En politibetjent åbnede en gammel papkasse med retsakter og heri lå den historiske film.
Gestapo tog kun familier, når det gjaldt jøder
Smalfilmen er optaget af en af Danmarks mest berygtede nazister Paul Hennig den 12. oktober 1943, og Videnskab.dk har som det første medie fået mulighed for at vise hele filmstrimmelen fra Horserød-lejren.
Paul Hennig var en af de mest fremtrædende personer i Dansk Antijødisk Liga – altså en udpræget antisemit.
Den danske nazist havde ifølge Sofie Lene Bak en meget betydningsfuld rolle i forfølgelsen og deportationen af jøder i Danmark, og filmen er et vidnesbyrd om, at den danske nazist også var til stede i Horserødlejren. Det var sidste stop, inden jøderne blev sendt videre til nazisternes koncentrationslejre.
»Der er i sig selv noget kuldegysende ved, at man kan se, at det er i Horserødlejren, og at der optræder kvinder og børn på filmen. Det er det forfærdelige aspekt ved den,« siger historikeren.
Det, at der optræder kvinder og børn på filmen, bekræfter, at der er tale om jøder.
Se filmen her:
Historikeren forklarer, at hvis de tilfangetagne havde været kommunister, så havde fangerne været mænd. Nazisterne gik nemlig kun efter hele familier hos deres fjender, når det gjaldt jøder.
Desuden kan personer, man med sikkerhed ved opholdt sig i lejren, identificeres på filmen. Derfor er der ingen tvivl om, at fangerne på filmen er internerede jøder.
Film skulle bruges som antisemitisk propaganda
Smalfilmen er dog andet og mere end dokumentation for arrestationen og deportationen af jøder i Danmark.
Den er også et eksempel på, hvordan anti-jødisk propaganda tog sig ud.
Paul Hennig havde nemlig et helt særligt formål med at optage filmen.
Jødiske vidner i lejren fortalte i retten under retsopgøret, at manden bag smalfilmapparatet i Horserødlejren havde sagt, at filmen skulle bruges til at vise, hvordan danske jøder så ud.
Nærbilleder viser et forvrænget billede af danske jøder
Smalfilmen skulle nemlig bruges som propagandafilm ifølge Sofie Lene Bak, som har skrevet ph.d.-afhandling om Paul Hennig.
Hun mener, at det er tydeligt, at Paul Hennig har set og ladet sig inspirere af den tyske propagandafilm ’Der ewige Jude’, som var stærkt antisemitisk. Paul Hennig bruger nemlig de samme virkemidler sin film.
»Ligesom i ’Der ewige Jude’ udvælger han de jøder, som har det mest ’fremmedartede’ udseende. Filmen skal understrege, at jøder er fremmede og ”racemæssigt” anderledes end den almindelige dansker,« siger historikeren om Paul Hennigs brug af nærbilleder.
Sofie Lene Bak nævner tre eksempler:
-
Manden som bærer en traditionel jødisk hovedbeklædning og har slangekrøller. Manden hed Schmuel Sender Jonisch og var ortodoks jøde. Han blev som den eneste dansker sendt til Auschwitz fra Theresienstadt. I koncentrationslejren antog hans vogtere formentligt, at hans stærke religiøsitet var et tegn på vanvid, og han blev derfor interneret sammen med de sindssyge. Sporet efter Schmuel Sender Jonisch ender i Auschwitz.
-
På filmen er der også en mand, som står og gestikulerer underligt. Sofie Lene Bak ved fra hans søn, at manden aftenen før havde fået mange tæsk. Derfor virker han omtåget på filmen. (Hør sønnen fortælle i en film på Theresienstadt.dk).
- Ægteparret, som optræder i nærbillede i filmen, havde i datidens øjne et fremmedartet udseende. Parret var russiske indvandrere og deres påklædning forekom fremmedartet. Mandens skægvækst var også mere udpræget end datidens danskere var vant til.
Paul Hennigs hjemmelavede propagandafilm kom dog aldrig i omløb, da han ret hurtigt fik travlt med andre ting.
Film beviser nære relationer til Gestapo
Paul Hennig blev efter besættelsen dømt for sin rolle i deportationen af danske jøder.
Den danske nazist var nemlig ikke kun aktiv ved interneringen i Horserød men også på mange andre måder.
Jødiske vidner fra Horserødlejren fortalte i retten, at en mand havde filmet dem, og da Paul Hennig allerede var i politiets søgelys for sin deltagelse i jødedeportationen, blev hans hjem ransaget.
Her fandt man smalfilmen og det tilhørende smalfilmapparat, og filmen kom i retssagen til at optræde som et bevis for, at Paul Hennig havde været til stede og ikke mindst for, at han havde nære relationer med Gestapo.
Dødsdom fik Hennig til at pege på andre
Paul Hennig blev i første omgang dømt til døden med hjemmel i den særlige stikkerparagraf, som blev indført under retsopgøret.
Han ankede derefter sagen til Højesteret og fik i 1949 omstødt sin straf til livsvarigt fængsel.
»Det må have stået klart for ham, hvor alvorlig hans sag var. Han havde en dødsdom hængende over hovedet, derfor forsøgte han naturligvis at fralægge sig ansvaret for sine gerninger – og implicere andre. En af de personer, han pegede på, var Søren Kam,« siger historikeren.
Da politiet i 2007 havde gennemgået den gamle sag mod Paul Hennig vurderede Statsadvokaten, at der ikke kunne rejses sag mod Søren Kam, som i dag bor i Tyskland.
Smalfilm viser en ekstremists tankegang
Selvom filmen i dag således ikke har en retslig betydning, så er det i historieforskningen en sensation, at filmen er blevet fundet.
Udover at filmen er uvurderlig dokumentation for jødedeportationen i Danmark, så viser den nemlig også, hvilket menneskesyn antisemitterne havde.
»De tænkte knapt på jøderne som mennesker. Det er jo ekstremt dehumaniserende, at han (Paul Hennig red.) står og fotograferer disse mennesker dagen før, de skal sendes i koncentrationslejr,« siger Sofie Lene Bak, som bemærker, at Paul Hennig levede som et ganske almindeligt menneske og ikke lod til at være hverken specielt ond eller psykopatisk.
»Vi skal ikke undskylde deres tankegang, men vi er nødt til at prøve at forstå den måde, de tænkte på – så vi kan forhindre racisme og fremmedhad,« siger historikeren om antisemitterne.
Hvis ikke vi forstår, hvorfor sådanne tankegange har tiltrækningskraft, og hvorfor de vinder udbredelse, kan vi, ifølge Sofie Lene Bak, heller ikke forhindre, at historien gentager sig.
Læs mere om Paul Hennigs forbrydelser og straf i artiklen Smalfilmfotograf deltog i flere forbrydelser.
\ DERFOR ER FILMEN SLØRET
Videnskab.dk har søgt Landsarkivet for Sjælland og Lolland Falster om tilladelse til at vise Horserød-filmen. Filmen er som udgangspunkt ikke tilgængelig for offentligheden, da den indeholder personfølsomme oplysninger. Men vi har fået tilladelsen blandt andet på betingelse af:
-
at der søges indhentet samtykke fra de nulevende personer, der optræder på filmen, eller for nu døde personer fra deres efterlevende pårørende.
- at billeder af personer, for hvem der ikke foreligger samtykke til offentliggørelsen, afmaskes på en måde, der hindrer identifikation af de pågældende.
Undtagelser
Derfor er nogle personer på filmen sløret, andre er ikke. Det gælder for eksempel den gestikulerende mand, hvor vi har fået tilladelse til at vise filmen af hans søn.
Efter tilsagn fra Landsarkivet for Sjælland og Lolland Falster viser vi også billederne af Schmuel Sender Jonisch. Hans billede er allerede vist i andre medier og hans identitet og skæbne er kendt i faglitteratur.
Sidst men ikke mindst så har Landsarkivet for Sjælland og Lolland Falster ikke haft noget krav om, at Paul Hennig eller de personer, som bærer uniform på filmen skal sløres, da de er til stede efter eget valg, hvilket sidenhen har affødt retsopgørssagen, hvor filmen indgik som bevis mod dem.
Optagelserne af de øvrige personer i filmen er så uskarpe, at det ikke er muligt at identificere dem. Disse klip i filmen er i øvrigt allerede kommet til offentlighedens kendskab på hjemmesiden Theresienstadt.dk uden sløring. Derfor er deres ansigter ikke sløret yderligere.
Kravet om sløring har vakt debat.
Berlingske Tidendes historiker og journalist Bent Blüdnikow skrev i januar 2011 en kronik, hvor han argumenterede for, at sløringen af de danske jøder i eksempelvis Horserød-filmen er et problem.
Hovedpointen i kronikken var, at sløringen fjerner jødernes identitet fra historieskrivningen, og at disse mennesker reduceres til et tal, hvis ikke vi kender deres ansigter, navne og identiteter. Nazisterne får derimod lov til at beholde deres identitet og historie, fordi deres ansigter ikke sløres.
Rigsarkivar Asbjørn Hellums modsvar var blandt andet, at den danske arkivlov efter hans mening ikke er specielt restriktiv, og at den bliver forvaltet lempeligt.
Derfor gives der dispensation til 98,5 procent af alle ansøgninger om at benytte arkivalier, som indeholder personfølsomme oplysninger, der er mindre end 75 år gamle. Baggrunden for, at så mange dispensationer er givet, er ifølge Rigsarkivaren, at der følger vilkår for benyttelsen med i dispensationen. Han fremførte i øvrigt, at Rigsarkivet havde konkrete erfaringer med, at der findes ofre fra deportationen, som fortsat gerne vil være anonyme i offentligheden.
\ DE FLESTE JØDER BLEV REDDET
Langt de fleste danske jøder blev reddet ved en redningsaktion i oktober 1943, hvor de blev sejlet over Øresund til Sverige. Men en lille gruppe på 5 procent blev deporteret til nazisternes koncentrationslejre.
Kilde: Sofie Lene Bak