Dansk filolog modtager ’den lille Nobelpris’
07 april 2017

Den danske filolog og middelalderforsker Sten Ebbesen er af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi blevet tildelt den prestigefulde Gad Rausing-pris for enestående humanistisk forskning, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.  

Sten Ebbesen er ansat som professor ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet, hvor han har været med til at udvikle forskningsmiljøet i klassisk filologi og middelalderfilosofi. Det har han eksempelvis gjort ved at udgive en række græske og latinske værker, som blandt andet vil kunne bruges i forskningen af filosofiske tekster.

I pressemeddelelsen fortæller han da også, at netop disse værker er nogle af hans vigtigste bidrag til forskningen.

»I det lange løb tror jeg, at mine udgaver af græske og latinske tekster, som aldrig før har været på tryk, vil være mit varigste bidrag til videnskabens fremme. Teorier bliver gerne helt eller delvist forældede inden for få årtier, hvorimod en god udgave beholder sin brugsværdi i mindst 100 år,« lyder det.

Prisen kaldes også for 'den lille Nobelpris', og med til prisen følger en million svenske kroner. Den blev uddelt af den svenske konge i forbindelse med akademiets årsfest i Stockholm.

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.