Ungarske Ignaz Semmelweis var læge i midten af 1800-tallet. Han har senere fået titlen 'Mødrenes frelser', fordi han ved brug af simpel håndvask fik nybagte mødres dødelighed til at styrtdykke.
I dag skrubber, skurer og afspritter verdens læger hænderne til hudløshed. Samtidig griner vi af datidens 'dumme' læger, der nægtede at følge Semmelweis' råd. Men det er ikke helt fair, for vi reagerer ikke ret meget anderledes i dag på nye radikale teorier.
Faktisk udspiller vores egen tids Semmelweis-drama sig for øjnene af os. I øjeblikket er en ny teori om årsagen til mavesår er ligeså kontroversiel og har først lige taget sine første barneskridt.
Allgemeine Krankenhaus i Wien havde to fødselsafdelinger. På den første døde 13-18 procent af mødrene af barselsfeber. På den anden kun omkring to procent. Overklassekvinderne lå på den første afdeling og blev tilset af læger. De andre på måtte nøjes med jordemødre.
Semmelweis satte sig i hovedet, at han ville finde svaret. Som en god videnskabsmand gennemgik han derfor minutiøst alle forskelle på de to afdelinger. Var det, fordi præsten kun gik igennem den første afdeling? Eller var der noget med klokken, der kun ringede på den første afdeling?
Selv om præst og klokke forsvandt fra afdelingen, blev bunken af kvinde-lig ikke mindre.
En dag obducerede Semmelweis' gode ven lægen Jakob Kolletschka liget af en kvinde, der var død af barselsfeber. Han fik en infektion og døde kort tid efter. Episoden fik Semmelweis til at spekulere over sammenhængen mellem obduktioner og barselsfeber.
Lægerne, der arbejdede på den første afdeling, startede nemlig om morgenen med at foretage obduktioner sammen med lægestuderende.
De gik således bogstavelig talt fra at have haft fingrene i lig til at have dem i kvinder. Jordemødrene på den anden afdeling var derimod ikke med under obduktionerne.
Nu opstillede Semmelweis den hypotese, at kvinderne døde af 'ligstof', som lægerne overførte via obduktionerne. Han fik derfor lægerne til at vaske hænder i en klor-opløsning, inden de tilså kvinderne. Da man også begyndte at vaske operationsinstrumenterne i opløsningen, faldt dødeligheden på begge afdelinger til omkring én procent.
Det var i 1847. Han forsøgte herefter i tiden frem til sin død i 1865 - på et sindssygehospital - at få alle verdens læger til at vaske hænder. En del valgte at følge rådet, men den etablerede lægeverden fik han aldrig omvendt.
Historien er interessant i videnskabsteorien, fordi den illustrerer videnskabens metodiske grundtræk.
Videnskabsmanden undrer sig (de to forskellige dødsrater), og han indsamler empiri (forskellene på de to afdelinger). Derefter opstiller han en hypotese (det er de uhygiejniske læger, der overfører ligstof til patienten), efterprøver den (lægerne vasker hænder) og føder derved en ny videnskabelig teori.
Den er også interessant, fordi teorien trods sin åbenlyse rigtighed, hvis vi analyserer den med nutidsøjne, blev forkastet i samtidens videnskabskredse.
Men hvad hvis vi kigger på den med en 1800-tals læges briller på?
»Hvis jeg havde været læge og naturforsker i midten af 1800-tallet, hvad er det så, jeg er mest optaget og fascineret af? Det er uden tvivl et ønske om at finde sikker viden. Og sikker viden er ifølge tidens positivistiske tænkning viden, der er baseret på direkte sanseerfaring for eksempel det, man umiddelbart kan se i mikroskopet,« fortæller Thomas Söderqvist, professor i medicinhistorie og direktør for Medicinsk Museion, Københavns Universitet.
Den viden havde Semmelweis ikke. Derfor blev han afvist af kollegaerne.
»Han udledte noget ud fra forskellen på to afdelinger, men ifølge tidens positivisme så ville man have mere håndfast empirisk evidens, især noget man kunne se med øjnene. Alt, hvad Semmelweis havde, var en korrelation og nogle postulater,« siger Thomas Söderqvist.
Der er stadig mange liv at redde i verden ved at forbedre hygiejnen. I Afrika dør cirka 2.000 børn om dagen af diarrésygdomme. Hjælpeorganisationen Ibis anslår, at dødeligheden kan reduceres med 45 procent ved forbedret hygiejne som for eksempel regelmæssig håndvask.
Thomas Söderqvist afviser også tanken om, at Semmelweis skulle være et specielt oplyst geni, der trodsede den stædige og konservative lægeverden.
»Ja, okay, der gik over 20 år fra Semmelweis kom med sin teori til den blev alment accepteret med bakteriologiens gennemslag. Det kan måske synes som lang tid, men det er meget normalt for en så radikal nytænkning,« siger han.
20 år skulle der også gå fra slutningen af 1970'erne til en revolutionerende ny teori om årsagen til mavesår bed sig fast. Dens historie ligner den 150 år gamle fortælling om årsagen til barselsfeber.
I starten af 1900-tallet mente man, at for meget mavesyre var årsag til mavesår. Den tyske kirurg Karl Schwarz sagde blandt andet: »Uden syre, intet sår.« Man behandlede derfor lidelsen med syreneutraliserende stoffer.
I 1979 fremsatte den australske patolog J.R. Warren og turnuskandidaten B. J. Marshall i stedet den hypotese, at det var en bakterie ved navn 'helicobacter pylori', der var årsagen til mavesår. De havde taget prøver fra flere mavesårspatienter, og hos de fleste var bakterien til stede.
Ligesom Semmelweis mødte de to en mur af hovedrystende kollegaer.
»Kritikerne sagde, at fordi der var en bakterie, kunne man ikke sige, at den havde skabt mavesåret. Det kunne jo også være omvendt, at såret var årsag til bakterien. Og så havde man faktisk ret solide og gode teorier for mavesår allerede,« siger Michael Slott Norup, lektor i etik og videnskabsteori ved Institut for Folkesundhedsvidenskab.
I dag er det alment anerkendt, at bakterien kan give mavesår. 20 år efter opdagelsen fik Marshall og Warren også nobelprisen.
Både Thomas Söderqvist og Michael Slott Norup mener, de skeptiske øjne på videnskabens nyeste påfund som teorien om helicobacter - og i sin tid teorien om ligstof - er helt efter bogen.
»Hvis vi blåøjet godtog alle nye banebrydende hypoteser uden at stille krav om, at de kunne forbindes med anden teori, så ville vi til sidst være teoriløse. Det er derfor kun sundt og helt naturligt, at vi møder dem med skepsis,« siger Michael Slott Norup.
Historien om mavesåret viser altså, at vi er nøjagtig ligeså tilbageholdende over for nye teorier i dag som for 150 år siden, da Semmelweis forsøgte at få lægerne en tur forbi håndvasken, inden de stak deres snavsede hænder ind i folks kroppe.
I 1979 opdagede den australske patolog J.R. Warren en spiralformet bakterie i en biopsi fra mavesækken fra en patient med mavesår. Det i sig selv var mystisk, for på det tidspunkt mente man, at mavesyren gjorde mavesækken steril.
Det viste sig, at de havde opdaget en hel ny bakterieart kaldet helicobacter. Warren og turnuskandidaten B.J. Marshall undersøgte nu hundredvis af mavesårspatienter, og hos næsten samtlige var bakterien tilstedet. Det fik dem til at fremsætte en hypotese om, at helicobacter var årsag til mavesår.
Hypotesen mødte hård modstand, for man havde allerede en solid teori for mavesår.
En desperat Marshall, der manglede penge til sin forskning, så kun én udvej. I 1984 slugte han en bakteriekultur med helicobacter. Syv dage senere havde han udviklet mavekatar, men ikke et rigtigt mavesår. Forsøget kom ikke længere, for Marshalls kone, der selv lå syg med to brækkede ribben, bad ham stoppe. En ærgerlig Marshall lod sig derfor i stedet behandle med antibiotika.
I dag er det alment kendt i lægevidenskaben, at bakterien helicobacter pylori kan være årsag til mavesår.
Både han og Warren fik nobelprisen i medicin i 2005 for deres opdagelse.
Kilde: Michael Slott Norup, lektor i etik og videnskabsteori ved Institut for Folkesundhedsvidenskab
/AT.jpg)
