Derfor har politikerne endnu ikke reddet klimaet

I december 2015 var verdens ledere samlet på COP 21-møde i Frankrig for at diskutere, hvordan Jordens klima kan få en hjælpende hånd.

Mødet var det 21. FN-topmøde om klimaet, men trods to årtiers klimadiskussioner mellem verdens ledere, påpeger flere forskere, at møderne reelt ikke har gjort den store forskel for Jordens klima.

Årsagen til de manglende resultater for klimaet er blandt andet et for stort politisk fokus på økonomi, mener Theresa Scavenius, som forsker i global klimapolitik ved Københavns Universitet.

»Overordnet set kan man forklare den manglende succes med klimapolitikken med, at der ikke er politisk vilje fra store lande som USA og Kina. Men der er også en dybereliggende forklaring, som handler om, hvilken type politisk forståelse, som er dominerende i øjeblikket. Det er en forståelse, som er meget fokuseret på økonomi,« fortæller Theresa Scavenius, som er postdoc ved Institut for Statskundskab.

Neoliberal tankegang styrer klimapolitikken

Ifølge Theresa Scavenius har FNs klimaforhandlinger afspejlet, at politikernes tankegang i de senere årtier har taget økonomisk drejning.

Frem for at opsætte specifikke regler og mål for, hvor meget udledningen af drivhusgasser skal reduceres hvert år, fokuserer politikerne i stedet på at reducere udledningen indirekte – ved at give penge til fonde, som har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser, forklarer Theresa Scavenius.

»Det økonomiske fokus har betydet, at klimaforhandlingerne i høj grad har handlet om, hvor mange penge de enkelte lande vil forpligte sig til at give til forskellige klimafonde.«

»Det afspejler, at klimapolitikken er blevet lukket ind i et paradigme, som vi kalder det neoliberale paradigme. Her fokuserer man på, hvordan markedet og økonomiske incitamenter kan skabe resultater i samfundet. Det betyder, at politikerne i mindre grad siger; vi ønsker os x, y eller z, og så finder vi pengene bagefter,« siger Theresa Scavenius.

Hun påpeger, at selvom et land har skrevet under på, at det vil give penge til klimafonde, har det flere gange vist sig, at det ikke sker alligevel.

Olieselskaber kæmper imod klimaaftale

På Danmarks Tekniske Universitet er professor Kirsten Halsnæs enig i, at økonomiske overvejelser spiller en vigtig rolle for den globale klimapolitik.

Hun påpeger dog, at en ambitiøs klimapolitik ikke er forhindret af, at den samlet set vil være meget omkostningsfuld for verden; den vil mere specifikt gå ud over pengepungen hos en række store, økonomiske interessenter forbundet med fossile brændstoffer.

En ambitiøs klimaaftale vil nemlig få deres forretningsområde til at forsvinde, og derfor kæmper olie-og gasindustrien imod forpligtende klimaaftaler i FN, forklarer Kisten Halsnæs.

»Hvis der skal gøres noget drastisk for klimaet, vil det betyde kæmpe tab for energiindustrien – olie, kul, gas og så videre vil blive ramt. Så der er store økonomiske interesser på spil, og det er i bund og grund det, det hele handler om,« siger Kirsten Halsnæs, som er professor ved Danmarks Tekniske Universitet og forsker i klima og økonomi.

Vil hellere indgå bilaterale aftaler

Selvom de fleste lande troligt tropper op på FN’s årlige klimakonferencer – der mere præcist kaldes ‘Conferences of the Parties (COP)’ – kan det set fra de enkelte landes synspunkt være mere attraktivt at indgå klimaaftaler uden om FN, forklarer Kirsten Halsnæs.

»Mange lande vil hellere indgå bilaterale klimaaftaler frem for aftaler i FN, fordi det giver mulighed for at forhandle om ekstra ting. Man kan lave lidt aftaler om frihandel og teknologi, så det ikke alene handler om klimaet, men også større samarbejder.«

»En anden grund er, at landene ikke ønsker at afgive suverænitet ved at lave forpligtende klimaaftaler gennem FN. USA og Kina vil for eksempel godt lave aftaler med hinanden, men de ønsker ikke at tilslutte sig en eller anden formel kontrolinstitution, som kan uddele bøder og kontrollere deres klimaindsats,« siger Kirsten Halsnæs.

FN havde succes med Montrealprotokollen

Historisk set er det ellers lykkedes FN-landene at blive enige om at forpligte sig til at reducere udledning af gasser, som var til skade for planeten.

FN-topmøder i 1970’erne og 1980’erne førte i 1987 til den såkaldte Montrealprotokol, som forpligtede landene til at lave betydelige reduktioner af ozonlags-skadende gasser.

»I Montrealprotokollen lavede man en bindende aftale om, at der hvert år skulle reduceres specifikke procentsatser af de gasser, som skadede ozonlaget. Politisk set var det en kæmpe succes, for det har betydet, at man nu stort set har udfaset de ozonskadelige gasser. Den slags konkrete mål om reduktion har vi slet ikke set i klimatopmøderne,« fortæller Theresa Scavenius.

Hun forklarer, at der er flere årsager til, at 1990’ernes og 00’ernes klimatopmøder ikke har haft samme succes med at få lavet bindende aftaler om at reducere verdens udledningen af drivhusgasser.

»Mange siger typisk, at Montrealprotokollen var nemmere at gå til end nutidens klimaforhandlinger. CO2 er integreret i kernen af vores samfund og infrastruktur, fordi biler og anden transport udleder CO2. De ozonskadende gasser var måske nemmere at erstatte – de blev for eksempel brugt meget i køleelementer.«

»Men hvis den politiske vilje havde været der, kunne man godt have fulgt eksemplet fra Montrealprotokollen og lavet en langsom udfasning af CO2. Men i stedet har man valgt at fokusere på økonomiske tiltag, som mere indirekte skal reducere udledningen af CO2,« siger Theresa Scavenius.

Både Theresa Scavenius og Kirsten Halsnæs mener dog, at FN’s klimatopmøder har spillet en vigtig rolle i forhold til at sætte klimaet på dagsordenen blandt verdens ledere.

Årets klimatopmøde foregår i Le Bourget nær Paris i perioden 30. november til 11. december 2015.