Et forskningsprojekt i Aalborg er i øjeblikket ved at sætte konkrete tal på, hvad vi egentlig godt vidste i forvejen: Unge bruger meget længere tid foran computeren, end på at bruge tilbud og muligheder rundt omkring i byen.
Forskere fra Institut for Arkitektur & Design på Aalborg Universitet har udstyret folk fra byens ungdomsuddannelser med den nyeste GPS-teknologi for at kunne følge deres gang rundt omkring byen og i hjemmet. Oplysningerne bliver suppleret af en spørgeskemaundersøgelse og turdagbøger, som de unge deltagere selv udfylder over nettet, hvor de fortæller om deres færden.
GPS hjælper på hukommelsenDet hele skal give et hidtil unikt overblik over, om unge på mellem 15 og 25 år overhovedet bruger byen, og i givet fald til hvad.
»Når de udfylder en turdagbog, får de samtidig præsenteret et kort ud fra data i GPS’en. Det hjælper deres hukommelse på gled om, hvad de har lavet i løbet af dagen. På den måde får vi mere detaljerede turdagbøger, end man har fået før, samtidig med at GPS’en giver os en helt ny geografisk dimension,« fortæller ph.d.-studerende Peter Bro, der sammen med forskningsleder Henrik Harder er ansvarlig for overvågningen.
Et enestående redskabGPS-undersøgelsen er en del af projektet »Det mangfoldige byrum«, som er sat i verden for at gøre det lettere at regne ud, hvordan en by skal indrettes i fremtiden, så den passer til indbyggernes behov.
»Byer og huse bliver jo stående i mange år, så det er vigtigt, at vi får kendskab til, hvad der betyder noget for folk, og især unge, som jo skal bruge byen fremover. Det her er et enestående redskab for fremtidens planlæggere af byrummet,« fortæller Peter Bro.
Giver et generelt billedeI alt 300 unge fra Aalborgs forskellige ungdomsuddannelser deltager i undersøgelsen. De er nøje udvalgt, så de giver et repræsentativt billede af Danmarks unge befolkning. Derfor vil resultaterne ifølge Peter Bro kunne sige noget generelt om unge i Danmark.
»Selvfølgelig vil der være sådan, at undersøgelsens resultater vil være præget af, at det er Aalborg, vi har med at gøre. Men der er klart basis for at drage vidtrækkende konklusioner, for unge mennesker ligner hinanden, om det så er Aalborg, Århus eller København,« mener Peter Bro.
\ Kilder
\ Om »Det mangfoldige byrum«
GPS-delen af undersøgelsen om brugen af byen kører fra 1. marts til 1. juli 2008.
I øjeblikket går 40 elever fra ungdomsuddannelser i Aalborg rundt med en GPS i lommen eller om halsen. Hver deltager har sin »Lommy« i otte dage.
De unge kommer fra ungdomsuddannelserne i Aalborg: HTX, tekniske skoler, gymnasier, handelsskoler og Aalborg Studenterkursus.
I alt deltager 300 unge. Deltagerne er typisk mellem 15 og 25 år. De fleste er under 21. Derudover har 1.500 unge allerede deltaget i en spørgeskemaundersøgelse.
Projektet er blandt andet støttet af fonden Realdania med 3,3 millioner kroner og bliver lavet i samarbejde med Aalborg Kommune.