Brug penge på rengøring, og bliv lykkeligere
Ny forskning viser, at det gør mennesker lykkeligere at betale sig fra eksempelvis rengøring, indkøb og børnepasning. Køb af tid kan være en buffer mod en presset hverdag, siger forsker.
Rengøringshjælp betale sig fra service lykke

Mange mennesker ville blive lykkeligere, hvis de betalte sig fra selv at skulle gøre de huslige pligter som rengøring og havearbejde. Alligevel holder de fleste pungen i lommen og ruller selv ærmerne op. (Foto: Shutterstock)

Ny canadisk forskning viser, at penge rent faktisk kan gøre dig lykkeligere - hvis du altså bruger dem på det rigtige.

For mens køb af materielle ting som sofaer og fjernsyn ikke gør noget godt for din lykkefølelse, kan du blive lykkeligere af at bruge dine penge på at hyre andre menneskers hjælp til eksempelvis rengøring, indkøb, havearbejde og børnepasning.

Historien kort
  • Det gør folk lykkeligere at købe sig til tid ved at betale sig fra eksempelvis rengøring.
  • Danskere får ekstra meget ud af at betale sig fra kedelig opgaver i hjemmet.
  • Vi har for travlt i vores hverdag, siger forskere.

Det nye studie viser i tillæg, at danskerne rent faktisk er blandt dem, der får mest lykkefølelse ud af at bruge penge på at købe mere tid i hverdagen.

»Mange mennesker tænker nok på at betale andre fra at gøre rent eller lignende, men får alligevel aldrig hyret nogen til at gøre det. Vores forskning viser, at hvis du føler dig presset på tid, og forskellige arbejdsopgaver i hjemmet gør dig miserabel, så brug lidt penge på at få andre til at gøre det for dig. Det betaler sig, og du vil få en større tilfredshed med livet,« fortæller studiets hovedforfatter, Elizabeth Dunn, der er professor ved Department of Psychology ved University of British Columbia, Canada.

Det nye studie er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS.

Markant lykkeligere af at købe sig til tid

I det nye studie har forskerne spurgt 6.271 amerikanere, canadiere, danskere og hollændere om, hvor mange penge de bruger på at købe sig til hjælp med huslige opgaver, og hvor lykkelige de føler sig.

  • På en skala fra 0 til 10 rapporterede forsøgsdeltagerne gennemsnitligt om en tilfredshed med livet på omkring 7.
  • Personer, der ikke brugte penge på at købe forskellige serviceydelser, lå gennemsnitligt på omkring 6,5,
  • Personer, der jævnligt brugte penge på serviceydelser, toppede på omkring 7,5.

Elizabeth Dunn fortæller, at det hele har noget at gøre med tid.

»Problemet er, at mange mennesker har penge, men ingen tid - og tid er, hvad vi skal bruge for at føle os lykkeligere. Derfor bliver vi lykkeligere, hvis vi bruger penge på at købe os til en mindre presset hverdag frem for materielle ting,« siger hun.

Rengøringshjælp betale sig fra service lykke tid er penge

Mange mennesker har penge, men ingen tid - og tid er, hvad vi skal bruge for at føle os lykkeligere. (Foto: Shutterstock)

Noget tyder dog på, at der er en grænse for, hvor meget lykke vi kan købe os til.

  • Studiet viste nemlig også, at personer, der brugte ekstra mange penge på at få andre til at hjælpe sig med rengøring, græsslåning og så videre, ingen gavnlig effekt havde af det og kun scorede omkring 6,5 på skalaen.

»Personer, der bruger rigtig mange penge på at købe sig til serviceydelser, er måske så pressede på tiden, at de ikke kan få købt sig nok af den til, at det har en effekt,« siger hun.

Passer godt med andre studier

Det nye studie passer godt på andre studier af, hvad der kan påvirke folks følelse af lykke.

Det fortæller Bent Greve, der er professor og lykkeforsker ved Institut for Samfundsvidenskab og erhverv ved Roskilde Universitet.

»Det viser noget, som vi allerede ved: Vi vil gerne arbejde, men vi vil også gerne have fritid. Derfor er det nok også sådan, at dem, der får mest gavn ud af at bruge penge på at købe sig til mere tid, også er dem, der arbejder mest. Det er i sig selv også en bekræftelse af, at nogle mennesker nok arbejder for meget i det hele taget og har svært ved at få karriere og familie til at hænge sammen på en måde, der gør dem lykkelige,« siger Bent Greve.

Den danske forsker fortæller også, at der tidligere er fundet sammenhænge mellem indkomst og følelse af lykke, og det nok også er det, som studiet peger på.

»Alle har jo ikke råd til at bruge penge på rengøring og indkøb, men for de mennesker, som har indkomsterne til, at det kan lade sig gøre, kan det højne deres følelse af lykke. For mange mennesker er det til gengæld ikke muligt, for de må prioritere mellem eksempelvis rengøring og ferier. Begge er noget, som kan give mere fritid og en følelse af at være lykkelig, og det hjælper i den sammenhæng ikke noget at droppe en uges ferie for at købe sig til rengøring,« siger Bent Greve.

Der er ifølge den danske forsker også andre måder at ’købe’ sig til mere lykke end at bruge penge på rengøring og havearbejde. Det kan blandt andet dreje sig om længere ferier eller at gå på nedsat tid.

Rengøringshjælp betale sig fra service lykke tid er penge

Studiet bekræfter, at nogle mennesker nok arbejder for meget og har svært ved at få karriere og familie til at hænge sammen på en måde, der gør dem lykkelige, siger lykkeforsker Bent Greve.

Danskere bliver lykkeligst af at bruge penge

Det nye forskningsresultat er ifølge Elizabeth Dunn heller ikke en mirakelkur til at få et mere lykkeligt liv, men det viser, at det er muligt at få en større lykkefølelse i livet ved at bruge sine penge på den rigtige måde.

Specielt danskerne ser ud til at have fordel af at bruge penge på at købe sig til hjælp fra andre.

Det nye studie viser i hvert fald, at danskere, der bruger penge på at købe sig selv til mere tid, bliver forholdsvis lidt mere lykkelige af det sammenlignet med canadierne, hollænderne og amerikanerne.

Forskellen er dog så marginal, at den ikke er statistisk signifikant.

»Problemet er vores tid og kultur her i Vesten. Vi har så travlt, at tidspresset påvirker vores humør og dermed vores følelse af lykke på den lange bane. Jeg er ret sikker på, at man ikke vil finde den samme effekt af at bruge penge på at købe sig til mere tid i et afrikansk landområde,« siger Elizabeth Dunn.

For få bruger penge på at blive lykkelige

Selvom det nye studie viser, at man kan købe sig til lykke, gør de færreste det alligevel.

Blandt de mere end 6.000 personer i undersøgelsen, brugte kun 28,2 procent af deltagerne penge på at købe sig til mere tid.

»Det er ikke i sig selv overraskende, at folk bliver mere lykkelige af at købe sig til mere tid. Det er forventet. Det er dog overraskende, at vi ser så stor en effekt af det og samtidig finder, at folk ikke benytter sig af muligheden for at gøre sig selv mere lykkelige,« siger Elizabeth Dunn.

Rengøringshjælp betale sig fra service lykke tid er penge

Selvom det nye studie viser, at man kan købe sig til lykke, gør de færreste det alligevel, selv om de har råd. (Foto: Shuttterstock)

Mest udtalt fandt forskerne det blandt 818 hollandske millionærer.

Selvom de alle sammen havde penge nok til at købe sig til rengøring eller lignende, valgte halvdelen at bide i det sure æble og svinge kosten selv i stedet for at bruge tiden på noget andet, som kunne gøre dem gladere.

»Selvom køb af tid kan være en buffer mod dagligdagens stress, gør kun et fåtal det alligevel, selvom de har råd,« siger Elizabeth Dunn.

Kun to procent vil bruge penge på at købe sig til mere tid

I det nye studie har forskerne justeret deres resultater for, at mennesker ikke har det samme rådighedsbeløb at bruge på eksempelvis rengøring. Alligevel finder de den samme effekt på tværs af indkomstgrupper.

Forskeren har også lavet yderligere forsøg for direkte at teste, om det virkelig gjorde forsøgspersonerne lykkeligere at bruge penge på at købe sig til mere tid.

I et forsøg gav de 60 forsøgsdeltagere $40 i 2 på hinanden følgende uger.

Forsøgsdeltagerne blev bedt om at bruge pengene i den ene uge på noget materielt, mens de skulle bruge pengene på at købe sig til mere tid i den anden uge.

Resultatet viste, at folk følte sig lykkeligere i den uge, hvor de brugte pengene på at købe sig til mere tid.

Alligevel tænker vi sjældent over at bruge penge på at købe os til mere tid.

En rundspørge blandt 98 af forsøgsdeltagerne viste, at hvis de fik 40 dollar til at bruge på lige det de ville, ville kun 2 procent bruge dem på at købe sig til mere tid.

»Det viser, at vi ikke tænker over, at man kan købe sig til mere lykke. Men det kan det her studie forhåbentlig være med til at sætte mere fokus på,« siger Elizabeth Dunn.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud