Bosættere i Grønland skal lære os at tackle fremtidens klimakatastrofer
Klimakatastrofer kan næppe undgås, men vi kan gøre meget for at undgå, at de rammer hårdt. Det er konklusionen i et nyt arkæologisk studie af 13 fortidige klimakatastrofer i Nordatlanten og det sydvestlige USA.

Her ses et arkæologisk fundsted fra Thulekulturen. (Foto: <a href="https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Cambridge_Bay_Thule_Site_1998-06... Walk</a>)

I jurasprog er en klimakatastrofe noget, der fritager os fra kontrakter. Det er force majeure; en hændelse ingen har indflydelse på. Når vi ser billeder fra for eksempel kæmpemæssige jordskælvsskader og dødbringende hungersnød, virker det hele da også håbløst, men hvad med de jordskælv og ekstreme tørker, som aldrig skaber en decideret katastrofe?

Er der tale om rent held, eller skyldes det nærmere den kontekst, naturfænomenerne opstår i? Et nyt arkæologisk studie viser, at der faktisk er en sammenhæng mellem, hvordan situationen var før og efter historiske klimaudfordringer.

Lad os lægge ud med et konkret eksempel på en klimaudfordring, som udviklede sig til en historisk katastrofe.

Nordboerne forsvandt fra Grønland

Grønland, cirka 1450: En voldsom affolkning fjernede de nordiske bosættere fra Grønlands overflade. Fra at have været på sit højeste blot et par hundrede år forinden var befolkningstallet nu helt i bund og bosættelsen slut. Det var det dystre resultat af:

  1. Ekstrem kulde, som indtraf i begyndelsen af det 14. århundrede og nåede sit klimaks omkring slutningen af samme århundrede. Et studie i PNAS angiver, at gennemsnitstemperaturen i Nordatlanten år 1380 var 4,5 grader celcius om sommeren og -0,5 grader om vinteren.
  2. Nordboernes sårbarhed over for fødevaremangel i det truende klima.

De nordiske bosættere levede dengang primært af landbrug i et grønlandsk klima, som før kulden faktisk var ret mildt. Men da kulden satte ind, blev det sværere at dyrke jorden og holde husdyrene i live, så bosætterne måtte ty til andre metoder for at få den nødvendige føde. Løsningen var sæler.

»Det betød ikke, at de begyndte at sulte. Økonomien blev bare mere og mere marint baseret. Det ved vi fra isotopanalyser af skeletter fra Grønland. Vi kan se, at mens der tidligere var en større diversitet i befolkningens fødevarer, spiste de alle meget sæl til sidst,« fortæller museumsinspektør på Nationalmuseet Jette Arneborg, som er en del af studiet og ekspert i nordboerne.

Selvom den ændrede kost ikke øjeblikkelig førte til sult, skabte det andre problemer. Bosætterne overlevede godt nok kulden ved at omlægge kosten, men nu var de afhængige af sæler, og dermed var de sårbare over for fremtidige klimaudfordringer, fordi adgangen til mad var blevet mere farefuld. De kunne kun overleve ved at sende folk ud mod kysterne på risikofyldte sælfangster, som krævede menneskeliv, hvis noget gik galt.

Sårbarhed er nøglen

Grønlandseksemplet er et ud af flere i studiet, som netop er udgivet i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences (PNAS). Her har 18 arkæologer fra forskellige lande undersøgt fortidige klimaudfordringer i Nordatlanten og det sydvestlige USA for at forstå, hvor stor en rolle sårbarheden over for fødevaremangel spiller, når klimaudfordringer indtræffer.

Begrebet sårbarhed dækker over den politiske, sociale, demografiske og ressourcemæssige situation i et område. For eksempel havde bosætterne i Grønland den sårbarhed, at de manglede bevægelighed; det var ikke muligt for dem at flytte væk fra de områder, der voldte dem problemer med fødevarerne.

Studiet viser, at sårbarhed før en klimaudfordring øger de negative konsekvenser af klimaudfordringen. Som i eksemplet med Grønland hvor sårbarheden førte til en regulær affolkning. Men er det nu også overraskende, at det forholder sig sådan?

»Vi var overraskede over overensstemmelserne i de to geografiske områder, vi undersøgte. I Nordatlanten var udfordringen ekstrem kulde; i det sydvestlige USA ekstrem tørke. Vi vidste ikke, hvilken indflydelse de meget forskellige klimaer har på, hvor meget sårbarhed betyder, men vi fandt ud af, at mønstret er det samme, uanset traditioner, befolkning, klima, udfordringer og historie. Det er meget slående,« siger studiets amerikanske hovedforfatter, Margaret C. Nelson, professor ved School of Human Evolution and Social Change, Arizona State University.

Ikke nok fokus på forebyggelse

Studiets resultater bør ifølge Margaret C. Nelson føre til, at man fremover bruger flere kræfter på at imødekomme klimaudfordringer ved at reducere sårbarheden over for dem.

»Vi kan ikke altid forudsige omfanget af en klimaudfordring, men vi kan påvirke, hvilke konsekvenser den får. Det gør vi ved at reducere sårbarheden. Ved at se på tidligere klimaudfordringer får vi en idé om, hvordan fremtidige udfordringer skal tackles. Men i øjeblikket er der ikke nok fokus på at forebygge,« mener Margaret Nelson.

Hun nævner orkanen Katrina, der i 2005 ramte New Orleans og skabte omfattende skader, som et eksempel på det manglende blik for sårbarhed:

»De strukturer, der skulle kontrollere vandmasserne, var bygget med øje for effektivitet i en normaltilstand, men de var ikke designet til de særlige omstændigheder, der ramte i 2005. Vi må indse, at når vi designer efter effektivitet, skaber vi sårbarheder, og så må vi vurdere, om vi er villige til at leve med de sårbarheder, eller om vi vil ændre designet for at reducere dem.«

Fremtidens katastrofehåndtering

Ifølge Felix Reide, er vi er faktisk i stand til at forudse mange katastrofer og deres konsekvenser. Vi kan bare ikke rigtig gøre noget ved det.
(Foto: Digital Globe)

Idéen om at reducere sårbarhed er allerede velkendt inden for katastrofehåndtering. En af dem, der beskæftiger sig med emnet, er Olivier Rubin, lektor i naturkatastrofer i den tredje verden på Roskilde Universitet, RUC. Han er ikke selv en del af studiet, men bekræfter at sårbarhed øger virkningen af klimaudfordringer.

»Det har vi vidst i lang tid. Det nye ved dette studie er, at man bruger en disciplin, arkæologi, som ikke normalt beskæftiger sig med katastrofehåndtering. Det er spændende, at man kan nå frem til de samme konklusioner ved at se på det fra en arkæologisk vinkel.«

Selvom man længe har vidst, hvor vigtig sårbarhed er, er der ifølge både studiet og Olivier Rubin ikke nok politisk fokus på at forebygge katastrofer.

»I et demokrati scorer politikkerne ikke mange stemmer på en katastrofe, som ikke sker. Det gør de til gengæld, hvis en katastrofe sker, og de reagerer på den med de rette politikker, der hjælper befolkningen. Det kan der være gode stemmer i,« siger Olivier Rubin.

Mener du, at der ligefrem er et incitament til at bruge færre penge på forebyggelse?

»Ja, der er et politisk incitament til at bruge færre penge på at forebygge og flere penge på at genopbygge. Politikkerne får ingen tak, eller måske ligefrem kritik, for at bruge mange penge på noget, som skal forhindre noget hypotetisk.«

Kan fortiden bruges til noget?

Selvom det nye studie understøtter forskningen i katastrofehåndtering, er det ikke sikkert, at man direkte kan bruge fortidens klimaudfordringer til at reducere sårbarheden i fremtiden, som forskerne påstår.

»Det er meget svært at se frem og forudse, hvor de største sårbarheder er. Man kan kun være sikker på, at den måde, vi prøver at håndtere sårbarheder på i dag, vil vise sig at være en anelse forkert, når den næste katastrofe indtræffer. Vi vil altid skyde lidt ved siden af eller overse noget,« siger Olivier Rubin og eksemplificerer:

»Fukushima-atomkraftværket var både sikret mod jordskælv og oversvømmelse, men ikke kombinationen af disse to på samme tid i form af en tsunami. Man kan også risikere at skabe nye sårbarheder, når man forsøger at forhindre fremtidige katastrofer på baggrund af tidligere katastrofer. Et eksempel, som dog ikke er klimarelateret, er, da man forstærkede og låste dørene til flycockpits for at sikre os mod flyterror efter '9-11'. Det skabte en ny sårbarhed, som blev tydelig i Germanwings-styrtet.«

Der er dog fordele i at se tilbage i tiden, mener en anden forsker, lektor i forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet Felix Riede, som også beskæftiger sig med klimakatastrofer.

»Den store fordel ved historiske, arkæologiske studier er, at de kan se et givent samfunds fortid og fremtid omkring en krise eller begivenhed. Dem, der normalt arbejder ahistorisk, eksempelvis sociologer og antropologer, kan sjældent vurdere de historiske konstellationer, som udgør sårbarhed. Ulempen ved de historiske studier er, at man kun kan undersøge samfund i relativt grove træk,« siger Felix Riede, som også mener, at man kan overføre studiet til mere pludselige, kortvarige begivenheder som tsunamier, jordskælv og vulkanudbrud:

»Faktisk er kortvarige begivenheder endnu mere egnede til denne slags undersøgelser, fordi de nogle gange efterlader genkendelige stratigrafiske markører, for eksempel lag af vulkansk aske. Dermed kan man lettere skelne direkte konsekvenser af begivenheden fra processer, der intet har med selve begivenheden at gøre.«

Klimaudfordringer tages ikke alvorligt

Felix Riede mener som forskerne bag studiet, at mange nutidige klimaudfordringer kunne have haft betydeligt mildere konsekvenser, hvis der havde været større fokus på sårbarhed:

»Man kunne måske ikke forudse de 'trigger'-begivenheder, der førte til tsunamien i Det Indiske Ocean, l’Aquila-jordskælvet og Fukushima-katastrofen, men de menneskelige omkostninger kunne man have forudset. Vi er faktisk i stand til at forudse mange katastrofer og deres konsekvenser Det ironisk-fatale er blot, at vi ikke rigtig gør noget ved det.«