Børns sprog afslører, hvilke job de får som voksne
Sproget viser, hvem vi er, hvem vi identificerer os med, og hvordan vi gerne vil opfattes af andre. Derfor giver unges sprog os en idé om, hvor de stiler hen.

Det danske samfund er opbygget, så standarddansk - det vil sige et københavnskbaseret talesprog - favoriseres frem for de traditionelle dialekter. (Billede: <a href="http://www.shutterstock.com/inline_image.mhtml?id=142020193&url=http%3A%... target="_blank">Shutterstock</a>

 

Som forældre kan man spekulere over, hvad der mon skal blive af ens børn. Hvor kommer de mon til at bo, og hvilket job får de eksempelvis?

I sommer afsluttede jeg min ph.d.-afhandling om, hvordan geografisk og social mobilitet hænger sammen med sprogforandring. Herunder kommer et kort rids af arbejdets resultater, som også svarer på spørgsmålet om, hvor børnene kommer til at bo, og hvilke job de muligvis får. Det hænger nemlig sammen med deres holdning til det talte sprog.

Mit ph.d.-studie viser, at man hverken har brug for krystalkugle eller astrologi for at få en idé om, hvad svarene er. Man kan nøjes med at lytte til, hvordan børnene taler.

Sproget giver os en idé om, hvor de stiler hen. Sprog er nemlig en ressource, der kan bruges til at vise, hvem vi er, hvem vi identificerer os med, og hvordan vi gerne vil opfattes af andre.

Min afhandling viser, at der er nogle generelle træk, der gør sig gældende, når det handler om sammenhænge mellem dialekt og mobilitet. Jeg har også resultater, der forklarer, hvorfor nogle dialekter er bedre bevaret end andre. Det kommer jeg tilbage til. Lad mig først forklare, hvilke informanter der indgår i studiet.

Interviewede bor i Sønderjylland, Vestjylland og Østjylland

I 2005 og 2010 interviewede jeg en stor gruppe mennesker i Tinglev i Sønderjylland, Vinderup i Vestjylland og Odder i Østjylland. Mine kolleger har interviewet de samme mennesker i 1970'erne og 1980'erne, dengang de gik i folkeskolens afgangsklasser.

Hvis en dialekt skal overleve, er det ikke nok, at den kun bliver brugt bag hjemmets fire vægge. Den skal også bruges i samfundet. (Billede: <a>Shutterstock</a>)

Til ph.d.-studiet har jeg fundet frem til tidligere interviewede personer, der kan deles i to grupper:

Nogle er blevet på barndomsegnen, og andre har været geografisk og socialt mobile. Jeg kalder den første gruppe 'de bofaste informanter', og den anden gruppe 'de mobile informanter'.

De sidstnævnte er kendetegnet ved både at være flyttet fra barndomsegnen og at have taget en uddannelse, der er længere end den, deres forældre har. Jeg har interviewet 17 bofaste og 6 mobile informanter.

 

De mobile afsløres i barndommen

Mine analyser viser, at de unge mennesker, der senere viser sig at falde i gruppen af mobile informanter, allerede i en tidlig alder taler med mindre dialekt end deres bofaste kammerater.

For eksempel er det tydeligt, at de, der er flyttet væk fra Odder, allerede som unge var mindre tilbøjelige til at sige 'sårn' i stedet for 'sådan'. I Vinderup var de mobile mindre tilbøjelige til at sige 'bichel' i stedet for 'bil', og i Tinglev var de mobile mindre tilbøjelige til at sige 'it' i stedet for 'ikke'.

Hvordan kan det være, at de mobile allerede i barndommen adskiller sig fra bofaste med samme sociale baggrund?

Malene Monka, Ph.d. ved Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet.

Jo, fælles for de mobile er for eksempel, at deres forældre lagde vægt på skolegang, selvom der kun var ét forældrepar, der havde en formel uddannelse over folkeskoleniveau. De har også alle gået i skole i den lokale stationsby, hvor der blev talt med mindre dialekt end i omegnsskolerne, og hvor de fik venner fra forskellige sociale lag.

Flere af dem vidste også allerede, da de blev interviewet første gang som store børn, at de ville rejse fra deres hjemegn og tage en længerevarende uddannelse. De var altså det, man kan kalde 'mentalt mobile'. 

 

Mental mobilitet har sit eget sproglige udtryk

Den mentale mobilitet kan ofte få det sproglige udtryk, at man tilegner sig sproget, der tales på det sted, man orienterer sig mod, og som tales af medlemmerne af den socialgruppe, man gerne vil tilhøre.

Det er ikke alle, der er bevidste om den mekanik. Men det er Søren fra Tinglev. Under de første optagelser knytter han social mobilitet eksplicit sammen med sprogbrugen.

I 1986 gik Søren i 9. klasse på Tinglev Skole, hvor han blev spurgt om sit forhold til 'rigsdansk':

Interviewer: […] nå men vi kom lidt væk fra det der sønderjyske Søren øh synes du der er behov for at du lærer rigsdansk
Søren: mm
Interviewer: er det nødvendigt
Søren: næh ha ha
Interviewer: ja hvad vil du hvad var det du ville være bagefter
Søren: elektroniktekniker men så skal æ jo nok slå æue til rigsdansk det troe æ næsten
(sønderjyske træk er fremhævede)

Danskerne har 'dovne ører' - vi er simpelthen ikke vant til at høre særlig meget sproglig variation. (Billede: <a>Shutterstock</a>)

På det tidspunkt opfatter Søren sig selv som sønderjysktalende, og i 73,9 procent af tilfældene bruger han den sønderjyske variant af de dialekttræk, der indgår i afhandlingen.

Han svarer i første omgang grinende 'næh' til, om der er behov for, at han lærer rigsdansk. Men da intervieweren spørger til hans fremtidsplaner, svarer han på sønderjysk, at så skal han jo nok slå over til rigsdansk. Han er altså klar over sammenhængen mellem sprog og uddannelse, allerede inden han flytter fra barndomsegnen og bliver mobil.

24 år senere, da Søren deltager i et opfølgende interview, viser det sig da også, at han har fulgt den bane, som hans sprog og sproglige bevidsthed udstak. Han er flyttet fra sin hjemegn og er blevet ingeniør. Analyser af de nye optagelser fra 2010 afslører, at han har ændret sprogbrug, så han nu ikke har nogen af de undersøgte dialekttræk i sit sprog, når han taler med en ikke-dialekttalende. Søren var altså allerede i 9. klasse klar over, at han måtte ændre sprogbrug for at begå sig i det videre skolesystem. 

 

Hvilken rolle spiller samfundet?

Der er mange faktorer både på samfundsniveau, i det enkelte lokalsamfund og i den enkeltes livshistorie, der kan være med til at forklare, hvorfor de mobile informanter markerer sig sprogligt anderledes allerede som børn.

Det danske samfund er opbygget, så standarddansk - det vil sige et københavnskbaseret talesprog - favoriseres frem for de traditionelle dialekter.

Favoriseringen startede for alvor ved Reformationen i 1536, hvor kirkesproget blev uniformeret på baggrund af sproget i København. Og siden har hovedstadens stilling som landets ubestridte centrum, både hvad angår kongemagt, folkestyre og uddannelse, bevirket, at det netop er blevet et københavnskbaseret sprog, man skal beherske, hvis man vil begå sig i uddannelsessystemet og det offentlige rum.

Børns holdning til det talte sprog får betydning for, hvor de kommer til at bo, og hvilke job de muligvis får.

En anden vigtig årsag til, at dialekterne står svagere i Danmark end i vores nabolande, er, at der tidligt skete nogle ændringer i landbrugernes levevilkår; det vil sige blandt den befolkningsgruppe, som taler det mest dialektale sprog. Og de ændrede livsomstændigheder havde sproglige konsekvenser.

Landboreformerne i 1700-tallet medførte sociale lagdelinger, hvor den dygtige bonde kunne skille sig ud, opnå privilegier, tage på højskole og tjene flere penge end sin knap så dygtige nabo.

I 1857 gjorde Næringsfrihedsloven det muligt at opføre bymæssig bebyggelse uden for købstæderne. Sammen med det udbredte net af stationsbyer fra starten af 1900-tallet medførte de ændrede levevilkår og måder at bo på, at den sociale og sproglige lagdeling blev spredt til hele landet.

 

Rigsdansk er fremherskende uden for hjemmet

I nyere tid har kvindernes indtog på arbejdsmarkedet haft en stor betydning for sprogforandringen og bogstaveligt talt overleveringen af modersmålet. Kvindernes udearbejde betød nemlig, at børnene blev passet i institutioner, hvor lærere og pædagoger (også) dengang undlod at tale dialekt til børnene, selvom de talte det i deres eget hjem.

Det skete nogenlunde samtidig med fjernsynets indtog i danskernes hjem, hvilket gav mulighed for at lytte til københavnsk talesprog i en helt anden udstrækning, end man havde haft mulighed for tidligere. Fra fjernsynets barndom var dialekterne helt fraværende i sendefladen, og selv i dag er dialekterne forvist til fjollede reklamer eller satireudsendelser.

 

Dialekter i det offentlige rum

Man spørger sig selv, hvorfor det er så svært at acceptere dialekter i det offentlige rum.

Allerede i barndommen adskiller de mobile sig fra de bofaste med samme sociale baggrund.

Det er det formentlig blandt andet, fordi vi slet og ret ikke er vant til at høre dem. Danskerne har det, man kalder 'dovne ører', hvilket vil sige, at vi simpelthen ikke er vant til at høre særlig meget sproglig variation, og det kniber med den sproglige fantasi, når man hører udtaler, man ikke lige er vant til. Men det behøver ikke at være sådan.

Min afhandling viser, at ens holdning til dialekt hænger sammen med holdningen til dialekten det sted, man er vokset op. Som det fremgår ovenfor, kunne Søren godt begå sig på sønderjysk i Tinglev i 1986 - også i samtale med en ikke-dialekttalende - men det kan han ikke, når han vil være socialt mobil. Danmark er et af de lande, hvor sproget er mest standardiseret, og hvor dialekterne har det sværest.

 

Hvad gør det ved os at fralægge dialekten?

Det er ikke sikkert, at det betyder noget for den enkelte at fralægge sig dialekten, så længe vi stadig kan bruge vores dialekt i udvalgte situationer. Det gør nogle af mine mobile informanter for eksempel i samtale med forældre eller gamle venner, så de ikke risikerer at blive opfattet som 'fine på den', og som én der lægger afstand til fortid og rødder.

Den mobile Lisa fra Vinderup fortæller for eksempel, at hun ville føle, at hun forrådte det, hun kommer fra, hvis hun ikke talte jysk med sine forældre.

Men hvis en dialekt skal overleve, er det ikke nok, at den kun bliver brugt bag hjemmets fire vægge. Den skal også bruges i samfundet. Og her adskiller den sønderjyske dialekt sig fra andre jyske dialekter ved sprogbrugernes sproglige bevidsthed.

 

Sønderjyder er stolte af dialekten - endnu

I Sønderjylland benævner man dialekten sønderjysk, mens informanterne fra Vinderup og Odder kalder deres dialekt for 'bondsk' eller 'jysk'. Uden for Sønderjylland kobler man altså sproget til enten et større geografisk område eller til en socialklasse, mens sønderjyderne definerer deres dialekt snævert til ét geografisk område og en bestemt identitet. Både stedet, historien og kulturen er nemlig vigtig, når det handler om dialekter.

I Sønderjylland italesættes sproget og dialekten, for historien har gjort det vigtigt for sønderjyden. Det, at landsdelen var under tysk styre i perioden fra 1864 til 1920, betød både, at sproget i regionen var skærmet mod det københavnske sprog i den periode, men også, at man havde en ydre fjende at definere sig i forhold til.

I den generation, jeg har arbejdet med, tales sønderjysk derfor med stolthed. Hvordan det forholder sig i deres børns generation, der er unge i dag, skal tiden og kommende undersøgelser vise.