Blå mærker, verbale tæsk og en smadret barndom. Langt flere børn end tidligere antaget er blevet udsat for børnemishandling. Det viser en ny rapport fra SFI, der konkluderer, at meget børnemishandling aldrig bliver opdaget eller registreret af myndighederne.
Det betyder, at hverken børnene eller deres forældrene får hjælp til at komme ud af mishandlingen.
Årsagerne til, at mishandlingen ikke opdages, er mange. Ifølge rapporten er det især en manglende koordinering og kommunikation mellem kommunerne og sundhedsvæsnet der fejler. Men inden da skal mishandlingen anmeldes.
»Det er meget sjældent, at børn selv henvender sig om mishandlingen. Og det er i sagens natur noget, man gerne vil holde skjult. Derfor er det vigtigt, at man skrider ind og gør noget, hvis man ser børn med uforklarlige og underlige blå mærker,« mener Mogens Nygaard Christoffersen, seniorforsker og forfatter til rapporten.
Rapporten ville undersøge, hvor mange sager der blev registreret, i forhold til hvor mange unge der påstod, at de blev mishandlet som barn.
3000 tilfældigt udvalgte 25-årige er derfor blevet interviewet om deres oplevelser med mishandling.
De unge har svaret på konkrete spørgsmål, som "Blev du nogensinde slået som barn?", "Har du fået at vide, at du var uønsket?" osv. Dataene blev sammenholdt med antallet af registrerede sager om børnemishandling i årene 1994-2006
Tallene taler for sig selv:
- 5,6% af en årgang bliver fysisk misbrugt, men kun 1% af dem bliver opdaget af kommunen. En ud af 1000 bliver opdaget af sundhedsvæsnet.
- 23% af de interviewede fortæller, at de har oplevet at deres forældre har misbrugt dem psykisk. Det vil sige, at forældrene for eksempel ydmyger dem og fortæller dem, at de er uønskede fejltagelser. Det er kun hver syvende af dem, der ender i et kommunalt tilbud.
- 15% er blevet udsat for vanrøgt i form af fejlernæring, manglende omsorg og fysisk pleje.
Der er svært at sammenligne os med andre lande, fordi vi er et af de eneste lande der registrerer børnemishandling.
Kilde: Mogens Nygaard Christoffersen.
»En ting, der har undret mig, er, at når sagsbehandlerne har mistanke om fysisk mishandling, viser det sig, at kun i 10% af sagerne undersøger en læge skaderne. Det vil sige, at sagsbehandlerne godt kan få indberetninger om blå mærker, men det er ikke er ensbetydende med, at børnene kommer til læge. Det er uklart, hvilke procedurer man følger, og om der overhovedet er procedurer,« fortæller Mogens Nygaard Christoffersen.
Kun omkring hver tredje af de børn og unge, der diagnosticeres med børnemishandling på hospitalerne, modtager efterfølgende den personlig støtte, som serviceloven sikrer dem. Det viser rapporten, og ved kommunens sagsbehandling er der et mangelfuldt kendskab til, om barnets situation er forbedret, eller om mishandlingerne fortsætter.
Kun for omkring 42% af de sager, hvor sagsbehandleren har registreret fysisk mishandling, giver sagsgennemgangen vished for, at forholdene i hjemmet er bedret.
Rapporten viser, at mange har alvorlige psykiske belastninger, fordi de har været udsat for børnemishandling.
Interviewundersøgelsen med de 25-årige viser, at mange af de unge, der har været udsat for børnemishandling, lider af posttraumatiske stressreaktioner (PSD) og selvmordsovervejelser.
Undersøgelsens resultater understreger behovet for en tværfaglig indsats mellem sundhedsvæsnet og kommunerne. I sundhedssektoren skal man sikre, at der bliver indarbejdet procedurer, der giver de sociale myndigheder besked i alle tilfælde om alle børnemishandling.
Kommunerne bør lave foranstaltninger, der forhindrer gentagelse af mishandlingerne, anbefaler rapporten. I nogle kommuner mangler der også procedurer i socialforvaltningen, der sikrer, at mistænkelige skader bliver undersøgt af læger, og desuden også retningslinjer for opfølgning af sagerne.
»Det virker naturligt, at man koordinerede indsatsen og fulgte op på de sager man opdagede, men det sker underligt nok sjældent,« mener Mogens Nygaard Christoffersen.
