Bør fodboldklubber satse på egen avl eller udenlandske spillere?

Ligesom politikerne for tiden diskuterer, om udenlandsk arbejdskraft er en fordel eller en ulempe, så må ledelsen i de europæiske fodboldklubber i denne tid stille sig samme spørgsmål, når de skal sætte holdet til en ny sæson.

Skal de vælge de bedst mulige spillere, uanset hvor i verden de kommer fra, eller skal de satse på lokale talenter, der kender kulturen og er opdraget med en lokal fodboldforståelse?

Et nyt amerikansk studie kan måske hjælpe med at afgøre, om det kan betale sig at følge klubber som Chelsea eller Manchester City, som sammensætter hold af stjerner fra hele verden, eller primært satse på lokale talenter som spanske klubber, ligesom FC Barcelona.

Mangfoldighed betaler sig

De amerikanske forskere har ved hjælp af data fra fodboldens Champions League-turnering mellem 2003 og 2013 undersøgt sammenhængen mellem holdenes præstationer i turneringen og deres mangfoldighed, målt på, hvor langt de forskellige spilleres modersmål ligger fra hinanden.

Således regnes en spansk og en argentinsk spiller som sprogligt tæt på hinanden, mens en spansk og en russisk spiller regnes som sprogligt langt fra hinanden.

Konklusionen er, at de hold, der er sammensat mest mangfoldigt, har en tendens til at klare sig bedre, end de mindre mangfoldige hold.

»Hvis man skal prøve at forklare værdien af de udenlandske spillere, så kan man sige, at hvis en klub øger mangfoldigheden på deres hold med én standardafvigelse, så kan et hold veksle et uafgjort resultat til en sejr i hver tredje kamp, eller et nederlag til en sejr i hver tredje kamp, og det, mener vi faktisk, er en ret klar effekt,« forklarer Sebastian Saiegh til Videnskab.dk.

Han er lektor ved institut for statskundskab ved University of California, San Diego og en af forfatterne til studiet.

Forskerne har med vilje valgt at fokusere på turneringshold fra de fem største europæiske ligaer, fordi de alle kan formodes at have rimeligt frit valg fra den samme pulje af internationale stjerner.

Derfor mener forskerne, at man med en vis sikkerhed kan udelukke, at klubberne bare køber ind lokalt, fordi de ikke har råd til andet.

Farverigt fransk landshold er slet ikke mangfoldigt

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan man skal måle mangfoldighed.

Forskerne ville allerhelst indfange betydningen af spillernes fodboldopdragelse, og derfor fravalgte de i udgangspunktet at måle mangfoldigheden ved hjælp af genetiske eller fysiske parametre. De peger i studiet på det franske fodboldlandshold fra 1998 som et godt eksempel på, at etnisk herkomst fortæller meget lidt om fodboldopdragelsen.

Her optrådte spillere af fransk, argentinsk og forskellige former for afrikansk herkomst, men alle spillerne havde fået deres fodboldopdragelse i Frankrig, og derfor var holdet på sin vis ikke særligt mangfoldigt.

Derfor valgte forskerne altså i udgangspunktet at måle mangfoldigheden ved hjælp af sprogafstanden, selvom Sebastian Saeigh medgiver, at det giver en vis ’støj’ til undersøgelsen.

For eksempel vil argentinske spillere i spanske klubber – som FC Barcelonas Javier Mascherano og Real Madrids Ángel Di María – ikke tælle som mangfoldige, fordi man taler spansk både i Argentina og Spanien.

Omvendt afspejler sprogafstanden, at nogle kulturer er tættere på hinanden end andre, så der antageligt vil være en større forskel på en japansk og en dansk spiller, end på en dansk og en norsk spiller.

Champions League kræver lokal kerne

Ifølge de amerikanske forskere bør holdene altså stræbe efter et mangfoldigt sammensat hold.

Men i den danske fodboldklub FC København satser de på en stamme af lokale skandinaviske spillere, som siden suppleres med udenlandske spillere på udvalgte positioner.

Det fortæller Johan Lange, der er teknisk direktør i FC København og ansvarlig for klubbens rekruttering og scouting.

»Vi har ikke så mange penge som nogle af de klubber, vi skal konkurrere med i for eksempel Champions League, så hvis vi alligevel vil kunne være med, bliver vi nødt til at satse på at have et stærkt kollektiv,« siger Johan Lange til Videnskab.dk.

»Det betyder, at vi ofte prioriterer at have en kerne af spillere, der er opdraget med en skandinavisk fodboldforståelse, og som er vant til at begå sig i et skandinavisk omklædningsrum. Vi har gerne en midterakse af skandinaviske kernespillere, for eksempel en målmand og centrale forsvars- og midtbanespillere.«

Skandinavien kan ikke levere spektakulære individualister

Men selvom stammen af skandinaviske spillere ifølge Johan Lange sikrer et forholdsvist højt bundniveau, som betyder, at holdet sjældent falder fuldstændigt igennem, så nytter det omvendt heller ikke kun at sammensætte et hold af skandinaviske spillere.

Ifølge Johan Lange giver det nemlig ikke et højt nok topniveau, hvor holdet på vigtige tidspunkter kan yde noget helt særligt.

»Det gik op for os omkring 2008-2009, at vi var nødt til at supplere kernen af skandinaviske nøglespillere med nogle spillere med nogle store individuelle færdigheder, og den type spillere kan vi bare ikke regne med at finde på det skandinaviske marked,« siger Johan Lange.

»Selvom der er undtagelser som Jesper Grønkjær og Nikolai Jørgensen for eksempel, så er man oftest nødt til at lede blandt spillere fra andre fodboldkulturer, som vi har gjort med for eksempel Claudemir fra Brasilien eller Christian Bolaños fra Costa Rica.«

»Rigid« skandinavisk opdragelse giver ensrettede spillere

Når det skandinaviske spillermarked ikke altid kan levere de spektakulære individualister, skyldes det ifølge Johan Lange på den ene side, at der kun er et begrænset antal spillere at vælge imellem på det lille skandinaviske marked.

På den anden side er det formodentligt også et resultat af de meget »rigide« ungdomsmiljøer, som mange af de skandinaviske spillere er vokset op i.

»Vi er frygteligt gode til at ensrette spillerne i Skandinavien og sige, at det først og fremmest handler om holdet, og det kan være årsagen til, at vi skaber færre individualister med ekstraordinære færdigheder,« siger Johan Lange og spørger videre:

»Hvis vi allerede havde haft Claudemir eller Bolaños fra 12-13 års-alderen, havde vi så sorteret dem fra, fordi de ikke havde passet godt nok ind i kollektivet? Claudemir er jo for eksempel rigtig god i FCK, men han er formodentlig ikke i top 20 over de bedste brasilianske midtbanespillere i verden, og det sætter det lidt i relief.«

Ekstra omkostninger forbundet med udenlandske spillere

Ifølge Johan Lange er klubben dog også nødt til at indregne de ekstra omkostninger, der er forbundet med at importere de spektakulære udenlandske fodboldspillere.

»Når vi henter spillere fra kulturer, der minder meget lidt om de skandinaviske, så må vi regne med en tilpasningsperiode, hvor vi prøver at passe dem ind i kollektivet, vel vidende at det måske aldrig vil lykkes helt, men så tror vi på, at de andre spillere i kollektivet kan bære dem igennem.«

Derfor kræver de udenlandske spillere også en langsigtet strategi.

»Det er klart, at når vi henter en spiller, så må vi lave en kalkule af, hvornår vi kan forvente, at de kan præstere. Da vi for eksempel hentede Bryan Oviedo fra Costa Rica, da han var 19 år og kun kunne tale spansk, så vidste vi også, at det sagtens kunne tage op til to år, inden han ville være en del af holdet. Derfor kan man ikke hente sådan en spiller, hvis man har et hul, man skal have dækket her og nu,« siger Johan Lange.