Annonceinfo

Boganmeldelse: Den Nydelsesfulde Hjerne

Forfatter Morten Kringelbach har netop udgivet en bog om Den Nydelsesfulde Hjerne. Videnskab.dk har fået bogen anmeldt hos overlæge Troels W. Kjær fra Neurofysiologisk klinik på Rigshospitalet.

Troels W. Kjær er overlæge på Neurofysiologisk Klinik på Rigshospitalet.(Foto:TWK)

Hvad sker der egentlig i vores forunderlige hjerne, når vi bliver grebet af nydelse og begær, og hvorfor reagerer vi som vi gør? Disse ting og meget mere beskæftiger Morten Kringelbach sig med i sin nye bog. Anekdoterne er mange og med et bredt afsæt i den videnskabelige, filosofiske og historiske verden.

Historien starter ligesom MK´s egen historie i de gamle gader i Oxford og bevæger sig gennem en række biologiske studier til tiltagende mere sofistikerede skanninger af menneskenes kærlighedsliv og begær.

Vi hører, hvordan hanaber prioriterer seksuelle oplevelser. Det er nemlig sådan, at hvis man tørster en abe, er den villig til arbejde for få juice, og denne form for belønning er meget udbredt i dyrepsykologiske undersøgelser.

Ved at give aben valget mellem flere forskellige belønninger kan man måle, hvor højt aben prioriterer de enkelte belønninger. Studiet viste, at aber er villige til at undvære læskende juice, hvis de ser spændstige numser fra hunaber eller dominerende hanner, mens de ville kunne se på underordnede hanner, såfremt de blev yderligere præmieret i form af juice.

Nyere skanningsmetoder har afsløret, hvordan forskellige signalstoffer og forskellige hjernedele er aktive under forskellige former for lyst, begær og nydelse. Bogen redegør fint for mange af disse metoder, men fremtræder til tider noget overfladisk og ikke helt objektiv. Det skal i denne sammen huskes, at forfatterens baggrund er filosofisk, mere end naturvidenskabelig / medicinsk.

Der er en række faktuelle fejl i bogen, f.eks. skriver forfatteren: "lattergas bliver brugt som bedøvelse hos tandlægen fordi man ikke kan bevæge sig." Hvis lattergas virkeligt lammede skelettets muskler ville normale raske mennesker holde op med at trække vejret og dø - også hos tandlægen. Dette er heldigvis ikke tilfældet. Lattergas er en gas med en let bedøvende effekt, som samtidig gør patienten ligeglad med smerten.

Bogen kan læses af alle med en vis medicinsk / naturvidenskabelig interesse fra gymnasieniveau og opefter. Der kræves ingen særlige forudsætninger, dog er ordvalget til tider temmelig akademisk.

Om Bogen Morten Kringelbach's nye bog. (Foto: Gyldendal)

Titel:

Den nydelsesfulde hjerne.

Nydelsens og begærets mange ansigter

Forfatter: Morten L. Kringelbach

Forlag: Gyldendal

Årstal: 2008

Pris: kr. 249

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg