Bliver kontroversiel forskning gemt væk?
Vilde ideer og overraskende konklusioner har det med at udkomme i ganske små tidsskrifter og risikere et liv i det skjulte. Bliver original forskning om mobilstråling, statsterror og klima bevidst holdt ude af det gode selskab?
Små tidsskrifter elsker at træde de store over tæerne, når de får chancen - men det piller ikke ved, at forskning generelt er mere solid og til at stole på, når den er udkommet i et stort, fint tidsskrift. (Foto: Colourbox)

 

Det er let at finde eksempler på kontroversiel forskning.

Tag et kig rundt på Videnskab.dk. Så falder du måske over en artikel om, at tårnene i World Trade Center i virkeligheden blev fældet af en slags sprængstof.

En anden artikel beretter om, at hovedpinepiller sender lige så mange hormonforstyrrende stoffer ind i et foster som legetøj med ftalater eller giftig hudcreme.

En tredje fortæller, at udbrud fra Solen spiller en afgørende rolle for klimaet på Jorden, og dermed at det omdiskuterede CO2 er mindre vigtig.

Nye holdninger er ikke altid velkomne

Alle artiklerne er lavet af danske forskere med fine titler: lektor, professor, seniorforsker.

De kommer fra internationalt respekterede forskningsinstitutioner: Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og Rigshospitalet.

Alligevel har ingen af dem publiceret deres resultater i de største tidsskrifter på deres område. Det kan selvfølgelig være, at forskningen er virkelig dårlig, eller at forskerne ikke har sendt deres artikler ind til de største tidsskrifter.

Fakta

Kristian H. Nielsen nævner som eksempel på god forskning i et lille tidsskrift den italienske naturvidenskabsmand Amedeo Avagadro, der i begyndelsen af 1800-tallet fremsatte teorien om en sammenhæng mellem en gas’ stofmængde og volumen; i dag kendt fra kemiundervisningen som Avogadros lov. Avogadro var i sin tid uden for det fine forskerselskab og udgav ifølge Kristian Hvidtfeldt sine artikler i relativt ukendte tidsskrifter. Der gik mere end 50 år, før Avogadros arbejder blev alment anerkendt.

Men måske bliver de holdt væk fra de fineste tidsskrifter, fordi resultaterne er så overraskende og utrolige, at de smadrer det etablerede verdenssyn, knuser meget af den hidtil anerkendte forskning og sætter så vanvittig en dagsorden, at de finere tidsskrifter frygter for, hvad læserne ville sige?

Frygt ville på mange måder være en tåbelig årsag, men ikke desto mindre er det en reel mulighed. Det vurderer Kristian Hvidtfelt Nielsen, der forsker i videnskabshistorie og -formidling.

»Man kan godt se videnskaben som et socialt fællesskab, der fører en løbende diskussion om aktuelle og relevante emner.«

»Hvis selskabet hører noget, man regner for at være irrelevant, vil man måske bede folk om at gå et andet sted hen – ligesom hvis en person pludselig brød ind i et middagsselskab og sagde: ’lad os hellere tale om mine problemer’,« forklarer Kristian H. Nielsen, lektor på Institut for Videnskabsstudier ved Aarhus Universitet.

Svensk forsker: små tidsskrifter kan være gode

Gode artikler om kontroversielle emner kan med andre ord havne i små og ringeagtede tidsskrifter, selvom de er vigtige og revolutionerende.

For nylig skrev Videnskab.dk om en ny artikel om effekterne af mobilstråling. Artiklen er bragt i et lille israelsk tidsskrift og bringer en advarsel til verdens myndigheder om at sætte grænser for, hvor meget vi f.eks. taler i mobil og bruger trådløse netværk. Forskerne mener, at strålingen skader børn, syge og ældre.

Artiklen bygger sine konklusioner på undersøgelser i en række mindre tidsskrifter, som få formentlig vil have hørt om, og det er uden tvivl én af grundene til, at den har fået meget lidt international opmærksomhed.

Fakta

Peer-review-processen er langt fra optimal. Undersøgelser har bl.a. vist, at positive resultater har lettere ved at blive optaget i tidsskrifter, at mænd har lettere ved at få optaget videnskabelige artikler end kvinder – og at kvinder får optaget flere artikler, når peer-reviewerne ikke kan se forfatternes navne – samt at bedømmelsen af en artikel varierer kraftigt efter hvem og hvor mange, der bedømmer den.

Lektor Olle Johansson fra det ansete Karolinska Institutet i Sverige var medforfatter på artiklen. Han mener selv, at den oversete og kontroversielle konklusion byggede på forskning, der var lige så god som al mulig anden forskning, og han pointerer, at han meget gerne ville have den eller andre artikler publiceret i mere ansete tidsskrifter som Science eller Nature.

Nobel-resultater i små tidsskrifter

Men det er svært, mener Olle Johansson, for de største tidsskrifter kun har plads til meget få artikler. Desuden er det sjældent, at revolutionerende resultater kommer ud i fine tidsskrifter. I stedet vokser de ud af undergrunden, påpeger han.

»Jeg kan f.eks. huske for 25 år siden, da to australske forskere fremsatte en teori om bakterien Helicobacter pylori og dens rolle i forbindelse med mavekatar og mavesår. Folk her på Karolinska grinede ad H til. Tyve år senere – i 2005 – vandt Barry J. Marshall og J. Robin Warren en Nobelpris for deres opdagelse,« skriver Olle Johansson, lektor, ph.d. på Institut for Neurovidenskab på Karolinska Institutet, i en mail til Videnskab.dk.

»Det er et følsomt område, men når man ser på videnskabshistorien er det tydeligt, at visse resultater over en periode har lettere ved at blive accepteret i store tidsskrifter end andre,« tilføjer han.

I en leder fra 2003 redegør Nature selv for de mest pinlige afvisninger af videnskabelige artikler i tidsskriftets historie og fremhæver opdagelserne af:

  • Fotosyntesen
  • elektromagnetisk stråling samt
  • teorien om stråling fra universets sorte huller

Vilde teorier kræver ekstra stærke beviser

De mindre tidsskrifter bryster sig gerne af at være mere modige, originale og tilgængelige for offentligheden, fordi mange af dem er gratis at læse – og de benytter tit lejligheden til at skyde med skarpt mod de store.

Senest har lederen af tidsskriftet Journal of Cosmology forklaret, hvorfor en omdiskuteret artikel om NASA’s fund af liv på meteoritter havnede i hans tidsskrift i stedet for Science eller Nature. I en blog skriver hun bl.a., at de to store kæmper for at bevare status quo, og at de har »a nasty history of rejecting extremely important papers«.

For alle forskere gælder, at eventuelle fejl og mangler måske ikke så hyppigt opdages af bedømmere og læsere, hvis man som forsker ikke satser på at offentliggøre sine artikler i de højest profilerede videnskabelige tidsskrifter

Albert Gjedde i artiklen 'Penkowa-sagen: Sådan slipper fusk gennem videnskabelige tidsskrifter'

Men er de store tidsskrifter virkelig bange for kontroversielle studier, hvis de troværdigt og grundigt viser en ny side af verden? Ét af verdens mest citerede og respekterede tidsskrifter, amerikanske Nature, mener ubetinget nej.

»Det er Natures mål at offentliggøre den bedste videnskab, og den allerbedste videnskab forandrer vores billede af verden. Sådan nogle påstande kræver meget stærke beviser, men i princippet er det sådan, at jo mere revolutionerende forskningen er, des mere velkommen er den hos os,« skriver chefredaktør Phillip Campbell i en mail til Videnskab.dk.

En oplagt forklaring på, at vovede artikler sjældent havner i Nature og Science, er altså, at beviserne tit er for dårlige – at forskningen er for ringe og derfor falder for kvalitetskravene.

Jo større tidsskrift, des bedre fagfællekritik

Tilbage i Danmark hælder Kristian H. Nielsen til at tro på Philip Campbell fra Nature. Kristian H. Nielsen er i det hele taget overbevist om, de store tidsskrifter generelt gør et godt stykke arbejde i sandhedens tjeneste - »også de kontroversielle sandheders«.

Han anerkender, at det lukkede og konservative ’middagsselskab’ blandt fagfæller – peer-reviewere, som bedømmer den enkelte artikel – muligvis holder noget af den vildeste forskning ude, men til gengæld sikrer det, at kun den skarpeste viden kommer videre i forskningsprocessen.

Jo mere anerkendt et tidsskrift, des sikrere og skarpere vil peer-review-processen typisk være.

»Og så skal man huske, at for hvert godt eksempel på kontroversiel og rigtig forskning i et lille tidsskrift findes der rigtigt mange eksempler på dårlig forskning, som bare har godt af at gå i glemmebogen. En ny teori bliver jo ikke automatisk bedre af at være kontroversiel eller afvigende,« bemærker Kristian H. Nielsen.

Kontroversielle forskere bliver pressede

Ledelsen på Københavns Universitet var langt fra begejstret over, at Niels Harrit publicerede sin forskning i støvet fra World Trade Center, mens han tydeligt skiltede med sit tilhørsforhold Københavns Universitet, bl.a. fordi forskningen blev lavet i hans fritid og ikke i hans egenskab af kemiker på KU.

Olle Johansson måtte selv skrive og sende sin pressemeddelelse ud, bl.a. fordi pressetjenesten på Karolinska Instituttet kun offentliggør universitetets forskning, hvis den er publiceret i bedre tidsskrifter.

DTU-professor Henrik Svensmark bliver blandt et flertal af kollegerne stadig betragtet som én af klimaforskningens sorte får, der beskæftiger sig med et område, som højest har parentetisk betydning for klimaet.

Molekylærbiolog og tidl. forskningsleder Henrik Leffers er blevet fyret fra Rigshospitalet pga. »samarbejdsvanskeligheder«.

Eksemplerne tegner konturerne af, at forskerne bag kontroversiel forskning tit er pressede. Enten bliver de udstødt af kolleger eller kører sig selv ud på et sidespor, hvad enten det så skyldes dårlig forskning eller måske en kantet personlighed, som har det svært i det konservative forskningsmiljø.

Måske kan det endda i sidste ende være med til at gøre forskningen ensporet.

»Det virker, som om det godt kunne være en ond og selvforstærkende cirkel. Har du en smal og kontroversiel sag, og møder du gang på gang modstand, så er der formentlig en risiko for, at du er eller ender med at blive lidt smal og kontroversiel. Man kan sige, at det er med til at sætte streg under, at man skal holde øje med, hvilket tidsskrift forskningen kommer ud i, så man ved, at forskningen er blevet set ordentligt igennem,« mener Kristian Hvidtfelt Nielsen.