Blev Neil Armstrong fejlciteret?
Neil Armstrong er manden bag et af de mest berømte citater fra det 20. århundrede, men blev han fejlciteret, eller fejlciterede han endda sig selv? Her forklarer en britisk forsker, hvordan hjernen til tider kan spille os et puds.
neil armstrong citat månelanding dialekt accent udtalelse Midwest USA auditive illusioner hjernen Mondegreen

Neil Armstrong blev verdensberømt, da han som det første menneske gik på månen. Hans citat »Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden« blev om muligt endnu mere berømt. (Foto: NASA)

 Det er et verdenshistoriens mest berømte citater.

»One small step for man, one giant leap for mankind«.

»Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden«.

Det var de første ord, NASA-astronauten Neil Armstrong ytrede, da han som det allerførste menneske satte fod på månen den 21. juli 1969.

Men var det egentlig dét, han sagde? For da Neil Armstrong vendte tilbage til Jorden, hævdede han, at han sagde 'for a man' (for et menneske).

LÆS OGSÅ: »Neil Armstrong er alle tiders helt«

Mange faktorer kan have haft en effekt, på hvad vi hørte

På engelsk og i sætningens konstruktion betyder 'man' og 'mankind' stort set det samme.

Selv om 'one small step for a man' giver mening og er grammatisk korrekt, så passer 'one small step for a man…' ikke rigtigt med 'mankind', som følger senere i sætningen.

Prøv selv at bedømme, hvad Neil Armstrog sagde, ved at lytte til optagelsen.

De fleste hører 'for man'.

Hvis vi går ud fra, at Neil Armstrong har ret (hvilket jo egentlig kun er rimeligt, da han var den enste tilstedeværende og efter alt at dømme var et ærligt og troværdigt menneske), så er grunden til, at de fleste af os ikke kan høre et 'a', en kombination af en lang række faktorer: 

  • Et støjende radioforbindelse
  • 402.336 kilometers afstand
  • De yderst stressende omstændigheder, Neil Armstrong befinder sig under, hvilket har en effekt på hans tale 
  • Neil Armstrongs udtale, der er en særlig nordamerikansk Midwest-dialekt, hvor a'et forkortes og trækkes ind i det forrige ord
  • Den måde, hvorpå vores hjerner opfatter tale 

Det er desuden værd at bemærke, at Neil Armstrong selv var enig i, at a'et var uhørligt, men han påstod hårdnakket, at han havde sagt det.

LÆS OGSÅ: Hvorfor blev københavnsk den rigsdanske dialekt?

neil armstrong citat månelanding dialekt accent udtalelse Midwest USA auditive illusioner hjernen Mondegreen

På baggrund af en analyse af det berømte citat mente forskere i 2006, at de havde fundet det forsvundne ‘a’ bag en masse støj. Det lykkedes dem dog aldrig at bevise deres påstand yderligere. (Foto: NASA)

Det er umuligt at høre a'et

I 2006 offentliggjorde sprogforskere en analyse (heriblandt spektrogrammer, der inden for fonetikken er det vigtigste hjælpemiddel til akustisk analyse af tale. Et spektrogram afbilder lydsignalets frekvenssammensætning hen igennem talens forløb, red.).

De mente, at de havde fundet det forsvundne 'a' bag en masse støj. Det lykkedes dog aldrig at finde noget, der kunne understøtte denne påstand.

Nu 10 år senere er det endelig lykkedes amerikanske forskere at kaste lys over hele kontroversen.

Et forskerteam har i forbindelse med en række spændende eksperimenter, der er udgivet i PLOS ONE, analyseret optagelser af Midwest-dialekten.

De har også fået en gruppe Midwest-indbyggere til at granske, hvordan man i den amerikanske Midwest udtaler henholdsvis 'for' og 'for a', og hvordan lytterne opfatter det.

Optagelser af Ohio-indbyggere, der siger både 'for' og 'for a', blev analyseret, og de afslørede, at versionerne overlappede så meget, at det ofte var umuligt at skelne imellem dem.

Det betyder, at det sandsynligvis er umuligt at bedømme, hvad det egentlig var, Neil Armstrong sagde.

LÆS OGSÅ: TEST: Hvor god er du til dialekter?

Her kan du høre eksempler på meget stærke Midwest-dialekter.
(Video: YouTube)

Hastigheden har en betydning

Undersøgelsens lyttere blev også præsenteret for Armstrong-optagelserne – heriblandt optagelser, hvor farten var blevet sat ned; Neil Armstrong talte i forvejen temmelig langsomt.

Interessant nok viste resultaterne, at lytterne hørte 'for' og ikke 'for a', når talen på hver siden af frasen blev afspillet langsomt.

Det er sandsynligvis fordi, lyttere forventede, at alle stavelserne blev forlænget proportionalt, mens varigheden af den meget korte 'a'-lyd (som var relativt konstant), blev kortere i forhold til de forlængede stavelser omkring den.

Så hvis Armstrong sagde 'for a', er det sandsynligt, at mange af os på grund af hans accent, langsomme udtale og den uklare optagelse stadig ville høre det som ‘for’ alligevel. 

Vi ved stadig ikke med sikkerhed, hvad han sagde, men med de seneste resultater, er det nu mest sandsynligt, at hans version af begivenhederne er den rigtige.

LÆS OGSÅ: Prygl til konspirationsteorier om månelanding

Vi udtaler sjældent alle ordene

Men har det overhovedet nogen betydning, hvad han Neil Armstrong i virkeligheden sagde?

Tja, nok ikke for Neil Armstrong, der døde den 25. august 2012, men det føles nu alligevel godt at bekræfte hans eftermæle.

Sagen illustrerer også visse interessante tale- og høreeffekter.

Mange dialekter har korte enstavelsesord, der i talesprog smelter sammen med det forrige eller efterfølgende ord, og alligevel er helt forståelige.

Tag for eksempel den australske accent, som, man mener, er afledt af de tidlige, drikfældige dage, hvor nationen var en britisk fangekoloni; en nærmest snøvlende, alkoholiseret dræven, der undlader alt undtagen de allervigtigste dele af ordene. 

LÆS OGSÅ: Ny sprogtest skal undersøge forståelsen af ’dårligt sprog’​

Mondegreen

En Mondegreen er, når vi hører forkert eller fejlfortolker en linje i et digt eller en sangtekst, gerne på en måde, der giver det en ny betydning. Dette skyldes ofte homofoni – det lyder ens. 

Ordet stammer fra en fejlhøring af den skotske folkevise ‘The Bonny Earl O’Moray’, som blev fejlhørt som:

Ye Highlands and ye Lowlands,
Oh, where hae ye been?
They hae slain the Earl O’ Moray,
And Lady Mondegreen.

Den sidste linje er i virkeligheden ‘And laid him on the green’.

Det er helt almindeligt at høre forkert

De fleste af os udtaler sjældent alle ordene; ofte flyder vores ord ind i hinanden (afslappet udtale). 

Når vi hører accenter eller dialekter, som vi er bekendt med, går det som regel godt, men det kan have morsomme konsekvenser, når vi lytter til andre, som vi kender knapt så godt. 

Har du nogensinde forsøgt at gætte dig til de ord i en sang, som du ikke kunne høre og ramt helt ved siden af? Du er bestemt ikke alene.

Det kaldes en Mondegreen, og det er ikke alene forholdvis almindeligt; det er ofte også rigtig morsomt.

Den menneskelige hjerne er forbavsende god til at udfylde tomme felter ved at forsøge at gætte sig til de oplysninger, der mangler. Hvis hjernen ikke kan genkende dét, den hører, leder den ubevidst efter det tætteste match, og derefter 'klikker' den betydningen på plads. 

Vi hører det, som hjernen tror skal være der, i stedet for det, der rent faktisk kunne være der. 

Det kaldes auditive illusioner. 

LÆS OGSÅ: Forstår du en studievært, der bruger talesprog?

Fire eksempler på auditive illusioner. (Video: Braincraft/ YouTube)

Hjernen 'griber efter et halmstrå'

Prøv for eksempel at lytte til disse eksempler på sinusbølger i tale (SWS), som er akustiske signaler fra sinusbølger. De varierer i frekvens i det samme mønster som tale. 

Når vi først hører SWS, forstår vi ingenting. Men lyt til den oprindelige optagelse og prøv igen. 

Pludselig er det forståeligt, fordi hjernen nu 'hører' det som tale.

Fantom-ord er endnu en illusion, der opstår, når vi hører gentaget tale. 

Fantom-ord er hjernen, 'der griber efter et halmstrå' i forsøget på at udvinde yderligere mening fra de hørte stavelser.

Dette er blot nogle af de spændende og fascinerende aspekter af tale, hørelse og hjerneforskning, der bliver sammenbragt i psykoakustikken, som har givet os MP3-musik, mobiltelefon-kommunikationen og flere af de produkter, der bogstaveligt talt er et kæmpe spring siden 1969.

LÆS OGSÅ: Musik i ørerne påvirker din kørsel

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.