Pædagoger betragter ikke længere arbejdet med at få børn til at spise, sove, lege og tage hensyn til hinanden som pædagogisk arbejde.
I stedet er det blot den praktiske del af deres arbejdsdag. Det samme gælder, når de løser konflikter, trøster eller i det hele taget udviser menneskelig omsorg for børnene.
Det konkluderer Maja Plum fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet på baggrund af feltarbejdet til ph.d.-afhandlingen Dokumenteret faglighed.
»Dét, som pædagogerne skal dokumentere, bliver nogle helt specifikke situationer, hvor deres egen og børnenes aktivitet kan tolkes i forhold til et i forvejen opsat læringsmål,« siger Maja Plum.
»På den baggrund falder en stor del af hverdagens aktiviteter uden for faglighedskategorien. Det fremstår ikke som dokumentationsværdigt. Pædagoger bruger selv udtryk om at ’de laver noget, der ikke er noget’. Dette ’ikke noget’ kan for eksempel være at putte, skifte ble, spise, trøste eller løse konflikter. Det regnes ikke for fagligt arbejde, fordi det ikke fremstår som dokumentationsværdigt,« siger Maja Plum.
Dokumentationskravene blev indført i 2004 for at kvalitetssikre arbejdet.
Det blev understreget, at dokumentationen ikke havde til formål at ændre pædagogikken, arbejdet skulle blot observeres, måles og vejes.
»Hvis dokumentationen skal bruges til at vise politikere, hvad der foregår, så de kan styre og prioritere, så er der rigtigt meget dokumentationen ikke viser, fordi det ikke fremstår dokumentationsværdigt,« siger Maja Plum.
»Det vil sige, at meget arbejde i institutionerne bliver underkendt på en sådan måde, at pædagogerne heller ikke taler om dette arbejde som fagligt pædagogisk arbejde. Der synes opstået et hierarki i forhold til, hvad der er fagligt arbejde, og hvad der er praktisk arbejde,« siger Maja Plum.
I praksis betyder det, at pædagogikken stik imod hensigten er blevet ændret.
»Min afhandling viser, at der ikke bare er tale om neutral styring af en allerede eksisterende praksis, men at der reelt har været tale om en politisk redefinering af småbørnsområdet. Pædagogisk faglighed er blevet synonym med entydige og dokumenterbare aktiviteter, uden at der har været en egentlig diskussion af det,« siger Maja Plum.
Meget tyder på, at pædagogerne ikke selv er opmærksomme på ændringen.
For eksempel var der ingen i Maja Plums undersøgelse på seks daginstitutioner, der reflekterede over, at de brugte formuleringer som, at ”lave noget, der ikke er noget”.
Kritikken mod dokumentationskravene har således gået på, at det tager tid fra det pædagogiske arbejde at dokumentere, men ikke på, at dokumentationen ændrer pædagogernes opfattelse af pædagogik.
»Jeg håber, at min afhandling kan være med til at starte en diskussion af, hvad pædagogisk faglighed skal være for en størrelse. Altså, om den pædagogisk faglighed skal indeholde andet end det, der har at gøre med dokumenterbare mål, formulerede projekter og analytiske kortlægninger af børn,« siger Maja Plum.
»Dokumentation og styring er ikke nødvendigvis godt eller dårligt, men vi skal være klar over, at det skaber bestemte præmisser for, hvad der udgør pædagogisk fagligt arbejde,« siger Maja Plum.
Hun mener, at den samme tendens kan ses andre steder i omsorgssektoren, hvor de samme dokumentationskrav gælder.
I sidste måned omtalte Videnskab.dk Sine Lehn-Christiansens ph.d. fra RUC, der viser at sosu-hjælpere bliver umyndiggjort af dokumentationskravene, og ikke har frihed til at føre en samtale eller gå en tur med den ældre.
»Den forskning peger på nogle af de samme mekanismer. Det er mange af de samme logikker, der gør sig gældende i disse dokumentationsmodeller, og måske handler det om, at modellernes lineære mål-middel logik har svært ved at rumme en kompleks virkelighed i omsorgssektoren,« siger Maja Plum.
Tak til Rasmus Karkov for en
Tak til Rasmus Karkov for en spændende - men temmelig uhyggelig - artikel og til dig Jens Kamstrup Larsen for en god kommentar.
Som du allerede har nævnt, så bliver det jo virkelig ubehageligt, når man perspektiverer resultatet af denne undersøgelse ud på det offentlige som helhed. Da kravet om dokumentation er allestedsnærværende må de problemer, som artiklen nævner, vel også være det? En opgave eksisterer kun i lovforvalterens bevidsthed (det være sig en pædagog, sagsbehandler eller leder af en offentlig institution), hvis den skal dokumenteres. Da der ikke er noget dokumentationskrav om, at børnene skal være trygge og have det rart i skole- og sfo-tiden, bliver det ikke regnet for værdifuldt. Hvis du som underviser prøver at bibringe dine elever en kunnen og viden, der ikke forbedrer deres PISA score, bliver det regnet for ligegyldigt.
End ikke George Orwell forudså vel, at at et samfund bestående af venlige, reflekterede og helt almindelige lovforvaltere, der stoler på at alt er i sin bedste orden, så længe loven følges, samtidig kan besidde en så stor disrespekt for mennesker.
Dokumentationens svøbe.
Det er en spændende, men skræmmende afhandling.
Kravene om dokumentation er ved at tage overhånd. Det gælder ikke kun for pædagoger, men også for sagsbehandlere i sociale forvaltninger.
Kravet kommer oppe fra. Der må ikke ske noget, som ikke er dokumenteret eller dokumenterbart. Formålet er fleresidet.
Den positive del er at planer for den enkelte kan dokumenteres og reguleres I forhold til ændringer i behov. Samt at det er påviseligt, at planer følges.
Den mere negative side er den, som råd påduttes oppefra i systemet. Der har været så mange sager om fagligt svigt fremme, at ledelsen fremhæver dokumentationen højere end kvaliteten og omfanget af arbejdet. Derfor går megen tid med at registrere, frem for at behandle eller yde omsorg.
Hvis der var den samme normering af personale i dag som tidligere kunne dette umiddelbart forsvares som fornuft. Men det sker samtidig med at normeringen sættes ned. Og dermed går der endnu mere omsorgstid fra det daglige arbejde.
Der er også sket et skred i opfattelsen af det faglige. Man er ikke længere "Florence Nigthinggale". Men mere administrator af en opgave. Som enten kan være af behandlingsmæssig eller omsorgsmæssig karakter.
Det uheldige i denne udvikling - bortset fra at jeg ikke er tilhænger af Florence - er, at det offentlige overtager flere og flere opgaver, som tidligere lå i omsorgen i hjemmet. Vi er i offentlige hænder fra vuggestuen til vi har aftjent vores værnepligt.
Samtidig er de omsorgspersoner, vi udsættes for generation af en kultur med Facebook og Blogging på nettet. Vi er mere vant til at skrive end at tale eller handle.
Når disse faktorer blandes sammen er det ikke svært at forstå at vi hellere beskriver en opgave end udfører den. Og kan den ikke beskrives - er det slet ikke en opgave.
Efter min mening er det en meget farlig udvikling. For vi fjerner os mere og mere fra hinanden som mennesker, Og bliver ting vi kan beskrive eller skematisere.
Hvilken udvikling giver det, vi før kaldte vores "folkekarakter"?
Som jeg mange gange har været inde på, så er denne karakter i højere og højere grad blevet narcissistisk og oplevelsesorienteret. Kunne det skyldes at det "varme menneske" erstattes af et håndtag til et tvspil? Mens man skriver i dagens rapport?
Faktisk tror jeg lidt primitivt sagt, at det er det der sker. Og har gjort i nogle årtier.
Jeg har både været behandler i den tid, hvor dette startede. Fra at behandle et vist antal pr dag førte kravet om registrering til at dette antal blev halveret. Det førte ikke til bedre behandling, men til mere tid ved skrivemaskinen og kopimaskinen.
Det kunne være hvad det var. Men når det drejer sig om omsorgen for børn så er det en katastrofal udvikling. For udviklingen stopper jo ikke. Når disse børn engang skal udføre omsorg - jeg tør faktisk ikke fuldføre sætningen!