De fleste mennesker er temmelig uvidende om jura, især hvordan juridisk sprogbrug skal fortolkes. Jura er som i alle andre fag noget, man skal have indsigt i for at bedømme, men selv højtuddannede mennesker med doktordisputatser i deres CV kan have svært ved at forstå dette. I mit fag, tværfaglig kommunikation, må jeg ofte ryste på hovedet af menneskers uvidenhed og selvovervurdering, så snart de bevæger sig en anelse ud over deres fagområde. Det er det, man i daglig sprogbrug kalder fagidioti.

Tag nu f.eks. "Lov om psykologer m.v.". I modsætning til mange andre love, der er affattet i et indviklet kancellisprog, så er denne lov skrevet i temmelig klart sprog, måske i erkendelse af, at det kniber med forståelsen hos en del psykologer. Derfor understreges det gennem hele loven, at den handler om, at titlen "aut. psykolog" er beskyttet.

Men det er ordet/betegnelsen ikke. Enhver har således ret til at betegne sig selv som en god psykolog. Hvad man derimod ikke må, er at bruge TITLEN psykolog i erhvervsmæssigt øjemed til at narre mennesker til at tro, at man er godkendt af myndighederne til at tage folk i behandling for psykiske lidelser. Det kunne man kun gøre indtil 1. januar 1994 hvor loven trådte i kraft. Siden da er det blevet anset som strafbart kvaksalveri her i landet.

Jeg er skam selv en god psykolog. Det er jeg nødt til at være, når jeg skal kommunikere vanskeligt forståelige begreber til mennesker med en begrænset sprogforståelse. Det handler jo her om at forstå deres begrænsninger i opfattelsesevne. Derfor har jeg da også brugt en del år på at læse psykologi, lige fra Freuds fantasifulde vrøvl til moderne kognitionspsykologi, og jeg holder mig da fortsat ajour med udviklingen i faget.

Undervejs har jeg også betalt en avanceret og erfaren psykolog for at manuducere mig og "skræddersy" mit studium, for det fik jeg betydeligt mere ud af, end et langvarigt universitetsforløb kunne give mig. Jeg skulle jo ikke være behandler, så jeg havde kun brug for den psykologiske viden, ikke for en autorisation.

Dine indlæg viser klart, at du har betydeligt mere indsigt i faget psykologi og forståelse for psykiske problemer end de fleste psykologer, psykiatere og læger, så egentlig behøver du ikke at dokumentere noget som helst. Dette er en debatportal, hvor det er indlæggenes kvalitet og forståelse, det handler om, ikke om titler og autoritetstro. Derfor bruger jeg selv ingen af mine professionelle titler her. Det gør jeg kun i erhvervsmæssig sammenhæng, og det må disse sider i øvrigt ikke bruges til.

Du er en god og medfølende psykolog, Jens, og du behøver ikke at bevise det yderligere for mig eller andre her. Klarheden og den psykologiske indsigt i din argumentation er mere oplysende end en titel.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Jens.

Jeg vil da starte med at skrive, at jeg er læge -som jeg har skrevet adskillige gange. Det tror jeg, at du tror jeg er, fordi jeg har skrevet det.

Kan du svare klart på mit spørgsmål:

Er du psykolog? Kan det bekræftes - og i så fald hvor?

(Du kan undersøge om jeg er læge, ved at slå op hos sundhedsstyrelsen. Du ved jo godt, at det tages alvorligt med beskyttede titler. Der har også været sager om "falske læger". Den slags æder overskrifter... Men det har du nok svært ved at forstå at hr og fru Danmark interesserer sig for)

Er du psykolog. Svar dog klart og tydeligt - så du slipper for denne mistænkeliggørelse. Du har jo skrevet, at du ikke har universitetsuddannelsen i psykologi - og det er et krav, for at kunne kalde sig psykolog. Er du et helt særligt tilfælde, hvor du uden denne uddannelse har ret til at kalde dig psykolog?

Det her er faktisk en utrolig diskussion. Hvor svært kan det være for dig, at skrive, om du er psykolog?

Jeg har ikke læst hele dit indlæg. Kun dertil, hvor du skriver, at jeg har informeret om, at jeg ikke er psykolog. Hvornår f... har jeg skrevet det?
Hvad er din uddannelse og hvor lang tid har den taget. Er du overhovedet læge?

En psykologkollega sagde engang til mig, om Jeg kendte fagjalousi-spiralen.
Socialrådgiveren ville gerne være psykolog.
Psykologen ville gerne være psykiater.
Og psykiateren ville gerne være rigtig læge.

Den grinede vi så lidt af.
Jeg står af denne linie nu. Hvis vi ikke skal tale indhold, så er det tid at stoppe.
Dine primitive angrebsforsvar kendes godt inden for psykologien. De er ikke frugtbare mellem mennesker der søger større indsigt gennem diskussion.
Og jeg har ikke lagt mærke til dem hos dig før. Eller også er det netop dem jeg har angrebet dig for med argumenter i andre indlæg. Tak for denne gang.

Jeg er dybt forundret over dit svar. Jeg har godt bemærket, at du bruger titler såsom filosof mm i andre indlæg. Men du har et karakteristisk signatur på en del af dine indlæg - nemlig for eksempel en signatur forneden af dit indlæg hvor der står:

"Jens Kamstrup Larsen
forfatter og psykolog"

Du sender hermed et signal, som tyder på, at du er psykolog. Du tænker så på det i metaforisk forstand - for jeg forstår på dig, at du ikke er psykolog - og det må du korrigere mig i, hvis jeg tager fejl i? Hvor mange tror du tænker, at du er psykolog, når du underskriver dig som psykolog?

Det var selvfølgelig min automatiske tagen dine ord for "gode varer", at jeg overhovedet studsede over, at du MEGET senere skrev, at du ikke havde taget den tilhørende uddannelse - og dermed ikke er psykolog.

Jeg synes det er mærkværdigt - og det giver mig en underlig følelse af, at du ikke er pålidelig. Det er vel en naturlig reaktion, når man føler sig ført bag lyset - af ganske uransagelige årsager. For din årsag til at forvirre med at være usandfærdig med, om du er psykolog eller ej er fuldstændig uklar for mig.

Og det er så ret meget i tråd med det emne, vi har inde på. Nemlig noget om, hvem der behandler professionelt - og med hvilken uddannelsesbaggrund.

Så hvis du ikke netop havde skrevet nogle direkte modsætningsfyldte ting, som viste at du sandsynligvis var upålidelig, så havde ingen jo reageret.

Du kan kalde det flueknepperi - hvilket du måske gør. Men det er ikke flueknepperi at gå op i, om en person direkte lyver omkring sin uddannelse efter min mening. Jeg mener det har stor betydning i en relation med oprigtigheden omkring så faktuelle ting. Du har faktisk skrevet en lang smøre om hvor vigtigt det er med høje kvalifikationer - og så har du antydet, at du selv har en universitetsuddannelse ved at kalde dig psykolog - hvor dette er en forudsætning - og skrevet diverse indlæg, hvor du udtaler dig om emnet. Hvorfor skrev du ikke bare, som det var? Det ville jo overhovedet ikke have blevet et topic - hvis du netop ikke havde været så grænseoverskridende at lyve omkring en beskyttet titel indenfor dit eget fag.

Jeg svarede dig, inden jeg læste din og Oles disput. Og faktisk bekræfter den den irritation jeg følte ved dit spørgsmål, som ikke indeholdt noget fagligt, men alene gav følelsen af, at du havde et mål, som lå ud over den ellers spændende dialog, vi havde haft.
Du angriber så også Ole Bjørn på hans fagliged, hvilket jeg selv ville være forsigtig med.
Jeg har fulgt Oles indlæg i mange af de diskussioner, som er på videnskab.dk. Og Jeg må nødvendigvis sige, at hans indlæg har været nogle af de mest faktuelle og troværdige, af alle dem jeg har læst.
Jeg siger absolut ikke dette, fordi Ole fremhæver nogle kvaliteter i mine indlæg i denne linie. Der er jeg slet ikke. Og jeg tror endda, at vi et par gange har været meget uenige om nogle emner.
Jeg nævner det alene, fordi Oles indlæg altid har en kvalitet og troværdighed, som man skal være på mærkerne for at gå imod.

Derfor synes jeg også i dine personlige angreb på ham mangler substans og alene har til formål at bringe hans synspunkter i miskredit.
Det tror jeg ikke, man skal gøre på den måde. Der må du finde nogle argumenter frem, som giver respekt om dit synspunkt.

Således ligner dit raid her, dine i virkeligheden besvarede spørgsmål til mig.

Hvad er formålet med dette?

Venligst Jens

Jeg undrede mig faktisk over dit spørgsmål. Man må ikke kalde sig psykolog medmindre man har taget eksamen som sådan. Min undren skyldtes at dit spørgsmål ikke havde - for mig nogen retning så at sige.
De fleste gange skriver jeg ikke engang mit navn, da det jo står i starten. Når jeg gør det, er det når der er tale om en længere dialog, som en afsluttende hilsen.
Når jeg skriver "forfatter og psykolog" er det som regel for at gøre opmærksom på to ting.1. At jeg fortrinsvis arbejder med at skrive.2.At gøre opmærksom på mine formelle kompetencer til at blande mig i debatten.

Der har været nogle debatter, som kørte ad tangenter, hvor det kunne være mere rimeligt at underskrive sig/mig som digter/kunstfotograf/kunstmaler. Alle tre ting og aktiviteter, jeg også har med udstillinger fra tid til anden.

Jeg har i en af linierne af dialoger beskrevet mine -af nogle tænkt - mange uddannelser. Og grundene til, at jeg læste så mange og forskellige fag.
Jeg har også tit brugt mig selv og min historie i debatten.
Dette er helt bevidst. Og har eksistensteoretiske overvejelser bag sig. Nemlig ønsker om at fjerne tabuiseringen af vore egne og vore patienters sårbarheder.
Min mening er, at kan man ikke selv se disse i øjnene, Og også selv stå ved dem, så er det efter min mening en smule overlegent at forlange det af vores klienter.

Jeg er meget bevidst om, at dette irriterer nogen. Men det er nu engang min holdning. Vi er ikke usårlige overmennesker, som nogen patienter tror. Og jeg kan ingen fordel se ved denne omstændighed.

Jeg ved, at det statistisk set, er det farligste job at være kvinde og psykiater på samme tid. Jeg tror ikke det har ændret sig selv om undersøgelsen er nogle år gammel. Vi snakker bare ikke om det. Eller hvorfor.
Vi taler heller ikke gerne om de bevidste, men mere ubevidste betingelser i vores livshistorie, der fører til vores valg af fag, hvor vi drager omsorg for andre mennesker.

Jeg har brugt disse ting meget i supervision.

Du skriver, at du ikke går efter mig. Men faktisk var det den følelse, jeg fik, da dit indslag ikke indeholdt andet end -for mig at se - forsøg på at så tvivl om min kompetence til at sige de ting, jeg gjorde.
Har jeg taget fejl af dette, beklager jeg.
For det er ikke første gang, at jeg har oplevet den metode, når ens argumentation ikke rakte længere. Jeg har også set dig selv og andre udsat for dette. Og i disse tilfælde er man ud fra en psykologisk argumentation nået det punkt, hvor diskussionen ikke længere har mening.

Faktisk er mange ting ændret, siden jeg havde egen praksis ved siden af mit offentlige job. Jeg kan ikke svare på dem alle. Der er også sket ændringer i måden at behandle psykiatriske patienter på, siden at mange opgaver er blevet rent kommunale. Der sker direkte svigt fagligt og juridisk i den måde, nogle kommuner "fortolker" serviceloven på, når det gælder behandling og lægning af handleplaner på.
Jeg kan svare på noget, ja faktisk en hel del af det, men ikke det hele.
Jeg kan sige, at jeg gør, hvad jeg kan, For ikke at bringe faktuelle fejl til torvs. Men det meste af disse diskussioner har som indhold vores holdninger til emnet. Selvfølgelig kunne man sige, for det faktuelle er svært at diskutere, med mindre man da vælger at "benægte fakta".

Men måske er det en erhvervsskade, at jeg begynder at tolke på motivet til et spørgsmål, snarere end at betragte det som led i en dialog, man kaster sig ud i. Som sagt før, når man dertil, er det nok tid til at betragte emnet som udtømt for indeværende.
Da du siger, at du blot ønskede noget afklaret, så kan det sagtens være en fejlslutning fra min side.

Med venlig hilsen Jens

Og Kære Jens.

Jeg håber, at det fremgår tydeligt, at jeg personligt ikke er ude efter dig personligt - men at jeg fremdrager noget principielt om psykolog-betegnelsen. Jeg gentager derfor, at du jo gentagne gange har underskrevet dig som psykolog - og samtidig skriver du, at du ikke har taget universitetsuddannelsen i psykologi. Dette undrer mig blot - især når du netop virker som om, at du mener, at det er for galt af for dårligt uddannede nogle steder er ansatte som professionelle der arbejder med mennesker med alvorlig psykisk lidelse. Det hænger jo dårligt sammen med, hvis du selv anvender titel, som er misvisende for din egen baggrund for at kunne behandle mennesker med psykisk lidelse.

Når det så er sagt, så synes jeg, at du inddrager mange relevante og vigtige aspekter frem, som har relevans i kommunikationen med psykisk syge. Du nævner også, at du prioriterer god seriøs uddannelse af professionelt uddannede psykoterapeuter - hvor vi begge har fokuseret på den psykoterapeutiske uddannelsesdel hos universitetsuddannede psykologer og psykiatere - som jo altså har et helt andet fagligt fundament at starte ud fra - ikke mindst, når man skal kunne vurdere psykopatologi, og i det hele taget forholde sig kritisk til videnskaben på området - som er omfattende også indenfor neurobiologi.

Det kom langt fra vores primære diskussion af anvendeligheden af ekstremsport. Men jeg savner en kommentar fra dig om det som du selv har fokuseret på med uddannelseskvalitet - og jeg går ud fra, at du må have en god forklaring på, hvorfor du kalder dig psykolog. Du er det vel - af årsager, jeg endnu ikke har opfattet. Ellers er du ikke. Og så synes jeg, ikke du behøvede at have underskrevet dig som sådan. Det er jo ikke det, der er væsentligt her, og så ville du kunne have skrevet nøjagtig de samme indlæg - og blot kaldt dig psykoterapeutisk uddannet eller lignende. Det ville ikke have ført til noget skidt for nogen - tværtimod.

mvh Dorte

Uanset dine konstante forsøg på at tilsværte mig, bl.a. med citatfusk, agter jeg ikke at diskutere mere med dig. Det er uinteressant for andre debattører.

For som selv redaktionen af videnskab.dk har gjort os opmærksom på, slås vi to. Jeg kan finde stribevis på eksempler, hvor du forsøger at skrive ting om mig som er både injuriende, nedladende og forkerte. Jeg kan komme med stribevis af eksempler på, at du henvender dig til mig - blot for at irritere - uopfordret fra min side. Jeg kan i øvrigt supplere med adskillige andre indlæg fra din side, hvor det er andre du laver samme nummer med.

Jeg har vel et issue, som jeg går op i - og det er noget med hvem, der påstår de er kvalificerede til at behandle syge mennesker. Det gælder diverse alternative behandlere - og reaktionen er ofte forudsigelig, hvis jeg konfronterer dem med deres form for sygdomsbehandling, sat op mod viden om behandlingsmetoder af de sygdomme, de mener, de kan behandle.

Her er emnet et lidt andet. Jens og jeg har begge en historie som professionelle indenfor psykiatri - og vi er begge interesserede i gode vilkår for vores patienter. Jeg gætter på at hans indlæg ikke tydeliggør, at han ikke har haft sundhedsprofessionel uddannelse, da han var kontorleder i distriktpsykiatrien - hvilket jeg har stødt på før - og det kan godt lade sig gøre fagligt forsvarligt - da man i så fald ikke står med det faglige ansvar - hvilket ligger hos de sundhedsprofessionelle. Og jeg betvivler ikke, at Jens har klinisk erfaring som psykoterapeut sådan set. Jeg undrede mig over, at han skrev, han var psykolog.

Da du kom ind på banen, kom mit pis i kog. Og det gør det altså mht dig. Du har skrevet så meget fis om mig, at jeg føler mig fuldt berettiget....

Dit indlæg viser igen tydeligt din måde at debattere på.

...

DIne retoriske tricks er bare for nemt gennemskuelige. Skal jeg prøve at give dig den rigtige punktuering - hvis du vil se, hvem der forsøge at provokere hvem først? Du er langt under mit niveau - dit problem er blot, at du er så selvovervurderende... Se det var lavt niveau OBJ. Lignende sætninger vil jeg kunne finde masser af, når du forsøger at trampe på nogen. Du - som ellers er kommunikationsrådgiver for toppolitikere : )

Dit indlæg viser tydeligt din måde at debattere på. Yderligere kommentarer er vist overflødige.

Jeg vil lige sige, at Jens og jeg sådan set havde en dialog, som du ikke behøvede blande dig i. Det jeg spurgte ham om, var en uddybelse af hans usædvanlige forklaring på, hvorfor han kan kalde sig psykolog - juraen taget i betragtning.'

Jeg har sådan set diskuteret det her med mange andre også rent principielt - og ved andre lejligheder. Det er mig irrelevant, om dit fagområde er at formulere lovtekster - eller om du tror du kan regne ud, hvordan det ville blive håndteret, når en af de "falske" psykologer ikke følger op på henstillinger om ikke at anvende betegnelsen psykolog - med reference til loven. Jeg har ikke hørt om, at der er tilfælde, hvor falske psykologer stædigt ville holde fast på at kalde sig psykologer - således at politiet ville blive inddraget teoretisk set.

Det er meget svært for mig at undgå at mene, at du henvender dig til mig i belæringsøjemed. Ligesom du for nyligt uopfordret mente at jeg med al tydelighed henvendte mig til dig, for at skrive om din ekspertise indenfor sygdomsbehandling - hvilket jeg også tolker som at du søger hen mod mig - og jeg er smigret - det skal jeg ikke lægge skjul på. Men jeg kan skuffe dig med at jeg finder dig frastødende - så det ville blive et skævt forhold : )

Jeg har ikke tænkt mig at spørge psykologforeningen om de vil spørge Jens om han er psykolog - hvor han i så fald skulle vise dokumentation på sin psykologuddannelse. Jeg undrer mig over, at han gentagne gange kalder sig psykolog - som er en beskyttet titel - som psykoterapeuter ikke blot kan kalde sig - uanset om har nok så meget privat supervision. Det er muligt, han har fået dispensation eller lignende - han har ikke besvaret mit spørgsmål.

Og du Ole Bjørn er ikke den bedst kvalificerede jeg kender på dette faglige område. Jeg ville ikke drømme om at spørge dig.

Når du skriver; "Der står følgende i loven:" så forsøger du at fortolke loven bogstaveligt. Det tilkommer ikke dig, men domstolene.

Det fremgik tydeligt af mit foregående indlæg. Efterfølgende kommer så fra dig et personligt angreb på mig (som så ofte før), hvor du yderligere mistolker lovens formål, som ellers fremstår tydeligt for enhver, der kan læse indenad.

Nu er det altså et af mine fagområder, du bevæger dig ind på, nemlig formulering af juridisk holdbare tekster. Hvis du tvivler på rigtigheden af mine udsagn, så kunne du f.eks. spørge en jurist, inden du for gud ved hvilken gang falder over mig.

Jeg må konstatere, at det er umuligt for dig at holde dig til saglige argumenter, når man bevæger sig en smule udenfor dit eget fagområde, så jeg stopper her. Dine meninger er komplet uinteressante, og at du åbenbart heller ikke respekterer Jens Kamstrup Larsens store erfaring med det psykologiske behandlersystem, og i stedet prøver at mistænkeliggøre hans kvalifikationer, er i højeste grad usympatisk. Men det er ikke overraskende, da du på samme vis har prøvet at mistænkeliggøre mine kvalifikationer på områder, hvor jeg har mere end halvtreds års erfaring, og hvor du virker temmelig blank selv.

Jeg klæber absolut ikke til dig. Jeg så gerne, at du helt forlod videnskab.dk så de debattører, der foretrækker en debat på saglige argumenter, kunne blive fri for din utidige indblanding.

Ole Bjørn :o)

Tror du helt seriøst, at du lige skal belære mig om, at lovene fortolkes af domstole?

Det er da fuldstændig latterligt med dig, og dine forestillinger om mig. Det her er ikke noget nyt område i den danske lovgivning - og særligt læger kender denne type lov.

Dine indlæg er forplumrende - og teksten i loven er klar - især efter 2003, hvor bestemmelse gældende fra 2004 fjernede cand.pæd.psyk også - således at det er endnu nemmere at forstå, hvad der skal til for at kunne uddanne sig til psykolog og bruge titlen.

Endnu engang skal du lige prøve at se, om du kan gøre dig til ekspert på et ekstra område - og lige skrive tingene, som om jeg ikke kendte dem i forvejen. Er du så vild med mig, at du lige skal blande dig også i dette? Du klæber dig til mig - og det er noget klister jeg finder frastødende.....

Dorte, du har tydeligvis ikke forstand på jura.

Lovene fortolkes af DOMSTOLENE. Ikke af psykologer eller deres jurister.

Loven er ikke lavet for patienternes skyld, men for psykologernes skyld, da dens sigte er at monopolisere retten til at kalde sig psykolog. Man har i loven slet ikke taget stilling til effektiviteten af de monopoliserede terapier, kun til hvilken type uddannelse der berettiger til brug af betegnelsen aut. psykolog, samt regler for fratagelse af autorisationen.

Mvh

Ole Bjørn :o)

§ 21. Ret til at betegne sig som psykolog har kun den, der ved et universitet eller anden højere uddannelsesinstitution har bestået kandidateksamen i psykologi eller dermed ligestillet eksamen

mvh Dorte

(Ole Bjørn: Du har tydeligvis ikke forstand på dette - og heller ikke professionel relation til de patienter, der bør have mulighed for at vide, om vi tale +/- 5 års universitetsuddannelse med høje adgangskrav for at blive optagede på studiet. Det er for patienternes skyld, at loven er lavet.)

Hvad en jurist, der repræsenterer den ene part i en sag, mener, er ikke afgørende for fortolkningen af en lov. Det tilkommer fortsat domstolene, som i hvert fald på papiret er en uafhængig del af demokratiets tredeling af magten.

Her er den relevante lov med links til retsafgørelser.

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=19974

Mvh

Ole Bjørn :o)

Her står der klokkeklart, at det er ordet psykolog, der ikke må anvendes - hvilket også skrives af Roal Ulrichsen. Der er jo ovenikøbet nævnt eksempel på selvbestaltet psykolog, som skriver at han har 7 års praktisk erfaring eller lignende - og ikke gad noget så teoretisk som cand.pæd.psyk.... Der var det jo klokkeklart, at han ikke må kalde sig psykolog - diplompsykolog eller lignende.

Det er et juridisk spørgsmål.

Det har været nogle meget oplysende kommentarer, du er kommet med i denne debat, og de bekræfter til fulde de generelle erfaringer, mennesker har, når de har været i kontakt med de autoriserede behandlere af psykiske forstyrrelser. At psykologer og psykiatere har et etisk dilemma, når de konstaterer en kollegas fejlbehandling er naturligt, for tendensen til ikke at anmelde det findes i alle fag, ikke blot de lægelige. Det nedsætter jo både fagets omdømme (og dermed ens eget), og samtidig løber man risikoen for at blive ildeset blandt kolleger med de eventuelle repressalier, det kan medføre.

For udenforstående er det derfor befriende, når nogen har modet til at oplyse, hvad der rent faktisk foregår internt i faget. Specielt lægevidenskaben har jo været karakteriseret af en autoritetstro, der langt overstiger en berettiget tillid.

Læger og psykologer er jo også almindelige mennesker, der kan være trætte og uoplagte i jobbet og begå fejl, så det var også interessant at høre, hvordan ekstremsport kan hjælpe nogle til at koble af i deres fritid. Det samme kan en lang række andre mindre farlige sportsgrene dog også gøre, men det viser det grundlæggende behov, vi alle har, for at slippe væk fra jobrelaterede problemer og opleve en anden verden fylde vore tanker.

Med hensyn til spørgsmålet om beskyttelsen af titlen psykolog, så nævnes det kun i §21 i lov om psykologer. Alle andre steder i loven understreges det, at det er titlen aut. psykolog, der er beskyttet, så det må anses for tvivlsomt, om beskyttelsen kan opretholdes i juridisk forstand, hvis ordet indgår i nye sammensatte stillingsbetegnelser. F.eks. er titlen læge også beskyttet, men enhver har ret til at kalde sig naturlæge. Der er foreløbig ingen retsafgørelser om misbrug af titlen.

Loven er af ret ny dato (1993), og er reelt kun et forsøg på at monopolisere retten til at hjælpe mennesker med psykiske problemer. I praksis kan dette ikke lade sig gøre, da alternative psykoterapeutiske terapier blot kan kalde sig noget andet. Det er hverken forbudt at vejlede eller vildlede (desværre) mennesker psykisk, hvad bl.a. religionerne er typiske eksempler på.

Hvis nogen af den grund skulle trække en parallel mellem religion og psykiatri, vil jeg ikke protestere. Grænsen mellem tro og viden på psykiske områder er temmelig flydende. Vi ved fortsat alt for lidt om psyken, og det er grunden til, at der i de tilknyttede fag mere er tale om symptombehandling end om helbredelse, som Jens også har understreget.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Kære Jens.

Jeg er stadig noget frustreret over, at jeg simpelthen ikke fatter din forklaring på, hvorfor du kalder dig psykolog - selvom jeg har læst dine indlæg mange gange. Det giver ikke mening for mig - og jeg bør kunne forstå det, når jeg i den grad skal kunne henvise patienter til behandling - og lede dem lidt mere sikkert gennem et broget marked.

Jeg blev endnu mere forvirret, da jeg faldt over denne artikel, hvor psykologforeningens jurist forklarer noget om titel-beskyttelsen også.

Det forvirrende består i, at jeg ikke kan se, hvordan du kan kalde dig psykolog - og jeg fatter ikke dine forklaringer. Men prøv lige at læse denne artikel, som ellers skulle forklare noget om emnet - efter at titlen blev beskyttet ved lov i 2003/2004 for cand.pæd.psyk'er og 1994 for øvrige psykologer.

http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/14787.pdf

mvh Dorte

Men jeg er ret interesseret i at vide, om de regler ikke er blevet lavet om.

Jeg troede faktisk også, at det var forbi med de tider, hvor en lærer med efteruddannelse kunne blive "skole-psykolog" - og at det også er Cand. Psyk'ere, der arbejder som skolepsykologer idag.

Så jeg er uinteresseret i dine eksamensbeviser - det er generel interesse i, hvilken sikkerhed man har for uddannelsesbaggrund, når folk underskriver sig som "psykolog".

Det er sandsynligt, at det har været anderledes før i tiden - men hvordan er det idag?

Og derfor er jeg ikke interesseret i dig som specifik case, men jeg vil gerne illustrere, hvorfor det har betydning for mig - og andre. Du har jo netop faktisk underskrevet dig med navn - og så skrevet "forfatter og psykolog" rigtig mange gange - hvor jeg for eksempel kun underskriver mig med "Dorte" - og ikke skriver "læge" også, selvom jeg er læge...

Nå - men det betyder altså, at jeg hele tiden har haft den fejlopfattelse, at jeg troede du havde taget en psykologuddannelse på universitetet - jeg er dybt overrasket over, at du ikke har universitetsuddannelsen - selvom jeg skulle have gættet det, da du viste, at du ikke vidste at alle planter også har gener ; ) nej - spøg : )

For lægfolk er det svært nok i forvejen at forstå de her betegnelser. Men altså - som du selv er inde på, er der desværre forskel på kvaliteten af supervision. Du skriver, at du har været ude for uddannelsesforløb, hvor dine supervisorer ikke sagde et ord - og hvad lærte du af det - blev du korrigeret, når du sagde noget forkert? nej vel? Så for mig er det sådan, at jeg anbefaler psykologer, som i mine øjne både har gennemført psykologstudiet - og så vil jeg gerne høre, hvilken psykoterapeutisk efteruddannelse de herefter har gennemført, da det jo er frivilligt, om de tager den, før de annoncerer efter klienter. Og faktisk skal jeg også høre, hvilken psykoterapeutisk retning det drejer sig om, hvis jeg virkelig skal vide, om de har kompetence til at behandle specifik sygdom på den måde, jeg har anbefalet patienten. Det kunne være dialektisk adfærdsterapi eller kognitiv adfærdsterapi, som jeg helt specifikt havde vurderet at patienten kunne have gavn af - efter at have foretaget en form for vurdering i retning af assessment til psykoterapi.

Så du ser, hvorfor det har betydning i praksis. Jeg er nemlig blevet "snydt" til at tro, at du havde en universitetsuddannelse i psykologi - og jeg har slet ikke betvivlet dette, før du skrev, at du havde uddannelsen "udenom" universitetet - og så gik jeg ud fra, at du havde skrevet forkert : )

mvh Dorte

http://da.wikipedia.org/wiki/Psykolog

Det er som du og jeg skriver. Men jeg kommer til København i dag. Kunne tage mine bevises og karakterer med. Måske kan jeg nå at samle det hele på et par timer. Det er Tagensvej ikke?
Eller skal vi bare højde weekend. Så er jeg klar til at svare på dine spørgsmaal ca fra tirsdag aften. Hvis du kan lade mig ligge så længe. Fortsat god weekend.

Jeg troede "psykolog" var en beskyttet titel forbeholdt nogle, som havde gennemført en universitetsuddannelse i psykologi.

Med andre ord, når folk underskriver sig som psykolog, kan jeg så ikke regne med, at de har taget den tilhørende universitetsuddannelse idag?

Jeg ved godt, at "psykoterapeut" ikke er en beskyttet titel, som også ikke-psykologer og ikke-psykiatere kan vælge anvende - uden at have andet end deres egen mening om, at de har lyst til at kalde sig psykoterapeut : )

Man kan blive psykolog på flere måder med mulighed for overenskomst med sygesikringen. En skolepsykolog kan behandle på samme måde selv om en skolepsykolog er en lærer med en efteruddannelse. Ud over dette er titlen beskyttet.
Et held for mig da en perron som jeg havde bedømt til at have seksuel omgang med sin datter, trak mig i retten for kvaksalveri. Han betalte sagsomkostningerne. Og mistede iøvrigt datteren pga af seksuelt misbrug. Så holder jeg også fri. Mvh Jens

Man kan ikke være psykolog uden at have taget den teoretiske uddannelse på universitetet. Jeg mener at have skrevet om min terapeutiske uddannelse som var syv år ekstra.4 år inden for det psykiatriske system.2 år som læsning hos psykologlærer og et år på getaltinstitut. Hvem der har misforstået hvem ved jeg ikke. Det eneste som har interesseret mig i den sammenligning der har været mellem længden og indholdet af den terapeutiske del mellem psykolog og psykiater. De færreste psykologer har så lang en terapeutisk del som mig. At DEn blev det skyldtes faktisk tilfældigheder som jeg ikke vil trætte dig med. Og sammensætningen det samme. God weekend.

da jeg holder lørdag aften... men jeg kom lige i tanker om noget besynderligt du skrev, som må have været en trykfejl. du kan da ikke have undgået at have taget din uddannelse på universitetet, hvis du er psykolog? Det må da være forkert formuleret af dig - eller forkert opfattet af mig?

Jeg har skrevet de ting jeg har, af de grunde jeg har angivet. Og med de (mange) erfaringer jeg har oparbejdet.
Hvis du synes det er nedladende, kan jeg kun sige at dette ikke er meningen. For det går ikke på noget personligt. Men jeg påpeger, at det faglige niveau ikke er godt nok, eller hvis det er, ikke bliver brugt nok.

Det sidste du skriver kan vi blive enige om burde være tilfældet. Men det er det ikke.
Du kender nok den side som hedder sårbarhed.dk. Og som er startet af bla Poul Nyrup. Hans motivation til dette var også, at forholdene skulle være bedre end de, som blev tilbudt hans datter.

Jeg plæderer nok for en anden holdning til vores medmennesker. De som er svagere end os. Ikke fejlagtigt som da de psykisk handicappede blev flyttet ud i lokalsamfundet. For det blev bare en ny stigmatisering.

Men lidt i retning som den meget antalte Thyra Frank søger at få os til at betragte dem, som behøver vores behandling eller omsorg.
At vi ikke ser en patient med en apparatfejl, men et medmenneske som kræver vores evner på en empatisk måde.

Så kan vi godt sammen tale om kemiske ændringer i hjernevævet for at forstå vores handlinger og valget af dem bedre. Men det er ikke det plan, vi skal møde dem på. De skal føle tryghed ved at bede om vores hjælp.
Det kræver både at vi har gjort vores hjemmearbejde OG at vi møder vores klienter som de medmennesker, de er.

Det synes at være en sværere øvelse end det lige er til at forstå.
Sundhedssystemet består jo ikke bare af psykiatere og psykologer. Derfor er den tværfaglige indstilling meget vigtig, hvis vi vil andet end vores eget fag. Det vil jeg gerne. For jeg har set det virke.
Det er en generalisering.
Mine tidligere eksempler viser nogle episoder som søger at forklare, hvorfor det ikke er sådan.
Vi kunne lige så godt have diskuteret hjemmehjælpere eller socialrådgivere. Men nu har vi altså danset om det, der umiddelbart interesserer os.

Og det var dine indlæg jeg henviste til, som du havde skrevet, før jeg skrev, at du virkede nedladende. Prøv lige igen at læse, at du generaliserer om speciallæger i psykiatri - og det er på en måde, som er decideret fejlagtig, hvis du taler om speciallæger i psykiatri generelt - i alt fald hvis de er under pensionsalderen : )

Angående bosteder ved jeg, at der er kommet bedre fokus på dem, og at der er et erkendt problem med vekslende kvalitet af den professionelle service. Jeg mener også at have hørt folk fra DPS gøre opmærksom på dette - men jeg har ikke selv interesseret mig synderligt for det - udover at beboere fra bosteder indimellem også er indlagt, så på den måde møder jeg da nogle - og nogle endda relativt jævnligt, da det jo ofte er ret dårlige patienter, som også får tilbud om bolig på et bosted. Men jeg ved ikke meget om det, men det kommer jeg vel til at høre mere om. De bør jo have samme form for opfølgning på deres kroniske lidelse som alle andre ambulante patienter med svær psykiatrisk lidelse - uanset om de har dobbeltdiagnoser eller ej.

Det du kalder nedladende er i virkeligheden et ønske grænsende til krav om højere faglighed, når man ønsker at reparere på sine medmennesker.
Jeg går ikke så vidt at jeg ønsker at det skal være et kald at gå på arbejde. Og jeg kunne fortælle mange flotte historier om forebyggende arbejde, udviklet fordi mange forskellige faggrene formåede at arbejde sammen. At vi nåede så tidligt ud, at vi kunne kombinere samarbejde mellem en pædagog og en sundhedsplejerske.
Da målet var absolut tidlig indsats ville vi også gerne have lægen med I arbejdet. Det er ikke nedladende at sige, at der stoppede festen.

Du taler om at en vis praksis kunne føre til fjernelse af tilladelse til at virke. Men sådan fungerer systemet jo ikke. Man retter ikke henvendelse til en navngiven person. Man anmoder en organisation om at gå ind i en sag. En sag blandt mange andre, så man tager til følge at ventetiden er så lang, at ens lokale behandling må klare opgaven.

Således kunne jeg gribe i egen faglige barm. I mange år har kommuner henvist unge til psykologer. Med ti timer. Hver gang er der kommet en rapport, der som indledning havde, at det gik bedre, men så kom et langt afsnit om at nye ting var dukket op som krævede ti timer mere. Således kunne man se et tagselv bord, hvor der blev brugt mellem 80-100 timer. For hvilken sagsbehandler ville stoppe, at der var en fremgang, som kunne gøres bedre? Alene psykologens samvittighed afgjorde, hvornår det stoppede.

Det er heller ikke for at sætte mig selv på den høje hest, at da jeg havde mulighed for det stoppede det ved at tilføre forvaltningen yderligere tre timer til en klinisk psykolog, som alle ansøgninger om psykolog skulle gå igennem. Enten kunne den selv vælge at gøre opgaven færdig. Eller bruge de tre timer til at afgøre om det var et psykologisk eller psykiatrisk problem.
Kommunen sparrede millioner. Og kvaliteten steg. For nu blev behovet gennemsigtigt.
Men vi gjorde det.

Det er heller ikke for at håne, at jeg giver eksempler på manglende overblik og faglighed, ja selv pligtfølelse. Jeg kunne give meget værre eksempler.
Det virker som om at du benægter, at der er noget galt med vores sundhedssystem ved at kalde mig nedladende fordi jeg siger det højt.
Så lad os stoppe denne del af diskussionen, for det er ganske ufrugtbart, at stå i hvert sit hjørne og råbe af hinanden.

Lad os diskutere det faglige alene, eller holde os til temaet i kronikken.
Når mit arbejde med at kortlægge en del af de svigt som vi udsætter de svageste for, så kan vi diskutere dette og grundene dertil.
Mvh Jens

Det du kalder nedladende er i virkeligheden et ønske grænsende til krav om højere faglighed, når man ønsker at reparere på sine medmennesker.
Jeg går ikke så vidt at jeg ønsker at det skal være et kald at gå på arbejde. Og jeg kunne fortælle mange flotte historier om forebyggende arbejde, udviklet fordi mange forskellige faggrene formåede at arbejde sammen. At vi nåede så tidligt ud, at vi kunne kombinere samarbejde mellem en pædagog og en sundhedsplejerske.
Da målet var absolut tidlig indsats ville vi også gerne have lægen med I arbejdet. Det er ikke nedladende at sige, at der stoppede festen.

Du taler om at en vis praksis kunne føre til fjernelse af tilladelse til at virke. Men sådan fungerer systemet jo ikke. Man retter ikke henvendelse til en navngiven person. Man anmoder en organisation om at gå ind i en sag. En sag blandt mange andre, så man tager til følge at ventetiden er så lang, at ens lokale behandling må klare opgaven.

Således kunne jeg gribe i egen faglige barm. I mange år har kommuner henvist unge til psykologer. Med ti timer. Hver gang er der kommet en rapport, der som indledning havde, at det gik bedre, men så kom et langt afsnit om at nye ting var dukket op som krævede ti timer mere. Således kunne man se et tagselv bord, hvor der blev brugt mellem 80-100 timer. For hvilken sagsbehandler ville stoppe, at der var en fremgang, som kunne gøres bedre? Alene psykologens samvittighed afgjorde, hvornår det stoppede.

Det er heller ikke for at sætte mig selv på den høje hest, at da jeg havde mulighed for det stoppede det ved at tilføre forvaltningen yderligere tre timer til en klinisk psykolog, som alle ansøgninger om psykolog skulle gå igennem. Enten kunne den selv vælge at gøre opgaven færdig. Eller bruge de tre timer til at afgøre om det var et psykologisk eller psykiatrisk problem.
Kommunen sparrede millioner. Og kvaliteten steg. For nu blev behovet gennemsigtigt.
Men vi gjorde det.

Det er heller ikke for at håne, at jeg giver eksempler på manglende overblik og faglighed, ja selv pligtfølelse. Jeg kunne give meget værre eksempler.
Det virker som om at du benægter, at der er noget galt med vores sundhedssystem ved at kalde mig nedladende fordi jeg siger det højt.
Så lad os stoppe denne del af diskussionen, for det er ganske ufrugtbart, at stå i hvert sit hjørne og råbe af hinanden.

Lad os diskutere det faglige alene, eller holde os til temaet i kronikken.
Når mit arbejde med at kortlægge en del af de svigt som vi udsætter de svageste for, så kan vi diskutere dette og grundene dertil.
Mvh Jens

Det jeg gerne vil påpege er, at du på totalt ukollegial facon tegner et misvisende billede, fordi du faktisk skriver nogen ting om kollegaer, som netop ikke viser noget typisk - men nærmere tjener til en nedladende tone.

Du nævner en læge, som siger, at han ikke vil tale med en som ønsker at begå selvmord som henvender sig i psykiatrisk regi. Hvis dette var rigtigt - så ville manden miste sin autorisation, hvis det var blevet dokumenteret. Det kan være rigtigt - og man KAN blive mere end træt, så det behøver ikke engang betyde, at vi taler om dårlig behandler. Men du vælger at nævne det - hvilket jeg ikke ville have gjort - selvom jeg kender mange eksempler, som kunne vække harme - og ikke ville blive sat i rette perspektiv af dem, der ikke har arbejdet med det professionelt.
'
Så nævner du, at psykiatere, der har fungeret som supervisorer ikke har nævnt et ord under supervisionsforløbet - hvilket også lyder fuldstændig usandsynligt - men ok - sjældne forekommer - og så kan man vælge at generalisere ud fra dem. Men igen - den supervisor var jo blevet klaget over idag - og fjernet fra opgaven. Så jeg finder det faktisk påfaldende, at du vælger at nævne det. Og jeg har altså ikke oplevet noget i nærheden af det, du beskriver, selvom jeg har deltaget i mange former for supervision både hos psykiatere, praktiserende læger og psykologer. Jeg forestiller mig, at du enten har oplevet noget meget atypisk uden selv at være klar over det - eller at du har en skjult agenda med at skrive som du gør, uden at skrive, at du ved, det ikke svarer til det generelle billlede. Jeg kan da på ingen måde blive vred over, hvis du vælger at skrive noget på området. Det synes jeg, lyder fint. Så håber jeg i det mindste, at du vil kigge i den videnskabelige viden på feltet, før du skriver noget generelt - også om hvordan praksis foregår - sat i relation til de cases du vælger at beskrive i anonymiseret form.

Hvis du synes jeg virker nedladende, så må det være noget andet som skinner igennem. Måske en momentær vrede i forbindelse med det arbejde, som jeg lige antydede, jeg var i gang med.
I forbindelse med dette ser jeg på den ene side bladet "Bedre psykiatri" og andre pårørende publikationer, som både kæmper for større åbenhed og mod stigmatisering. Og på den anden side har jeg dels min viden som behandler og som chef for noget af psykiatrien og socialfaglig chef på et sygehus. Og så dels denne undersøgelse som jeg er i gang med om, hvordan man administrerer pligterne inden for socialpsykiatrien.
Og hvor der tegner sig et billede af at man mange (måske de fleste?) steder hverken lever op til pligten om tilsyn af bosteder for psykisk syge unge og lidt ældre, og heller ikke hverken laver eller opfølger handleplaner for den enkelte patient. I mange tilfælde ser man kopier af to år gamle planer, hvor alene datoen er ændret.
Mange steder aner man ikke, hvem man entrerer med. At Mange bosteder har ophav I scientology gemt bag navne som Rationel Recovery eller blot "hjælp til selvhjælp". Hvordan pårørendes holdes væk af personale uden aktuel faglig uddannelse, men hvor den største kvalifikation kan være selv at have været beboer.
At man blander psykisk syge med stofmisbrugere, og ved spørgsmål om de faglige overvejelser bag dette henviser på kryds og tværs mellem forskellige sagsbehandlere og psykiatrisk ansvarlige.

Dette er blot en lille forsmag på det, jeg graver i. Min motivation til dette er, at jeg i vestsjællands amt var ansvarshavende for opholdssteder og bosteder op gennem 90'erne. Her forsøgte samme organisationer sig også med at etablere sig. Men det blev forhindret af faglige grunde.

Her er det for mig uforståeligt, at mennesker, som man har givet en diagnose og sat mål for en prognose, parkerer disse fpatienter i årevis uden at leve op til det lægelige ansvar.

Så jeg beklager hvis jeg virker nedladende. For det hverken fortjener du eller debatten.

Men jeg har I alle årene gået os og ned af psykiatrien. Jeg har gang på gang oplevet, at når jeg som koordinator for en sag om et barn fra en døgninstitution henviste til enten undersøgelse eller behandling i børnepsykiatrien, så gled koordinationen som "en selvfølge" over i dette system i den begrænsede tid, det stod på. Også selv om indholdet af koordinationen samtidig forsvandt. Mine mål i koordination har altid været: hvem gør hvad hvornår. Denne gennemsigtighed forsvandt, så snart jeg havde lavet henvisningen. Derfor min bemærkning om evnen og viljen til et bredere fagligt samarbejde på tværs af faggrænser i sidste indlæg.
Og at min nærmeste er sygeplejerske!

Jeg har også mødt meget dygtige og åbne psykiatere. Men det er Jo ikke en roseklub dette her. Nogen af disse har endda været godt oppe i årene, så de har været sådan som mennesker, da supervision i lægeuddannelsen ikke fandtes da de blev uddannet.

Nej, jeg bliver ikke forvirret, når du snakker psykiatri på gen eller molekylær basis. Det har interesseret mig rigtig meget igennem mange år.
Jeg begyndte at læse medicin da jeg var 12 år gammel. Og det blev psykiatrien som fangede min interesse, da jeg som næsten tyveårig havde været professionel soldat i tre og et halvt år.
Først den psykologiske del af det. Men senere den biologiske. Jeg har aldrig drømt om at blive læge. Og jeg er ikke hypokondrisk anlagt. Det var bare utroligt spændende.
Faktisk læste jeg på universitetet først mediekundskab, så cand.mag i historie. Derefter i samfundsforhold. Så sociologi. Og endelig uden for universitetet psykolog. Alt mens jeg arbejdede først som pædagog senere kurator på en døgninstitution for børn og unge. Men stadig læste jeg medicin og især psykiatri på biologisk plan.

Der er også farlige ting, som har dannet min måde at se og handle på. Jeg har som du nævnt de sportsgrene af den aktuelle art, som har ligget mig nærmest.

Men jeg vil fortælle to ting, som var farlige på en helt anden måde. Og igen er de ukendelige for de implicerede.

Jeg havde tvangsfjernet to søskende fra et hjem, som lignede det vi hører om i tv for tiden.
Den anden aften havde jeg nattevagt. Jeg fornemmede, at noget var galt. Da jeg kom ind på den lille piges værelse, havde hun på øverste etage åbnet vinduet og var ved at springe ud. Jeg nåede hende. Og alt mens jeg måtte fiksere hende, skreg hun konstant "befri dit liv".
Hun var 7 år gammel. Og hende kunne jeg ikke få børnepsykiatrien til at kikke på!

DEn anden farlige situation var at jeg lige før lukketid en torsdag aften blev kaldt ud til en mor, hvis kæreste var dukket op -fuld og truende. Jeg havde lige fået et særligt bestilt identifikationskort som chef for forvaltningen. Min sekretær kørte med.
Der var en stemning af død i luften. Manden råbte og skreg. Tog liften med spædbarnet og løftede den så højt, han kunne og lod den falde på gulvet. Da det var slet tre gange lykkedes det at få ham til at sætte sig. Han forlangte, at vi identificerede os som kommende fra kommunen. Jeg havde lige på vej ud snuppet det nye og besværligt opnåede kort og taget det i lommen. Jeg viste ham det og han trak det ud af min hånd. Efter at have studeret det nøje lagde han det under sin ene arm.
Der blev snakket og råbt meget. Min sekretær var rædselsslagen. Jeg foreslog at hun og moderen kørte med barnet, så kunne han og jeg snakke. Denne diskussion varede længe. Fra tid til anden tog han mit kort frem og så på det.
Pludselig blev han meget vred på mig. Han spurgte om han skulle hente "den oversavede". Han truede moderen med at dræbe barnet.
Han hentede geværet. Bad mig lægge mig på knæ, hvorefter han satte løbene i nakken på mig.
Jeg fortsatte med at tale med rolig og fast stemme. Efter en tid nåede vi et resultat. Han manglede stoffer. Hvis jeg ville køre ham hen, hvor han kunne få det, ville han lade moderen og barnet gå med sekretæren.
De skyndte sig ud og presset fra geværet forsvandt fra min nakke. Jeg kørte ham til det ønskede sted. På vejen sagde han, at den eneste grund til, at han ikke havde skudt mig var, at det var chefen fra forvaltningen.
Det er det farligste og mest intense jeg fagligt har oplevet.
Jeg anmeldte ham ikke, men motiverede ham til at komme til møde næste dag.
Derfra kom han i behandling og senere i lære. Fem måneder efter kom en smuk ung mand hen til mig på parkeringspladsen. Han faldt mig grædende om halsen og takkede for min hjælp.
Utroligt meget er udelukket for at sløre sagen.

Dette inspirerede mig og en kollega til senere at specialisere os i incestsager. Hvor vi med magten til anmeldelse motiverede til behandling i stedet. En praksis vi fik mange moralske tæv for. Men dengang blev den slags misbrugere ikke tilbudt behandling i fængslet. Så de var de samme, når de kom ud.
Når en misbruger havde ligget på knæ og grædende tigget deres børn om tilgivelse. Så skete det ikke igen. Vi fulgte op på disse sager.

Summa summarum. Vi kan godt diskutere psykiatri på biologisk plan. Men selv der vil jeg stille spørgsmål. Jeg vil spørge om grunden til at der synes at være en sammenhæng mellem opdragelse og ændringer i hjernen, som vi nu kalder sygdom. Og Jeg vil også spørge, hvem der har interesse i dette. Så rent biologisk bliver det ikke fra min side.

Men igen kan det konstateres, at også direkte farlige ting florerer på vore handlemønstre. Mvh Jens

Jeg kan starte med at sige, at 2 år underviste jeg i et fag, hvor læger og psykologer underviste sammen i "sundhedspsykologi" og almen medicin - da det der tidligere hed psykologi blev slået sammen med første modul af almen medicin. og jeg har faktisk en forestilling om hvem nævnte psykolog kan være - og det er jo ikke særlig interessant, at der kan være den form for amatøragtig kommunikation - hvis der ikke netop er fokus på at foretage forbedringer. Jeg ville således kunne fortælle dig om mange procent-tal indenfor hvor hyppigt diverse micro-skills indenfor kommunikationsteknik inkl de non-verbale kommunikationsformer for eksempel anvendes i almen praksis. Det er jo ikke fordi den slags ikke er undersøgt - også uden lægers viden, da der også er lavet undersøgelser med skuespillerpatienter, hvor lægen først bagefter blev oplyst om at de deltog i et forskningsprojekt - og at deres kommunikation blev båndet : ). Jeg vil ikke kalde mig "ekspert" på området - men kan så samtidig sige at jeg nok er en af dem i Danmark der har læst flest undersøgelser på området indenfor almen medicin i Danmark, da jeg er en ædedolk mht artikler, og samtidig har undervist i de i 4 år. De lægestuderende har mange kurser - og de to kurser i psykologi/almen medicin er på hhv 1 fag på semestre på universitetet og hhv 1 måneds intensivt kursus, hvor halvdelen af tiden går med videooptagede konsultationer hos den praktiserende læge og den halvdel af tiden med undervisning og supervision på universitetet - hvor jeg så særligt arbejdede lige præcis med dette og psykiatri. Så derfor er det åbenlyst at området interesserer mig - og at jeg mener, det vil være en fordel med forbedringer i praksis.

Intellektuelt finder jeg så psykiatri på molekylært niveau mere udfordrende - og det har nok forvirret dig - for jeg vil meget ofte skrive netop om psykologi/psykiatri på gen-niveau, da denne del af hjerneforskningen interesserer mig utrolig meget - og jo også hører til vores faglige fundament blandt andet mhp at kunne forsøge at forstå potentielle biologiske angrebspunkter for behandling med psykofarmaka.

Og så var der artiklens emne. Klatring startede jeg på før jeg startede på lægestudiet, og jeg underviste også på "overlevelsesture" i vildmarken - så det er sådan set en helt anden fritidsinteresse, som jeg blot ikke kan lade være med også at relatere til mit professionelle fag. Men den type sport skal vel først og fremmest anbefales, fordi den er tilfredsstillende i sig selv. Jeg har været utrolig glad for det -selvom det også har været forfærdeligt. Jeg er faktisk blevet skubbet ud over en klippekant af min mand engang - da jeg var gået kold psykisk - og jeg ikke turde nedfire fra et meget øde sted, hvor vi havde valgt at gennemføre en meget ekstraordinær klatrerute : ). En af mine søstre har været ude for samme "overgreb" fra hendes mand - så jeg siger ikke, at der ikke kan opstå episoder, som er nervepirrende - og hylemorsomme bagefter - da rebet jo gør, at de mange meter på den anden side af kanten blot danner en illusion om noget farligt, selvom rebet og selen er tjekket i h og r mht sikkerhed : )

mvh Dorte

Det er også en del år siden jeg er uddannet. Men det er ikke længe siden jeg har mødt læger med den indstilling, jeg beskriver. Så enten virker dine kurser ikke efter hensigten eller også er det, ,Som jeg tidligere har skrevet: at der findes idioter alle steder. Også blandt psykologer. Og ikke mindst sexologer, hvoraf nogle af de værste gør sig selv til grin på tv. Men deres uddannelse er Jo også så som så. Men de tegner alligevel et billede af et reelt og etisk fag.

Måske ville nogen have mere ud af at tale med blomsterhandleren. I stedet for de ti minutter hos lægen, som de har ventet i mere end en time på. Selvfølgelig er dette drilsk, for jeg kender godt til ressourcer og samfundsøkonomi.
Men alligevel.
Du kan ikke affeje mine indsigelser med begrundelsen, at der undervises i håndtering af patienter på universitetet. Jeg skrev om en selvanalyse hos en psykiater, som også underviste på universitetet. Og hvis hans behandling af mig var det han prædikede på universitetet, så falder en del på plads.

Jeg har også prøvet at være syg og indlagt for ikke mange år siden. Mens den ikke så nye ordning var en del af uddannelsen, og jeg har besøgt mange på forskellige sygehuse. Og den type læger jeg taler om er reglen mere end undtagelsen.
Når så ret skal være ret, så kender jeg også mange psykologer som opererer som om de har trukket deres eksamensbevis i en automat.

Det store problem på sygehuse nævnte jeg også i mit sidste indlæg. Hierarkiet. Der er ikke nogen udpræget tradition for tværfagligt samarbejde. Det er med til at forme både den almene omgangstone og holdningen til patienten.

Jeg gad vide hvor mange timer, en læge modtager din undervisning i løbet af uddannelsen.
Som jeg har fortalt, så fortsætter man som psykolog også efter uddannelsen med både supervision og egenterapi. Lige som det er lige så integreret del af undervisningen til terapeut som teorien.

Hvordan fungerer socialpsykiatrien? Hvordan udøver den sin tilsynspligt over for psykisk syge på bosteder for sådanne? Ved de overhovedet, hvem der styrer disse steder?
Jeg beder ikke om et svar. Jeg siger bare, at der foregår ting inden for behandlingen af især mennesker med psykiske problemer eller sygdom, som i virkeligheden strider mod gældende lov. I år 2011.
Jeg er ved at skrive på en større undersøgelse af dette. Så kan vi snakke om det.

Men idioterne, som sniger sig ind slipper vi ikke for i nogen fag.

Jeg er bange for, at det jeg skriver om sker lige nu og ikke for mange år siden. Så gamle er lægerne Jo heller ikke. Vel?

Jeg har faktisk undervist i det her på universitet nogle år - og det var alle lægestuderende, der skulle igennem disse kurser, hvoraf videooptagede konsultationer med "almindelige" syge patienter - såvel med fysisk og psykisk sygdom - henvendte sig mhp hjælp. Selvfølgelig er selve den lægelige stillingtagen til relevante undersøgelser og behandling det essentielle - da det er årsagen til, at patienten henvender sig til en læge og ikke en blomsterhandler for at få en sludder. Men der var også kommunikationstræning naturligvis - ligesom der er obligatorisk kommunikationstræning på andre kurser præ- og postgraduat for alle lægestuderende. Jeg har læst en stor del af de eksperimentelle undersøgelser om forskellige konsultationsformer og effekten af disse på patientniveau. Området er eksploderet som videnskabeligt evidensbaseret område siden midt i 90'erne - men særligt siden starten af dette årtusinde. Så lad os ikke nævne eksempler på de mange tilfælde der findes med uhensigtsmæssige konsultationer med både og psykologer - som ellers kan være ganske underholdende at høre om. Jeg hører løbende patienter fortælle eksempler og ved også, at de ofte er noget forvrængede, og er et signal om, at man ikke vil behandles på den måde igen - eller andet subtilt. Men der er altså stor viden om betydningen af kommunikationsstrategier i professionelle konsultationer, og det er så omfattende, at det er opdelt i forskellige specialer - speficikke patienttyper med specifikke problemstillinger. Og der er altså i øvrigt også obligatorisk supervision af læger, der tager speciallægeuddannelse i almen medicin, således at de yngre af slagsen har gennemgået en sådan supervision før de bliver praktiserende læger. Det du taler om ligger mange år tilbage : )

bevæger vi os ofte langt ud over den egentlige diskussion.
Men du kommer elegant tilbage til den i dit indslag.
Mit formål var ikke at fremhæve psykologiens længere terapeutiske træning i forhold til psykiatriens. Meningen var at fremhæve det problem, som du selv er inde på vedr "almindelige" lægers manglende tilgang til supervision i forhold til omgangen med enhver patient, uanset om denne har psykiske problemer eller ej. Alvorlige sygdomme må vel i næsten alle tilfælde medføre påvirkningen af psyken, som gør kontakten eller kontaktformen vigtig i sig selv.
Selv om jeg har været inden for psykiatrien en del år og har ledet et distriktpsykiatrisk team, så vidste jeg faktisk ikke, at psykiatere havde et krav om supervision.
Da jeg selv er uddannet supervisior, var det et internt krav fra mig i vores praksis.
Der findes et hav af psykologiske foreninger, og medlemskab af disse kræver ofte, at man selv efter mange års praksis som terapeut får løbende supervision. Og lejlighedsvis deltager i egenterapi.
Det sidste synes jeg fortsat - i hvert fald i en lang start - bør være et krav til terapeuter uanset, om de er psykologer eller psykiatere.
Hvis man ikke kender sine egne "krøller" i sindet, så er faren for at handle forkert og miste grebet om overførings- Og modoverføringsmekanismer farligt stor.

Jeg har I en tidligere diskussion med dig brugt eksempler på, at det ikke så meget er, hvad lægen siger til patienten, som det er måden det siges på, der har den største betydning. Der findes mange forskningsresultater om dette. Men det er Jo ikke så mystisk. Når vi taler til et lille barn, som endnu ikke mestrer sproget, så bruger vi en meget stille, ja nærmest "pjattet" barnlig og empatisk måde at henvende os til barnet på.
Dette kan sagtens sammenlignes med en læges omgang med sine patienter. Hvis vedkommende indtager en overlegen attitude og forklarer patienten i latinske vendinger, hvad denne fejler, så efterlades patienten med en følelse af fortabthed, som ikke nødvendigvis fremmer helingen. Hvis lægen derimod meget venligt og med stor empati konfronterer patienten, så kan lægen for så vidt sige hvad som helst, for selve identifikationsaspektet giver patienten et større mod på forholdene, hvilket vi ved er fremmende i sig selv. Derfor burde alle læger gennem forløb, hvor de lærte deres egen fremtræden at kende. Det kunne meget vel være en del af uddannelsen. Men det kunne også foregå gennem det, der kaldes direkte supervision. Dvs at supervisior er tilstede i situationen og vejleder lægen.
Om det ville kræve en omstilling af hierarkiet i sygehusvæsnet, ved jeg ikke. Men det burde være et krav en af delene.
Formentlig ville der også være økonomi i dette, da jeg kunne forestille mig, at der ville være færre sengedage for en del patienter.
Jeg vil give dig et eksempel. Og det er så anonymiseret, at det ikke kan identificeres af nogen af de involverede.
For en del år siden forsøgte en bekendt at begå selvmord. Vedkommende blev indlagt på et af vore store sygehuse. Her må jeg undlade nogle detaljer.
Efter et par dage skulle jeg besøge vedkommende. Skæbnen ville, at patienten var anbragt således, at jeg måtte gå gennem vagtrummet for at entrere stuen. Tilsyneladende havde patienten lige bedt om at tale med en læge. Mens jeg passerede hørte jeg en sygeplejerske sige dette til den tilstedeværende læge. Hans svar var: Det kan jeg ikke tage mig af. Jeg er uddannet til at tage mig af patienter, som ønsker at leve.
Hvorefter han forlod rummet.
Jeg kan den dag i dag gyse ved tanken om, at han skulle have talt med pågældende patient. Eller for den sags skyld patienter overhovedet.
Et sådant hovmod ville i psykologien føre til udelukkelse af behandling af klienter.

Jeg forstår godt dit synspunkt om at træning i feks klatring kan bruges I helt andre sammenhænge. At skulle forholde sig til ad hoc situationer i pressede situationer kan overføres til reaktioner i helt andre sammenhænge, hvor andre kunne være mere "valne" i reaktionen. Det kender jeg jo fra mig selv. Især meget pressede situationer i militæret, hvor en gruppes liv kan afhænge af en enkelts fejl, giver et beredskab til at handle både "modigt" og alternativt til gavn for den situation, man fagligt befinder sig i.
I mine meget unge dage fungerede jeg også som sagsbehandler en tid. Hvor andre kollegaer ofte trykkede på knappen under bordpladen, så lykkedes det tit mig at finde løsninger, som forhindrede situationen i at blive farlig. Dengang var jeg meget bevidst om min træning i konfliktløsning.

Således vender jeg næsten lige så elegant som dig tilbage i nærheden af det oprindelige spor.

Lad mig komme med en indrømmelse. Jeg sagde for et stykke tid siden i en helt anden diskussion, at jeg syntes du var en lægetype, som jeg nødigt ville være patient hos. Jeg fandt dig utrolig lukket omkring det rent medicinske og havde et videnskabssyn, som alene byggede på gammeldags formler for tolkning af de videnskabelige betingelser.
Disse ord trækker jeg uforbeholdent tilbage.
Jeg synes du har en indsigt som ligger langt over, hvad jeg har mødt hos psykiatere, som har praktiseret i mange år.
Du beskriver fortsat videnskabelige forhold med ord, som inden for vores verden er meget indholdsrige og stringente. Dette har jeg i årevis trænet i ikke at gøre, hvilket måske gør mine indlæg længere. Jeg har tænkt over dette som en erhvervsskade :)
I disse indlæg kunne konversationen jo godt afspejle den videnskabsteoretiske side mere.
Måske opstod så ikke de tangenter, som vi idelig farer ud af. Venligst Jens

Jeg har lidt kommentarer til dine indlæg, selvom jeg mener, at det bevæger sig noget væk fra artiklens emne om "påståede" ekstremsporter....

Det er rigtigt, at der kører en "polemik" om forskellen på den psykoterapeutiske uddannnelse af henholdsvis speciallæger i psykiatri og psykologer, som vælger at tage efteruddannelse indenfor psykoterapi. Så lad mig starte med at skrive, at speciallæger i psykiatri har en psykoterapeutisk uddannelse, som er et obligatorisk element af speciallægeuddannelsen og at ikke alle psykologer har efteruddannelse indenfor psykoterapi - og det er jo heller ikke alle psykologer der arbejder som psykoterapeuter, så det er vel rimeligt nok. Indenfor psykiatri findes der så udover dette en betegnelse, der hedder "specialist-uddannelse i psykoterapi", hvor der så er højere krav til antal superviserede timer med forskellige former for psykoterapi mv. Og yderligere en supervisor-uddannelse på området, som har yderligere krav. Så der vil forskel på uddannelsesvarigheden, men alle har en vis uddannelse i det - selvom mange i realiteten ikke bruger tid på decideret terapi, men blot inddrager nogle terapeutiske teknikker i de kliniske samtaler med patienter - og desuden ordinerer psykoterapeutiske forløb hos psykologer, når det findes hensigtsmæssigt med denne terapiform som behandlingsmetode af patientens sygdom.

Jeg kan da også oplyse, at egenterapien er trådt noget i baggrunden. Der fokuseres først og fremmest på terapeutens terapeutiske teknikker og konkrete kommunikationsstrategi med patienten, og det er ikke obligatorisk med egenterapi - men obligatorisk med supervision på de professionelle psykoterapeutiske forløb.

Man kan måske undre sig over at en gruppe af læger skal have denne form for supervision, siden alle klinisk arbejdende læger kommunikerer professionelt med patienter, der ofte er i en psykologisk udfordrende situation i forbindelse med undersøgelse for og behandling af muligt alvorlig sygdom. Men det kan være vanskeligere at kommunikere professionelt med nogle, som har en kommunikationsform der har baggrund i en svær personlighedsforstyrrelse mv - og hvis patienten skal kunne indgå i en konstruktiv dialog mhp at opnå mere konstruktive kommunikationsstrategier fremover, så sætter det ofte høje krav til den professionelle. Patienten vil typisk kunne blive meget følelsespåvirket og følsom og have en tendens til at tillægge terapeuten "egenskaber", som ikke er rigtige, men som er nogle egenskaber, som patienten har mødt hos andre betydningsfulde personer i sit liv - og hvor det netop er pointen, at det kan være udfordrende at forsøge at vende denne mere destruktive kommunikationsstil (og forvrængede opfattelse af omgivelserne) til noget mere brugbart for patienten.

Som mennesker lærer vi nogle ting forskellige steder, som vi også kan bruge som professionelle. I mit arbejdsliv på forskellige typer afdelinger har jeg også ofte skulle kunne bevare koncentrationsevnen under stort psykisk pres - eksempelvis når vi har modtaget traumer såsom implicerede i trafikuheld og lignende. Jeg har talt med en anden læge, som også har tilbragt en del tid i bjergene, hvor man får træning i dette, og vi mener begge, at meget af det vi har brugt, når tingene er meget udfordrende på arbejdet har vi i virkeligheden lært meget om i bjergene. Han har for eksempel været ambulancelæge, hvor du skal være meget hurtig og klarttænkende som første professionelle på stedet - og skal kunne sætte følelserne lidt i baggrunden, hvis de vil nedsætte den rationelle vurderingsevne.

Det virker måske lidt efterrationaliserende at forsvare valg af sport med, at det kan bruges til noget nyttigt som professionel, men jeg oplever faktisk, at klatring og lignende fremhæves af mange som noget de i udtalt grad har fået nogle vigtige værktøjer fra, som de også bruger i andre sammenhænge udenfor sportsudøvelsen.

I dag er der et bryllup i England. Mellem personer der af økonomiske grunde, og for at legitimere deres egen eksistens må gøre sig til levende skydeskiver. Mest for hysteriske fotografer og journalister, men efter sikkerhedsforbuddet at se - også potentielle mordere.
Vi har tilsvarende i Danmark, dog med en anelse mindre hysteri.
Der skete for nogle få år siden et mord, formentlig af en sådan fotograf, på en af de mest populære skikkelser fra denne udsatte gruppe.
Ikke ret mange taler om det helvede det må være altid at være på flugt fra horder af respektløse hyæner med et kamera I hånden og tre over skulderen.
At måtte være i en tilstand af konstant psykisk stress og parat til at sætte livet på spil for at opnå et øjebliks frihed blandt andre end deres ligemænd.
Det kalder jeg en farlig "sport", som alene udføres for at en vis del af de kulørte blade kan boltre sig i de skandaler som det kaldes, når disse mennesker viser sig at være almindeligt dødelige med samme styrker og fejl som os andre.
Gad vide om de er i konstant behandling for dette menneskelige pres?
Om ikke andet har de jo pengene til det.
Det er ikke et valgt farligt liv. Det er en nødvendighed, som de ikke kan undslå sig.

Det mest "syge" er, at vi om muligt bruger en hel dag til dette søbemad i stedet for at leve i.vores eget nu. Dette anser jeg som farligt for vores kultur. For fra nu af venter vi blot på en ny skandale, som vi igen kan søbe i. Jeg har set en anelse. Og bare i det blev fokus lagt på en prinsesse, som døde for snart mange år siden pga af dette spil.
Bryllupstracking.

vi har alle nogle krøller i vores psyke, som vi gerne vil forklare med noget andet. Om ikke andet så finder man ud af det, når kravet om egenterapi effektueres i uddannelsen til psykoterapeut.
Denne viden er utrolig vigtig for ikke at søge heling hos patienten.
Faktisk ses dette problem mere i psykiatrien end i psykologien. Formentlig fordi uddannelsen til psykoterapeut inden for psykologien er mere end dobbelt så lang end inden for psykiatrien.
Faktisk er det vanskeligt at lave en direkte kobling, hvilket vores diskussioner også viser.

Men med erkendelsen af, at vi alle er lidt skæve i hovedet kan det undre, at disse ting stadig er omgærdet med så megen tabuisering.
Jeg tror vi selv er med til at udbrede dette. En læge er pr definition ikke syg. For så var vedkommende nok ikke læge.
Jeg har haft egenterapi hos både psykiatere og psykologer. Og der er megen stor forskel. Jeg har aldrig været i terapi hos en psykiater, hvor jeg ikke sad med en følelse af at vedkommende "træk" på min viden og åbenhed. Uden selv at åbne. Jo, en gang. Jeg spurgte ved sidste session: hvilken diagnose ville du synes jeg skulle have. Hans svar var: du fejler det samme som mig. Du har en neurotisk personlighed, som jeg ikke kan uddybe nærmere. Alle sessioner var ens. Han sagde ikke et ord efter vi havde hilst på hinanden. Ren Frodo (Freud). Jeg følte mig utrolig dårlig tilpas over hans tavshed. Han underviste på universitetet i psykoterapi.
Jeg har været i egenterapi i gruppe. Oplevede psykiatere som første dag nævnte deres navn. i de følgende tre år sagde de ikke et ord. En psykolog nævnte at han gerne ville arbejde med sin homoseksualitet. Det blev aldrig taget op efter denne første dag. Så vi sad og talte om sexologers problemer med deres mormor. og lignende. Der skulle virkelig mod til at tale om barnlige traumer, som man stadig drømte om. Heldigvis havde jeg været elitesoldat og havde dette mod.
Men min pointe er, at vi selv som professionelle gemmer os for hinanden. Vil gerne være usårlige.

Hvis vi ikke kan lukke op over for hinanden i træning og selvanalyse, så nærmer det sig hovmod at kræve det af patienter.
Men det er bare min mening. Forskellen på behandler og klient er alene vores måde at administrere vores traumer på.
Men for klienten er vi raske overmennesker. Brænde til bålet om tabu.

Der plejer ikke at være imødekommenhed, når nogen debunker andres teknikker - ved at påvise at det de har anvendt år på at lære i sig selv er virkningsløst : )

Hvordan skal de så lokke kunder til? Prisen er jo ofte den samme, som at opsøge en højtuddannet indenfor psykoterapi. Hvis der intet er ved det helende vand eller de mystiske zoner, så ryger eksistensberettigelsen af den alternative behandlingsmetode / den alternative behandler....

Jeg vil så sige, at mange nok vil foretrække at tro at der er kludder i deres syrebasestatus og lignende, end at æde den, at det drejer sig om noget "mentalt". Der er nogle fordomme mod at skulle indrømme, at der er en "psykisk" faktor med i spil, som der arbejdes ihærdigt på at komme til livs indenfor psykiatri. Det er en udfordring, at angsten for at have nogle psykiske problemer er så stor, at man vil kæmpe med næb og kløer for at sandsynliggøre at det drejer sig om noget "fysisk" - såsom mobilstråler : )

Jeg skrev som svar til dig, at jeg har oplevet, at relationen har stor betydning for, om terapien lykkes eller ej.
For mig er det basal viden. Jeg har før brugt mig selv som eksempel, og gør det gerne igen.
Jeg har gennem mange år lidt af voldsom migræne. Jeg har været undersøgt på kryds og tværs og prøvet stort set alle de midler, som findes til lindring af tilstanden.
Anfaldene starter med følelse af aura. Og de midler jeg nu bruger virker, hvis jeg tager dem umiddelbart i forbindelse med denne følelse. Problemet er, at det oftest starter om natten. Og er det i gang kan intet stoppe det.
Anfaldene er meget længere end normalt. Det normale er fra nogle timer til ca to dage. Mine kan vare mange dage. Da jeg jo ikke kan blive liggende bag nedrullede gardiner flere dage hver måned, har jeg lært at tåle smerten selv under arbejde.
For ca 11 år siden mødte jeg en vens kone. Hun læste til zoneterapi. Og jeg blev hendes "prøvedukke". Da jeg fortalte om mit mangeårige problem satte hun sig for at behandle på det. Selv troede jeg ikke på udokumenterede kraftbaner fra fødderne til hovedet, som ved manipulation kunne kurere hvad som helst. Så jeg var en perfekt klient.
Af mange grunde fattede jeg stor sympati for denne behandler (kvinde). Hun behandlede mig fra tid til anden for migrænen. Men jeg forblev "prøvedukke" til og med eksamen.
Det interessante er, at min migræne forsvandt og blev væk i fire år.
Vi var også blevet faglige venner, da hun ønskede at uddanne sig til først supervisior inden for zoneterapien, senere psykoterapeut.
I al denne tid havde jeg ikke et eneste anfald af migræne. Behandlingen var stoppet ved eksamen. Så det holdt tre år efter.
Dette gjorde naturligvis, at dette fænomen blev gjort til genstand for, hvad det var ved denne form for terapi, som virkede. Dels lavede vi analyse over vores gensidige følelser. Dels lavede vi emperisk forskning over resultater fra en lang række af praksis.
Resultatet var, at vi kunne konkludere, at hvor der opstod en særlig nær eller kvalitativ relation mellem klient og terapeut, der var virkningen markant bedre end, hvor denne relation var mere overfladisk eller forretningsmæssig.
Placebo?
Sandsynligvis. Det gav en viden om relationens betydning, som dels førte til, at min - nu - ven ophørte med at praktisere, og kun brugte disse erfaringer i supervisionsmøder med andre zoneterapeuter. DET VAR IKKE VELKOMNEN INFORMATION. For mange viste sig ikke at besidde den empati, som gjorde denne udvikling af kvalitet i relationen mulig.
Hvad det førte til er uden betydning i denne sammenhæng.
Men betydning har, at min "terapeut" skulle flytte til et så fjernt sted, at kontakten i realiteten stoppede. Og migrænen begyndte igen.
Når jeg en gang imellem havde mulighed for at besøge mine venner i lidt længere tid, så opstod ingen anfald.
Ren placebo?

Jeg synes ikke du er drilsk, når du påpeger betydningen for terapeutens selvfølelse når denne mærker, at relationen opnår en kvalitet, som kan benyttes i seancen. Medmindre du antyder, at der er tale om en ubevidst belønning, som ville være en katastrofe for terapien.
Når jeg nævnede det i det oprindelige indslag var det for at antyde, at selve den teoretiske! reference ikke er så specielt vigtig, hvis relationen opnår en brugbar kvalitet i sig selv.
Jeg har været i egenterapi i storgrupper, "farfiguren" var så usynlig, at jeg selv påtog mig rollen og talte direkte til gruppen. Det førte omgående til udsagn om, at jeg måtte have identifikationsproblemer. Desværre kunne samme personer ikke svare på mit spørgsmål om hvorfor!
Igen var der et brud i relationen, som i situationen faktisk skabte anarki i gruppen. Pludselig henvendte folk sig til mig som modulatorMens andre gik i baglås.

Resten af det du skriver har du ret i er basal og banal viden.

Vi har behandlinger hvor eksplorativ terapi ville være direkte farlig. Og andre, hvor denne burde være førstevalg frem for kognitiv.
For at gøre det helt klart, så mener jeg det er en faglig forbrydelse, såfremt terapeuten dyrker relationen til at styrke sit eget selv. Jeg har ofte set det og kan ikke holde min kæft om vedkommendes egenskab som terapeut.
Omvendt ved jeg, at det har en betydning for resultatet for terapien, at relationen styrker processen.
Vi arbejder ofte med mennesker, hvor målet aldrig bliver at gøre "rask". Men hvor målet må være, at få patienten til at lægge sit problem ind på en hylde, hvor det kan administreres i en daglig funktion og fremtid.
Somme tider ryger problemet ned fra hylden og vi må på den igen.
Men det er basal og banal viden.
Hvis målet altid var helbredelse så tror jeg vi har valgt en forkert brance.
For det meste består arbejdet i at opnå et rimeligt funktionsniveau på trods af en kronisk lidelse. Med bedst mulig mestring af de påtrængende symptomer.

Jeg er ikke morgensur. Det er aftensurheden, der holder endnu.
Du må godt rette mine stavefejl. Men så er Vi også nået til niveauet for fluesamleje.
Resten tager jeg stilling til senere. Jens

Allianceforskningen indenfor psykoterapi sandsynliggør effekten af selve relationen mellem patient og klient. Derfor vil du også kunne se, at selv en placebo-behandling med en amatør har betydning for effekt af interventionen.... Det er basal viden.

Herudover er der mange andre faktorer, der har betydning for patientens bedring. Det er ikke korrekt, at alliancefaktorerne er de eneste med markant effekt. Der er således også betragtelig effekt af øget viden om tilstanden - og naturligvis yderst veldokumenteret effekt af psyko-edukation af denne grund.

Eksponering har virkelig veldokumenteret effekt ved adskillige former for angstlidelser. Du kan have en nok så vellykket relation. Men det er ikke relationen som er vigtigst for patienten - men hvis jeg skal være drilsk, har relationen betydning for terapeutens selvfølelse.... Terapeuten vil således naturligt kunnne komme til at tillægge relationen relativt for stor betydning. For patienten har det større betydning, om de rent faktisk får et ændret liv udenfor terapien - og hvor hurtigt - og hvor langvarigt. Her er eksponeringsterapi og patientens udvidede kompetence til selvbehandling ved fremtidige tilbagefald afgørende.

Der er adskillige faktorer, som har betydning for patientens effekt af terapi ved en given sygdomstilstand. Der er rigelig videnskabelig viden på feltet - og dodo-kendelsen er vel også sagt på et tidspunkt før at der for alvor blev opstartet mere pålidelige undersøgelsesmetoder på feltet....

Det var min pointe.
Jeg vil lige tilføje at mine to ens indlæg ikke skyldes andre end dig :)
Jeg forsøgte at redigere - og det blev resultatet.
Jeg vender tilbage i morgen hvis tiden tillader det. Det er vanskeligt selv for mig at koncentrere mig om dette emne og følge med i en spændende film. Tales ved.

Selvfølgelig kender jeg hans forfatterskab. Jeg forstår ikke hvad du mener med hvad patienterne kan bruge læsning af hans bøger til. Faktisk har jeg haft klienter som har læst ham. Og som har læst Freud eller Jung eller et hav af andre.
Læsning af sådan litteratur gør ingen raske. Lige så lidt som at læse på netdoktor om et brækket ben kurerer det.
Hvis det lykkes at gøre tilværelsen bedre for nogen skyldes det relationen mellem to mennesker, hvor tiden et øjeblik står stille og en fælles forståelse opstår. For nu at sige det
lidt poppet.
Jeg har haft tanker om, at metoden betyder mindre end kvaliteten af relationen. Derfor synes jeg, dit spørgsmål er lidt mærkeligt. Det ligger i kategorien "hjælp til selvhjælp". Og det ved vi vel begge, at det ikke er et brugbart instrument over for de fleste.
Selv om målet er at gøre selvhjulpne.

Selvfølgelig kender jeg hans forfatterskab. Jeg forstår ikke hvad du mener med hvad patienterne kan bruge læsning af hans bøger til. Faktisk har jeg haft klienter som har læst ham. Og som har læst Freud eller Jung eller et hav af andre.
Læsning af sådan litteratur gør ingen raske. Lige så lidt som at læse på netdoktor om et brækket ben kurerer det.
Hvis det lykkes at gøre tilværelsen bedre for nogen skyldes det relationen mellem to mennesker, hvor tiden et øjeblik står stille og en fælles forståelse opstår. For nu at sige det
lidt poppet.
Jeg har haft tanker om, at metoden betyder mindre end kvaliteten af relationen. Derfor synes jeg, dit spørgsmål er lidt mærkeligt. Det ligger i kategorien "hjælp til selvhjælp". Og det ved vi vel begge, at det ikke er et brugbart instrument over for de fleste.
Selv om målet er at gøre selvhjulpne.

Så kan man ikke i sandhed vurdere sværhedsgraden af en angstlidelse, hvis man ikke medtænker omfanget af undgåelsesadfærd og sikkerhedsadfærd. Man kan sagtens være angstfri trods massiv angstlidelse. Det er væsentligt at tjekke hvor meget sikkerhedsadfærd og undgåelsesadfærd patienter anvender, og skønne hvor mange angstsymptomer der ville være, hvis patienten skulle kunne leve med almindeligt funktionsniveau.

Jo både patient og terapeut er totalt dækket ind. Jeg har undervist i tavshedspligt. Ingen vil kunne se om denne historie er sand eller er digtet ud fra 35 års erfaring.