Barack Hussein Obama indsættes midt i en økonomisk krise for USA og for verden. Det betyder, at han på det punkt kan sammenlignes med Franklin Delano Roosevelt, som måtte slås med depressionen i 1930'erne, siger Ole Moen, der er professor og ph.d. i historie med speciale i Nordamerika ved Universitet i Oslo.
»De tiltag, Obama foreslår for at redde økonomien, ligner både symbolsk og indholdsmæssigt New Deal, som Roosevelt satte i gang - med blandt andet bygning af infrastruktur som skoler og offentlige institutioner. Men Roosevelt havde ikke samtidig krige at forholde sig til, da han blev taget i ed som præsident,« siger Moen.
»Obama bruger Abraham Lincoln både sprogligt og symbolsk, f.eks. når han tog den samme rute som Lincoln fra Philadelphia til Baltimore, før han kom til Det Hvide Hus«, siger Moen.
Han ser flere ligheder mellem USA's 44. præsident og Abraham Lincoln, som havde embedet fra 1861 til 1865, da han blev skudt og dræbt Langfredag i Ford's Theatre i Washington D.C.
»Lincoln måtte forholde sig til en splittet befolkning og en borgerkrig, og han måtte forene landet. Obama står også på mange måder foran en splittet befolkning. George W. Bush har splittet nationen ideologisk, og landet er derudover blevet næsten geografisk opdelt i republikanere og demokrater«, siger Ole Moen.
Han vurderer også, at Barack Obamas kommunikative evner og viljen til at forene stridende parter er egenskaber, han deler med forgængeren, som blev myrdet for snart 144 år siden.
»Lincoln var en taler af rang - som Obama. Han var også stor nok til at forene og mente, at man ikke bør føre sig frem som sejrherre. Han sagde: "with malice towards none" (med ondskab, ikke mod nogen, red.). Han havde den inkluderende dimension, og mente man bør tale med "fjenden" - både på hjemmebane og udenrigs«, siger Ole Moen.
Som eksempel nævner han, at Obama har valgt Rick Warren, en rabiat modstander af homoseksuelle ægteskaber, til at lede bønnen ved sin indsættelse som præsident. Det kan ses som udtryk for vilje til at lytte til dem, man er uenig med, mener han.
»Da John F. Kennedy overtog præsidentembedet i 1961, havde USA haft otte år med gamle Dwight D. Eisenhower, som var republikaner. Unge Kennedy skabte en voldsom entusiasme,« siger Oslo-professoren.
John F. Kennedy var USA's 35. præsident - fra 1961 til 1963, da han blev skudt og dræbt i Dallas. Kennedy repræsenterede ungdommen og noget eventyragtigt nyt. Da han flyttede ind i Det Hvide Hus med sin familie havde der heller ikke været børn i meget lang tid.
»Jeg kom til USA lige efter Kennedy var indsat som præsident, og mærkede entusiasmen, som omgærdede ham. Det var et skillevej i tiden,« siger Moen.
Han sammenligner den kolde krigs polariserede verdensbillede med noget af det samme, Barack Obama står overfor i udenrigspolitikken i dag.
»Kennedy banede vej gennem vanskeligt terræn. Han blev valgt midt i den kolde krig og var en koldkrigshelt - og han og Khrusjtjov talte sammen. De etablerede den røde telefon mellem Moskva og Washington D.C. Der er nogle ligheder med Obama her, som også gælder kommunikationsviljen. Man kan være uenig med fjenden og ikke gribe til våben med det samme,« siger Ole Moen.
Men det er sket, at præsidenter har valgt en 'forkert' mærkesag og dermed er blevet upopulære. Bør Obama lære af de erfaringer?
»Republikanerne har bebrejdet gamle Bush, at han hævede skatterne, selv om han sagde de berømte ord: "Read my lips: No new taxes!". Men det var dog ikke årsagen til, at han tabte valget til Bill Clinton,« mener Ole Moen.
»Clinton på sin side forsøgte at gennemføre en national sygesikring, og det håndterede han kluntet, blandt andet ved at sætte Hillary til at lede arbejdet. Det kan have bidraget til, at den strandede. Hans politiske modstandere kørte da en massiv kampagne mod ham.«
Hvad Barack Obama angår, nævner Ole Moen, at Obama ønskede at gennemføre en konkret politik for forsvaret, som gjorde det lettere at være åbent homoseksuel her. Det var særdeles følsomt, og han måtte bruge megen tid og energi efterfølgende på at gyde olie på de oprørte vande.
»Noget Clinton og hans rådgivere gjorde klogt i var at trække økonomien frem som kernesag I valgkampen. Økonomien har vist sig at være udslagsgivende for, om en præsident har levet op til forventningerne. Man siger, at folk stemmer med tegnebogen. Det kan Obama lære af,« mener Moen.
Han mener også, at Barack Obama som USA's præsident bør huske at vise respekt og samarbejdsvilje overfor Kongressen, at tale med "fjender", og fortsætte med at fyre op under det amerikanske folk med inspirerende taler.
Det handler om kommunikation og evnen til at inspirere. Kennedy sagde for eksempel, at "inden for ti år skal vi sætte en mand på månen". Det tog vi med et gran salt, men det inspirerede alligevel.
Det kan USA's første sorte præsident også, fastslår Ole Moen. Når der f.eks. møder 75.000 ganske almindelige mennesker op i Oregon på en 30 grader varm sommerdag for at høre Obama komme med en politisk tale, så er der noget ganske særligt ved manden, siger han.
