Bandeord: Fem f***ing fakta
Vi bruger blandt andet bandeord som en stressudløser og en både positiv og negativ sproglig forstærker. Men hvem bander mest, og passer det, at folk, der bander, er mere intelligente?
bandeord skældsord sprog retorik udvikling omgangstone medier eufemisme menneskelig egenskab profan slang

Bandeordene har tendens til at indeholde hårde, aggressive lyde, som matcher deres barske, aggressive betydning. Det indebærer, at vi faktisk ikke engang behøver at kende betydningen af et ord for at vide, at det er ‘grimt’ eller ‘groft’. (Foto: Shutterstock)

Brugen af bandeord forfærdede engang alle rettænkende samfundsborgere, men i dag er ord som ‘fuck’, ‘lort’ og ‘shit’ nærmest hverdagskost. 

En britisk undersøgelse fandt for nylig, at folk finder bandeord på tv mindre anstødelige, end de plejede at gøre. 

Amerikansk forskning viser desuden, at folk i stigende grad er tilbøjelige til at bruge bande- og skældsord på arbejdspladsen.

Så her er en række fascinerende fakta om bandordene til ære for vores vidunderligt kreative og beskidte sprogbrug. 

Men lige som advarsel; denne artikel indeholder masser af eksplicitte bandeord.

1: Ikke alle bandeord er lige kloge

Et populært ‘faktum’, der er oppe i tiden, er, at folk, der bander, er mere intelligente og har et større ordforråd. 

Det er desværre ikke helt korrekt. 

Det er faktisk en fejllæsning af en undersøgelse, der viste, at folk, der klarede sig godt i test, som afprøvede det, som fagfolk kalder den ‘verbale fluency’ (associativ og divergent sproglig tænkning), såsom ‘nævn så mange ord, som du kan, der begynder med bogstavet ’s’, også havde en tendens til at klare sig godt, når de bedt om at remse alle de bandeord op, som de kendte.

Selvom de fleste lærere og praktisk talt alle forældre nok vil hævde, at brugen af bandeord er en indikation på et dårligt ordforråd, er evnen til at være kreativ med bandeordene faktisk en målestok for den associative og divergente sproglige tænkning. 

Det afgørende er nemlig ikke, hvor meget vi bander, men hvor kreativt vi bruger bandeordene.

Så hvis man nu er en fucking person, der fucking siger, lige hvad man fucking har lyst til, er der en god chance for, at ordforrådet er ret begrænset, fordi man bare bruger det samme ord igen og igen.

Hvis vi derimod refererer til 'cock-munch' eller 'piss-ass twat-wank', er den sproglige tænkning sikkert ret god, på trods af at vi samtidigt forekommer ret uhøflige.

2. Det er ikke lige meget, hvem der bander

Brugen af bandeord er også mere anstødelig, desto større forskellen er mellem den, der bander, og den der bliver bandet ad.

Hvis en lærling bander ad sin mester, eller garderen bander ad Hendes Majestæt Dronningen, ville det blive betragtet som værre, end hvis to skoleelever bandede ad hinanden.

Lig dét kan også bruges med positiv effekt ved at fremme den sociale samhørighed ved at signalere, at den, der bander, ikke tror, at statusforskellen er af betydning. 

Min chef har endnu ikke bedt om at tale med ‘dr. fucking Nordmann', men hvis det nogensinde sker, har jeg besluttet mig for at tage det som et tegn på, at jeg er på rette spor.

3. Bandeord, der bare lyder grove

Det siges, at sprog er vilkårlige, hvilket betyder, at der egentlig ikke burde være en sammenhæng mellem, hvordan et ord lyder og dets betydning. 

Alligevel er de lyde, vi bruger, meget mindre vilkårlige, end vi måske tror. 

Mange engelske ord, der refererer til ‘light’ (lys, let, lysskær, red.) begynder med ‘gl’, som eksempelvis ‘glitter’, ‘glimt’ og ‘gloss’. Det kaldes også lydsymbolik.

Og ikke nok med at disse mønstre findes; vi er også rigtig gode til hurtigt at lære dem, selvom vi ikke engang er bevidste om det. Børn er hurtigere til at lære nye ord, hvis de er symbolske, og de har desuden en tendens til at lære disse ord i en yngre alder.

Bandeordenes lydsymbolik er dårlige nyheder for de forældre, der gerne vil have, at børnenes sprog er stuerent.

bandeord skældsord sprog retorik udvikling omgangstone medier eufemisme menneskelig egenskab profan slang

'The Canterbury Tales' er titlen på den engelske digter Geoffrey Chaucers kendteste værk (ca. 1387-1400), hvori 30 pilgrimme på deres rejse udveksler historier, der spænder fra erotisk komedie til religiøs belæring. (Illustration: Wikimedia Commons)

Bandeordene har en tendens til at indeholde hårde, aggressive lyde, som matcher deres barske, aggressive betydning. 

Det indebærer, at vi faktisk ikke engang behøver at kende betydningen af et ord for at vide, at det er ‘grimt’ eller ‘groft’.

Lydsymbolikken leverer også en forklaring på, hvorfor visse bandeord ikke overlever. 

Chaucers samtidige sagde ‘swyve’; en meget grov måde at sige ‘samleje’. Chaucer skriver i The Canterbury Tales: ’If that I may, yon wenche wil I swyve’. 

En af grundene til, at ‘swyve’ mistede sin plads blandt bandeordene, er måske, at ‘swyve’ lyder som noget, Mary Berry kunne finde på at sige i The Great British Bakeoff (Mary Berry er dommer i den britiske udgave af Den Store Bagedyst, red.).

4. Mænd bander mere

Kvinder bander ikke så meget som mænd, og når kvinder bander, bruger de ‘mildere’ ord.

Fordi mange bandeord refererer til sex og seksualitet, bruger kvinder måske bandeordene i et mindre omfang end mænd, fordi ordenes henkastede referencer til sex indikerer, at de har en meget afslappet holdning til kønslig omgang.

Hvis det er tilfældet, har forskellen i forventning til mænd og kvinder spredt sig til vores sprogbrug og ordforråd. 

Det tydeligste eksempel er, at der ikke findes en maskulin udgave af ordet ‘dulle’.

5. Socialklasse har stor betydning

En undersøgelse af British National Corpus, en enorm samling af skriftlige og mundtlige overleveringer på engelsk, har fundet, at arbejderklassen bandede betydeligt mere end de højere sociale klasser.

En senere undersøgelse tilføjede en nuance til dette. 

BBC-journalisten James Naughtie kalder den britiske konservative politiker og  parlamentsmedlem, Jeremy Hunt, for 'c**t'. (Video: Jason Stone/YouTube)

Selvom ‘bloody’, ‘bugger’ og ‘fuck’ bruges cirka dobbelt så ofte i den nederste sociale klasse, er det overklassen, der oftest bruger det profane ord for de kvindelige kønsorganer, der rimer med Jeremy Hunt (‘cunt’). BBC- journalisten James Naughtie er et fremragende eksempel.

Heldigvis bliver ordet dog kun brugt meget sjældent i løbet af livetransmitterede radioudsendelser.

Emily Nordmann hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud