'Horder', 'endeløse kolonner', et 'frådende menneskehav', en 'travl myretue', 'krigeriske' og 'mærkelige snegle'. Sådan beskrev de danske ugeblade befolkningerne i Kina, Japan, Nord og Sydkorea og Vietnam under Den kolde krig.
Mens det ifølge ugebladene var synd for vores naboer i Østtyskland og Østeuropa, at deres hjemland var blevet ramt af den tyngende kommunisme, så var kineserne, koreanerne og vietnameserne ikke indrettet til at tænke som individer. Derfor var det ikke lige så hårdt for dem.
Det viser et nyt studium af Søren Hein Rasmussen, lektor i historie ved Institut for Historie og Områdestudier på Aarhus Universitet. I dag udkommer hans bog 'Den kolde krigs billeder', som bygger på forskerens granskning af kulørte medier, hovedsagligt ugeblade fra 1945 til 1962. I bogen beskriver historikeren, hvordan og hvorfor ugebladene elskede atombomben, men også hvordan de billedbårne medier fremstillede asiater.
»I den første efterkrigstid var ugebladene ikke så interesserede i at fortælle om Asien. Det var mest i de historier, hvor man på grund af et hul i pornografilovgivningen havde mulighed for at vise billeder af nøgne damer. Men efterhånden som den kolde krig spidsede til, blev man mere interesseret i, hvad der foregik i Asien,« fortæller Søren Hein Rasmussen.
Kulørte medier som Billedbladet og Samvirke beskrev japanere som sværmende fluer, kineserne som en befolkning af 500 millioner røde arbejdsmyrer, og sydkoreanere som et folk, der havde hang til kollektiv fanatisme på trods af, at de havde allieret sig med demokratiske vestlige magter under Koreakrigen fra 1950 til 1953.
Efterkrigstidens ugeblade som for eksempel Billedbladet og Se & Hør bragte ikke kun artikler om de kendte.
Læserne kunne også dykke ned i rejseskildringer og reportager fra begivenheder i udlandet, der ligesom det andet stof i bladene var dækket med mange billeder.
»Uanset om de var kinesere, koreanere eller japanere, så var der en tendens til at beskrive dem som nogle, der var særligt disponeret for totalitarisme. Det er klumper af mennesker, vi har med at gøre her, som mangler individuelt særpræg,« siger Søren Hein Rasmussen.
Han fortæller, at asiaterne blev skildret som krigeriske, mærkelige mennesker, som trak i fællesskab og var vante til grusomhed. Ugebladene lagde op til, at de måske derfor godt kunne lide at være under et kommunistisk styre.
»Hvis du derimod ser på Østtyskland, så beskriver ugebladene kommunismen som et overgreb,« siger historikeren.
Jo tættere på os selv de kommunisme-ramte mennesker boede, jo mere var det synd for dem i ugebladenes artikler.
Da der i 1947 brød en borgerkrig ud i Kina, dækkede ugebladene krigens forløb med kun syv artikler. Den senere krig i Korea blev dækket med 47 artikler.
I de kulørte blade steg interessen for Asien i takt med, den kolde krig eskalerede op igennem 50erne. Spændingen mellem Sovjetunionen og USA kulminerede med Cuba-krisen i 1962, hvor de to stormagter bevægede sig ud på randen af en atomkrig. Efter krisen blødte det anstrengte forhold mellem Sovjet og den vestelige verden op, og i Danmark viste ugebladene nu den sovjetiske ministerpræsident Nikita Khrustjov i et mere flatterende lys.
»I takt med, at ugebladene bliver mere familiære med Khrustjov, så opskrives den kommunistiske fare i Asien. På den anden side af Cuba-krisen bliver pigerne pæne i Sovjet, og Khrustjov ender med at blive "en rar og smilende bedstefar", som et af ugebladene beskriver ham. I samme åndedræt bliver kineserne farligere og farligere,« siger Søren Hein Rasmussen om ugebladenes skildringer af verden.
James Bond filmen Dr. No fra 1962 lægger ifølge historikeren stilen for, hvem der er ærkeskurken i de populære medier frem til slutningen af 60erne. Agent 007's onde modstandere var ikke russere, men røde kinesere, som stadig myldrede derovre østpå.
Bogen 'Den kolde krigs billeder' er udgivet af Gyldendal.
Kilderne
Historiker Søren Hein Rasmussen har gennemgået samtlige numre af Billedbladet og Se & Hør fra 1945 til 1962 i forbindelse med sin analyse af den kolde krigs billeder. Derudover har han været igennem andre populærkulturelle blade som for eksempel Samvirke og Anders And. I alt har han læst ca. 100.000 sider kulørte kilder.
Han har krydstjekket de billedbårne mediers dækning af den kolde krig ved at slå ned og tage stikprøver af, hvordan man dækkede de samme begivenheder i den seriøse presse. Avisartiklernes holdningerne stemmer overens med de kulørte blades holdninger til spændingen mellem øst og vest.
