Annonceinfo

Århus går digitalt

Et nyt og unikt forskningscenter skal finde nye måder at gøre byen sjovere og flottere og mere brugervenlig ved hjælp af digital teknologi

Forestil dig, at du med din mobiltelefon kan bladre i de seneste lokale nyheder på en fladskærm, der er monteret i læskuret ved busstoppestedet. Samtidig kan se, hvor du finder det bedste og billigste spisested på ruten.

På turen derhen vil du kunne se en højhusfacade, der skifter farver og mønstre efter vejret. Og på vej hjem fra restauranten sms'er du så lige din restaurantanmeldelse op på skærmen ved det stoppested, hvor du står af. Det bliver formentlig fremtiden i Århus allerede om et par år.

Strømme af ideer

Ideerne til den digitale by skal strømme fra et nyt strategisk forskningscenter, Digital Urban Living eller Byens Digitale Liv, der netop er åbnet på Aarhus Universitet.

Centret skal med et samlet budget på 43,5 mio. kr. fungere i fire år fra januar 2008. Pengene og kræfterne skal bruges til at udvikle nye former for digital kommunikation og digitale oplevelser, som vil gøre Århus - og andre byer - mere spændende at færdes i.

Det med andre byer er ret væsentligt. for det første vil ideerne og resultaterne fra forsknings- og udviklingsarbejdet ikke vil være forbeholdt Århus - for det andet kommer en del af forskningen også til at foregå i andre danske byer.

Unikt samarbejde

Det hænger sammen med Digital Urban Livings unikke sammensætning. Det særlige ved centret er, at de nye ideer og koncepter udvikles og gennemføres i samarbejde på tværs af både en masse forskellige fagområder og institutioner og mellem det offentlige og private virksomheder og private borgere.

Det betyder, at de mange forskellige forskningsprojekter i Digital Urban Living tilsammen kommer til at omfatte faggrupper som it- og medieforskere, interaktionsdesignere, æstetikere, kommunikationsforskere, journalister, museumsfolk, tegnefilmsanimatorer, digitale kunstnere, ingeniører, arkitekter samt altså private borgere og brugere af byrummene. Og at alle disse faggrupper og virksomheder og borgere kommer til at arbejde sammen på kryds og tværs.

Aktive brugere

Forskningscenterets leder, professor Kim Halskov i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet, henviser til den store gennemslagskraft, fænomenet Web 2.0 har fået.

Web 2.0 går bl.a. ud på, at internetbrugerne selv bidrager til indholdet på nettet gennem f.eks. blogs, Facebook, Youtube osv., samt ved at interagere med de "traditionelle" medier; den tidligere envejskommunikation bliver dermed tovejs - mindst!

»Vi er aktive brugere snarere end passive modtagere. Det samme skal gøre sig gældende for vores færden i byrummet. De gode medier i dag er ikke udelukkende dem, der har de gode journalister i traditionel forstand. Det handler i højere grad om at skabe platforme, der tillader borgerne at bidrage. Vi ønsker at skabe engagement og fokusere på det oplevelsesmæssige aspekt. Ikke bare oplevelser for sjov, men noget, du husker og fortæller til andre,« siger Kim Halskov.

I første omgang deltager følgende virksomheder og institutioner i forskningscentret:

Aarhus Universitet, herunder Handelshøjskolen Danmarks Journalisthøjskoles UPDATE Alexandra Instituttet A/S Århus Kommune Region Midtjylland 3XN (arkitektfirma) Århus Stiftstidende AFA JCDecaux (sælger udendørs reklamer) The Animation Workshop (animationsskole) Moesgaard Museum Skive Kunstmuseum.

... men ifølge centrets leder, professor i informationsvidenskab Kim Halskov, vil der i løbet af perioden blive koblet flere virksomheder og institutioner på.

International interesse

Dertil kommer, at centret allerede har aftaler om samarbejde med en række udenlandske forskningsinstitutioner, bl.a. UCLA i Californien, University of Limerick i Irland og Aston Business School i England.

Partnerartikel

Artiklen bringes i samarbejde med: Alexandra Instituttet
Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Kultur & Samfund

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg